Den kærlighed vi fortjener.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2018
  • Opdateret: 17 mar. 2018
  • Status: Igang
At noget der er så forkert, kan føles så ufatteligt rigtigt, er en forbandelse, man først slipper af med, når man indser, at han ikke er ens tårer værdig.

3Likes
11Kommentarer
401Visninger
AA

6. En lodret langefinger

 

 

 

At Paulina ignorerede mig, da jeg kom hjem, var ikke en overraskelse.

​Hun sad i sofaen og kiggede på sin telefon, mens jeg akavet stod lænet op ad køkkenbordet, mens jeg desperat forsøgte at forstå, hvorfor hun var så vred på mig.

"Vil du snakke til mig?" spurgte jeg med en skygge af afsky i stemmen. At hun surmulede på den måde var mest af alt bare provokerende. Hun bemærkede mig aldrig, når vi var i byen, så hvorfor kunne hun ikke bare være ligeglad med, at jeg skred? Hun rystede på hovedet. Nej, selvfølgelig ville hun ikke snakke med mig...

"Du må undskylde, at jeg gik uden at sige noget." Jeg prøvede at virke oprigtig. Det gjorde jeg virkelig. Men min irritation var ikke til at tage fejl af, og det gav vel sig selv, at det ikke hjalp på noget. Hun sad og stirrede ned i sin mobil, tastede lidt på skærmen, grinte lidt, løftede et øjenbryn, lo, så råbte hun:

"RIKKE!"

Hendes kald gik lige igennem mig - som om jeg ikke var tilstede. Døren til et af værelserne gik op og ud kom den rødhårede Rikke. Det sad uglet, og selvom hun ofte fik at vide, at hun lignede Sansa fra Game of Thrones, lignede hun egentlig mest af alt Anna fra Frozen i den scene, hvor hun lige var vågnet. Hendes ansigtsudtryk var i hvert fald identisk med det - fraværende, træt og ligeglad med omgivelserne.

"Hvaaad?" Hendes stemme var hæs og bar præg af gårsdagens alkoholiserede begivenheder. 

"Du skal lige se det her!" Paulina så ikke engang på mig, da hun rakte mobilen til den søvnige Rikke. 

"Hvad?"

"Er det ikke sjovt?" Paulina grinte højere af beskeden på telefonen nu, men Rikke lod ikke til at blive påvirket af skærmens indhold. I stedet løftede hun blot kort mundvigen til et smil, hvorefter hun udstødte et træt og samtidigt lidt koldt:

"LOL." Hun rakte hende telefonen igen og traskede så tilbage til værelset og faldt om i den nederste køje, der faktisk var min, men jeg kommenterede ikke på den. Egentlig fokuserede jeg mest af alt bare på Paulina og hendes desperate forsøg på at provokere mig, hvilket i sidste ende bare fik hende til at se ynkelig ud. 

"Nå, men jeg tager op på pisten. Du er mere end velkommen, hvis du vil med."

Det var løgn. Nej, selvfølgelig var hun ikke mere end velkommen, men jeg forsøgte ihærdigt at være moden og voksen, og selvom tanken om at skulle tilbringe flere timer sammen med Paulina, når hun var i det humør, gjorde mig udmattet, måtte jeg vel forsøge at se over det. 

​Hun rystede bare på hovedet. Intet svar, ingen reaktion, bare den kolde stilhed af en ignorering. 

"Det må du selv om," svarede jeg ud i tomrummet, uden at være i stand til at skjule min foragt og irritation. "... Giv mig et kald når du lærer at tale sproget igen." 

Mit forsøg på at provokere hende virkede tydeligvis bedre, end hendes forsøg på at provokere mig, fordi kommentaren fik hende til at kigge op, hvorefter hun strakte sin langefinger ud i en lodret position, hvorefter hun kyssede blommen af fingeren. 

Meget modent.

Jeg kom til at grine. Ikke fordi det var sjovt, men fordi hele situationen var idiotisk, men selvom jeg var overbevist om, at hun var vred, fordi jeg gik, fik jeg pludselig en fremmed overbevisning om, at der lå mere bag hendes provokerende attitude og den udstrakte langefinger. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...