Vallia

Mikkel, en 17 årig dreng, som har været hjemsøgt af drømme, han ikke har kunne forklare, opdager en hel ny verden, på en gå tur i skoven. Her er mørke væsner og magi i gang med at fortære alt levende på sin vej. Det er nu hans mission, om han vil det eller ej, til at hjælpe folket, med at finde en løsning. Men hvad han finder, er en hemmelighed, en legende, som forlængst har været glemt - ham selv.

2Likes
10Kommentarer
423Visninger
AA

4. Fantasi væsner er virkelige

Det var ikke lyden af bestik som kørte imod tallerkener, eller de mange stemmer der snakkede højlydt, som vækkede Casper. Nej, det var duften af mad som vækkede hans mave, inden hans hoved havde registreret hvor han var.
Casper åbnede hans øjne som føltes tunge, søvnen hang stadig godt fast. Han gned sine øjne i håb om at gnide søvnen væk, før han kiggede sig rundt. Der var lidt halv mørkt, men lyset som kom bag fra ham, var stærk nok til at lyse det lille rum op.
Han lå i en lille udhuling i, hvad der mindede om en sten hus. Væggene var sammensat af forskellige størrelser sten i grå nuancer, som om det bare var placeret oven på hinanden, og træbjælker som skabte fundamentet. Over ham hang der forskellige tørret urter, af slags han aldrig havde set før. De duftede af urter han både kendte, men som også var ham ukendt. Der var også hylder som havde forskellige slags glas og andre opbevarings beholder, men oven over det hele, var der et vindue, eller det var Casper ret sikker på, da der hang et lille gardin. Han kunne ikke se ud, men han vidste det var mørkt uden for.
Han lå på noget der mindede om en madras, dog var det mere som flere puder, pakket ind i tæpper. Han havde selv et tyk tæppe over sig, der varmet ham godt og var overraskende blød. Udhulingen var ikke helt stor nok til at Casper kunne strække hans ben ud, men nok til at han lige kunne ligge behageligt.
Casper lagde sig mere behageligt, hans krop føltes tung, træt, men hans mave havde andre tanker. Den skreg højlydt og tiggede om mad, dog kunne Casper ikke bare stå op og bede om mad, af folk han ikke vidste var til at stole på. Først blev han nødt til at finde ud af, hvem de folk var.

Han vendte sig om, så lydløs som han kunne, og opdaget der var et gardin, der gemte ham fra de andre. Den var sikkert ment til at skulle holde lyset ude, men der kom stadig stråler af lys igennem de små huller som der var i gardinet og i kanterne. Det var ikke muligt for Casper at se, hvem der var på den anden side af gardinet via de små huller, men han var nysgerrig. Han rakte hånden ud for at løfte gardinet, da han hørte fod trin nærme sig ham. Casper kunne følge personen, via lys strålerne der forsvandt, og skynde sig at ligge helt stille, med lukkede øjne, og lade som om han sov, selv om hans hjerte galoperet og hans vejrtrækning blev hurtigere.
 

Personen hev gardinet fra og lod lyset skinne ind på ham i nogle få sekunder, før personen skyggede for det. Det var som om Casper kunne føle øjende af personen kigge på ham, før han mærkede noget koldt imod hans pande, der fik det til at give en lille jag i hans krop. Personen, der var i gang med at tørrehans pande af, frøs i midt action, og Casper vidste han havde afsløret sig selv, så han valgte at åbne øjende og se på personen, men hvad der mødte ham var ikke et menneske, nej, det lignede mere en meget stor kat på to ben og med menneskelig træk.
Casper fik dog et chok, det var ikke lige det syn han havde regnet med at se, så han hev sig væk fra væsnet og slog baghoved op i muren. Smerten slog til og han bukkede sit hoved, som om han prøvede at undgå smerten, der nu spredte sig som en brand-varm tæppe på baghovedet af ham. Han holde sig for sit baghoved, gnubbede hans hånd i mod det, imens han kneb øjende sammen.
Væsnet fik sig selv et chok over Caspers pludselig bevægelse, at person snublede tilbage og gav et lille hvæs fra sig, som en usikker killing. Det fik selvfølgelig de andre personer i huset til at komme væsnet til undsætning, men hvad der dukkede op, var ikke det Casper forventede. Han troede de alle vil være lige som katte væsnet, men det var de langt fra.
 
Det første han så, da han løftede blikket, imens smerten aftog, var en hjorte ligene krop, hvor en mand var smeltet sammen med den. En halv mand, halv hest, eller i denne her tilfælde, hjort, en kentaur, hvis Casper huskede rigtigt. Der var ikke kun en kentaur, men 2, den ene var ung, meget ung, med et lille gevir, som ikke ville gøre meget i en kamp. Han var lille i forhold til den anden, og spinkel, som en ung teenager dreng. Han havde lettere krøllet brunt hår, fregner, et meget oval formet hoved, med en lille op stoppet næse, og en lille mund. Alt ved ham virket lille i forhold til den kentaur som stod ved siden af ham. Han var høj, lige så høj som en normal hest, men langt brunt hår, bundet op i en løs knude, og lange brunt skæg, som var løst flettet, nået ham næsten til brystet. Hans overkrop var muskuløs, med tydelig ar, der lignede noget man ville få i en sværd kamp, og et kæmpe gevir, hvor den ene var stor, med masser af grene, og den anden knækket, så det var mere en lang stub. Han kiggede ned på Casper med hårde mørke øjne, der virkede ældre end hans krop. De var begge iført stykker af klæder, som dækkede det meste af deres overkrop til, eller den lille kentaurs tøj gjorde, den store gjorde ikke så meget.
Bag dem gemte sig et andet væsen, med to meget store ræve lignende øre og to haler som matchede, og et par ikke særlige store horn, der mindede om dem på en vædder, snoet tilbage. Hans krop lignede dog en menneskets, lettet muskuløs, lysebrunt som om han solet sig godt, og med grønne øjne, der kiggede nervøst dog nysgerrig på ham.

Katte væsner kom op fra gulvet af og sagde noget på et sprog, han aldrig havde hørt før. Det var et meget krøllet sprog, dog blødt i det.
”Verdjili noxsi’l?” sagde katte væsnet igen, og kiggede på den store kentauren. Kentauren kiggede ned på Casper og snakkede også i samme sprog til ham, men han forstod ikke noget.
”Hvad?” spurgte han og gav klar udtryk for han ikke forstod dem. Kentaurerne kiggede på hinanden før den yngste nikkede. Katte væsnet havde hovedet på skrå og kiggede underligt på Casper, den kunne heller ikke forstå ham. Den yngste kentaur gik fra dem og ind i et andet rum, hvor han kom tilbage et minut senere med en krystal, bundet om et læder ræb og gav den til Casper. Casper kiggede underligt på den og derefter kentauren, der lavede et bevægelse, som lignede han tog noget over hovedet og Casper forstod nu, hans skulle tage halskæden på. Han tog den over hovedet og kiggede ned på den sorte krystal som var aflang, før han kiggede op på kentauren.
”Hvad nu?” spurgte han dumt, selv om han vidste de ikke forstod ham, men kentauren smilede.
”Jeg var ikke sikker på at den ville virke på et fremmed væsen, men jeg er glad for at den gør” svaret en ældre kentaur, hvor Casper nu kunne forstå ham. Han kiggede ned på krystallen og så op igen. Han kunne ikke fatte at en krystal kunne gøre sådan noget, som en slags oversætter, hvis bare de fandtes på jorden, så kunne det kunne hjælpe en del verdens problemer.
”Utroligt, hvordan kan den dog gøre det?” spurgte han fascineret og  løftede krystallen op og drejet den imens han betragtede den nøje.
”Krystaller udgør en stor del af vores magi her i Vallia, og der findes stort set en krystal for alt. Den du har der er en slags afkoder, som blev brugt meget dengang nationen var delt op, men det er over 1000 år siden, og siden da, har vi ikke haft brug for det” forklaret en ældre kentaur, hans stemme var ru og dyb og lød nærmest gammel, i forhold til hans udseende. ”Mit navn er Zieds” sagde han så og smilede høfligt før han lavede et håndtegn til den yngste kentaur, ”dette er mit barnebarn Ciel” Ciel nikkede med et venlig smil. Casper nikkede tilbage, han var underligt nok rolig, når alt taget i betragtning, men han havde fået en følelse af at han kunne stole på disse folk, de virkede ikke som nogle dårlige personer, dog var katte væsnet lidt skeptisk, den måde som den stirret på ham. Den rolige følelse kunne dog måske skyldes at han måske  var i chok efter faldet.
”Han virker barsk, men han er nu noget af en putte dyr” sagde den to-halet ræv med et grin. Katten knurret let af ræven og krydsede sine arme, tydeligvis ikke særlig glad over at hans hemmelighed var blevet afsløret til en fremmed.
Inden Casper kunne spørge mere ind til hvor han var eller hvem de var, begyndte hans mave at knurre. Ræven så overrasket på Casper men smilte stort, Katten prøvede at skjule hans latter ved at vende ryggen til, men hans skuldre rystede, og Zieds gav en latter fra sig, dyb og ru, fuld af kraft, imens han gav et stort smil fra sig.
”Vi kan snakke mere over middagsbordet. Kom, vi har lavet mad” Zieds gik imod den store runde bord som var fyld med mad. Ciel hjalp Casper på benene, da han stadig følte sig usikker, han havde åbenbart ligget lidt over en hel dag, informeret Ciel han.
Alle fandt et plads ved bordet, Ciel ved Caspers højre side og katten ved Caspers venstre, selv om han ikke så særlig glad ud, Zieds ved siden af Ciel og ræven imellem ham og katten.

Imens de spiste begyndte Ræven, hvis navn var Sha’lie, at snakke med Zieds omkring noget, som Casper dog ikke helt kunne følge med i. Han var nu mere interesseret i at vide hvad det var han spiste. Hans mad var i de underligste farver og former, noget af det lignede noget mad nogen lige havde hostet op, noget af det lignede slimet larver, resten af det var grønsager, eller det var han ret sikker på. Han turde næsten ikke spise noget af det, men han var så sulten, at han blev nødt til at bare prøve et eller andet. Han tog en af larverne og spiste den. Der var godt med bid på den, og konsistensen mindede om en steak. Den smagte lidt som svinekotelet at Casper med glæde tog flere af dem.

Under hele samtalen havde Casper undgået et spørgsmål, den vigtigste spørgsmål, hvor var han. Med et suk kiggede Casper på de andre og tog et dyb indånding.
”Hvor er det jeg er henne?” Spurgte han, med frygt om, at denne her fantasi lignende drømme verden, var virkelig. Den ældre kentaur kiggede på de andre og så tilbage på Casper, som om han overvejet om han skulle sige det, før han gav et smil.

”Landet, du er i, hedder Vallia, og ligne nu befinder du dig i Astheal, den lilla skov” fortalte han, og nu kom den frygt som Casper havde formået at holde væk. Han begravede sit ansigt ned i sine hænder og bandede højlydt. Han var ikke sikker på de andre forstod ham og han var ærligtalt ligeglad. Casper var ikke typen der bandede med mindre han virkelig var frustreret. Han gav endnu et suk fra sig og kiggede op fra sine hænder. ”Og jeg kan gætte mig frem til vi ikke er på Jorden, vel?” Spurgte han, selv om på en måde allerede godt kunne gætte svaret.
”Desværre ikke, vi er ikke engang i den samme dimension” svaret kentauren og Casper lænede sig tilbage i stolen med en støn. Hans værste mareridt, som han dog ikke havde forventet det ville være, var virkeligt. Han havde ingen ideer om hvad han nu skulle gøre, hvordan kommer man lige hjem fra en anden dimension, hvordan kom han her hen i første omgang?

 

Solen, eller solene, forsvandt hurtigt over horisonten og mørket lagde sig som et tæppe over landet. Men selv om det nu var nat, så lyste de 3 måner hele landet op i en blå hvid skær, samt det naturlige lys som nogle af planterne gav fra sig. Det var helt magisk, at Casper brugte næsten en halv time bare på at kigge på det. Han overvejede stadigvæk om han skulle løbe panisk rundt og skrige, græde håbløst eller om han bare skulle give op og forberede sig på at bo her.
At tage hjem var en tanke han havde skubbet væk fra sig, da han simpelthen ikke kunne se hvordan det skulle lade sig gøre. Han kunne huske portalen, men da han snakkede med de andre om det, kunne han se på deres reaktion, det ikke var normalt. De fortalte ham at der ikke fandtes nogen det kunne lave portaler længere, ikke nogen som vil kunne bringe personer fra andre dimensioner, selv ikke hvis de var ti om det. Men lige siden han fortalte om det, har Zieds og Sha’lie hvisket intens imellem hinanden. Ciel havde kommet med te og noget kage til Casper, men han følte ikke rigtigt han havde noget appetit. Katten, eller Makil, som hans navn var, havde holdt sig væk fra ham og lagt sig til at sove, selv om Casper dog godt kunne se Makil holdte øje med ham.

Selv sent ude på natten følte Casper sig ikke søvnig. Han lå rastløs i sengen og tænkte på Max og hans familie.
Hjem, et sted han pludselig længtes efter, mere end nogensinde, med den varme pejs i stuen, hvor Max normalt sov foran, lyden af hans mors strikkepinde, der gned sig op af hinanden, hver gang hun strikkede, eller lyden af siderne fra avisen, hans far altid læste om aftenen.
Casper begravede hans ansigt ned i hans pude og lod nogle få tåre falde, før han hørte et lyd lige ved hans seng. Bag gardinet var der nogen, men han kunne ikke se hvem det var. Han tørret hans tåre væk og skubbede gardinet til side, og blev overrasket da Makil var på ved til at sætte sig på gulvet ved siden af sengen, med et tæppe og en pude. Makil så forskrækket op på Casper og rødmet flovt.
”Det... det er ikke fordi jeg vil sove ved siden af dig eller noget, det er bare bedre at sove her over, her trækker det ikke så meget” fumlede Makil med at forklare, han undgik at se på Casper, imens han lagde sig til rette. Casper løftede et øjenbryn og kiggede skeptisk på Makil, men huskede på hvad Sha’lie havde sagt. Makil var sødere end hvad han gav udtryk for, så måske var det her hans måde at trøste Casper på. Casper sagde ikke noget og lod gardinet falde på plads før han lagde sig ned igen. Der var stille i nogle minutter før et lille go’ nat kom fra Makil. Casper smilede for sig selv og lukkede hans øjne. Af en eller anden grund følte han sig træt og tryg nok til at sove.
 

Næste morgen vågnede Casper op med et chok. Han kunne ikke huske hvad han havde drømt om, men han vågnede på grund af den følelse han fik af drømmen, følelsen af at falde. Der var stille i hytten. Makil lå stadig ved siden af og sov. Han lå på ryggen og fyldte hele gulvet ved siden af, at det gjorde det svært for Casper at komme ud af sengen. Han var nødt til næsten at springe uden af sengen, for at undgå ham.
Sulten, gik Casper ud til køkkenet hvor han så Zieds sidde ved vinduet og læse et stykke papir, som var tykt og mørkere end noget andet papir Casper havde set før. Ud fra Zieds bekymrende ansigts udtryk, havde Casper en følelse af, hvad der end stod på papiret, så var det ikke godt.
Forsigtigt satte Casper sig ned ved bordet for at undgå at forstyrre Zieds, men med Zieds gode hørelse var det ikke nemt. Zieds kiggede på Casper, hans ansigt udtryk skiftede hurtigt og han gav et venligt smil fra sig.
”God morgen” sagde Zieds og nikkede let. Casper gengældte nikket og smilte tilbage. ”Sovet godt?” spurgte Zieds imens han lagde det stykke papir han havde læst væk.
”Ja, det har været fint nok” svaret Casper og fik øje på et halm strå siddende fast i hans tøj og fjernede det.
”Jeg beklager vi ikke har et større seng” sagde Zieds med et undskyldende smil. Casper rystede på hovedet og gav et smil fra sig.
”Jeg er glad for jeres gæstfrihed, det er meget bedre end at skulle sove på et sten gulv eller mudret jord” svaret Casper i håb om det ville muntre Zieds op. Zieds gav et dyb latter fra sig og rejste sig op.
”Det er sandt. Er du sulten?” spurgte han pludselig. Casper nikkede let og Zieds gik derefter i gang med at lave morgenmad.

Der gik ikke lang tid før de andre vågnede. Ciels hår var endnu mere krøllet end hvad det var før. Små totter af hår stak ud i alle mulige retning og selvs hans pels på hans hjorte krop var uldet. Det lignede en ko havde slikket hans pels, sådan som pelsen gik op ad i stedet for bagud. Ciel gabte træt og lænede sig ind over bordet med lukkede øjne. Han lignede en der godt kunne bruge noget mere søvn. Sha’lie dukkede op og lignede en der havde sovet langt bedre end nogen af de andre til sammen. Han kom ind med et stort smil og hans haler svajede let fra side til side imens han satte sig ved bordet. Makil var den sidste der stod op, men han undgik at kigge på Casper, og når de endelig havde øjekontakt, så stirret Makil surt på Casper, dog virkede det mere som om han var flov end sur. Casper smilte til han og moret sig over hvordan Makil gjorde alt for at undgå Casper. Han var sikker flov over at blive fanget i at sove ved siden af Casper.


”Har du fået svar?” Spurgte Ciel imens de var i gang med at spise. Zieds gav et suk fra sig imens han nikkede.
”Ja, men desværre er det ikke det svar jeg havde forventet” sagde Zieds skuffet og så på Ciel. Ciel kiggede trist på Casper og så ned på hans mad. Stemningen der havde været hyggeligt og munter, blev pludselig mørk og trist. Casper vidste ikke helt hvad han skulle sige, så han sad i stilhed og spiste.
”Men jeg giver ikke op, jeg vil kontakte kongen af Ta’quil, måske er han villig til at hjælpe” sagde Zieds før han rejste sig op.
”Elver kongen? Er du sikker på det er en god ide?” spurgte Sha’lie usikker, han var tydeligvis ikke særlig glad for det. Zieds sendte et strengt blik på Sha’lie som kiggede væk.
”Han er den eneste der måske har en ide, hans slægt er jo kendt for at kunne lave portaler” svaret Zieds hårdt men gav et lille suk fra sig ”og jeg tror ikke vi har et andet valg” sagde han svagt og forlod lokalet. Sha’lie sukkede let og rejste sig op for at rengøre hans tallerken. Makil, der ellers har været stille under det hele, rejste sig også op.
”Der er intet vej ud, ikke hvis vi vil have væsnet hjem” sagde han letter kold og vendte ryggen til Casper og forlod også rummet. Casper var ikke sikker på hvad Makils problem var, men det var begyndt at irritere ham, hvilken Ciel kunne se, siden han lagde hans hånd på Caspers arm.
”Lyt ikke til ham, han har aldrig været så glad for fremmede” sagde Ciel undskyldende med et trist blik i hans øjne. Casper tog et dyb vejrtrækning og sukkede let. Det hjalp ikke meget, men nok til han kunne nyde sit mad.

 

Solen gik hurtigt ned over horisonten og det fik Casper til at undre sig, hvor hurtigt gik tiden her? Han følte det som om tiden gik meget hurtigt, at i stedet for det normale 24 timer dag, så var det mere som en 18 timers dag. Han kunne selvfølgelig ikke vide med sikkerhed, da han ingen ure kunne se huset, men det kunne måske også skylde at han var i et fremmed sted, og at han havde så meget at tænke på, at tiden måske bare virkede hurtigere.

Casper følte lidt han spildte tiden ved at være lukket inde i et hus, hvor han bare sad og gloet på verden uden for huset, men han valgte at bruge tiden på at lære de andre at kende.
Sha’lie var en værre drillepind når han havde chancen. Han elskede at lave spøg på de andre og se deres reaktioner. Men selv om han virkede som om han lavede sjov hele tiden, havde Casper set en seriøst side af ham og det fik ham til at undre sig. Hvilken af de to side var hans rigtige? Han havde ikke tænkt sig at spørge, men han håbede på at finde ud af det.
Makil var svær at lære at kende, da alt kommunikation med ham gik til grunde. Makil sagde gerne intet hvis han kunne og valgte gerne at snerre af en, hvis han følte det blev for meget, så Casper valgte at lade ham være. Hvis de endte med at tilbringe en masse tid sammen, så skulle han nok få lært Makil at kende.
Zieds var heller ikke nem at lære at kende, da han var væk det meste af aftenen, men efter hvad Casper kunne forstå fra Ciel, så kende Zieds mange vigtige folk og havde gode forbindelser til folk, der måske vil kunne hjælpe mig videre.
Ciel var nok den nemmeste person at lære at kende, da han gerne fortalte ting og sager. Ciel havde trænet til at være en heler det meste af sit liv, og drømte om at kunne hjælpe alle, uanset race. Han holdte af dyr og naturen, og var meget spirituel end hvad Casper havde forventet. Ciel var ærlig, venligsindet og overraskende meget nærgående.

Casper tilbragte det meste af aftenen sammen med de andre da Zieds kom tilbage. Han øjne lyste op og han havde et stort bredt smil. Ciel rejste sig hurtig op og gik hen til Zieds.
”Har du gode nyheder?” spurgte han nysgerrig. Zieds gav et enkel nik før han kiggede på Casper.
”Centori har sagt han gerne vil hjælpe os med at få dig hjem” sagde han med glæde. Casper kiggede dumt på Zieds før han det gik op for ham, der var en chance for han snart kunne tage hjem, og det fik ham til at springe op og næsten løbe over til Zieds for at give ham et kram, da an indså, det nok ikke var så normal for dem at blive krammet af en fremmed at han gav et nik fra sig.
”Tak” sagde Casper og Zieds nikkede tilbage.
”Vi tager afsted i morgen tidlig, så vi må alle hellere få noget søvn” sagde Zieds og gav Ciel et klap på skulderen før han forsvandt ned af gangen og ind i hans egen værelse.
”Nu kan du måske endelig komme hjem” Sagde Ciel spændt med et stort smil. Casper gengældte smilet og nikkede.
Sha’lie så ikke så glad ud da han forsvandt ned af gangen til sit eget værelse, hurtigere end Casper kunne nå at sige hans navn, og Makil valgte ikke at sove med Casper, den nat, da de alle valgte at gå i seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...