Når kærligheden slår til

Da det er første gang jeg offentligøre noget jeg har skrevet, er jeg super nervøs. Det er måske ikke super godt skrevet, men jeg har gjort det med glæde.

Historien handler om Jellybeans følelser for Clara, en pige som mange vil betragte som plain, og deres kamp imod kærlighed, fordomme og frygt.

3Likes
13Kommentarer
250Visninger
AA

2. Et sødt smil

Første gang jeg fik snakket med hende, var ca. en måned efter skolen var startet. Det var nu en ren tilfælde at vi fik udvekslede nogle ord imellem hinanden. Min klasse havde fået en opgave for, hvor vi skulle vælge en bog, læse den, og så beskrive den på tre sider, mit problem var, at jeg elskede at læse, men jeg skulle vælge en bog jeg ikke havde læst før. Normalt valgte jeg en bog ud fra hvad andre har fortalt om, eller ud fra en bestemt genre, men denne gang ville jeg udfordre mig selv.

Skolen bibliotek var stort, så stort at det var i to etager og havde bøger fra alle mulige steder fra, og i alle mulige sprog. Der var store gulv til loft vinduer, på hele den ene væg og lidt på den modsatte, sådan så man kunne udnytte sol lyset det meste af dagen. Det var mange planter, som gav det lidt af en hjemlig følelse, samt masse af stole og borde, så man kunne lave lektier eller bare sidde og læse. 
At vælge en genre havde jeg ikke noget problem med, det skulle være om romantik, fordi det var en genre jeg aldrig gik efter, men selv efter tyve minutter, hvor jeg havdet kigget de forskellige bøger igennem, synes jeg ikke der var nogen der sagde mig noget.

Opgivende satte jeg mig ned i en af de mange grønne sække stole, som var i biblioteket. Jeg synkede dybt ned i den, lod den æde mig levende, indtil den ikke kunne mere. Jeg lænede mig hoved tilbage med et suk og undret mig over hvad jeg skulle gøre, da jeg så hende. Hun stod med en bog i håneden, et stykke væk fra mig, og læste bagsiden af den, med et lille smil, som var overraskende sødt. Not.
På hovedet så hun anderledes ud, eller måske var det fordi hun havde en fletning der hang ned over skulderen, i stedet for den kedelig hestehale hun altid gik med. Hendes hænder var små og hun var ret fladbrystet, ikke at det var forkert, på hende så det bare naturligt ud. Det virkede mere passende, når man tog hendes udseende i betrækning.

Det var der jeg tog mig den beslutning for at snakke med hende. Hun må være god i bøger, hun ligner lidt en af der bog glade mennesker, så jeg kom op af sækkestolen, som ærligt talt var noget af en kamp, da mine hænder blev ved med at synke ned, og gik hen til hende.
”Øh, undskyld, men må jeg spørge dig om noget?” spurgte jeg hende forsigtigt, da jeg ikke ville skræmme hende væk. Hun løftede blikket fra bogen og mødte mine. Wow. Hun havde nogle flotte grønne øjne, lidt mørkere end græs, allerede der var der en lille klokke der ringede, men dengang vidste jeg selvfølgelig ikke hvad det betød.
”Ja?” svaret hun med hende lille lyse stemme, der mindede mig om en mus. Jeg gav hende et høflig smil, noget min mor altid har sagt var vigtigt, og hentydet med min hånd imod bøgerne i den romantiske afdeling.
”Kender du nogle gode bøger i den genre?” spurgte jeg hende og håbede inderligt at hun ville sige ja. Og det gjorde hun, problemet var bare, det var så også alt hvad hun sagde.
Frustreret tog jeg en dyb vejrtrækning og prøvede at berolige mig selv. Hun kunne selvfølgelig ikke vide hvad min hensigt med spørgsmålet var, så det var min egen skyld, det var i hvert fald det jeg prøvede at bilde mig selv ind.
”Jeg mente, kan du forslå nogle af dem? Jeg skal skrive omkring en bog, og det skal være en vi ikke har læst før” forklaret jeg hende og håbede hun nu forstod hvad jeg ville. Hun gav mig en lille nik med hovedet og gik hen til hylderne, med de romantiske bøger.
”Hvis du vil have en trist historie, så er P.S. I love you meget god” begyndte hun og tog en bog frem, så en til og en til ”hvis du vil have en sjov en så er der de her” sagde hun og til sidst havde hun givet mig syv bøger, jeg havde svært ved at bære, for en af dem var på over 400 sider, i hardcover og det var en stor bog. Og sådan uden videre, gik hun. Hun ventede ikke på med at høre mig sige tak, eller spørge om det var godt nok. Hun valgte bare at give mig en lille nik med hovedet og så forsvandt hun.

Jeg stod nu tilbage med bøger, jeg ikke anede noget om, forvirret og ret forbavset over hvordan hun bare kunne gå. Tja, hun gav mig da nogle bøger, tænkte jeg, med et suk, og satte mig ned i sække stolen med et hårdt plop, hvor jeg synkede længere ned i den, med alt den ekstra vægt jeg havde fået. Det var lige før jeg troede den ville sprænge op og de hvide små kugler i den, ville vælte ud, men den var overraskende solid.

Jeg gennemgik bøgerne og endte med at vælge P.S I love you, kun fordi jeg havde hørt godt om den, dog havde jeg glemt at den fandtes. Tilfreds med min beslutning, satte jeg bøgerne på plads, det var så her jeg indså, Clara var faktisk højere end mig. Jeg havde ikke lige tænkt over det da jeg snakkede med hende, men den hylde, hvor hun havde taget en af bøgerne fra, var for høj til at jeg kunne sætte en af bøgerne på plads. At være lav, har haft både sine op ture og ned ture, dette var et stort nedtur. Med et suk valgte jeg at sætte bogen i en af de hylder længere nede, mest fordi, hvem tjekker edenlig om alle bøger ligger på deres pladser?

Jeg gik en tur til kantinen, efter min mave lavede en lille skrig fra sig, og fordi pausen var startet, og så en af mine venner, lænet over et bord og så ud som om de havde problemer. Jeg havde kun en følelse af hvorfor, da jeg gik i mod dem.  
”Trouble in paradise?” spurgte jeg og satte mig ned. Veggies slog deres leverpostejs farvet krøllet hår tilbage og kiggede op med deres store brune øjne.
Veggie er kæle navnet mig og vores andre venner har givet dem, fordi de altid kun vælger vegetar burgeren i kantinen. Veggie er også flere kønnet, altså Veggie føler sig flere kønnet, så Veggie bliver typisk omtalt i flere tal, hvilket forvirrer mange.
”Han slog op med mig” sagde Veggie og sukkede. Jeg gav et lille suk fra mig og satte mig ned ved siden af dem, imens jeg beroligende kørte min hånd op og ned af deres ryg. Jeg havde godt regnet det ud, siden de kendte dårlig nok hinanden.
”Det er jeg ked af at høre, søde, noget jeg kan gøre?” spurgte jeg, i håb om jeg ville kunne opmuntre min ven. Veggie sukkede og rystet på hovedet.
”Næ, jeg havde vidst det ville ske, på et eller andet tidspunkt, men havde nu håbet han blev. Jeg kunne nu godt lide ham” Veggie sukkede igen and kiggede på mig. Veggie og deres kæreste havde kun været sammen i to uger, så det var ikke et langt forhold, men selv de korte nogle kan være hårde.

Jeg besluttede mig for at hente noget mad og opmuntre Veggie, med hvad jeg nu end kunne, og efter ti minutter, var Veggie glad igen, eller idet mindste glad nok til at komme med et smil.
”Tak fordi du gad at bruge din tid på mig” Veggie smilede og lagde en hånd på min skulder. Jeg nikkede, med et smil, tilbage til dem, imens jeg tyggede min mad.
Veggie valgte at smutte et kort stykke tid efter, siden de havde noget de skulle nå inden pausen sluttede, så jeg sad alene tilbage og kiggede rundt på folk, imens jeg spiste færdigt, da jeg spottede Clara, som kæmpede sig igennem nogle store, vel trænet fyre, der morede sig lidt for meget over hende. Jeg rystede op hovedet og kiggede væk, men alligevel vandret mine øjne tilbage til hende. Jeg lukkede mine øjne og med et suk, rejste jeg mig op. Hvorfor skal jeg være så godhjertet? Spurgte jeg mig selv i mine tanker, før jeg kiggede over til Clara og gik imod dem.
”Drenge, har i ikke andet at skulle lave, end at genere søde små piger?” spurgte jeg dem, med hånden på hoften, da jeg stillede mig hen ved siden af Clara, eller måske mere foran hende. De kiggede på mig op og ned, betragtede det nye stykke kød der var blevet serveret foran dem og smilede.
”Du virker sød, hvad siger du til at du kommer med mig hjem i dag?” sagde en af dem, med en dyb rå stemme, imens hans hånd var på vej imod mit ansigt. Med et fnys, rykkede jeg hans hånd væk og rystede på hovedet.
”Beklager, men i er ikke min type, som i overhoved” sagde jeg koldt og tog fat i Claras arm og hev hende væk. Sådan nogle fyre var slet ikke min type, de var alt for selvglade og typisk ret respektløse over for hinanden og især over for kvinder. Jeg var nu mere til de mystiske mørke typer, fyld med hemmeligheder og onde blikke. Drengene var dog ikke glade for at blive afvist, jeg havde en følelse af, det var ikke sidste gang, jeg ville se til dem.

”Du kan godt give slip nu” Claras lille stemme, der næsten forsvandt ud ibland alt menneske larm, mindede mig om, at jeg nok havde holdt fast i hende for længe, efter jeg havde gået tilbage til bordet jeg sad på før. Jeg gav hurtigt slip på hende, i en bevægelse, der mindede om en der havde brændt sig.
”Ah, sorry” svaret jeg og gav hende en lille undskyldende smil. Hun undgik mine øjne, gav mig en lille nik, og et hurtigt lille sødt smil. Jeg vidste ikke nogen kunne have sådan et sødt smil, før jeg så hendes.
”Du burde smile noget mere, det klæder dig” kommenteret jeg til hende. Hun kiggede hurtigt op på mig med store overraskende øjne, hendes kinder var lettere røde og hun lavede en lille o med munden.
”Øh… um… tak?” svaret hun som lød mere som et spørgsmål end svar. Jeg kunne ikke lade vær med at grine over det. Hun var så akavet, at det næsten var sødt.

”Men hør her, du bliver nødt til at kunne sige fra, til sådan nogle fyre som dem, ellers tror de bare de kan få lov til at gøre det hele tiden” det kan nu også have det modsatte effekt, men det undlod jeg at sige. Clara sagde ikke noget, hun kiggede bare ned i jorden, som et barn der skammede sig. Jeg fik det dårligt over det og gav et suk fra mig, før jeg placeret mine hænder på hendes skuldre.
”For dem, er det bare en leg, så du må ikke blive til deres stykke legetøj, ok?” sagde jeg til hende, på en rolig, men lidt hård måde ”hvis ikke du kan gøre det alene, så få fat i mig, så skal jeg nok hjælpe” jeg kunne ikke tro mig selv. Jeg havde tilbudt min hjælp, selv om jeg intet ville have med hende at gøre, men på samme tid, så kunne jeg jo ikke bare lade hende være i fred. Hun kiggede på mig med hende flotte grønne øjne, de så endnu pænere ud, og utrolige lange øjenvipper, og gav mig et smil, som virkede mere oprigtigt end det andet, men stadig lige så sødt. Men før hun kunne sige tak, ringede klokken, og det var som om, hun næsten gik i panik. Hendes øjne blev store og hun tog et skridt tilbage, imens hun kiggede ned i jorden.
”Jeg bliver nødt til at smutte” mumlede hun, lige højt nok til jeg kunne høre det, og derefter suset væk fra mig, med hurtige korte skridt, og forsvandt ind i menneske mængden før jeg kunne nå at sige noget. Jeg stod tilbage, forvirret og en smule såret, og anede slet ikke hvad der skete før det var forsent. 
Der gik næsten to uger før jeg kom i kontakt med hende igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...