[???]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2018
  • Opdateret: 29 apr. 2018
  • Status: Færdig
[???]

"Langsomt som vandet der dryppede ud af den næsten lukket vandhane.
På samme måde som blodet der drypper fra næsen, når et blodkar springer. Eller når tårene flyder over og begynder at løbe ned ad ens kinder, som om det prøvede at flygte fra alverdens problemer."

4Likes
10Kommentarer
217Visninger

2. [???]

 

[???]

 

​En dag gik. Så gik den anden. Og så gik den tredje. Dagene fløj forbi mig, som jeg lå der og så op i loftet. Mit blik var klistret til en mørk plet på det ellers så hvide loft. Den bevægede sig. Tiden gik. Man kunne høre urets sagte tikkende lyd i baggrunden. Tiden gik. Sekunderne gik. Disse blev til minutter. Minutterne gik. Disse blev til timer. Timerne gik. Disse blev til dage. Året fløj hen over hovedet på mig, uden at jeg opdagede det. For jeg lå jo der i min seng med vidt åbne øjne og så på den bevægende sorte plet i loftet.

​   Blodet i min krop pumpede stadig rundt derinde, men jeg kunne stadig ikke mærke det. Heller ikke efter en dag. Eller dagen efter. Eller da uret tikkede. Den purpur farvet væske flød tykt i mine åre. Op til min hjerne. Til mit hjerte. Og ud i min krop. Liv. Det flød rundt derinde, mens cellerne skvattede rundt i det, og mens den sorte plet fra loftet begyndte at bevæge sig nedad mod mig. Langsomt.

​   Langsomt som vandet der dryppede ud af den næsten lukket vandhane.

​   På samme måde som blodet der drypper fra næsen, når et blodkar springer og man så står med næseblod, der drypper ned på ens sko og pletter asfalten mørk. Eller når tårene flyder over og begynder at løbe ned ad ens kinder, når der er en, der har spurgt om man er okay, som om det prøvede at flygte fra alverdens problemer. Alt flyder langsomt, som ville det trække tiden ud. Som var det en måde at undgå. Undgå at være alene. Undgå at blive ladt i stikken. Undgå alle ens problemer. Undgå den virkelighed som vi nu engang lever i, men ikke kan klare.

   Blodet frøs til is.

   Tiden stoppede.

​   Urets tikkende lyd stoppede.

   Dagen forsvandt ikke.

​   Året fløj ikke hen over hovedet på mig.

​   Min krop. Mit sind. Det var fastfrosset til denne tid uden mulighed for at slippe væk. Mens hvis den kunne, hvor ville den så tage hen? Til familien som stoppede med at komme på besøg efter de fandt ud af, at man var blevet halvt skør. Efter de fandt ud af at ens hjerne var som en 10-årigs, og man ikke havde kræfter til at tage ej heller bevæge sig. Til dem som svigtede? Eller til dem som blev ved ens side gennem det hele? Der er så mange uendelige svar..

  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...