Mennesket, jeg er

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jan. 2018
  • Opdateret: 28 jan. 2018
  • Status: Igang
Denne dagbog, er en biografi om Snehvide - pigen med anoreksi.
Hun har flere indlæggelser bag sig, og en masse på hjertet at dele.
Denne dagbog giver en indsigt i hendes hverdag, tankegang og oplevelser.
Det har jeg hermed givet hende lov til.

2Likes
2Kommentarer
108Visninger
AA

2. #NoFilter

Jeg er syg. Alvorligt syg, faktisk. Så syg, at jeg ikke selv kan se det. Så syg at jeg er ved at dø: jeg er ved at slå mig selv ihjel langsomt. Men det er egentlig også det, jeg har allermest lyst til. Og alle fortæller mig det hele tiden. Der var den gang hvor Charlotte kommenterede det, så var der farmor og farfar og mormor, der decideret spurgte om jeg var syg, og sagde at hun selv havde arbejdet med sådanne nogle som mig. Hvad filen betyder det? Nogle gange må jeg indrømme at jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Som den gang mor pakkede en taske med mit tøj og mine toiletartikler, og far holdte fast rundt om mig. Desuden blev de også nød til at trække og skubbe mig ind i bilen, og da jeg endelig rent faktisk kom ind i bilen, nægtede jeg at tage sikkerhedsselen på. Jeg blev ved med at fortælle dem, at hvis de indlagde mig, ville jeg ikke komme ud igen. Til alle jer der ikke forstår dét, betyder det selvmord. Jeg har faktisk aller mest lyst til at begå selvmord, for det er den eneste udvej. Men jeg har ikke lyst til at mine forældre skal finde mig, død og med en kniv i hånden og dybe sår i begge håndled, på mit værelse. Det kan jeg ikke, det er for godt til at være sandt ondt og egoistisk. Inden du dømmer mig dit uforstående og ubekymrede menneske, så prøv at sætte dig i mit sted selvom at jeg ved du ikke kan for vi to er vidt forskellige: du vil indtage alt usundt, (heriblandt slik, chips, popcorn, kage chokolade, kakao, sodavand og saftevand) som jeg aldrig nogensinde ville røre. Men det forstår du ikke. Men prøv. Jeg er ikke rask. Faktisk har jeg ikke været tættere på at dø. Mange i min omgangskreds tror, at jeg er rask. Eller det går jeg ud fra at de tror, når de spørger således: ”har du nogensinde lyst til at vende tilbage?” eller ”savner du det”. Så tror jeg, at de med ”tilbage” mener tilbage til sygdommen. Men det de ikke forstår er, at sygdommen ikke er væk: jeg er hverken kureret eller rask. Overhovedet. Selvfølgelig kan jeg godt se, at de tror det er ligesom en forkølelse: der kommer lidt optakt, så slår det ud, man tager noget medicin eller pudser sin næse og til sidst går det langsomt og harmløst over. Men sandheden er, at anoreksi ikke bare ”går væk”. Hvis man ikke i starten af sit behandlingsforløb stiger hurtigt nok i vægt, så udvikler det sig til en kronisk sygdom: en sygdom du aldrig nogensinde kommer af med igen. Ergo: jeg er ikke rask. Jeg er syg, I ser det bare ikke fordi jeg smiler, og jeg går rundt. Jeg står og går på mine ben, og jeg går videre og lader som ingenting, selvom benene bogstavelig talt ”knækker” sammen under mig.

Men jeg er faktisk ved at ødelægge min krop, og det kan jeg ikke selv se. Min krop er ved at slå sig selv ihjel - eller det er faktisk mig der er ved at slå den ihjel. Jeg er ved at slå min egen elskede krop ihjel for at undgå noget så verbalt og normalt som at spise. Ved at nægte min krop den føde som den så desperat ønsker og har brug for, slår jeg den til sidst ihjel.

Mest af alt, er jeg bange for at der ikke er nogen der sådan rigtig forstår mig for det er der ikke. Der er folk, der er uddannet i det her, men det betyder jo ikke at de ser det fra min synsvinkel. Og de folk, altså dem der ikke kan se det fra min synsvinkel, er der mange af. Men ingen, indtil videre, der holder fast ved mig. Endnu en reminder om at man ikke er noget værd. Men det er også herhjemme at man ikke føler sig velkommen en gang i mellem, når for eksempel man overhører andres samtaler. Hele min krop er træt: mit hoved, min brystkasse, min næse, min hals, mine ører og min mave. I min mave og mit hoved er der en ting. Faktisk et monster. Som jeg holder tæt til mig, for jeg kan ikke og VIL ikke miste det. Og det monster skal jeg af med. Uanset hvor meget jeg gør, vil Monstret altid sidde dybt i mig. Jeg vil gøre ALT for at komme af med Monstret, for det skal ikke være her. Det er en del af mig. Det er et udefrakommende væsen, og jeg ved ikke hvor dets oprindelsessted er. Til ethvert menneske ligger der to sider, som for det meste er en god og en mindre god. Der er på en måde også sådan to halvdele af mig, og Monstret er den ene, desværre. Det er løgn. Monstret kontrollerer begge dele. Og det er desværre mine forældre der står til regnskab for Monstret. De har ikke selv bedt om det. Det er dem, der betaler når vi spiser. Dem der skal høre på mig. De ville være meget bedre tjent uden mig, for så var problemet løst. Jeg elsker dem, mine forældre, virkelig meget, og hvis jeg kunne gøre bare én ting for dem, ville jeg lette den byrde, som jeg er, der ligger på deres skuldre. For alle de der psykologer, læger og eksperter siger at madansvaret ligger hos forældrene, men det gør det vel egentlig ikke: jeg synes at det ligger hos mig. Jeg er bare ikke ansvarlig nok til at tage ansvar for mig selv, eller noget som helst andet. Jeg tror ikke de forstår hvorfor ”jeg” gør som jeg gør når vi spiser, eller hvilke tanker der er i mit hoved, men jeg tror at de prøver. Og jeg elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker elsker dem VIRKELIG højt. De ved det bare ikke. Jeg ville ønske at de vidste at jeg elsker dem rigtig højt og at jeg gerne vil igennem det her men Monstret holder mig fast, og vil ikke give slip på mig. Det har ædt sig ind i mit sind. Jeg vil oprigtigt og meget ærligt, gøre alt for dem. Og de vil også gøre meget for mig tror jeg. Aldrig nogensinde ville jeg bede dem om at tage orlov fra deres arbejde bare på grund af mig. Jeg ved, at de måske hungrer efter at se og snakke med andre mennesker, og ærlig talt gør jeg også. Man bliver syg i roen af at gå herhjemme. Faktisk gør det kun tingene værre.

Når man har anoreksi, så føler man sig nogle gange ambivalent: altså man kan se tingene fra to synspunkter: det normale og det anorektiske. Det opstår for det meste, hvis man skal tage et valg: hvilket som helst valg. Lad mig prøve at forklare det: Det kan være om man skal tage en gul eller grøn bluse på, eller om man skal spise jordbær, fordi der kun er 37 kalorier i, eller om man skal spise brombær, fordi man har lyst, selvom der er mange flere kalorier i: altså 66 kalorier. For det meste kan man kun se det fra det anorektiske synspunkt, men en gang imellem kan man se det fra det ”normale”, altså jeres. 

Alt jeg kan lige nu er at stirre. Min hjerne er så underernæret at min synssans er beskadiget. At stirre på egetræsbordet, hvorpå der står morgenmadsprodukter og tændte stearinlys. Det bord jeg hader, fordi det er her jeg indtager mine måltid. Jeg ved ikke hvorfor jeg stirrer, måske fordi jeg føler en hvis form for tomhed.  En tomhed, der kun kan beskrives med ét ord. Død. Regn. De fleste forbinder regnvejr med noget sørgeligt eller noget trist. Men giver regnvejr i virkeligheden ikke en form for ro? Ikke en dyt det gør. Eller skaber en form for hygge?  Måske har vi alle sammen misforstået grunden og meningen med at det regner. Det regner udenfor, og regndråberne har en lang og skrå form. Regnen pisker ned, og dråberne bliver slået mod jorden i det de rammer jorden. Når de lander, bliver dråben slået til tusindvis af dele og bliver spredt i hver sin vej. Til sidst tager regnen af: stille og roligt forsvinder lyden af dråberne, der nu lander blødt på den kolde forårsjord. Til sidst drypper der en sjælden gang, eller to, dråber fra tagrenden. Kan man beskrive min tomhed bedre? Nej. Nej, det kan man ikke. Jeg kan ihvertifald ikke. For der er ingen der forstår mig.

Andre menneskers selskab, er noget jeg helst ikke har lyst til at være en del af. Og det er fordi at ingen kan lide mig, og aldrig har kunnet. Fordi uanset hvad, så kommer ”besøgstiden” til at gå oveni et måltid. Men mest af alt har jeg lyst til at krybe ned i en æske, hvor ingen, heller ikke Monstret, kan se mig. En æske, hvori murene er så tykke, at jeg kan skrige og banke i væggen uden at nogen erklærer mig for sindssyg. Jeg har lyst til at skrige til mine lunger sprænger, og til at mit stemmebånd knækker. En geléagtig bund, som jeg kan bore mine negle ned i, i stedet for mine håndflader. En æske, hvor ingen behøver at høre på mig, og ingen behøver at blive belastet med om hvorvidt jeg er her eller ej. En slags usynlighedsæske måske? Bare et sted hvor mine tanker ikke forfølger mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...