Vallia

Mikkel, en 17 årig dreng, som har været hjemsøgt af drømme, han ikke har kunne forklare, opdager en hel ny verden, på en gå tur i skoven. Her er mørke væsner og magi i gang med at fortære alt levende på sin vej. Det er nu hans mission, om han vil det eller ej, til at hjælpe folket, med at finde en løsning. Men hvad han finder, er en hemmelighed, en legende, som forlængst har været glemt - ham selv.

2Likes
10Kommentarer
440Visninger
AA

1. Drømme

Jeg har haft disse underlige drømme, her på det sidste, og jeg kan ikke finde ud af om de har været virkelige, eller ej, Mikkel sukkede og lænede sig tilbage på den slidte kontorstol, han har haft ihvertfald seks år, nu. Han følte sig dum, dum at han var nødt til at skrive det online til folk, han ikke kender, men han var desperat i at finde ud af, hvad det hele betød.
Jeg ved det lyder underligt, men jeg føler mig underlig, jeg føler der er noget som ikke helt stemmer, fortsatte Mikkel, computer skærmen var det eneste lys, i hans mørke værelse, og lyset fra computeren var reflekteret i hans briller.
Hans værelse var lille, dog stor nok til der kunne være en enkel-mands seng, i mørkt træ, mast op i den ene hjørne, men en matchene senge bord. Ved siden af senge bordet stod hans skrive bord, i lidt lysere træ, med hans lille computer, i orange kabinet, en enkel skærm, som han inderligt ønskede han havde en til af, tastatur og mus, samt en lampe, stort nok til den kunne bruges. Over for skrive bordet, var hans kommode, i sort malet træ, lige ved siden af hans dør. Væggene var blevet fornyligt malet hvidt, da han var træt af hans mørke blå farve, og gulvet var af mørkt træ, der godt kunne bruge en omgang slibning, eller bare en ny lakering. 

Han sad med sin mørke blå hætte trøje og grå natbukser. Hans tær var begravet ind i hans sovende labrador's pels på maven.
Hundens navn var Max, et kliché navn, måske, men da Mikkel var 8 år gammel, var det den bedste navn at give til en hund, men nu, af en alder af 17, ville han dog ønske han havde været lidt mere opfindsom. 

Endnu engang sukkede Mikkel, i håb om at han kunne få sit hamrende hjerte i ro. Han var nervøs over hvad folk ville svare på det, om de vil kalde ham underlig eller komme med et helt latterligt svar, som vil lyde så oprigtigt og sandt, at han næsten ikke vil kunne lade vær end at tro på det. Men selv om alle hans nerver i kroppen skreg, så valgte han at trykke på enter. Sendt stod nu med tykt skrift under hans besked, på den hjemme side han typisk var på.
Mikkel elskede at være på computeren. Ikke for at spille spil, nej, han fortræk at skrive med folk, lære folk fra hele verden af kende. Han synes det var fedt, at lære nye folk at kende hele tiden, at lære noget nyt fra omkring de forskellige dele af verden og deres kultur.

Men Mikkel var nu ikke en inddørs type, han elskede at være ude i naturen, at gå i blandt de store træer som omringede den lille hus, ham og hans forældre bor i, eller være nede ved havnen, selv om det tog lidt ti dat komme derned.

Hans forældre valgte at bygge en lille cafe i skoven, ikke så langt væk fra vejen, inden Mikkel eksisteret. Skoven var ikke særlig stor, og cafeen lå tæt på en beboelses område, den store lande vej og et plejehjem. Der lå også et gymnasium i nærheden, bare 10 minutter i bil, som han gik på. Cafeen var meget populært, de fik mange gæster fra pleje hjemmet og fra folk, som elskede at tage gåture i skoven, så der var altid masser af se til. Når Mikkel ikke gik i skole, eller valgte at gå sig en tre timers tur i skoven, hjalp han som regel til i cafeen.

Mikkel sad og gloet på skærmen foran ham. Hans øjne gled ned til uret og så den skifte til midnat. Han vidste han burde sove, men han kunne ikke, ville ikke. Drømmende havde følt så virkeligt, at det næsten var skræmmende. Han holdt sit hoved oppe med hans venstre arm, kinden hvilende på hånden, og kiggede nogle forskellige hjemme sider igennem, da en lille klokke kunne blive hørt.

Det gav en lille ryk i Mikkel, men nogen havde svaret. Nervøst rykkede han musen hen over fanen, med opslaget på, og trykkede. Der var ikke kun en men hele fire personer som havde skrevet. Det var ikke rigtigt nogle vigtige beskeder. De var enten sådan som, jeg kender den følelse, eller ej hvor underligt, men så dukkede der en femte besked op der var lidt anderledes end de andre. Den havde en mulig forklaring, at det kunne være lucide drømme, hvor alting føles virkelig. Men Mikkel husket noget omkring, at folk der drømte lucide drømme, kunne styre dem, til en vis grad, og det kunne han ikke. Men alt andet virkede som om det passede ret godt, bare ikke godt nok.

Mikkel lænede sig tilbage i hans stol med et suk. Det gjorde det ikke bedre, at han bare havde en ide om, hvad det kunne være, fordi det føltes stadig ikke rigtigt, men det var bedre end ingen ting. Han kiggede ned på Max, der sov tungt. Han blev en smule jaloux over at Max bare kunne sove, når han nu selv kæmpede med sin søvn. Opgivende, for nu, slukkede han computeren, kørte sin kontor stol tilbage, som forskrækkede Max fra sin dybe søvn. Han kiggede op på Mikkel, forvirret og gabte. Mikkel nussede den bløde hoved før han gik hen til sin seng. Han kravlede ned under dynen, og lagde sine briller, som han kun skulle bruge når han skulle læse, efter fulgt af at blive mast af Max's tunge vægt.
Max sov altid sammen med Mikkel i sengen, en vane fra da Max var hvalp, men Mikkel have ikke noget i mod det, slet ikke nu hvor vinteren var på vej. Den ekstra varme hans gylden ven gave, var nok til at han ikke skulle have hundrede lag af dyner og tæpper på. Max lå med hovedet ved siden af Mikkels bryst og gav et suk fra sig, imens den slappede af. Mikkel smilede for sig selv over den tryghed, Max gav, bare at han lå der. Han kløet Max ved øret før han lagde armen om Max, og valgte at give søvn en chance. 
Men frygten for drømmende gjorde, at det næsten tog en time før hans øjne var tunge nok til at de ville forblive lukket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...