Arvingen

“Jeg har aldrig rigtig kendt min farmor. Altså jeg vidste hvem hun var, vi har bare ikke... besøgt hende så meget og nu sidder jeg her og skænker hende en tanke for en gang skyld på vej til hendes begravelse.”

Christina er 17 år gammel og hendes farmor er desværre pludselig død. Hun får tit at vide at hun havde en sær farmor. En sær farmor der lader Christina arve hendes hus. Nu er Christinas 18 års fødselsdag heller ikke langt forude men hvad gør hun med den overtroiske farmors hus når hun begynder at opdage sære ting om sin fortid.

6Likes
15Kommentarer
384Visninger
AA

4. Drømmen

Jeg åbner langsomt mine døsige øjne, og ser en gammel skrivebordslampe, som lyser rummet svagt op. Jeg genkender straks det hvide afskaldede maling og det matte lys. Det er det samme støvede rum som sidst. Jeg sætter mig op, og kan straks mærke den stærke lugt af bål sive op gennem næsen. Måske er noget brændt på,hvem ved. Denne gang vil jeg ud af dette klaustrofobiske rum. Jeg føler mig fanget, men denne gang vil jeg ikke vågne med det samme. Jeg kommer hurtigt på benene, og opfanger mine omgivelser. Rummetsynes fugtigt. 

 

 

Jeg går målbevidst hen i mod det lille måneskinsvindue i enden af rummet. Jeg prøver at danne et overblik, over hvor jeg er, så jeg ser forsigtigt ud ad vinduet. Udenfor er der mørkt. Meget mørkt. Lige fremme er der en lille næsten faldefærdig gul lade med et svagt lys på siden af sig. Der går en bred grus sti ligeud, som længere fremmesplitter op, og bliver til to. Hvilket den sikkert vil gøre flere gange ude i mørket. Der er intet bål. Blot de store mørke træer hvis skygger ses at bøje sig ind over én, og rage ud med de lange grene som var det hænder. Mit blik står stift og tryllebundet ved de mange forgreninger af skygger, men nu vænner jeg mig modvilligt om tilbage til det støvede rum. 

 

Det er ikke så svært, jeg skal bare tage i håndtaget, men tanken om at vågne så snart jeg rører, det ligger plagende i baghovedet. Aldrig har jeg været så fascineret af min egen fantasi. Min egen drøm. Eller måske et glemt minde. 

 

 

Jeg tager mig sammen, og sætter døren på klem, og vælger så at åbne den langsomt. Jeg vidste, døren ville knirke, da jeg åbnede, og det gør den også. Den knirker højt. Gad vide, om nogle kan høre det, som jeg kan. Klar på hvad der er bag de andre døre, sætter jeg selvsikkert en gylden lok om bag det ene øre. Nu står jeg i en lille gang, og mærker et loddent gulvtæppe under mine fødder. Det er sikkert ældre mennesker, der bor her. Hvis det er rigtigt, sover de sikkert nu. Tungt.

 

Mine fingre glider langs væggene. Til venstre mærker jeg en skråvæg, og til højre mærkes kun det blanke træ. Nu løber jeg. Jeg har været her før. 

 

 

Jeg når til en trappe. Den er ikke stejl. Den går med nogenlunde mellemrum ned, og så drejer den rundt om et hjørne. Jeg trisser hurtigt men let på tå ned ad trappen, og kommer til en entre med spejl, kommode og et lille koste skab. Der står også et lille sølvstativ til at hænge jakker på. Fint.

 

Jeg har fire muligheder nu. Jeg kan gå ud ad huset, Jeg kan gå ind ad en trædør som jeg ikke ved, hvor fører hen, Og jeg kan gå ind til en ligegyldig stue ind ad en glas dør. Det var tre. Men jeg kunne også vågne. Hvis det altså er en drøm. 

 

 

Jeg bruger ikke lang tid på at bestemme mig. Jeg føltes næsten helt tiltrukket af trædøren, som er det skæbnen, at jeg skal åbne den. Min næse overvældes straks, da døren åbnes af en skarp stank af røg og os, som hænger tungt i luften. Rummet står i flammer. Ilden river, og flår i træet, mens dets lange flammer rækker ud efter et nyt bytte, som vil brænde op. Jeg tror, jeg står i et køkken. På det runde spise bord ligger en væltet lysestage. Halvdelen af køkkenet brænder. Men hvem har ladet en lysestage stå tændt. Mit hjerte hamrer hurtigere end nogensinde.

 

Jeg hører en bildør smække. “Christinaaa… Seth er her!” Mine øjenlåg åbner op, og med et bliver jeg blændet af dagens lys. Hvor kom jeg fra. 

 

Pludselig bliver døren indtil mit værelse åbnet af min far. “Er du stået op?” spørger han forsigtigt. “Hvad skete der?” Spørger jeg ham med den sære drøm frisk i hukommelsen. “Øhhhh… du har sovet skat.” Siger han tøvende og forvirret. Jeg stirrer bare spørgende på ham. “Du gik i seng i går… du har arvet farmors hus?.. siger det dig noget?” Spørger han med opspilede øjne. “Nååårgh ja huset” siger jeg pludselig og nikker. Selvfølgelig kunne jeg godt huske det, jeg er bare lidt træt.

 

Han går nu…

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...