Dengang blomsterne sprang ud

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2018
  • Opdateret: 14 feb. 2018
  • Status: Færdig
*Til Valentinsdag konkurrencen. Mulighed 3: Skriv om at kærligheden altid overvinder alt!*
Gymnasiet er hårdt, når man ikke har nogen venner. Det ved Johannes alt om. Han har altid været "the odd one out". Marvin er en cool, populær dreng, der byder på mere end hvad øjet skuer. Når de to drenge bliver parret sammen i en historiepræsentation, opdager de hinandens hemmeligheder.

1Likes
0Kommentarer
143Visninger
AA

2. Kap. 2

Johannes

Vi havde haft noget tid til at arbejde på vores opgave om Nelson Mandela i historietimerne, men Marvin og jeg var stadigvæk ikke blevet færdig. Vi havde faktisk arbejdet okay sammen, og han hakkede ikke på mig, når vi arbejde, det gjorde han så til gengæld på alle andre tidspunkter i døgnet. Vi fik ikke mere tid til at arbejde på opgaven i timerne, så jeg skulle hjem til Marvin efter skole. Han stod og ventede ude foran gymnasiet. Marvin boede et stykke derfra, så vi blev nødt til at tage bussen.

Efter at have stået og ventet i et kvarter, sad vi endelig inde i den varme bus. Vi snakkede ikke til hinanden. Jeg sad og tegnede, og Marvin lavede et eller andet på sin telefon. Det skred fremad med min tegning, og jeg havde en lille idé om, hvad det var. En blomst af en art. "Hvad tegner du?" spurgte Marvin. Jeg trak på skuldrene. "Du ved det ikke?" Jeg rystede på hovedet. Jeg havde jo kun en idé om, hvad det var, jeg vidste det ikke med sikkerhed. "Så du tegner noget, men du ved ikke, hvad du tegner?" Jeg sukkede og kiggede op på ham. Vores øjne mødtes. Hans brune borede sig ind i mine blå. "Jeg tegner bare de streger, som min hånd vil tegne," sukkede jeg. Han rynkede øjenbrynene. Vores øjne var stadigvæk bundet til hinanden. "Du er underlig," sagde han så og kiggede igen på sin telefon. Jeg grinede hånligt, "jo tak, det har du gjort mig opmærksom på." Vi var stille i et øjeblik. Jeg stirrede stadigvæk på ham, selvom han så væk. "Hold op med at stirre på mig," sagde han henkastet, "vi skal af her."

Marvins lejlighed var ikke noget at prale af, men heller ikke noget at være flov over. Den var rimelig normal. Det sagde jeg til ham. Han svarede bare ved at glo åndsvagt på mig. Vi gik forbi stuen, hvor Marvins mor sad og så tv. "Hvem har du med hjem? En ven?" "Nej," svarede Marvin hårdt og skævede imod mig. Jeg hadede den fyr. Og jeg hadede, at jeg lige nu tænkte, hvor rart det måtte være at holde om ham. Vi gik ind på hans værelse, hvor vi med det samme tog vores computere frem, satte os på hans seng og begyndte at arbejde på opgaven. Jeg havde troet, at det ville blive ligesom, når vi arbejde i skolen. At vi ikke ville snakke sammen eller lave noget andet, så jeg fik et chok, da han pludselig lukkede computeren sammen. "Sulten?" Jeg nikkede, og han gik ud af værelset. Jeg satte min computer til side og kiggede rundt. Han havde plakater af forskellige fodboldspiller klistret op på hans væg. Hans værelse virkede ret simpelt. Der var ikke noget, der rigtig stak sig ud, bortset fra et stort keyboard, som jeg ikke havde forstillet mig ville være der. Marvin kom ind med en skål med chips og en med popcorn, som han satte på sengen. Han satte sig overfor mig og så mig igen i øjnene. Vi stirrede på hinanden, og jeg kunne ikke finde ud af, om han mente det hadefuldt. "Hvorfor tegner du?" spurgte han så. Jeg trak på skulderne, og han sukkede, "kan du ikke andet end det?" "Kan du ikke andet end det?" "End hvad?" spurgte han. Jeg tænkte lidt. "Være en kæmpe idiot." Han brød øjenkontakten, og jeg ærgrede mig. "Undskyld," mumlede han så og så op igen. Jeg spærrede øjnene op. "Hva'?" "Undskyld at jeg er en idiot i skolen, okay? Jeg kan bare ikke finde ud af at være andet." Jeg måbede. Sagde han undskyld? Drengen der havde plaget mig hver dag i et år? "Selvfølgelig kan du det." Jeg lagde en bleg hånd på hans skulder, og han gloede først irriteret på den, men efter noget tid blev hans udtryk lidt mildere. "Hvis vi skal arbejde sammen, bliver vi nødt til at snakke sammen," sagde han, "ellers bliver det akavet." "Det er allerede akavet," grinede jeg.

Vi brugte resten af eftermiddagen på at snakke. Jeg fortalte ham om, hvad det at tegne betød for mig. At jeg havde angst, og at jeg var ret sensitiv. Jeg fortalte ham om min mor, far og lillebror. Han fortalte, at han elskede fodbold, men også at spille klaver. Jeg spurgte, om han ville spille noget for mig, men han nægtede. Han fortalte også, at hans far havde forladt ham, da hans mor var blevet gravid, og at han ikke havde nogen søskende. Det var som om, at alt var blevet ændret fra det ene øjeblik til det andet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...