Den kærlighed vi fortjener.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2018
  • Opdateret: 17 mar. 2018
  • Status: Igang
At noget der er så forkert, kan føles så ufatteligt rigtigt, er en forbandelse, man først slipper af med, når man indser, at han ikke er ens tårer værdig.

3Likes
11Kommentarer
411Visninger
AA

4. Alle stadier i en latter.

 

 

 

Jeg huskede ikke, hvordan vi kom hjem til hans hytte. Huskede ikke, hvilken bus vi tog, eller hvad jeg havde drukket, siden det hele fremstod så sløret. Men fakta var, at jeg nu befandt mig i hans køkken iført en lidt for stor hættetrøje, som jeg faktisk ikke var sikker på, hvem ejede. Nok ham. 

Jeg sad på hans køkkenbord og sippede til den sure hvidvin, som jeg drak direkte fra pappet. ​Den vidste jeg heller ikk, hvor jeg havde fra.​ Foran mig stod Tristan, fyren, som jeg aldrig havde snakket med før denne aften. Jeg bemærkede ikke før nu, at han var topløs, og det var nok det, at det for alvor gik op for mig, at jeg nok havde fået hans trøje på. Jeg bøjede nakken, indhalede duften og kunne straks konkludere, at duften matchede den færd, som han trak efter sig, da vi var inde på klubben. En duft, der på mange måder mindede om en Abercrombie-parfume, men som alligevel havde en dråbe mere mand i sig.

"Hvad så?" spurgte han og skævede over til mig. Han havde et hviskestykke over skulderen, og hans bukser sad netop så lavt, at jeg kunne se begyndelsen af hans Calvin Klein underbukser. Han var ikke trænet, men alligevel fremstod han fit. Som om hans tynde muskulatur fik ham til at se større ud - det var svært at forklare. Hans skuldre var i hvert fald lige så smalle som hans hofter, men det var som om han bar det med stolthed. Normalt var drenge ellers sky, når det kom til deres kroppe, hvis de ikke var så trænede, at man kunne tage billeder af det, nej... Tristan bar sin krop med stolthed, og det gjorde ham underligt attraktiv. 

"Ikke noget..." Jeg smilede til ham og sippede atter til den sure vin. Jeg bemærkede et smilehul i hans kind. Ikke i dem begge, kun den ene. Dybt og sødt.

"Hvad kigger du på?"

"Ikke noget. Jeg kigger bare." Normalt ville jeg nok blive flov over at blive afsløret på den måde, men sandheden var, at jeg bare kiggede. Der var ingen skjulte bagtanker med det, og det var heller ikke fordi jeg hverken savlede eller så på ham med afsky. Jeg kiggede bare...

"Nå, men jeg synes, at du skal have æren af at smage den første pandekage." Han kiggede afventende på mig, idet han rakte mig en tallerken med en smadret pandekage. 

"Wow." Jeg kunne ikke undgå at grine. "Virkelig smukt, Tristan."

"Come on, giv mig en chance. Den første pandekage er altid dødsdømt. Det ved alle!"

​Vi grinte begge, og jeg placerede den ødelagte- kun halvtbagte pandekage mellem tænderne. Den kunne snildt mases med tungen og synkes uden videre.

"Nååå?" Han så forventningsfyldt på mig med udspilede øjne. Jeg grinte igen.

"Well... Det er nok den bedste 'ikke-færdige pandekage' jeg nogeninde har fået."

Han klappede i hænderne og lo: "Så laver vi da bare nogle flere frøken!"

Vi kluklo. Vi lo. Vi grinte. Jeg fniste. Jeg kom igennem alle de forskellige stadier af et grin, og det afsluttede med en latter efterfulgt af et forpint, hæst latteranfald, hvor jeg hverken kunne få luft eller styre mine mavekramper. Sådan var det åbentbart, når man var i selskab med Tristan. Fuldstændig hæmmende. Hæmmende for at tænke klart. Som om man forsvandt ind i en anden galakse, hvor kun latter og en følelse af fred fandt sted. 

 

"Du ser sød ud, når du griner." Han bøjede hovedet mod siden og skubbede da tallerkenen med den sidste pandekage på hen over bordet. Jeg ville skyde på, at jeg rødmede, men jeg stoppede i hvert fald med at grine og kiggede da ned i bordet. Det gjorde jeg ikke... Jeg så ikke sød ud. Det vidste jeg, jeg havde set mig selv. Hvorfor skulle han spilde sin tid på at lyve om sådan noget?

"Nej," hørte jeg mig selv sige. Mumlende, men tydeligt nok til, at han kunne forstå det.

"Nej hvad?"

"Lige meget..."

Han trak på skuldrene, lod emnet ligge, som var det lige gyldigt. Det var det vel også, men noget i mig håbede, at han ville forstå mit nej og da modsige det. Det var vel bare en drengeting... De skal altid have det sort på hvidt.

 

Pludselig gik hoveddøren, og vi vendte begge vores blikke mod gangen, hvor Elliot, fyren fra baren, pludselig tittede ind.

"Brormand!" råbte han og løftede en tom dåseøl mod loftet. "Har du damer med hjem uden... ud- uden at sig' nåd'?" 

Han vraltede frem ad i stuen, men nåede ikke at sige eller gøre mere, før han faldt sammen i den grønne sofa, der stod presset op mod et hjørnet i den lille stue. 

"Øh." Tristan kiggede målløst på Elliot, der allerede sov, men rettede så sit blik mod mig igen og brød ud i en underlig latter - en latter, som jeg endnu ikke havde hørt i løbet af aftenen. En latter, som bar præg af en form for fortvivlelse. Hvad skulle det betyde?

"Hvad er klokken overhovedet?" Jeg kiggede forundret rundt, som om svaret skulle komme for mine øjne, men Tristan kom mig i forkøbet.

"Kvart over fire." 

"Hvad!?" Jeg rejste mig som en naturlig reaktion, men indså egentlig også, at det ikke var så slemt igen. 

"Hvad, hvad?" Han kløede sig i nakken, hvorefter også han rejste sig.

"Øh. Jeg skal måske også snart finde hjemad... Øh..." Jeg så mig om. Mærkede, hvordan alkoholen spillede ind, idet jeg begyndte at bevæge mine ben. Det hele svimlede for mig, og jeg fortrød hurtigt, at jeg havde sippet så længe til vinen, mens Tristan havde været ædru.

"Er du okay?" Tristan greb ud efter min hånd, som jeg hurtigt tog imod, så jeg kunne bevare balancen.

"Øh... Måske." Jeg forsøgte at grine, men var for koncentreret om at stå på mine fødder, så det nærmere kom ud som et kvalt hoste.

"Vil du overnatte her?"

Normalt ville et sådan tilbud virke sleskt og fyldt med intentioner om mere, men han virkede oprigtig. Som om, at han var typen, der ville tage sofaen og donere sin seng til mig. 

"Nah, det skal du ikke tænke på. Jeg klarer mig," svarede jeg hurtigt, men snublede da over mine egne fødder, da jeg forsøgte at komme væk.

​"Det kan jeg se," svarede han og grinte, idet han greb mig og fik mig på benene igen. "... Bare rolig. Elliot har allerede taget sofaen, jeg tager bare hans seng. Du kan tage min." 

"Okay..." Jeg forsøgte at smile, men det lignede nok mere tunge øjenlåg og et lidt for sløret sind.

"Okay."

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...