The Story of us pt. 2 » H.S.

Harry tager flyet til USA for at redde forholdet til Aria, som de begge to var med til at ødelægge. Aria, som rigtig hedder Audrey Adams, byder Harry hjertelig velkommen ind i hendes verden. Selvom Harry har skole og venner på den anden side af Atlanterhavet, bliver han et stykke tid hos Audrey, for at bygge det op, som gik i stykker, men bliver det nogensinde det samme, som de havde i London?
| 2'eren til The Story of Us - den burde læses først |

22Likes
5Kommentarer
1444Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

Audreys synsvinkel: 

"Det, jeg prøver at sige til dig, er," Harry stod foran mig for første gang i tre uger, og så mig direkte i øjnene, mens han stod og var skide nervøs. Han prøvede at sige et eller andet. "Jeg elsker dig, Aria. Jeg er ligeglad, om det er Audrey eller Aria. Du skal bare vide, at jeg elsker dig," hans ord fik mit hjerte til at stoppe et øjeblik, for jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagere på det, han lige havde sagt. Jeg vidste ikke, om jeg kunne sige det foran Megan, og muligvis dem der hørte, hvad vi snakkede om. 

Jeg måtte blinke flere gange, og nive mig i armen, for at være sikker på, at dette ikke var en drøm, for det var så uvirkeligt, at han stod foran mig. 

"Harry," sagde jeg, og kunne ikke stoppe de tårer der kom frem i mine øjne, hvorefter jeg åbnede munden igen. "Jeg elsker også dig," jeg trådte tættere på ham og lagde min hånd på hans kind, og kyssede ham blidt på munden. Det var ikke noget særligt, blot et blidt og forsigtigt kys, fordi jeg vidste ikke, hvordan det skulle foregå. Ville vi vende tilbage, som vi var før, eller ville det være et helt nyt forhold, fordi jeg nu var her? Jeg vidste ikke, hvordan vi skulle få det til at fungere, men vi kunne prøve og se, hvordan det ville gå. 

Jeg kunne jo ikke tage med tilbage til England nu, hvor jeg var igang med tv-serien. Selv hvis jeg stoppede og tog med tilbage, så ville det hele ikke være det samme. Hvis Harry kendte til min sang, så havde de andre vel også set det, hvilket betød, at jeg ikke ville være den nye pige mere, men den berømte pige, og det var ikke det, jeg ville. Jeg ville selvfølgelig gerne være så meget sammen med Harry som muligt, men vi måtte få det til at fungere på vores måde. Ham i England og mig her i Hollywood. 

"Nu er alting godt igen. Du elsker ham, og han elsker dig, nu lever vi alle lykkeligt til vores dages ende," kom det fra Megan, og det gjorde til, at mine kinder blev en anelse røde, fordi jeg lidt havde glemt hende, efter jeg endelig fik sagt de ord til Harry.  

"Megan," sukkede jeg og kiggede på hende. "Kan du vente derovre?" jeg pegede på min stol, som havde min karakters navn på stoleryggen, som jeg sad i, når vi ikke var på settet eller læste op fra manuskriptet. 

"Men jeg ved jo alt," jeg sendte hende et blik, som sagde, hvad det skulle. "Okay, men fortæl mig alt senere eller i en besked eller noget," mukkede hun. 

"Tak fordi du hentede Harry, nu jeg ikke kunne," hun mumlede et eller andet på vej over til min stol, men jeg vidste, at hun ikke var sur på mig. Og hvis hun var, ville det hurtigt gå over, for vi var bedste veninder.  Jeg kunne heller ikke være sur på hende i særlig lang tid af gangen. Jeg kiggede på Harry igen, som så en smule nervøs ud. 

"Men, hvorfor har du ikke bare ringet eller sendt en besked? Det ville da have været meget nemmere, end at skulle bruge tolv timer," og det var der det gik op for mig. Harry havde lige brugt tolv timer i et fucking fly, bare for at kunne sige det til mig ansigt til ansigt. Jeg var målløs. 

"Aria, i de tolv timer jeg brugte i flyet, har jeg prøvet at finde på det perfekte at sige til dig, men det kunne jeg ikke. Det eneste jeg kunne finde på, var at citere din sang, og det gjorde jeg, og nu står jeg her. Jeg ved, du arbejder lige nu, men vi kan snakke bagefter," foreslog han. Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Hvorfor skulle han være så perfekt? 

"Audrey! Vi går i gang igen!" blev der råbt. 

"Vi snakker bagefter, okay? Jeg håber, du kan overleve at være i selskab med Megan," grinede jeg. "Jeg har fortalt hende ret meget, så hun spørger sikkert om en hel del," Harry grinede og tog fat i min hånd. 

"Gå Audrey," han blinkede, da han sagde mit 'rigtige' fornavn. "Det er dit arbejde, jeg venter," jeg nikkede og trådte et skridt tættere på ham og lod vores læber mødes i et kys, inden jeg trak mig tilbage og gik hen i mod de andre. 

"Undskyld, det var...-" jeg blev afbrudt af instruktøren. 

"Det er helt i orden," sagde han og satte sig i sin stol og det samme gjorde vi andre. "Vi skal have taget scenen igen, og denne gang skal I alle spille lidt mere med. Det er allerede godt, at I allerede nu prøver at komme ind i jeres rolle," han snakkede til alle skuespillerne. "Og Lily, som du spiller Audrey, er selvfølgelig en lille smule forvirret, når der dukker fakta op," jeg nikkede og noterede mig det på mit manuskript. 

Vi gik i gang, og tiden gik hurtigt. Vi kom igennem hele manuskriptet, hvilket kun bestod af fem afsnit, da det var en TV-serie. Under hele læseprøven skimtede jeg tit over mod Harry og Megan, som enten sad og snakkede, eller også opdagede jeg, at han sad og kiggede hen på mig. 

"Audrey er du med?" lød det, hvilket fik mig til at ryste på hovedet og få blikket væk fra Harry. Jeg kiggede hurtigt ned i mit manuskript, jeg vidste ikke, hvor vi var. 

"Nej, undskyld," sagde jeg mumlende, hvorefter jeg kiggede på de fire personer, som stod foran mig. De sukkede og gik nogle skridt tilbage, som om at det var en del at hele scenen. Vi var nemlig startet forfra, hvilket betød, at jeg selvfølgelig var en stor del af det hele, fordi jeg havde mistet min hukommelse. 

"Det gør ikke noget, vi har også været i gang i mange timer efter hånden," sagde vores instruktør, som kiggede på sit armbåndsur. Vi havde været her siden klokken halv syv i morges, og det var efterhånden blevet eftermiddag. "Lad os tage den forfra,". 

Jeg kiggede lidt rundt og opdagede, at de samme personer stod omkring mig. Det var de personer, som spillede mine forældre og brødre. Jeg kiggede ned i mit manuskript og bladrede en enkelt side tilbage, og læste lige mine linjer igen, og kiggede op, da jeg var klar igen. 

"Okay. Det starter selvfølgelig med, at Lily vågner op og opdager, at hun ikke ved, hvor hun er, og kan pludselig ikke huske noget. Hun sætter sig op og går lidt forvirret rundt, inden Alexander finder hende, okay?" Alexander, som karakteren hed, skulle forestille at være Lilys kæreste, men hun kunne ikke huske ham. Jeg lagde mig på gulvet og først da instruktøren sagde action, gik jeg i gang. "Og Action!" 

Jeg vågnede op, og satte mig op. Jeg kiggede rundt og jeg kunne fornemme, at Harry og Megan sad og fulgte med. Det var først, da jeg rejste mig op, at Alexander kom hen til mig. 

"Lily, er du okay?" jeg kiggede forvirret på ham, hvorefter jeg kiggede bag mig. 

"Altså jeg er da okay, men hvem er Lily?" 

"Du er Lily," 

"Jeg er ikke Lily," 

"Hold nu op Lily," 

"Hvem er du?" 

"Babe, det er mig Alexander," jeg rystede på hovedet. Jeg skulle forestille en, der lige havde været ude for noget forfærdeligt, så jeg havde mistet min hukommelse. Så jeg vidste ikke, hvem jeg var eller hvem Alexander var. Jeg vidste ingenting. "Er der sket dig noget?" jeg trak på skuldrene. 

"Jeg vågnede bare op her. Jeg ved ikke, hvor jeg er," 

Vi fik spillede scenerne, mens vores instruktør, scenografen og to mænd fra regiet, fortalte hvordan scenen ville se ud. De ville gerne skyde det hele i et rigtig hus, men hvis det ikke passede til selve stykket, måtte noget af det bygges, og være her i studiet. Det tog lang tid, men vi fik ikke rigtig nogen pauser. 

"Skal vi ikke sige, det var det?" Instruktøren kiggede sig omkring. "Vi er nået langt, så vi kan godt holde fri for nu," vi rejste os alle sammen op og tog vores manuskripter med os. "Skal vi sige, at I møder i morgen klokken elleve? I har været i gang i mange timer i dag, og vi nåede mere end planlagt, så mød op klokken elleve. Ikke et minut efter!" råbte han og vi gik alle sammen hver til sit. Jeg gik over til Harry og Megan. 

"Er du færdig for i dag? Eller skal du tilbage senere?" 

"Jeg er færdig," jeg smilede til Harry og kunne ikke lade vær med at kigge på ham. 

"Øhm, jeg tænkte på, om du måske kunne køre mig hen til det nærmeste hotel? Jeg nåede slet ikke at bestille et værelse inden, jeg rejste. Det er så jeg ikke behøver at rende rundt med min taske," sagde han og pegede på tasken, som stod ved hans ben. Jeg kiggede blot på ham med store øjne. Han skulle ikke bo på hotel, han kunne bo hos mig. Jeg ville ikke have noget i mod at dele min seng med ham. 

"Du skal ikke bo på hotel Harry," sagde jeg. "Du kan bo hos mig, nu du har rejst den lange vej," han sendte mig et nervøst smil. 

"Er du sikker? Jeg vil ikke presse mig på," 

"Harry, du bor hos mig, så længe du er her, okay?" han nikkede. Jeg tog fat i hans hånd og sammen gik vi ud mod parkeringspladsen. "Megan, hvad skal du nu?" spurgte jeg, da jeg opdagede, at hun fulgte efter os. 

"Med jer?" jeg så på hende med løftet øjenbryn. "Jeg er på vej over til min bil, så jeg kan køre hjem?" jeg nikkede, hun skulle ikke med Harry og jeg, og det vidste hun egentlig også godt selv, men hun ville gerne vide, hvad der foregik mellem os. "Jeg har også noget vasketøj, der skal vaskes, så ja," sagde hun og sendte os et smil, hvorefter hun drejede væk fra os og ned til sin bil. 

"Du tror ikke, hun er sur, fordi du sendte hende væk?" spurgte Harry, mens vi gik de sidste meter ned til min bil. 

"Nej selvfølgelig er hun ikke det. Hun forstår godt, at vi skal være lidt alene, selvom hun gerne vil være der og høre det hele," fortalte jeg. "Jeg ved ikke hvor meget, hun har fortalt dig, men jeg måtte fortælle hende det meste, fordi jeg ikke kunne gå med det alene," sagde jeg og låste min bil op og åbnede, så Harry kunne få sin taske ind bagved. 

"Der var nogle ting, der ikke gav mening, men jeg fulgte også ret meget med henne ved jer. Det er spændende at være i et studie, for det er jo det, jeg gerne selv vil lave, når jeg er færdig med skolen," sagde han. Selvfølgelig var han mere interesseret i alt andet end Megan og hendes snak om mig og mine følelser. Han ville selv være skuespiller, så det var interessant at være i et studie og se, hvordan en film, eller i dette tilfælde en serie, blev bygget op. 

Vi kom ind i bilen, og fik smidt hans taske ind på bagsædet. Jeg vidste slet ikke, hvor vi skulle tage hen. Skulle vi tage direkte hjem, eller skulle vi tage på cafe? Derhjemme ville der selvfølgelig være Elinor og min mor, medmindre min mor var ude, men det var ikke altid, jeg vidste det. Jeg valgte dog alligevel at køre hjem, så han kunne få mødt min mor, hvis hun nu var hjemme. 

På vejen til huset snakkede vi om alt muligt med hensyn til studiet. Han spurgte, og jeg svarede. Jeg måtte give ham en rundtur i morgen, så vi skulle nok være der ved en halv ti-ti tiden, så jeg kunne vise ham, der hvor vi skulle skyde nogle scener, for der var allerede blevet bygget nogle få sets. 

Jeg fortalte Harry, at jeg boede hjemme. Jeg fortalte om min mor, og om vores kok Elinor, som sandsynligvis ville være hjemme i huset. Han var selvfølgelig overrasket over, at vi havde en kok. 

"Men du arbejdede da i din fars grillbar," sagde Harry forundret. "Og alligevel har du en kok her?" Jeg nikkede og kørte op af vejen, jeg boede på. 

"De gange jeg var på ferie hos ham, hjalp jeg gerne i grillen, fordi jeg syntes, det var spændende. Og selvom jeg arbejder og får gode penge for det, så kan jeg kan faktisk lide at stå der i grillbaren og snakke med en masse forskellige mennesker. Jeg hygger mig," fortalte jeg. "Men jeg lavede jo heller ikke maden, jeg serverede den på disken og tog i mod penge og hældte kaffe op til dem, som bestilte det," tilføjede jeg, mens jeg kørte op til havelågen og fik trykket koden, så lågen ville åbne. 

"Bor du her?" jeg kiggede hurtigt over på Harry og kunne med det samme se, hvordan han beundrede stedet. Han var meget overrasket over, at jeg boede sådan et sted. Han vidste godt, at jeg havde penge, man han havde ikke regnet med mange. Vi boede ikke i et palæ, vi boede i en villa, som var sandfarvet.

Huset havde tre etager. Vi havde stuen, hvor vores køkken, spisestue, dagligstue, min mors kontor og et enkelt badeværelse var. På første etage var der tre værelser med hver deres badeværelser og et musikrum, hvor jeg normalt spillede musik. På øverste etage var der kun to rum. Det ene var et bibliotek, men det var ikke der, jeg brugte meget tid, og så var der et rum, hvor der stod sofaer, og en bar var. Det var gerne der, jeg inviterede mine venner til fest, hvis jeg ellers havde tid til det. 

Udenfor havde vi fin have, som ikke var for stor. Vi havde en pool, og et sted vi kunne spille badminton, hvilket jeg nogle gange gjorde mod Megan, men det havde vi ikke gjort her de sidste måneder. På første og anden sal var der terrasse hele vejen rundt udenfor. 

"Ja. Jeg ved godt, det er meget større end det, du er van til. Men jeg er jo en til det her," mumlede jeg og parkerede bilen ved garagen, hvor der allerede stod to andre biler, hvilket betød, at Elinor og min mor var hjemme. Vi havde to garager, en til min bil og en til min mors bil. Der var en slags parkering til Elinors bil, så alle vores biler kunne være her. 

"Det er jo ti gange større end din fars hus," sagde han, da han steg ud af bilen. "Hvordan kunne du tilvænne dig til det lille hus i England, når du normalt bor her?" 

"Det er egentlig meget let. Jeg er jo van til huset i England, når jeg er på ferie. Jeg elsker det her hus, men nogle gange kan det godt virke alt for stort, hvis man er alene og keder sig. Så nogle gange er det virkelig hyggeligt at være i et mindre hus," fortalte jeg og steg selv ud af bilen, da jeg fik sat håndbremsen og tog nøglerne ud. 

"Jeg er virkelig mundlam," sagde han, hvorefter han tog sin taske ud af bilen, og kom hen til min side. Da jeg kiggede på ham, kunne jeg se, hvor meget han stod og beundrede huset. Jeg tog hans hånd, hvilket fik ham til at fjerne blikket fra huset og kiggede på mig med et smil. 

"Kom, jeg præsenterer dig for min mor, hvorefter jeg giver dig en rundtur," jeg var helt oppe at køre, så jeg trak ham nærmest ind. "MOR!" råbte jeg med det samme, som jeg kom indenfor. Vi beholdte vores sko på, og gik direkte ud i køkkenet, hvor jeg vidste, Elinor ville opholde sig. 

"Hun er lige oven på kære," sagde Elinor med ryggen til. Hun stod og rørte rundt i et eller andet. Jeg var ikke særlig god med det med mad, det var også en af grundene til, at vi havde en kok. Hverken min mor eller mig var særlig god til det. Hun vendte sig rundt og så på både Harry og jeg. "Nå, hvem har vi her?" Hun rakte hånden hen til ham, og han tog den, så høflig han var. Uh, han var jo perfekt. 

"Harry," 

"Elinor," sagde hun. Hun kiggede ned på vores hænder, som stadig holdte hinandens. 

"Elinor, dette er Harry, min..." jeg tøvede lidt. Hvad var vi? Var vi stadig kærester, eller skulle vi arbejde os på til den titel? "Lige meget, han skal overnatte her, mens han er her i Hollywood," 

"Nå, det er ham fra London?" jeg kunne se hendes luskede smil. Jeg rullede mig øjnene, men kunne ikke lade vær med at smile til hende, og jeg kiggede på Harry, som så ud til at rødme lidt. Han var kær.

"Kom med ovenpå, så skal du møde min mor," sagde jeg og trak ham med ovenpå. Jeg vidste ham først mit værelse, hvor jeg lod ham sætte sin taske, hvorefter vi gik direkte ind på min mors soveværelse. "Mor, du skal møde Harry," 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...