Flugten

Denne her historie er en direkte fortsættelse af Fanget af et øje.
hvis man gerne vil læse nummer 3 i serien hedder den Sandmandens tegn

1Likes
0Kommentarer
77Visninger

1. Flugten

Jeg ved ikke hvor lang tid vi har gået og jeg vil helst ikke vide det.

Det er lige blevet mørkt så der kunne ikke havde gået så lang tid siden at vi flygtede fra byen. Vi er nået ret langt så vidt jeg kan se. Landsbyen er kun en lille prik i horisonten bag os. Caleb og mig har kun en vanddunk som vi skal dele med hinanden. Jeg havde protesteret og sagt til Caleb at vi skulle tage mere med, men han sagde at han godt kunne finde en kilde et sted. Det har jeg ikke nogen forstand på fordi jeg aldrig har lært noget særligt. Jeg ved kun nogle få ting som at, gøre rent, vaske tøj og passe børn. De der kedelige ting ingen gider at lære, men som piger skal lære.

Drengene derimod for al den undervisning de skal bruge til at blive store og tjene godt. De kan blive troldmænd, handelsmænd, smede eller få en butik. Kvinderne i Brodekia skal bare passe på børnene og den slags derhjemme. Vi må heller ikke gå ud og lave noget sjovt eller læse bøger. Vi må ikke engang røre dem. Men det nytter jo heller ikke noget, vi kan jo ikke læse alligevel. Det er kun de meget store fruer der må det. Som hvis jeg var blevet gift med Tau så kunne jeg lære at læse. Så måtte jeg kun læse det min mand tillader mig. Det er der jo ikke noget ved at læse hvis jeg ikke må læse det jeg vil.

Jeg har altid ønsket at kunne læse. Jeg plejede at kigge på skiltene rundt omkring og lære hvad der stod. Jeg lærte det ved at jeg spurgte en hvad noget betød, selvfølgelig med bøjet hoved så ingen kunne se mig helt. Det lykkedes altid fordi jeg ser ganske almindelig ud. Med brunt/sort hår, middelhøjde og intet særligt tøj så ligner jeg jo en helt almindelig pige i Brodekia. Mine øjne, siger folk, er meget usædvanlige, men flotte. De er helt lyseblå med grønne nister i. Nogle folk tror at det bringer uheld og gør det ondes tegn foran deres bryst. Undtagen en gang der hvor jeg klippede mit lange hår af fordi jeg ikke kunne lide det. Det var alt for tungt og for irriterende at have med at gøre. Der lignede jeg en dreng fuldstændig. Jeg havde mine store bukser og bluse så man ikke kunne se at jeg var en pige. Dengang syntes folk at det så flot ud med mine mærkelige øjne. Der sagde de at de gav lykke og held.

Min mor blev rasende da hun opdagede at jeg havde klippet mit hår af.

Jeg fik en ordentlig reprimande og et lag pryl som jeg havde forventet. Men det var det hele værd. At jeg kunne gå som jeg ville og komme som jeg ville rundt i byen bare fordi jeg var en dreng var fedt, det dejligste jeg nogensinde har oplevet. Måske skulle jeg gøre det igen her ude i ørkenen, med ingen mennesker ud over Caleb. Her kan jeg jo gøre som jeg vil. Det ville også være en god forklædning hvis der kom nogle røvere. Hvis der komme nogle røvere og de vidste at jeg var en pige så bliver der ballade til mig. I øvrigt passer tøjet jo fint til det. Jeg har en kjole på fra da jeg skulle gå gennem byen, så folk kunne se at jeg skulle giftes. Så ovenikøbet med Tau den gamle skid! Men jeg har stadig bukser og en tynd bluse indenunder. Dem kunne min mor ikke vriste fra mig. Jeg havde jo håbet på at kunne flygte og her kom jeg jo.

Jeg skævede hen til Caleb imens vi gik. Han har stadig sine gule bukser på og rød/brune bluse fra da jeg mødte ham. Han er cirka 175 cm høj og ret flot med sit halvlange krøllede hår og flotte øjne. Og så den farve! Den helt gyldne farve mindede om en solnedgang hen over byen. Det vil jeg selvfølgelig ikke sige til ham. Det er jeg for genert til. Vi har begge to været fuldstændige tavse efter at vi forlod byen. Vi diskuterede kun det med vandflasken og intet mere. Men det er ikke en ubehagelig tavshed. Det er en hvor man kan mærke man bare ikke har noget at sige. Til sidst måtte jeg nødt til at bryde tavsheden fordi jeg havde et brændende spørgsmål.

“Tror du de kan finde på at ride efter os?” Da Tau er jo den næststørste mand i byen så han har jo nogle prægtige heste til rådighed.

“Det kan godt være, men de regner sikkert med at vi dør herude, så der er jo ingen grund til at fange os og hente os ind til byen og dræbe os når ørkenen klare det for dem. Vi dør ikke herude for jeg kan godt finde vand og mad. Det har jeg lært af min far.” Sagde Caleb. Han skævede hen til mig for at se om jeg forstod og jeg nikkede.

“Har du hørt om landet Carrisia? Det er et stort land som er fuldstændig grønt og som siges at have store bjerge. Der må alle være og der er magi ikke forbudt som her. Der er der ovenikøbet skoler til at lære magi! Der vil jeg gerne hen. Jeg har kun været i udkanten af landet men selv der er der flot.” Og sådan fortsatte han med at fortælle om sine rejser derhen med sin far der er handelsmand.

“Der lyder helt vidunderligt! Jeg vil meget gerne derhen, men kender du vejen og så uden kort?” Spurgte jeg. Jeg ville altså ikke fare vild på vej til et fremmed land.

“Det tror jeg godt jeg kan.” Sagde han og så foret ud. Han kløede sig på kinden og så op på himlen og op på stjernerne. “Jeg ved at man skal følge nordstjernen…” begyndte han. “Hvad for en nordstjerne?” Kunne jeg ikke lade være med at afbryde. Jeg ved at nord er en retning men hvad er det for en stjerne han snakker om? Jeg stoppede med at gå og så fuldstændig forvirret på ham. Han gik nogle skridt  inden han havde opdaget at jeg ikke fulgte med. Han så tilbage på mig. Jeg kunne kun lige se ham i det nu bælgravendemørke ørken. Jeg havde slet ikke opdaget det var så mørkt før nu.

Han indså det tilsyneladende også først nu.“Lad os holde for natten. Sæt dig bare her. Jeg er straks tilbage og forklare dig det om lidt.”

Jeg satte mig ned der hvor jeg stod og havde det ret koldt. Jeg skuttede mig og fulgte Caleb med øjnene. Det var ikke så langt jeg kunne fordi det var så mørkt. Jeg trak kjolen tættere om mig og tænkte på hvad han mon skulle. Hvorfor gik han i det hele taget? Jeg blev lidt bange og krøb sammen. Så slog en forfærdelig tanke ned i mig. Hvad med hvis han bare efterlod mig? Her i mørket kunne jeg jo ikke se ham gå væk. Så ville jeg være overladt til slanger og prærieulve helt alene. Jeg så mig om med pludselig vagtsomhed. Nej det kunne han ikke finde på. Hvad skulle det nytte at tage mig med og så bare overlade mig til mig selv? Det kunne jo også være at han fortryd at han havde taget mig med. Men af en eller anden grund troede jeg ikke på det. Han virkede ikke sådan. Men man ved jo aldrig med os mennesker. Ligesom min far. Han var så rar og sød. Tog mig med ud på ture i byen, legede med mig og kom med små gaver. Der var jeg 6 år gammel- Men så begyndte han at drikke og handle med truede dyr har jeg fundet ud af. Min mor har aldrig fortalt mig det men efter hvad jeg har hørt i byen så var det det jeg fandt frem til.

Det er meget ulovligt at handle med truede dyr. Han blev så overgivet til nogle betjente og jeg så ham aldrig siden. Der forbandede han mig og mor langt væk. Lige siden der har vi været alene. Hvis Caleb forlader mig her er jeg jo dødsdømt. Jeg kunne måske gå tilbage når det var blevet lyst men så dræber de mig jo for at have flygtet.

Jeg rejste mig op og så mig panisk omkring selvom jeg kun kunne se mørke og stjernerne ovenover mig. “Caleb! Caleb! CALEB!!” Råbte jeg så højt jeg kunne. Jeg drejede rundt om mig selv og spejdede ud i mørket.

“Hvad er der galt?” Lød der en stemme bag mig. Jeg snurrede rundt og så Caleb som en mørk skygge bag mig. Han stod med en stak grene i hænderne og et spørgende udtryk i øjnene. “Caleb!” Råbte jeg og sprang hen til ham og krammede ham. Han tabte hele sin bunke brænde og krammede mig lige så forsigtig.

“Hvad er der galt? Hvad sker der?” Sagde han og knugede mig tilbage.

“Jeg var så bange for at du havde efterladt mig!” Sagde jeg og hulkede ind imod hans bryst. Jeg vidste ikke at jeg havde været så bange men det var jeg. Tanken om min fars svigt og at det skulle ske igen blev bare for meget for mig. Jeg stod bare og hulkede ind imod hans bryst mens han lige så forsigtigt strøg mig over ryggen som jeg var lavet af glas. Det var sådan en dejlig følelse at nogle bare holdt om mig og trøstede mig uden at sige noget. Jeg snøftede og gjorde mig forsigtigt fri fra hans omfavnelse. Han så ud som om han havde lyst til at hive mig ind til sig igen og kiggede bekymret på mig.

“Det må du undskylde. Jeg var bare så bange for at du…” Min tale døde hen til en hvisken og så ingenting.

“Du troede hvad? At jeg havde efterladt dig? Troede du at jeg kunne finde på det?” Sagde han og så en smule såret ud.

“Jeg.. er ikke vant til at stole på folk. Undskyld.”

Vi kiggede på hinanden begge tavse som graven. Han med et lidt fornærmet men forstående blik og mig med et undskyldende blik. Til sidst nikkede han. “Okay.” Han kiggede ned i jorden lidt og kiggede så op igen. “Okay.” Pludselig kom der et gavtyveagtigt udtryk i hans ansigt og han rettede sig helt op og krydsede armene over brystet. Jeg kunne tydeligt se at han var meget bredskuldret og havde en smal talje. Jeg havde bare ikke lagt mærke til at han var så høj. Han er noget med 10 cm højere end mig. Nej måske kun 5. noget i den stil. Imens jeg har stået og overvejet det står han stadig og stirrer på mig med det der gavtyveagtige ansigtsudtryk. “Hvad er der?” Kunne jeg ikke lade være med at spørge. Han svarede så efter et øjeblik.

“Jeg skal nok tilgive dig at du fornærmede mig ved at tro jeg ville efterlade dig men det koster! Hvad med… Et kys? Det synes jeg lyder retfærdigt når man tager i betragtning af at jeg har taget dig med herud. Du er jo også en pige jo det skal jeg jo også tænke på. Jeg skal jo også sørge for at vi undgår røvere og den slags herude. Så det er det mindste du kan gøre.” Mit under talen stod han og betragtede sine negle syntes jeg at jeg så. Så ramte det han har sagt til mig, mig som et lyn. Hvad bilder han sig ind! At han står der og vil have at jeg ky-kysser ham bare fordi at jeg troede han ville efterlade mig herude! Og så står han der og opføre sig som en forkælet rigmandssøn!

“Din store idiot! Hvad i alverden bilder du dig egentlig ind at tro jeg vil kysse dig bare fordi du er fornærmet! Jeg vil heller kysse en slange end at kysse dig! Og jeg som troede at du var god nok! Det var så bare mig der var forkert på den åbenbart!”

Råbte jeg af ham. Jeg vendte mig om og begyndte at løbe, ud i den mørke ørken med slanger, prærieulve og hvad ved jeg. Tænk at jeg var så dum! Jeg kan høre fodtrin bag mig og løber hurtigere og hurtigere. Mit åndedræt lyder som en blæsebælg og mine ben smerter. Jeg sænker farten og stopper til sidst.

Jeg trækker vejret dybt ud og ind så godt jeg kan og prøver at slappe af musklerne. Noget vælter ind i mig bagfra. Skriget dør i halsen dag jeg rammer jorden og bliver klemt ned af det ovenpå mig. Jeg vrider og vender mig for at få det jeg har ovenpå mig af og skriger.

“Hold nu op Maleca! Stop! Det er mig! Caleb! Slap af det var bare en joke!”

Det sivede langsomt ind i min paniske hjerne at det ikke var et dyr jeg havde på mig men Caleb. Jeg stirrede op i hans gyldne øjne der var så tæt på at man kunne se farven selvom det var mørkt. Han lå tungt ovenpå mig og jeg hev efter vejret.

“Gå. Ned. Af. Mig.” Fik jeg lige luft nok til at sige. “Kun hvis du lytter til mig. “Svarede han tilbage. Jeg nikkede og han rullede langsomt af mig, bange for at jeg skulle løbe igen. Jeg satte mig op og træk vejret dybt. Da jeg ramte jorden, røg alt luften ud af mine lunger. Jeg kiggede ikke på Caleb, men frem for mig. Jeg kunne snare mærke end se at han satte sig til rette. “Forklar.” kommanderede jeg Caleb og vendte hovedet imod ham. Han sukkede og sagde “Det var bare en joke. Jeg havde ikke regnet med at du ville blive så gal. Jeg ville også bare se hvordan du reagerede. Jeg mente det ikke. Undskyld okay? Jeg ville aldrig finde på at tvinge dig til at kysse mig.” Han sukkede igen og kiggede ned i jorden, tror jeg. Jeg tænkte over hvad han sagde. Ja det kunne godt være at det var en joke men den mest dårlige af slagsen jeg nogensinde har hørt. Nu skal han få hævn tænkte jeg og skulle passe på med at ikke at afsløre det hele med mit ansigtsudtryk.

“Jeg tilgiver dig på en betingelse.” Sagde jeg til ham.

“Hvad?”

“Jeg skal nok tilgive dig at du fornærmede mig men det skal koste. Hvad med… Et kys? Det synes jeg lyder retfærdigt når man tager i betragtning af at jeg har løbet med dig herud. Du er jo også dreng jo det skal jeg jo også tænke på. Så det synes jeg lyder ret-”.

Mit under min tale brætte dig sig et stort grin ud i over mit ansigt. Ha! Nu skal han få. Jeg vender hovedet i hans retning og finder noget varmt. Hans læber. Han kysser mig lige så blødt og fint som var jeg en fin blomst han kyssede. Jeg trak mig lige så stille tilbage og kunne høre at min vejtrækning var lidt hurtigere end før. En sær varme bredte fra mine læber til hele min krop. Jeg kunne mærke hans tunge vejrtrækning mod min kind. Jeg lænede panden mod hans og prøvede at samle min tanker. Hvorfor gjorde han det? Kunne han ikke høre det var for sjov? Mente han det? Han griner i hvert fald ikke nu.

“Det var bare en joke Caleb.” Sagde jeg til ham. “ Det ved jeg godt. Men du bede jo om det så…” Hans stemme døde ud. Jeg trak mig pludselig genert væk og sagde. “Jeg fryser.”

“Ja okay det gør jeg ikke.” Men ikke destro mindre rejste han sig og rakte mig hånden. Jeg tog den og trak mig op.

“Nu går jeg ud og henter noget brænde så vi kan lave et bål. Jeg lover at jeg kommer tilbage okay.” Jeg kunne høre et smil til sidst. Jeg kunne ikke lade være med at grine og sige “Okay så lad gå da.” Han grinede tilbage og forsvandt ude i natten. Jeg kunne nu helt stille og roligt slappe af med denne sære varme i kroppen mens jeg ventede på Caleb. Stjernerne blinkede over mig og jeg kiggede op på dem med et skævt smil om læben.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...