Vallia

Mikkel, en 17 årig dreng, som har været hjemsøgt af drømme, han ikke har kunne forklare, opdager en hel ny verden, på en gå tur i skoven. Her er mørke væsner og magi i gang med at fortære alt levende på sin vej. Det er nu hans mission, om han vil det eller ej, til at hjælpe folket, med at finde en løsning. Men hvad han finder, er en hemmelighed, en legende, som forlængst har været glemt - ham selv.

2Likes
10Kommentarer
421Visninger
AA

2. Øjne der stirre

Mange har haft drømme om at de svæver, højt over skyerne. For nogle har drømmende være skræmmende, for andre dejligt, men for Mikkel, var de lige en takt for virkelige.

Solen var lige kommer op over horisonten, skarpt at Mikkel var nødt til at knibe øjene sammen for at vænne sig til det, og fik hele himlen til at ændre farve, fra det mørke nat til den orange morgen, imens han fløj højt oppe over skyerne, der strakte sig så langt øjet kunne se . Det var så virkeligt, at han var sikker på han kunne mærke vinden, som var koldt og hårdt, piske imod hans ansigt. Han havde det som om han havde vinger, der naturligt vidste hvornår de skulle bevæge sig op og ned, men Mikkel havde ingen ideer om hvorfor. Det var skræmmende, følelsen af ikke at kunne kontrollere sin krop, og han kunne mærke sit hjerte, hjerter?, hamre inde i ham. Men selv om ikke kunne kontrollere vingerne, så han havde ingen problemer med at dreje hovedet og se de skællede vinger, der virkede så unaturligt virkelige, som i, hvis han kunne røre dem, ville han kunne føle deres ru overflade. De lignede vinger man så på drager i film. Det hele var så uvirkelig, men det var ikke første gang han havde sådan en drøm. 
Hverdag ændret drømmende sig, og sidste gang han drømte om at flyve, var hans vinger fuld med fjer, i flotte hvide og brune farver, som blafrede i vinden.

Han kiggede ned på skyerne, og kunne nogle gange lige ane at der var land under ham, men intet af det virket som noget han havde set før. Det hele var brunt, fyldt med sand og klipper. En ørken var nok det bedste gæt Mikkel kunne give, men hvorfor der var ørken, havde han ingen ideer om.
Og så hørte han det, den samme stemme, som sagde noget, der bare ikke gav mening. Det var ikke et sprog han havde hørt før, men det var som om den talte til ham, fortalte ham noget, han havde bare ikke nogen ideer om hvad. Han kæmpede med at lytte, prøvede at tyde det. Mikkel, sagde stemmen, og det var som alt blodet i ham, frøs til is. Mikkel, der var den igen, hans navn. Han ville kigge sig omkring, men det var som om han ikke kunne bevæge hovedet. Mikkel, tid til at stå op, sagde den, og så vidste Mikkel drømmen var slut.

Mikkel åbnede tungt sine øjne, og kiggede forvirret rundt i hans værelse. Alting virkede forkert, som om det ikke var hans værelse, dog kunne han genkende det hele. Han gabte stort og strakte hans arme over hans hoved, så godt han kunne, imens han spændte i hele kroppen, før han gave et stort suk og slappede af. Max lå for enden af sengen og gabte også men lagde sit trætte hoved ned. Det bankede på døren, sikkert for femte gang, og hans mor kalde på ham.
”Jeg er oppe” svaret han med en træt stemme. Han satte sig op og gnubbede sin ene øje, før han kørte fingrende igennem hans blonde hår. Hans pande hår havde nået en grænse fra, at være lang nok til at kunne sættes på en pæn måde, til at være for langt. Han vidste det snart var på tide at få det klippet, men han var nu ikke så god til at få det gjort. Han samlede sine briller op fra natte bordet og tog dem på, før han fik taget sig sammen til at stå ud af sengen.


”Dude, du ser smadret ud” nævne Rasmus da Mikkel tog en plads ved siden af ham. Mikkel lænet sig ud over bordet, med hætten over hovedet og gabte, som et svar.
”Stadig problemer med at sove?” spurgte Rasmus og satte sin ene fod op på kanten af Mikkels stol, imens hans øjne, der var gemt bag hans mørke brune krøllede lokker, var limet til sin skærmen af sin mobil.
”Det er kun blevet værre, selv om jeg får masser af søvn, er jeg stadig drænet” svaret Mikkel og lukkede sine øjne. Han overvejet stort at tag en lur i samfunds fag, men han vidste det var dumt, alligevel havde han svært ved at holde sine øjne åbne. Hvis ikke det var fordi at Rasmus sad ved siden af ham, havde han nok ligget og sovet, men han var nu glad for han ikke gjorde. Han havde nok problemer med at følge med i timerne normalt, at man kunne se det på hans karakter, hvis han så også begyndte at sove i timerne, så vil han være helt på røven.

Mikkel gik på et gymnasium, som ikke var særlig stor. Den havde sit eget lille bibliotek, men der var ikke særlige mange brugbar bøger, det var dog det perfekte lektie læsning og opholds sted. Der var også en kantine, som var alt for dyr, alligevel var der flere minutters kø hver dag, til mad, der altid manglede smag. Hvorfor nogen ville bruge penge på mad, man kunne lave bedre selv, kunne Mikkel ikke forstå, alligevel stod han i kø sammen med Rasmus og Katrine, en pige der var lav af sin alder, med orange farvet hår, hun fornyligt valgte at farve, der gik ned skulderne og strittede. De havde kun nogle få timer sammen, da hun gik i en speciel klasse, hvor der ikke var nok elever, så de valgte at dele eleverne op i andre klasser.

”Pasta med kødsovs, igen?” stønnede Katrine i frustration. Hun hadet kantinens pasta med kødsovs, fordi de puttede peberfrugter, løg og timian i, alt det hun hadet allermest. Mikkel og Rasmus var nu glade for det, så kunne det være de kunne spise deres mad i fred, uden frygt for at Katrine stjal det. Katrine var god til det med at ”smage” på ting, der typisk endte ud med hun tog mere en to store mundfulde, så der ikke var særlig meget tilbage til drengene og deres umættelig appetit.
De fandt en plads nær et af de mange store vinduer, hvor den triste grå himmel tydet på regn, og slog sig ned. Katrine valgte en frikadelle sandwich, hvilket så meget god ud, i sammenligne med meget andet af kantinens mad, hvor drengene valgte den lune pasta ret.
”Endelig, har du overvejet at dine drømme prøver at fortælle dig noget?” Nævnte Rasmus pludselig ude i det blå. Mikkel stoppede midt i at tykke sin mad og kiggede på Rasmus, før han begyndte igen og slugte det. Han tog en tår af sin vandflaske, som han altid sørge for at have med hjemme fra, før han var klar til at svare.
”Ja, men selv de svar jeg får, virker ubrugeligt, plus mine drømme ændre sig hele tiden” mindede han Rasmus om, inden han tog endnu en bid.
”I know, men måske er det fordi det samlet prøver at fortælle dig noget?” svaret Rasmus og tog også en bid af sin mad. Katrine rullede med øjnene og lagde hendes sandwich ned.
”Vær nu ik’ dum, drømme virker slet ikke sådan” svaret hun med et suk og tog en bid af hendes sandwich. Ramus rynkede sine bryn og hans smil peget nu ned af.
”Og det ved du fordi? Hvad? Er du pludselig blevet ekspert i drømme?” svaret Rasmus igen. Mikkels øjne gik fra den ene person til den anden, imens de diskuteret imellem hinanden, som et gammel ægte par, da han hørte noget. En lyd som ikke helt passede med hans omgivelser. Han kiggede rundt og prøvede at finde kilden til lyden, da det var som om hviskede hans navn, men ikke som i nogen talte til ham, men mere i hans egen tanker.
Hans hjerte sprang et slag over, imens hans blod frøs til is og hans hår i nakken rejste sig, og det var der han så hende. I blandt en gruppe af studerende, som var gået ind, var der en person, der stod stille og uberørt. Det virkede ikke som om nogen af de andre så hende, og det undret Mikkel sig over. Hun lignede ikke en menneske. Hendes øre var spidse, hendes hår var hvidt og hun var iført noget, det lignede noget fra middelalderen. Og hun stirret på ham, med øjne der var blå. Hvordan han kunne se hendes øjne var blå, var fordi hun ikke havde nogen iris, eller pupil, hele hendes øje var bare blåt, på en lysende måde.
Mikkel stod og stirret på hende, han turde næsten ikke at blinke, men da han følte nogen ligge deres hånd på hans skulder og kalde hans navn, blev han revet ud af den trance, han var kommer ind i. Han vendte hovedet for at se på Katrine, der så bekymret ud på ham, imens hun sagde noget, men der kom ikke noget lyd ud af hendes læber. Han vendte hovedet igen for at se på kvinden, men hun var væk, som om hun aldrig har været der. Forvirret, kiggede Mikkel rundt, i tilfælde af hun havde rykket sig, men hun var væk, helt borte.
”Mikkel!” kalde Katrine hårdt imens hun ruskede i hans skulder. Mikkel kiggede tilbage på hende, stadig forvirret. ”Er du ok? Du ser bleg ud” konstateret Katrine da hun rykkede hendes hånd imod hans pande, men han stoppede hende inden hun fik chancen.
”Jeg er bare træt” sagde han tørt, hele hans mund var som en ørken, så han tog sin flaske, og tog fire store tår vand, som hjalp, kun en smule dog.
”Hvorfor tager du ikke hjem og får noget søvn? Du ligner en der kan falde om når som helst” forslog Rasmus, med en bekymret stemme. Mikkel tog nogle sekunder for at registrere alt der lige var sket og han indså at Rasmus havde ret. Måske var det bare fordi han manglede en ordentlig nats søvn.
”Det tror jeg, jeg gør” svaret Mikkel og smilte lidt undskyldende på hans venner før han rejste sig, og samlede sin rygsæk op fra gulvet. Den var let, siden Mikkel sjælden tog bøger med i skole. Han hvad han havde brug for var hans skrive blok, en penalhus der indeholde kun de vigtigste sager, og en enkel bog til matematik, han altid havde i tasken, selv når han ikke skulle have den fag.
”Få nu sovet noget, ik’. Jeg hader at se dig så udmattet” Katrine så en anelse trist ud, selv om hun smilede. Mikkel nikkede med hovedet, gav hans venner endnu et smil og gik.


Cafeen, som var placeret lige ved siden af en stor sø, midt i skoven, var proppet med mennesker, de fleste var ældre, men der var også nogle unge, som alle snakkede høj lydt med hinanden. Ikke nok med at der var masser af kunder inden for, så var de fleste pladser uden for også taget, selv om det var en smule køligt, så var de pakket godt ind i de tæpper, cafeen havde lånt til dem.
Cafeen var lille, der var ca. 20 sidde pladser inden for og 10 udenfor. Der var en lille disk, der lige viste de få kager som hans mor havde bagt, bag en stor glas montre. Hele huset lignede noget fra gamle dage med hvide vægge og brune bjælker. Der var også en lille tag selv brunch bord, som var fra 8-12, og bestod af diverse brød og rugbrød som hans far bagte, og pålæg, samt frugt og grønt. De serveret også te og kaffe, men det var begrænset hvad for nogle slags kaffe, de kunne lave.

Cafeen var hans mors drøm siden hun var barn, og hans forældre sparet sammen i mange år, før de fik muligheden for at tage et lån og bygge cafeen, som de kaldte for Cafe Rosenknop, taget efter deres efternavn. Men på grund af transporten, valgte de at udvide og bygge et hus, som lå klistret op af cafeen, da Mikkel var omkring 5 år. 

”Mikkel, skat, skulle du ikke først komme hjem senere?” spurgte hans mor undrende fra bag disken, imens hun gav en tallerken med kage til en kunde, da Mikkel kom ind af døre, og høfligt holdte den åbne for nogle kunder der var på vej ud.
”Jo, har det ikke så fedt” svaret Mikkel, der sneg om bag disken og fik en lille kys på kinden af hans mor, før han gik om bag ved, for at hilse på sin far, der var godt i gang med at bage brød.
”Hvad i alverden? Du er da tidlig hjemme” sagde hans far overrasket, med hænderne dybt nede i dejen, som han æltede. Mikkel nikkede og satte sig ned i en af de tre bar stole, af lyst træ, de havde stående. Mikkel sad i stilhed og så på sin far der arbejdet, ingen af dem sagde noget, hvilket var rart, indtil Mikkel valgte at bryde stilheden.
”Du, far, fik du ikke sådan nogle piller af Moster Annette, som skulle hjælpe dig med at slappe af?” spurgte Mikkel imens hans øjne var holdt fast af dejen, hans far var i gang med at lave om til små kugler.
”Du mener, dem hun kom med fra USA? Jo, jeg fik en bøtte. Hvorfor da?” hans far kiggede et kort øjeblik på Mikkel før hans øjne igen fokuseret på dejen.
”Jeg har haft lidt problemer med at sove, og ville høre om jeg kunne få nogle, inden jeg smutter i seng i aften” spurgte Mikkel og rykkede min fødder lidt på stolen. Hans far var overvejende stille i et øjeblik før han nikkede.
”Jo, men kun en, så kan du se om det virker” han far smilede tik Mikkel der smilte igen. Mikkel hoppede ned af stolen og gik hen til sin far, hvor han smurte ærmerne op og hjalp til.

Da de sidste kunder var taget af sted, eller måske mere høfligt smidt ud, hjalp Mikkel til med at rengøre cafeen og gøre den klar til dagen efter. Han havde hjulpet til i cafeen siden han var knægt, så han havde en rutine, der for ham, gjorde alting lettere. Men imens han stod alene i cafeen og tørrede bordende af, var der noget uden for vinduet der fangede ham. Men da han gik hen til vinduet, kunne han ikke se noget. Der var bare mørkt, ud over den svage glød fra lampen ved cafeen og fuldmånens skær. Mikkel gav et suk fra sig og rystede hovedet. Han kunne ikke forstå hvad der var galt med ham, men han var sikker på det skyldes den manglende søvn, at han ikke opdaget de gule øjne der nærmest lyste fra buskenes blade et stykke væk.

Da Mikkel kom ind i huset, som var den anden side af cafeen, også hold i den samme gamle stil, dog havde hans forældre valgt at male de gamle træbjælker, for at gøre rummet lysere, overhørte han hans forældre snakke. Det var ikke for at snage, men da Max’ navn blev nævnt, stoppede han brat op, lige inden han gik ind i stuen, hvor hans forældre opholde sig.
”Jeg ved ikke om vi har råd til det, det er en dyr operation, og Max er jo ved at blive godt gammel” sagde hans mor, med en tone der antydet, at hun var plaget af noget.
”Jeg ved det, men jeg tror ikke Mikkel vil bryde sig om det, Max er jo hans hund” svaret hans far, der lød lidt mere hård end normal. Mikkel havde en dårlig følelse, og han kunne mærke sin hjerte slå hurtigere og hurtigere, imens hans krop rystede. Hvad kunne der dog være galt med Max, at han skulle have en operation?
”Men de siger, at chancen for han bliver helt rask er ikke særlig stor, så jeg ved ikke om jeg kan tillade mig selv i at bruge penge på Max, for at han så kan leve videre med smerter, fordi han ikke er blevet rask” sagde hans mor koldt, men han kunne høre hvordan hendes stemme rystede. Hun græd, det var han sikker på.
”Skat, vi kan i det mindste give Max en chance for at leve nogle år endnu, plus, vi har jo opsparingen, vi kan tage lidt fra den” prøvede Mikkels far at berolige hans mor. Mikkel, som stadig stod frossen, blev forskrækket da Max dukkede op ved siden af ham og gik ind i stuen. Mikkel følte at det var som om Max ville have ham ind i stuen, så han fulgte med, og så hans forældre der sad på den slidte brune lædersofa, og holdte hænder. Da han kom ind, så de overrasket på ham og hans mor skyndte sig at tørre tåren der var trillet ned af hendes kind, og gav ham hendes muntre smil, som virket tvunget at det ikke var særlig munter.
”Hvad er der galt med Max?” spurgte Mikkel fladt ud, da han stod nogle meter fra hans forældre. Hans forældre kiggede op hinanden og delte et blik, der tydeligvis var en diskussion om de skulle fortælle ham det eller ej, hvor efter hans far vendte hovedet og kiggede på ham.
”Max har en knude i hans tarmsystem, der er ret livstruende” fortalte hans far kort, hvor hans mor kiggede væk. Det tog tydeligvis hårdt på dem begge, men for Mikkel, var det som om alting faldt fra hinanden. Han havde ikke forstillet sig, at der ville komme et tidspunkt, hvor Max ikke længere vil være en del af familien. Og hans forældre diskuteret om Max skulle aflives. Det var som om at Mikkels hjerte var frosset til is, og hans mave havde gjort sig et hop og vendt på hovedet. Hans mund var som en ørken og det ringede for hans øre. Han var så ked af det og så vred at han knyttede sine hænder og kiggede vredt på hans forældre.
”Vi skal da hjælpe ham! Hvordan kan i overveje andet?” råbte han af dem, som blev overrasket, da Mikkel normalt aldrig hævet stemmen, heller ikke da han var barn, men nu stod han og brølet som en løve, imens han kæmpede med at holde sine tåre tilbage. Selv om han var 17, var han let til tåre, som gjorde at folk synes han var barnlig.
”Skat, hør her” begyndte hans mor, men Mikkel vil ikke høre det. Han vendte sig rundt og stormet ud af stuen, hvor han grab sin jakke og smæk
kede hoveddøren op og stormet ud i det kolde mørke skov.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...