Cold Lies ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2018
  • Opdateret: 12 mar. 2018
  • Status: Igang
Fra for sidste gang vi hørte om Grace, har hendes liv vendt sig 90 grader. Grace er fast besluttet på, at få lavet sit liv helt om og starte på en frisk. Derfor har hun ændret sit navn til Ella Evans. Dette er ikke kun den eneste ting som er ændret ved Ella.
Jobbet kører som smurt på skinnerne og det samme med forholdet til Harry.

Men hvad sker der, når en gammel ven opsøger Ella og hendes verden langsomt begynder at falde fra hinanden? Ella har endelig sluppet sit gamle liv, med drama og drab, men vil fortiden hjemsøge hende?

Find ud af det i “Cold Lies”.

//Dette er 2’eren af Cold Secrets
//Harry er IKKE kendt i denne movella
//Læses på eget ansvar!
//Tusind tak til Adison for det smukke cover!!

5Likes
9Kommentarer
1796Visninger
AA

14. Kapitel 9

CL 9. Kapitel 

3. marts  2018 kl. 14.47. Londons hospital. London, England.

Jeg står foran de tre sten med tårer løbende ned af mine kinder og tre røde roser i hånden. De andre som har været til begravelsen er efterhånden smuttet hjem til huset hvor min onkel og tante har lavet mad og sat vin frem. Det er kun Harry og mig som er tilbage og vi går efterhånden også snart hjemad. 

Det er koldt udenfor, for det er december og små snefnug falder i Londons gader. Pludselig mærker jeg én som tager min hånd og jeg kigger hurtigt til siden hvor Harry er gået op til mig og holder min hånd. 

Jeg smider roserne på gravpladsen blandt alle de andre smukke blomster og hvisker et “farvel”. Hurtigt vender jeg mig, så vi kan komme hjem, men lige så snart at jeg har gjort dét, fryser Harry nærmest og står helt stille. Og pludselig ved jeg hvorfor: Det her er ikke virkelighed. Det her er en drøm. Jeg prøver på at vække mig selv, ved at nive i min arm og lukke øjnene, men intet virker. 

Pludselig dukker et velkendt ansigt op foran mig og så er det min tur til at være helt frossen. Liam. 

“Det er din skyld!” Råber han i ansigtet på mig. “Det er din skyld at de døde!” Råber han igen. “Det er din skyld, at din familie døde.”

“Hold mund!” Skriger jeg. “Det passer ikke!” 
Og jeg bliver ved og ved og ved med at skrige det samme: “Det passer ikke! Det passer ikke! Det passer ikke!” 

Jeg åbner mine øjne igen men det jeg ser er at alt omkring mig bliver til støv og forsvinder stille - inklusiv Harry og Liam. Og jeg er utrolig bange, mit hjerte banker så hurtigt og mine håndflader er helt svedige. Men så husker jeg mig selv på, at det jo kun er en drøm. 

“Tillykke,” lyder en stemme. Jeg kan ikke hører hvor den kommer fra, det er som om den kommer alle steder fra. Men jeg kan genkende stemmen: Det er Liams. 

“Du vandt.”’


Lige da jeg vågner er alting mindst lige så sløret, som jeg er forvirret. Jeg ligger i en seng, men ikke min egen og rummet jeg ligger i er meget lyst. Et kort øjeblik bliver jeg utrolig bange, for jeg kan intet høre, men så begynder jeg at kunne hører en ‘bip’ tone og det går op for mig hvor jeg er: Et hospital. 

Det er først da det går op for mig hvor jeg er, at jeg opdager den store smerte i min mave og mit baghovede. Jeg brokker mig kort over smerten inden jeg kigger rundt i rummet. Mit syn kommer langsomt tilbage og jeg ser Harry, som sidder i en stol med sit ansigt i sine hænder og sine albuer på hans knæ. 

“Harry?” Siger jeg spørgende. Min stemme er utrolig hæs og jeg hoster kort. Han kigger overrasket op på mig med helt røde øjne.

“Ella? Du er vågen,” siger han og ånder lettet op. “To sekunder, jeg henter lige en sygeplejerske,” forklarer han, pludselig med et smil på læben og tager et par krykker som han støtter sig til, inden han rejser sig fra stolen og går hen til døråbningen og råber efter en sygeplejerske. Så går han tilbage til stolen og sætter sig inden han tager min hånd i sin. 

“Du har ingen idé om, hvor glad jeg er for at se dig vågen,” siger han og lyser helt op. “I lige måde,” svarer jeg, stadig lidt forvirret. Også husker jeg: Barnet. 

“Harry… Jeg…-” 

“Er gravid?” Afslutter han min sætning. Jeg rynker på panden i et forvirret ansigtsudtryk. Så kommer en sygeplejerske ind og siger hej, inden hun forklarer mig hvad der er sket og at jeg har ligget i koma siden igår og at hun lige skal tjekke nogle ting. Jeg svarer bare med et okay, helt forbavset over, at hun lige har sagt til mig, at jeg har ligget i koma.

“Hvordan vidste du det?” Spørger jeg forvirret og hentyder til det han sagde før. 

“En af scanningerne viste det, og bare rolig, der er ikke sket noget med barnet,” forklarer han smilende og klemmer min hånd. Jeg ånder lettet op. 

“Åh Gud… Hvor er jeg dog glad for at høre det!” Siger jeg og smiler udover hele ansigtet. 

 

-----------

Heeeej. Ved godt at det var et meget kort kapitel, men det blev altså nødt til, at være med ;)
Hvad synes I? 
Giv gerne et like, favorit og/eller kommentar, det vil i hvert fald gøre mig glad!!! <3 

Knus 
Zorbaline <3 :)

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...