Arvingen

“Jeg har aldrig rigtig kendt min farmor. Altså jeg vidste hvem hun var, vi har bare ikke... besøgt hende så meget og nu sidder jeg her og skænker hende en tanke for en gang skyld på vej til hendes begravelse.”

Christina er 17 år gammel og hendes farmor er desværre pludselig død. Hun får tit at vide at hun havde en sær farmor. En sær farmor der lader Christina arve hendes hus. Nu er Christinas 18 års fødselsdag heller ikke langt forude men hvad gør hun med den overtroiske farmors hus når hun begynder at opdage sære ting om sin fortid.

6Likes
15Kommentarer
375Visninger
AA

2. Mærkelige farmødre

 

Bilen triller i let fart på vej hjem. Den er brændende varm, da den har stået udenfor i solen hele tiden. Mine forældre skal snakke med min farmors testamente advokat. Jeg skal være alene hjemme imens. Der er en rimelig akavet stilhed i bilen lige nu.

 “Hvorfor besøgte vi egentlig aldrig farmor?...far!” Spørg jeg, og forventer et svar, men min mor tager initiativet, og svarer så

hun bor jo langt væk skat...  og hun har også altid været lidt sær”  hvad mener de egentlig med sær?? 

Resten af turen sidder vi vist alle sammen lidt i vores egne verdener. Det er ikke så usædvanligt, jeg dagdrømmer altid. Jeg kan forestille mig, hvor nem jeg i virkeligheden er at skræmme. Jeg bliver pludselig meget døsig, mine øjenlåg føles tunge. De begynder, langsomt at trækkes i. Jeg giver efter for søvnen, vi har alligevel langt hjem.

 

Jeg spærrer forskrækket mine øjne op. Pyh ha! Det var bare et mareridt, men hvor er jeg? Jeg sætter mig forsigtigt op i den meget lille seng, og kigger mig omkring. Det er belragende mørkt, kun måneskæret fra et lille vindue giver mig en fornemmelse af værelsets størrelse. Jeg trisser forsigtigt rundt, og leder efter et sted, man kan tænde for lyset. Jeg prøver samtidig ikke at falde over alt det legetøj der ligger spredt ud over gulvet. Jeg mærker pludselig en kontakt. Jeg trykker på den og en gammel skrivebords lambe lyser pludseligt svagt direkte ned på en særlig gammel computer. Jeg syntes rummet virker bekendt, men alligevel slet ikke. Jeg tager mod til mig, og ligger forsigtig hånden på dørhåndtaget.

 

“Christina vi er hjemme nu... vågn op... du faldt i søvn”. Mine øjne går langsomt op, og jeg ser min mor stå og ruske i mig. Hjem kære hjem. “Jeg er vågen mor, jeg er vågen!” 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...