en som mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2018
  • Opdateret: 29 jan. 2018
  • Status: Igang
En pige. En dreng. Han er ensom og forelsket, men hvad indebærer realiteten, når hun ingen bryster har, og kønshårerne ikke hviler under armene endnu? En sorrig rejse er netop begyndt

//til valentinskonkurrencen, mulighed 2

1Likes
0Kommentarer
182Visninger

1. en som ham

To måneder. To måneder var der gået siden hun forlod mig. To måneder i sorg, to måneder uden nogen at elske. Det værste af det hele var ikke, at jeg havde mistet hende, men at jeg ikke savnede hende. Jeg savnede en anden. Jeg vidste ikke hvem, men savnet fyldte mig mere og mere. Jeg var blevet forladt i det hus vi købte sammen. Et hus med nabobørn, som nød at kaste bolde over i haven, så jeg var nødsaget til at samle den op mindst tyve gange. Til sidst fik jeg nok, og skreg dem i hovedet. Det var begyndelsen på et skænderi, der gjorde mig evigt ensom. I hvert fald i to måneder. Indtil videre. 

Jeg sad og summede i den kolde sol, da bolden landte for min stol. Jeg satte mig op med et sæt, og rynkede panden. Det var længe siden jeg havde set den her. Jeg valgte at lade den ligge lidt. Hvis de vidste, at der ville gå længe før den kom tilbage, ville de nok tænke sig om, før de skød den herind igen. Der lød to forsigte bank på havelågen. Jeg rejste mig forvirret op, for at åbne. Det var sjældent jeg fik besøg. Den knirkede højt, som jeg tog fat i den, og bag den hvide låge, stod en pige på omtrent ti år. Vi så længe på hinanden, før nogen af os sagde noget. Jeg kløede mig usikkert i håret.

"Nåh, øh... hvad vil du?", spurgte jeg, og tog min stemme i at knække over. Hun så om bag mig, og lod øjnene plante sig på bolden. 

"Er det din bold?", spurgte jeg. Hun nikkede. Jeg smilte, og tog hendes hånd.

"Kom med ind! Så kan du selv tage den op", sagde jeg, og fulgte hende ind. Hun smilte, og løb hen til sin bold. 

"Tak!", mumlede hun, og gav mig et kram. Mit hjerte galopperede afsted, og min krop kunne slet ikke styre sig. Jeg aede hende på hendes gyldne hår, der løb ned ad hendes skuldre som et vandfald. Hvorfor jeg gjorde det, vidste jeg ikke, og min ustyrlighed skræmte mig. Jeg skyndte mig at sende hende væk, før jeg gjorde noget jeg ville fortryde. 

***

Jeg smed mig i min seng. Den var ikke blevet redt i flere uger, og den lugtede bestemt heller ikke rart. Fornøjelsen var lille, men hjalp på mange måder mine tanker med at slippe væk fra pigen, der stod i haven tidligere. Så snart jeg gik ud, blomstrede hun i mig igen. Hvorfor? Jeg havde brug for at komme væk, før jeg blev syg. Hun var kun ti år. Ti. År.

Det bankede på døren. To gange. 

"Kom ind!", råbte jeg fra det åbne værelse. Det var pudsigt. To besøg på en dag. Det var brede skridt der trådte ind. Jeg åndede lettet op, da det var tydeligt, at det ikke var pigen fra før. Han så på mig med dybe øjne, og det stod mig uklart hvem personen var. Jeg rettede mig op i sengen, og kneb øjnene sammen. 

"For fanden, Frederik. Her stinker fandme værre end en zoologiskhave!", udbrød stemmen, og trådte frem i lyset. Jeg rejste mig op med et sæt, da det gik op for mig hvem det var.

"Jonas?!", spurgte jeg begejstret, og løb hen til ham. Vi omfavnede hinanden før vi begge satte os ned.

"Satans, Frede. Det er længe siden jeg har set dig. Hvordan går det?", spurgte han, og tog mig på skulderen. Jo, ser du Jonas, jeg blev forladt af Josefine, har levet som en vampyr i to måneder, og for at det ikke skal være løgn, har jeg i dag fundet en 10-årig pige ubeskriveligt attraktiv, og kan ikke stoppe med at tænke på, hvordan det ville være at komme sammen med hende. 

"Det går fint", smilte jeg, og gengældte taget i min skulder. 

"Hvad så med Jose? Er I stadig sammen?", spurgte han, denne gang mere alvorligt. Jeg gned mig på lårerne, og bed tænderne sammen. 

"Rent faktisk, så..."

"Nej, vel? Er I ikke sammen mere? I passede ellers så godt sammen. Din scorekarl, du har sikkert allerede hygget dig med et væld af piger, ikke sandt?", spurgte han, og daskede akavet til min arm. Nemlig. Piger.

"Du kender mig!", sagde jeg, og blinkede let til ham. Vi lo begge to i et stykke tid. 

"Hør, Fred, der er en grund til jeg er her", sagde han, og smilet blev omdannet til en lige streg. Den første ud af mange bekymringer slog mig. Vidste han, at jeg var vild med nabopigen? Havde de ringet til politiet? Nej, det kunne næppe være det. Jeg skyndte mig direkte ind efter hændelsen, ikke sandt? 

"Slap af, ingen er døde!", sagde han, og undslap et fjollet grin. Jeg så op på ham, og kunne se, at det hverken havde noget med politiet eller pigen at gøre. Jeg åndede lettet ud.

"Vent, troede du virkelig, det var så slemt? Nej, overhovedet ikke. Men nu skal du høre... jeg er sgu blevet smidt ud. Af min familie. Jeg har forelsket mig i den sødeste kvinde, problemet er bare, at hun ikke er Jehovas vidne, og så er det altså ud. Det er meningen vi skal flytte sammen til juni, men indtil da mangler jeg et sted at bo. Ville det være okay, hvis jeg crashede? Bare indtil vi flytter sammen?", han lød meget usikker. Jeg knugede hænderne sammen. De var svedige. Alt for svedige til at afvise.

"Selvfølgelig!", sagde jeg, og slog armene ud i et forsøg på at se så naturlig ud som muligt. Jonas sprang op af glæde, og hev mig med op i et kram. 

"Tusind tak mand, jeg skylder dig big time!", sagde han begejstret, og løb ud i køkkenet. Jeg smilte skævt, fuld bevidst om, at dette ville ende galt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...