Sandmandens tegn

Direkte efterfølger af historien Flugten.

1Likes
0Kommentarer
70Visninger
AA

1. Sandmandens tegn

Efter en god nats søvn ved bålet gik vi videre.

Milevis omkring os var der bare sand sand og atter sand. Så kom vi til et sted hvor der var klipper og sten rundt omkring. Vi var nået til en stor passage hvor der var klipper på begge sider. “Kom.” Sagde Caleb og gik ind i passagen. Når man kom ind i passagen var der lidt mørkere og lidt køligere. Det var dejligt med noget køligere mod huden end den nådesløse sol. Vi gik lige ved siden af hinanden, Caleb og mig. Vi gik lige så langsomt fremad og spejdede op af siderne af klipperne på begge sider af os. Vi måtte nødt til at være på vagt for ellers kunne vi blive overfaldet af røvere. Det blev smallere og smallere hen ad vejen og til sidst måtte vi stoppe. De to klipper samlede sig højt oppe over os og bredte sig ud igen.

“Vi kan jo ikke komme igennem.” Sagde jeg.

“Jo, hvis jeg nu smider bylten over passagen her og kravler over så kan du komme lige bagefter. Jeg skal nok hjælpe dig på den anden side.” Sagde han. Jeg nikkede og han kastede bylten over på den anden side og begyndte at kravle. Han svang sig over de sidste stykke der hvor de to klipper mødtes og hoppede ned på den anden side. Jeg sank en klump og begyndte at kravle. Jord, sten og sand borede sig ind i min hånd og jeg skyndte mig så hurtigt jeg kunne med at komme op øverst. Jeg svang det ene ben over og sad overskrævs hvor de to klipper mødtes. Jeg kiggede ned på Caleb og så noget meget overraskende.

Der stod en gammel mand med en kniv i hånden bag Caleb. Han havde kniven mod Calebs strube og holdte Caleb for munden. Den gamle mand så meget laset ud. Med meget langt skæg som var helt hvidt og var skaldet. Bag ham stod to-tre andre med knive og buer. De så allesammen lige så lasede ud som den gamle mand.

“Kom her ned tøs. Så sker der ikke noget med din ven.” Sagde den gamle mand. Jeg overvejede det et øjeblik om det var klogt hvis jeg gjorde det men jeg havde jo intet valg. De havde jo Caleb. Jeg kunne jo ikke bare efterlade ham. Jeg svang benet hen over passagen, langsomt så de kunne så hvad jeg gjorde og hoppede ned på jorden. To mænd var lynhurtigt henne ved mig og greb fat i hver sin arm.

“God pige. Nu skal du høre her. Hvis i følger med lige så stille og roligt sker der jer ikke noget. Jeg vil sælge jer som slaver til en god pris. Det er ikke så dårligt enda at være slave. Det er ikke så slemt som i tror. Hvis i nu bare følger med her…” Han afbrudte sig selv med et højt AV! Der var en der havde kastet en sten i hovedet på ham! Han tabte kniven og Caleb gjorde sig hurtigt fri. Han løb hurtigt hen til mig og spurgte om jeg var ok. Jeg nikkede og kiggede hen på den gamle mand som havde vendt sig imod de andre og pegede truende på dem.

“Hvem var det! hvem var det! Sig det nu! Så skal han få med mig at bestille.”

Alle mændene trådte tilbage og kiggede ned i jorden. Også dem der holdte mig og de gav slip på mig. Så kom der igen en sten flyvende gennem luften og i hovedet på en af de andre mænd “Av!” råbte han. “Hvem var det?!” Råbte han af de andre mænd, men jeg kunne se det ikke var nogle af dem.

Jeg holdt øje med klipperne på begge side af os. På højre side lidt foran mig dryssede der lidt sten og støv ned. Aha! Der var nogle deroppe!

Lige pludselig kom der flere og flere sten regnende ned over mændene der ømøde sig og råbte op “Hve-hvem gjorde det! Stop så!” jeg prikkede til Caleb og pegede derop. Han gjorde store øjne og kunne ikke lade være med at fnise. Jeg kunne heller ikke lade være. Mændene og den gamle mand sprang nu rundt og var sure på alle og enhver.

“STOOOOP.” Brøllede den gamle mand og alle stod stille. Regnen af sten stoppede og alle kiggede hen på ham.

“Måske er det dem” Sagde han vredt og indædt han og pegede på Caleb og mig. Åh-Åh. Nu er vi på den.

“Det var ikke os!” Peb vi begge på samme tid og krøb sammen.

Jeg krøb mere sammen end Caleb og Caleb gik ind foran mig da de gik hen imod os. Vi bakkede fra de rasende mænd indtil vi var helt klemt op af passagen. Mændene kom stadig nærmere. Jeg var rigtig bange. Hvad ville de gøre ved os? Fordi jeg stod bag Caleb så kunne jeg ikke se så meget, kun ud til siderne. Derfor var jeg den første der opdagede Sandmanden.

Sandmanden var høj og tynd. Den var formet som en tornado med vinden der holdt sandet samlet så den svævede. Den havde ingen øjne men ben og arme. Dens hoved havde form som en trekant med spidsen nedad som en hage. Den stod der bare og kiggede ned på os. Den havde en stak sten for fødderne af sig. Nårh så det var den der havde kastet stenene!

Mændene kom stadig nærmere og Sandmanden gled ned af klippen og om bag dem. Jeg var stadig den eneste der havde opdaget den. Caleb holdt jo øje med mændene og mændene havde kun tanke om at hævne sig efter stenene.

“Se.” Hviskede jeg i Calebs øre og pegede om bag ved mændene. Han måbede ligesom jeg og bakkede endnu mere så jeg blev mast op af passagen. Det kan jeg godt forstå han gjorde. Sandmanden var blevet endnu større nu og tornede op over mændene. Vinden rejste sig til et brøl og mændene kiggede forskrækkede om bag sig. Vi stod alle bomstille og måbede over Sandmanden. Sådan en findes kun i eventyr, men her var den. Den bøjede sig ned og brøllede af mændene så de blev kastet tilbage af vinden og af sand. Caleb og mig ville også havde fløjet hvis ikke vi stod presset op af passagen.

Mændene vendte om mod os og begyndte at skrige og kravle over passagen over os i vild panik. Sandmanden brøllede igen og alle mændene fik en hjælpende hånd væk med vinden. De fløj ud af syne mens de skreg og bad. Caleb og mig var de eneste tilbage af dem alle sammen. Sandmanden vendte blikket imod os og betragtede os. Den havde ikke nogen øjne men jeg kunne mærke at den betragtede os. Det var ikke en ubehagelig stirren, men bare som om den var nysgerrig. Den nikkede umærkeligt til os og forsvandt. Vinden stoppede med at hyle, sandet hvirvlede ikke mere og alt sandet Sandmanden bestod af faldt ned på jorden og ned mellem sprækkerne i den stenede jord. Mig og Caleb gik nogle skridt væk fra passagen og kiggede forbløffet ned på jorden der hvor den var forsvundet.

“Så findes den virkelig.” Hviskede Caleb og kiggede på mig med store øjne. “Ja. Og den reddede os.” Sagde jeg.

“Og jeg som troede de var onde ånder der hader mennesker.”Sagde Caleb. Vi kiggede begge to på hinanden og var helt enige. Den her Sandmand var absolut ikk ond. Den hjalp os fra røverne og fik dem væk fra os inden de kunne gøre os fortræd. Jeg gik, rystet, hen og samlede vores bylt op med vores mad og vand og kiggede ned i den.

“De har taget vores mad!” Råbte jeg forarget. Det var vores eneste mad vi havde. noget tørret kød og lidt brød. Men nu havde vi kun vores vanddunk. “Lad mig se!” Råbte Caleb og gik hen til mig. Han tog bylten og rodede det hele gennem. Han tog hånden op og i hans hånd var der sand.

“Sand?” Sagde jeg og tog lidt af sandet fra hans hånd. Det var fint og silkeblødt og helt hvidt. “Kunne det være…” Mumlede jeg halvt til mig selv og til Caleb. “Hvad?” Sagde Caleb. “Jeg har hørt en historie en gang om at hvis en Sandmand skulle hjælpe en ville det koste. Nogle plejer at ofre til sandmanden i deres område og bede om beskyttelse. Måske har den taget vores mad som betaling for at den hjalp os?” Sagde jeg.

“Måske… men hvad er det her?” Han lod sanded sive ud mellem fingrene og havde noget i hånden. Det var en lille firkantet sten med nogle bølger på og små prikker. Tegnet for sand og ørken.

“Det er hans tegn! Han vil være vores ven! Det har jeg hørt fra de gamle koner i byen. Hvis et overnaturligt væsen giver dig sit tegn er den din ven! Tænk at det kunne ske for os!” Råbte jeg helt ude af begejstring. Caleb kiggede forvirret på mig men så begyndte han at gøre store øjne og begynde at forstå.

“Betyder det… at vi kan tilkalde ham igen? Kan han hjælpe os igen? Han kan få os gennem ørkenen og hen til Carrisia på ingen tid! Hvordan gør man det. Lad mig nu se… hey!” råbte han. Jeg hev stenen ud af hånden på ham og gemte stenen bag på ryggen.

“Har du overhovedet ikke hørt historien? Du må kun bruge den i nødstilfælde. Man må ikke bare bruge den fordi det er belejligt. Ellers går stenen i opløsning og han er ikke din ven mere. Se dog at brug hovedet! Nu har han lige været så sød mod os, så skal vi ikke misbruge ham.” Sagde jeg vredt til ham. “Nå okay. Undskyld jeg vidste det ikke. Jeg er ikke så god til historier og eventyr som du er. Så er det jo godt jeg har dig ikk?” Han grinede til mig og vrikkede med øjenbrynene. Jeg kunne ikke lade være med at grine og slå ham på armen.

Vi blev enige om at lægge stenen tilbage i bylten og stramme den godt til med en snor. Så fortsatte vi med at gå indtil vi var ude af den store passage og ude af de to klipper.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...