Den kærlighed vi fortjener.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2018
  • Opdateret: 17 mar. 2018
  • Status: Igang
At noget der er så forkert, kan føles så ufatteligt rigtigt, er en forbandelse, man først slipper af med, når man indser, at han ikke er ens tårer værdig.

3Likes
11Kommentarer
400Visninger
AA

10. Off-Pist.

 

 

 

"Forstå mig ret..." Jeg rømmede mig. Var ikke sikker på, hvad jeg skulle sige - eller hvorfor jeg overhovedet ville sige det. "... Det er ikke fordi jeg ikke kan lide Paulina..." Jeg gik i stå. Selvfølgelig var der ting ved Paulina, som jeg kunne lide. Hvorfor skulle jeg ellers være sammen med hende? Jeg kunne lide vores ture til København, hvor vi drak kaffe på Starbucks, kiggede på butikker og slentrede igennem Christiania, som om vi selv var skæve. Jeg kunne lide vores latterfyldte aftener, hvor vi bagtalte skolens "tabere" og de utallige nætter, hvor vi havde stenet til Gossip Girl og diverse Disney Film. Jeg elskede mindet om vores rejse til Berlin i 9. klasse, hvor hun kyssede med Troels på værelset, og jeg havde siddet og lyttet gennem væggen med et glas mod mit øre, så jeg kunne få alle detaljerne med. Jeg havde mange gode ting at sige om Paulina, men som jeg opsummerede dem i mit hoved, var det langsomt også begyndt at gå op for mig, at alle samtaler vi havde, omhandlede hende og hendes mange drømme, oplevelser og kriser. Skulle vi tilfældigvis vælge at snakke om mig, handlede det som oftest om, hvad hun syntes om min tøjstil eller det faktum, at min bror var mere lækker, end hvad der var lovligt.

"... Men hun er også en opmærksomhedskrævende kælling," afsluttede Tristan så, idet han bøjede sig ned og samlede mine ski op, der var kurret ind i den off-piste-skov, som lå midt på den røde bakke.

"Dine ord." Han sagde, det jeg tænkte, og selvom jeg virkelig havde lyst til at fortælle hende, at jeg havde det sådan, ville jeg aldrig kunne få ordene over mine læber.

"I det mindste er hun lækker," sagde han så og rakte mig skiene. Han lavede et bredt tandsmil, der på den ene side virkede falskt, men samtidig også som en ydmyg undskyldning, for det han lige havde sagt. ​Hvorfor provokerede den kommentar mig så meget? Han var jo ikke engang flot. Eller jo... Det var han måske? Hans hår var nok det flotteste ved ham. Mørkt og tykt - ikke for langt, ikke for kort. Men han var en splejs. Jeg var usikker på, om det var en negativ ting, eller om det bare var et desperat forsøg på at finde noget ved ham, som jeg ikke kunne lide. 

"Bare rolig," svarede han så til mine tanker, hvilket fik mig til at hæve et øjenbryn. "Så lækker er hun heller ikke."

"Jeg er da lige glad. Du må synes, hvad du vil." Jeg lød vred, da jeg sagde det. Det var næsten pinligt. 

"Okay." Han begyndte at gå gennem off-pisten med sit snowboard under armen. "Hendes næse er for spids." Han fniste, da han sagde det. Det var ikke tydligt, om han mente det, men selvom det blot virkede som en ringe undskyldning, bredte der sig alligevel en lettelse i min krop. 

"Hun har flot hår til gengæld. Jeg har altid misunder det." Hvorfor blev jeg ved med at lyde ynkelig? Som om jeg var hendes tro følgesvend, der altid ville beskytte og forsvare hende, uanset hvad. Eller var det egentlig ikke en venindes opgave? At tanken ikke faldt mig naturligt, men at det faktisk var noget, jeg skulle anstrenge mig for at gøre var måske et tegn på, at vores venskab ikk var, hvad det havde været. 

"Er det overhovedet ægte?" spurgte han så med en skjult afsky i stemmen, som trods mit følgesvend-lignende sind, gjorde mig glad. 

"Tror du, at det er en paryk eller hvad?" Jeg begyndte at grine. Selvfølgelig vidste jeg, hvad han mente, men stemningen havde brug for et løft. Ikke fordi det var akavet, men nok mest af alt fordi jeg ikke orkede at snakke om hende. Han skævede til mig, skar en grimmasse, der mest af alt lignede jokeren fra Batman - Tristan havde dog ikke skyggen af Heath Ledgers skønhed og perfekte ydre. Smilet var der måske, men der var noget ved Tristans øjne, som jeg ikke kunne sætte ord på. Det virkede så fjernt. Hans blik var dybt, men måske også for dybt. Som om det gemte på hemmeligheder, som jeg aldrig ville turde høre om, fordi de ville være så gruopvækkende, at jeg nok ville ønske, at jeg aldrig havde mødt ham.

"Nej... Det er ægte. Måske bruger hun en speciel shampoo, som gør det lysere og mere krystalagtigt, men ellers er det skam ægte nok." ​Hvorfor skulle vi altid snakke om Paulina, når vi var sammen? Kunne Tristan ikke bare være ligeglad med hende. Hvad med at spørge ind til mig og mit liv?

"Hvad med dig?" spurgte jeg så.

"Mig?" Han stoppede, så jeg kunne komme op på siden af ham. Skoven fik alt til at virke mørkere, men for enden var der lys, og jeg vidste, at det betød, at jeg snart skulle stå på ski igen, og det ville betyde, at Tristan skulle se mig brillere på en måde, som jeg ikke var i stand til. 

"Ja. Hvad med dig?" Jeg smilte til ham og puffede ham på skulderen uden egentlig at vide hvorfor. 

"Om jeg har farvet hår?"

"Ja, eller bare... Har du nogle søskende?" Hvorfor havde jeg behov for at lærer ham at kende lige pludselig? Hvorfor spurgte jeg ham overhovedet?

"En storebror," svarede han, men trak på det. "Og to halvsøstre. De bor hos min far, og min rigtige bror er flyttet hjemme fra, så jeg bor mest af alt kun hos min mor."

"Åh." Jeg kunne forestille mig, at det måtte være hårdt at være skilsmissebarn, men jeg kunne aldrig sætte mig ind i, hvordan det måtte være. Nogle gange tænkte jeg også, at man forestillede sig, at det var værre, end hvad det egentlig var. 

"Hvordan er din mor?" Spørgsmålet virkede underligt. Det var lidt non-of-my-business, og det var det måske egentlig også. Han blev pludselig anspændt, som om jeg dykkede ned i noget, som jeg ikke skulle blande mig i, men så rystede han på hovedet og fremtvang et forsigtigt smil:

"Hun er vel som de fleste andre mødre. Kommanderende, bekymret, men sød nok."

"Sød nok." Beskrivelsen frembragte et smil på mine læber. Min mor var mere end sød nok. Hun var der altid. Hun støttede mig i alt jeg gjorde, uanset hvor dumt det end var, og så havde vi det altid uendeligt sjovt sammen. På deprimerende vis, ville jeg ofte hellere tilbringe en fredag aften sammen med hende i sofaen, end at tage i byen med vennerne, hvor jeg alligevel ville sidde henslængt på en bænk og vente på, at den første ville gå hjem, så jeg kunne bruge det som undskyldning for at gøre det samme. Men da Tristan spurgte mig om det samme spørgsmål, kunne jeg af en eller anden grund ikke få mig selv til at sige andet end: "Vores mødre lyder som nogle, der kunne blive gode venner."

Det virkede åndssvagt. Hvorfor skulle vores mødre blive venner? Han trak også på skuldrene. I hans verden virkede det nok også åndssvagt, og det gjorde mig på en underlig måde en smule flov.

"Nå, skal vi komme nedad?" spurgte han så, da vi nåede lysningen af skoven og bakken atter kom til syne. Jeg nikkede. Stemningen var på et split sekund blevet akavet, og det gik her op for mig, at vi pt. ikke kunne finde ud af at snakke om andet end Paulina, hvis vi havde nogle forhåbninger om at køre en flydende samtale.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...