Dengang blomsterne sprang ud

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2018
  • Opdateret: 14 feb. 2018
  • Status: Færdig
*Til Valentinsdag konkurrencen. Mulighed 3: Skriv om at kærligheden altid overvinder alt!*
Gymnasiet er hårdt, når man ikke har nogen venner. Det ved Johannes alt om. Han har altid været "the odd one out". Marvin er en cool, populær dreng, der byder på mere end hvad øjet skuer. Når de to drenge bliver parret sammen i en historiepræsentation, opdager de hinandens hemmeligheder.

1Likes
0Kommentarer
133Visninger
AA

5. Kap. 5

Johannes

Kantinen var fuld af elever. Jeg sad alene ved mit sædvanelige bord i hjørnet og tegnede. Det var en ny tegning, der var begyndt at minde meget om min forrige. Der var ikke rigtig noget nyt, bortset fra at jeg hver andet minut så over imod Marvin, der snakkede, imens en hel flok af mennesker sad omkring ham. De grinede højlydt. Mit hjerte sank. "Johannes?" Jeg vente mig forskrækket om. Peter stod bag mig. "Ja?" "Jeg har fortalt alle i klassen, at de skal øve deres præsentation til næste time, det gælder også du og Marvin." Jeg nikkede og Peter gik. Jeg klappede min bog sammen og slentrede nervøst hen til Marvins gruppe, men stoppede lidt væk fra dem, da jeg hørte mit navn blive nævnt. De sad alle med ryggen til mig. "Johannes er altså for mærkelig," sagde Karl. "Ja, det er synd, at du arbejder sammen med ham," lød det fra en blond pige. Jeg havde forventet, at Marvin ville forsvare mig, men i stedet sagde han; "ja, han er også en mega svans." De andre grinte. Så rømmede jeg mig.

Marvin

Nogen rømmede sig bag os, og jeg måbede, da jeg så, hvem det var. Johannes stod bag os, med armene over kors og blanke øjne. "Peter siger, at vi skal øve på vores præsentation," prøvede han at sige roligt, men jeg kunne høre, at hans stemme rystede. De andre fnisede bag mig, da jeg rejste mig. Vi gik ud af en dør og var alene på gangen. Han vendte sig om imod mig og så på et punkt over min pande. "Johannes..." Jeg blev afbrudt, da en hård lussing ramte min kind. "Hvad er der galt med dig?" snerrede han. "Undskyld, jeg blev nødt til det." mumlede jeg. Han grinte sarkastisk og trådte et skridt bagud. "Du blev nødt til det? Hvorfor?" "Fordi at de ikke må vide det." "Det er da lige meget, om de ved det!" råbte han. "Måske for nogen!" råbte jeg tilbage, "men folk lægger rent faktisk mærke til mig! I modsætning til dig!" jeg fortrød det, i det øjeblik jeg sagde det. Hans ansigtsudtryk gik fra vredt til såret på et split sekund. Så vendte han sig om, og gik imod kantinen. "Undskyld Johannes." Jeg fulgte efter ham. "Jeg mente det ikke!" Jeg greb hans arm, vendte ham om og prøvede at se ham i øjnene. "Slip mig!" råbte han. "Hør nu på mig," bad jeg, men han rystede bare sin arm ud af mit greb. "Nej, du har ret. Folk lægger ikke mærke til mig." Han gik videre ind i kantinen. Eleverne skævede hen imod os. Jeg kunne ikke gøre noget, uden de ville fatte mistanke. Johannes gik direkte imod mine venners bord. Hvad er det han gør? Han trampede op på bordet, hvor mine venner sad, og stampede i det som et arrigt barn. Alle i kantinen vendte opmærksomheden imod ham. Jeg holdte vejret. "Gæt hvad!" råbte han og spredte armene ud. "Jeg er bøsse!" Ingen sagde noget. "Drengen der græd på den første dag i gymnasiet er homo!" Så hoppede han ned for bordet og gik med stor selvtilfredshed over imod mig. Jeg måbede. Han lænede sig ind imod mig, og hviskede så lavt i mit øre, at kun jeg kunne høre, hvad han sagde: "Så er det din tur."

Johannes

Jeg var ikke sikker på, om det jeg gjorde var modigt eller dumt. Måske var det begge dele. Det jeg var sikker på var, at skolen er meget opdelt. Nogen af eleverne var senere på dagen kommet og rost mig, andre hakkede bare endnu mere på mig, men jeg var ligeglad med, hvad de tænkte om mig. Den eneste jeg tænkte på var Marvin. Jeg ved ikke, hvad han gjorde, efter at jeg havde hvisket til ham, for jeg var gået direkte ud bagefter. Jeg var dog rimelig sikker på, at han ikke fortalte nogen om sin seksualitet, for ingen behandlede ham anderledes, som de gjorde med mig. Jeg havde nægtet at sige et ord til ham resten af dagen, bortset fra når vi skulle fremlægge. Det han sagde havde virkelig såret mig.

Mit værelse var koldt, men jeg havde ikke lyst til at rejse mig fra min skrivebordsstol. Jeg stirrede ind i den hvide væg. Min mobil lå på bordet foran mig, men jeg gad ikke kigge på den. Der havde tikket fem beskeder ind de sidste tyve minutter, og jeg vidste, at de alle sammen var fra Marvin. Han havde prøvet at få fat på mig hele weekenden, men jeg havde ikke svaret ham én eneste gang. De fleste af han beskeder indeholdte det samme. Grædesmileyer, hjerter og en masse undskyldninger. Det var efterhånden begyndt at give mig dårlig samvittighed ikke at svare ham, men det var jo ham, der burde have det dårligt. Det var hans skyld det her. Et bank på min dør rev mig ud af mine tanker. "Kom ind!" råbte jeg og fjernede blikket fra væggen. Min far trådte ind med vores hjemmetelefon i sin store hånd. Jeg så spørgende på ham. "En vis Marvin er i telefonen," sagde han og rakte mig hurtigt telefonen, så jeg ikke kunne nå at sige noget. Han gik ud og efterlod mig med telefonen i hånden. Jeg sukkede. "Hallo?" "Johannes!" udbrød Marvin den anden ende. "Hvad?" snerrede jeg. "Jeg har prøvet at få fat på dig hele weekenden!" "Ja, det ved jeg godt." "Kan vi ikke nok snakke om det?" bad han. "Nej," svarede jeg hårdt, men noget slog knude i min mave. Der var stille. Jeg kunne mærke at han ventede. "Fint," sukkede jeg så modvilligt. Jeg hørte et svagt "yes" fra ham. "Kan du komme hjem til mig?" spurgte jeg ham. "Selvfølgelig." "Vær ikke for glad," hvæsede jeg, "jeg er stadigvæk sur." Så lagde jeg på.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...