Tids

der kommer en troldmand til byen. hvad sker der når 2 tyve for fat i hans magi bog.

0Likes
0Kommentarer
85Visninger

1. Tidsstoppet

”Din idiot, du har stoppet tiden” sagde jeg. ” Undskyld, hvad vil du have mig til at gøre,” svarer Milan ”, og det var egentligt din ide, Sophie”. Okay, det var måske mig der fandt bogen. Men nu skal du hører hvordan vi egentligt fik stoppet tiden.

Solen skinnede ned over gaderne, man kunne skimte det flotte palads bag murerne. Jeg elskede bare at se på det om morgenen. Nogle gange forstillede jeg mig, at mig og min familie boede der oppe. Men når man vendte sig om var der ikke just flot. Jeg boede i den dårligste del af byen. Men rent faktisk var vi heldige, vi havde det bedste hus i vores kvarter. Det var egentligt et telt, men det var mere vandtæt end nogen af de andres huse. Der var omkring 50 små huse. Jeg er lommetyv jeg kan lige så godt få det sagt, det er min familie også. Vi var nogle af byens bedste lommetyve, derfor flytter vi en masse. Hvis nogen nu fulgte efter os. Men altså min familie bestod af min mor, far og 3 brødre de skulle selvfølgelig være trillinger, de hedder Buster, Karsten og Rubert. Som sagt er vi lommetyve og som den ældste var jeg den der fik de store opgaver. Men i dag havde jeg fri, jeg skulle mødes med min bedste ven Milan. Han er også lommetyv. Vi mødtes på min første opgave hvor vi gik efter den samme. Vi kom op og slås, men nu er vi de bedste venner. Han er faktisk min eneste ven, der er ikke så mange der vil være ven med en lommetyv. Jeg ved godt at det kommer til at lyde meget trist, men det var altså helt fint med mig. Jeg ville hellere have én god ven end mange mindre gode venner.

Det tog ca. 5 min at komme hen til Milan. Han har et fint lille sted på toppen af købmanden. De har lavet en handel. Milan lovede ikke at stjæle fra butikken og ejeren har givet ham lov til at bo på taget. Jeg småløb hele vejen derhen. Det er en god ide at holde sig i form, når man fx skal stikke af eller fange sine brødre. Bare for ikke lige at forvirre dig så er min brødre 3 år. De kan både gå og løbe. Fantastisk for mig.

Da jeg kom der hen, havde Milan pakket sammen. Han spurgte om jeg vidste, at der var kommet en troldmand til byen. Og om vi ikke lige skulle tage hjem og besøge ham. Det kunne vi da godt sagde jeg så. Det var måske ikke lige det smarteste, men hvorfor egentlig ikke. Det tog ham ikke lang tid at finde adressen. Det lå kun et par gader der fra, i et af de lidt pænere kvarterer.

Da vi var kommet hen til troldmandens hus. Gik Milan op og bankede på. Jeg ved godt at det lyder underligt, men vi var jo ligesom nød til at se om han var hjemme. Det var Milan der gik op og bankede på, jeg var altid nervøs under dette. Der var vist ikke nogen hjemme, der var ihvertfald ikke nogen der åbnede eller kiggede mistroisk ud af vinduet. Det var faktisk sket et bare gange. Dem i de finere kvarterer kan være frygteligt paranoide. Milan prøvede at tage i døren, men den var låst. Jeg ved godt at det virker idiotisk at prøve at tage i døren. Men det vil undre dig hvor mange der ikke låser deres dør. Bagefter fortsatte vi vores procedurer ved at gå rundt om huset, for at kigge om nogen af vinduerne var åbne. Da vi var ved at opgive, fandt vi et vindue der stod åbent.

Vi kravlede ind af vinduet, der var helt stille inde i huset. Det var ikke første gang jeg var brudt ind i et hus. Jeg glemte vist lige at sige at når jeg er sammen med Milan så laver vi ikke kun lommetyverier. Jeg syntes det er lidt uhyggeligt at bryde ind i en fremmedes hus. Vi aftalte at jeg tog oven på og han tog nedenunder. Der var ingen kælder. Trappen knirkede da jeg gik op ad den, en af trinene knækkede da jeg trådte på det. Det måtte være et faldefærdigt hus. Oppe ovenpå var der kun en masse reoler, med bøger der så ældgamle ud. Jeg gik hen til et bord der måtte være et skrivebord, men det var fyldt med papirer. Der lå også en bog med overskriften ”farlige formularer”. Jeg åbnede den selvfølgelig jeg var jo nødt til at se hvad der stod i den. Med sådan en fangende overskrift.

Dinge linge ling

Det ringede på døren, jeg for sammen. Jeg tog bogen og skyndte mig ned af trappen. Vi hoppede ud af et vindue. Vi skyndte os hjem til Milan.

Milan havde ikke fået noget med fordi, han var blevet så forskrækket at han havde tabt det hele. Og jeg havde jo kun bogen, jeg syntes at der var noget underligt ved den. Jeg viste den til Milan, han syntes at vi skulle kigge i den. Der stod en masse formularer, om hvordan man lavede lava, ændrede vejret og den mest uhyggelige hvordan man vækkede døde til live. På sidste side var der en formular om hvordan man standsede tiden. Milan syntes at vi skulle prøve den, jeg vidste ikke helt. Men Milan fik mig overtalt, det var ham der skulle sige formularen. Der lød nogenlunde sådan her ”prohibere tempus”. Alt gik i stå og det eneste jeg kunne finde på at sige var.

”Din idiot, du har stoppet tiden” sagde jeg. ” undskyld, hvad vil du have mig til at gøre,” svarede Milan ”og det var egentligt din ide, Sophie”. Det var her vi startede.

 ”nej, jeg fandt bare bogen det var dig syntes at vi skulle prøve den”

” ja ja, lad os nu bare få tiden startet”

Jeg ved godt at det lyder underligt at vi ikke flipper ud. Men der sker bare underlige ting i den her by. Så det bedste er bare at tage det roligt og finde en løsning.

Jeg kiggede bagerst i bogen hvor der stod tiden kan kun startes med troldmanden der lavede formularen. Jeg viste det til Milan.

” hvorfor fanden har du ikke vist mig det noget før, din IDIOT SKRID”

Når Milan var i dårligt humør var det bedst bare at gå. Jeg tog bogen med mig. Jeg løb hjem til mit hus. Da jeg kom ind stod min mor og lavede mad over bålet. Men flammerne stod helt stille ligesom hende. Jeg gik hen og viftede min hånd foran hendes ansigt, men hun reagerede ikke.

Jeg vidste ikke hvad, hvad jeg skulle gøre så jeg gik tilbage til Milan. På vej derhen tænkte jeg på om han var sur på mig.

Jeg råbte på Milan, men der var ingen der svarede. Jeg råbte igen, men der var stadig ikke nogen der svarede. Jeg kravlede op på taget. Milan stod med ryggen til mig, jeg gik hen til ham. Jeg opdagede at han stod på en underlig måde. Sådan helt forstenet, jeg gik om foran ham. Han var forstenet, det var det værst tænkelige. Jeg gik i panik, jeg havde det som om jeg ikke kunne røre mig. Men så havde jeg det som om en vulkan eksploderede inden i mig. Jeg kastede bogen efter Milan, den ramte ham og faldt til jorden. Pludselig vendte han sig om, jeg løb hen og omfavnede ham. Jeg var så lettet og glad at jeg kyssede ham. Jeg blev helt rød i hovedet.

”vi må finde troldmanden og få ham til at løse det” sagde jeg.

Vi skyndte os tilbage til troldmandens hus. Denne gang bankede vi ikke på, alle var jo gået i stå. Vi skyndte os indenfor.

”du tager nedenunder og så tager jeg ovenpå” sagde Milan

”det behøver i ikke, jeg er lige her” det var troldmanden

Vi vendte os om, der stod han i en lang lilla kappe. Jeg syntes virkelig at han lignede en troldmand

” jeg ved godt hvorfor i er her, men svaret er nej” sagde han

” hvad, du er jo troldmand er det ikke mening at du skal hjælpe andre” råbte jeg.

Nu gik jeg virkelig i panik. Hvis han ikke ville hjælpe, hvem ville så hjælpe os. Jeg kendte jo ikke ligefrem mange troldmænd eller hekse.

” det er jeres problem ikke mit” sagde han og forsvandt.

Med det mener jeg at han var der og så puf var han der ikke. Jeg gik i panik (igen) og begyndte at skrige i raseri, hvorfor kunne han ikke bare hjælpe. Fra nu af hader jeg troldmænd, jeg troede man kunne regne med troldfolk. Jeg var ved at give op, hvad skulle vi så gøre nu. Heldigvis var jeg ikke alene, jeg vidste at jeg altid kunne regne med Milan.

” lad os kigge os omkring måske kan vi finde et eller andet der kan hjælpe os” sagde Milan

” god ide ” svarede jeg

Jeg gik op ovenpå til hans skrivebord. Jeg var så vred på ham, at jeg fejede alle tingene ned fra skrivebordet. Det eneste der lå tilbage var et kort hvor der stod ” husk at besøge mor”. Jeg tog sedlen op, bagpå stod der en adresse.

Jeg fløj nærmest ned af trappen.

” Milan, Milan se hvad jeg har her” råbte jeg

” hvad” sagde han helt stille og roligt

Jeg viste ham adressen vi blev enige om at finde adressen. Det var jo kun den her by der var gået i stå. Ikke hele verden, vel. Det måtte vi vel finde ud af.

Jeg kiggede mig tilbage jeg kunne kun skimte byen. Tænkt hvor meget jeg havde oplevet der, 14 år havde jeg boet der. Nu drog jeg ud for at redde den, sammen med min bedste ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...