Good girls love bad boys

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2018
  • Opdateret: 15 maj 2018
  • Status: Igang
Stella er en mønsterelev og klar til at begynde på et nyt kapitel i hendes liv. Hvad sker der, når hun møder hendes modsætning i Alex, skolens badboy?

7Likes
3Kommentarer
379Visninger
AA

1. Den nye elev

Tirsdag formiddag. Jeg sidder og stirrer ud for mig og ignorerer de andre elever, der vimser om mig som bier. Jeg har det som om, at jeg er i en anden verden; en verden, hvor ting som pigedrama, pinlige forældre og irriterende drenge ikke findes. En verden, hvor jeg kan være mig selv. Stella Olsen; nørden fra 9.B. Klokken ringer for anden gang, men jeg ænser den ikke. For første gang i lang tid skynder jeg mig ikke hen til klassen, tager ikke mine bøger ud af skabet og gør mig klar til timen. Nej, denne gang sidder jeg for mig selv og tager en dyb indånding. Mit hår stritter ud i luften som piggene på et pindsvin, og ordet "søvnmangel" oser ligefrem ud af mig. Af alle de dage på ugen er tirsdagen den værste: der har vi har gymnastik.

Jeg træder ind i hallen som den sidste; Ole, vores idrætslærer, er der allerede. Jeg lister mig om bag klassen og prøver at gøre mig lille. Ole fløjter i sin fløjte, og vi stimler sammen i en flok. Han marcherer frem tilbage foran os, mens han har en volleyball under armen. "I dag skal vi dykke ned i den fantastiske sportsgren: volleyball!" Hver gang han siger et ord med bogstavet s, strømmer der kaskader af spyt ud af munden på ham, og drengene fniser. "Vi starter med en god gang opvarmning, og I skal dele jer op i to hold." Han kaster volleybolden hen til Kasper som et tegn på, at han skal vælge hold. Udover at Kasper er Oles yndlingselev, er han samtidig også pigernes favorit. De hænger altid om ham og prøver konstant at få hans opmærksomhed. "Okay, Tommy er på hold et, og Morten er på hold to. Et, to, et, to..." Kasper går rundt i flokken og tæller. Da han når til mig, smiler han først genert og prikker mig på skulderen. "Stella og jeg er på hold to!" Han ser mig i øjnene, ret længe faktisk, indtil jeg tager mig sammen og går over til mit hold. Venstre hjørne, bagerst. Mit hjerte banker. Jeg kigger rundt på mine holdkammeraterne; i forhold til mig er de alle superatleter. Mine spinkle arme og rystende ben kan ikke måle sig med de andres muskler og selvsikkerhed. Men jeg tager mig sammen, ryster selvsikkerheden ud af hovedet og tænker på, at vi har geometri i næste time. Måske er mine arme og ben ikke nær så store som de andres, men min hjerne fejler ikke noget. Så hører jeg fløjten, og Kasper server. 

"Ej, synes I ikke også, at Kasper var mega god i dag?" Jeg himler med øjnene. I omklædningsrummet bliver alle hemmelighederne og tankerne delt; også dem som er ligegyldige. Men af en eller anden grund har pæne fyre som Kasper altid været det, der er blevet talt mest om herinde i pigeomklædningen. Det har jeg ærligt talt aldrig forstået skulle være så spændende, personligt foretrækker jeg at snakke om en god bog eller en svær ligning. Jeg lægger mine sko i tasken og folder mit våde håndklæde pænt sammen. "Hey Stella? Hvad synes du egentlig om Kasper?" Sofie står med sin nye Calvin Klein parfume i hånden og ser på mig med hævede øjenbryn og et provokerende smil. Jeg skal lige til at svare, da hun afbryder mig. "Nå nej, det havde jeg jo glemt! Du kan kun lide drenge fra tegneserier!" Hele rummet bryder ud i grin, og jeg lukker det hele ude, som jeg altid har gjort. "Seriøst Stella. Hvordan kan man være forelsket i nogle streger og lidt farve? Det er totalt mærkeligt!" Sofie smider sine ting ned i en eller anden dyr sportstaske, som farmand sikkert har købt, og går ud med de andre piger. "Det eneste mærkelige er, at hun har været ved at brænde hendes eget hus af tre gange, men alligevel lader hendes forældre hende stadig bo derhjemme," mumler jeg for mig selv. Jeg samler mit hår i en hestehale og smutter ud af udklædningsrummet. Da jeg kommer ind i klassen, er vores geometrilærer, Lisa, i gang med at gøre klar til time. Hele klassen sidder og venter. Jeg mærker varmen blusse op i mine kinder og går genert hen på min plads. Hele vejen derhen kan jeg mærke Sofias stikkende øjne følge mig, og jeg bilder mig selv ind, at de andre piger snakker om mig. Om hvor langsom jeg er. 

Jeg sidder forrest i klassen, men jeg ved egentlig ikke hvorfor. Er det ikke meningen, at de svage elever skal sidde oppe ved tavlen og ikke de stærke? Nå, det er vel ikke mit problem. Lisa fortæller kort om de geometriske figurer, og om hvordan man udregner rumfanget af en cylinder; ren barnemad for mig, selvfølgelig. Jeg går i gang med opgaverne før de andre, som jeg jo plejer, og det vil så sikkert også resultere i, at jeg bliver hurtigere færdig end de andre. Til tider kan det være kedeligt at bare sidde og vente, mens resten af klassen for lavet opgaverne, men det giver mig en vis form for selvsikkerhed, og jeg føler mig bedre end de andre. Nogle gange føler jeg, at skolen er det eneste sted, hvor jeg kan være mig selv. Der bliver banket på døren, og vi kigger alle sammen op samtidig: Lisa, mig og hele klassen. "Kom ind," siger Lisa og sætter lettere irriteret hånden på den ene hofte. Døren går op og ind kommer rektor Toft. Rektor Anja Toft er en mørkhåret dame, der bruger runde briller. De samme slags briller som Harry Potter bruger. Hun går lige så stille ind i klassen og kigger nervøst på os alle sammen. Hun retter hurtigt på sine 'Potter-briller' og kigger derefter ud på os. "Jeg kommer bare lige for at præsentere den nye elev for jer," siger rektor Toft og vender sig mod døren og smiler anstrengt. Vi har længe vidst, at der skulle komme en nye dreng, men vi vidste ikke rigtigt hvornår. Jeg læner mig tilbage og stirrer på døren. Er det klog dreng, som jeg måske kan blive venner med? Altså langsigtet. Kan han mon også lide skolen? Skal han også på gymnasiet næste år ligesom mig? Der er en masse spørgsmål, som kører rundt i hovedet på mig, og jeg læner mig nervøst ind over bordet. Rektor Toft rækker armen ud, ligesom en cirkusdirektør gør, når han har præsenteret det næste nummer. Jeg kan ligefrem mærke, at hele klassen læner sig ind over bordene og stirrer utålmodigt hen mod døren. Døren går op igen, og ind kommer en dreng på omkring samme højde som mig. Han går hen ved siden af rektor Toft og står og stirrer tilbage på os. "Ja, det er så jeres nye klassekammerat, Alexander. Sig hej til Alexander." Rektor Toft vrider nervøst sine hænder, det gør hun altid. "Hej Alexander," mumler vi i kor. Alexander himler med øjnene og går ned bagerst i klassen og sætter sig. Vi vender os alle om og stirrer overrasket på ham. Nye elever plejer som regel at stå lammet af frygt oppe foran tavlen. Han kigger op på os. "Hvad nu?" Jeg kigger tilbage på rektor Toft, der ligner en som snart vil besvime. Hun retter igen på sine 'Potter-briller' og sætter sit anstrengte smil på igen. "Godt, nu vil jeg lade jer fortsætte med undervisningen." Hun nærmest løber ud af klasseværelset; hun er sikkert glad for at slippe af med Alexander. Jeg kan egentlig godt forstå hende. Han ligner en, der hører hjemme i et ungdomsfængsel. Lisa fortsætter undervisningen, og en gang i mellem fanger jeg hende i at se nervøst over mod Alexanders bord. Det gør jeg også. Der er noget tiltrækkende ved ham, men hvad ved jeg ikke. 

Da vi får fri, sidder jeg tilbage i klassen, mens mine klassekammerater (eller hvad jeg nu vil kalde dem) skynder sig hjem. Jeg læner mig tilbage, lukker øjnene og nyder roen. Jeg er faktisk tæt på at falde i søvn, da jeg pludselig hører en lyd. Der er den igen! Jeg vender mig om og stirrer direkte ind i verdens måske mørkeste øjne. De glimter som stjerner. Jeg blinker hurtigt og kan igen mærke, at jeg rødmer. Det gør Alexander vist også, men han trækker hovedet væk for hurtigt til, at jeg rigtig kan se det. Jeg samler mine ting sammen og skynder mig hjem. Jeg bilder mig selv ind, at han kigger efter mig, da jeg går ud af klasseværelset.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...