New Year's Eve In Paris

Hovedperson er den 18-årige Olympia Feodora Johnson. Med veninden Vigdis holder hun jul og nytår langt hjemmefra, af to forskellige grunde. Julen holdes i Alpernes Italien og nytåret i kærlighedens by Paris, hvor hun møder den unge tjekkiske håndboldspiller Gabriel Horak. Et nytår der ænder Olympias opfattelse af livet. Og mest af alt kærligheden.

Deltager i Valentin konkurrencen, under emnerne Nytårs-kærlighed, om at kommer videre og om at komme ud af en familietragedie.

1Likes
0Kommentarer
458Visninger
AA

9. Kapitel 8 Nytårsaften del 2

Gabriel og jeg havde gået rundt i det samme område i næsten 1 time, og jeg nægtede at indrømme, at jeg var faret vild, og ikke viste hvor jeg skulle forestille at bo. Jeg kæmpede med at få liv, i den døde telefon, så jeg kunne komme i kontant med Vigdis, men det var stendød, og nægtede at samarbejde.  Jeg havde aldrig fundet Vigdis ved Eiffeltårnet.

 

Festen var forlængst forbi, men alle fortsatte i gaderne. Det var som om alle var for fulde til at kunne hjælpe, og alles telefoner var døde.  Selvom Gabriel spillede håndbold med Charles, viste han ikke rigtig hvor han boede. Det var Charles’ første år på holdet. 

 

Mine fødder gjorde ubeskriveligt ondt efter at have gået rundt i 10 centimeters stiletter hele natten. Jeg var træt, forvirret og frustreret over at jeg endnu ikke havde fundet hjem. Og værst af alt; jeg frøs. 

 

“Hvorfor opgiver du ikke bare, og tager med mig hjem. Så kan du få opladet din telefon, så du kan ringe til Vigdis. Hun er sikkert ved at gå til af bekymring over at hun ikke kan komme i kontakt med dig. Og du ligner en der virkelig fryser.” Spurgte han igen.
“Synes du? Her går jeg rundt i en alt for kort kjole og nylonstrømper, og en cardigan, i fucking frostgrader. Jeg voldfryser.” Snerrede jeg, mere arrigt end nødvendigt.
“Kom.” Sagde han roligt, og med et forståeligt blik i øjnene.

 

Han lagde sin jakke om mine skuldre, hvorefter han fangede en taxa, og skubbede mig ind i den, inden han fulgte efter. Han oplyste en adresse, og taxaen satte i gang.

 

“Hvordan har fødderne det?” Spurgte han lidt efter.
“Jeg har lyst til at save dem. Jeg tror ikke jeg kan gå ét skridt, når vi skal ud herfra.”
“Vrøvl med dig.”
“Har du nogensinde gået i stiletter på brosten?” Spurgte jeg, og kiggede vantro på ham.
“Nej. Den slags fodtøj er ikke lige mig.”

 

Jeg fniste lidt af den bemærkning, og rystede på hovedet. 


“Så skal du ikke heller fortælle mig, at det er vrøvl, om det gør ondt af helvedes til.”
“Hvorfor går du så i dem.”
“Hvis jeg viste, at jeg skulle gå Paris tynd i dem, havde jeg heller ikke taget dem på, tror du? Nej. Hvis det stod til mig, lagde jeg i en varm seng og sov nu. Og ikke sad i en taxa med en fremmed, og vrissede af ham.” Svarede jeg vredt.

 

Der var ingen af os, der havde nævnt kysset. Jeg prøvede så vidt muligt at glemme det, selvom det var svært. Nu sad han der, så tæt på, og så venlig. Og jeg prøvede at skræmme ham væk.


“Jeg er ked af, at jeg prøver at hjælpe dig, med at finde derhen hvor du hører til. Du kunne jo bare have ladet være med at kigge på mig, til at starte med.”
“Ja, det kunne jeg. Men du kunne jo også bare have ladet være med at komme hen og snakke med mig.”

 

Der var noget ved ham, som virkede anderledes end alle andre fyre jeg havde mødt. Han var på samme tid venlig, omsorgsfuld og virkelig irriterende. Det var som om han hele tiden prøvede at skubbe til mine holdninger og fordomme om kærlighed. Men han skulle ikke have lov til det. Jeg var kun taget med, for at få lige nøjagtig nok strøm på min telefon, til at jeg kunne få fat i Vigdis, og få adressen af vide, så jeg kunne komme hjem til hende. Mit blik fangede klokken; 4:45

 

“Er klokken virkelig så mange?” Spurgte jeg overrasket.

 

Gabriel kiggede fulgte mit blik, og kiggede et øjeblik på den.

 

“Ja det må den vel være. Hvad så?”
“Jeg skulle have været hjemme for næsten 2 timer siden.” Svarede jeg opgivende. 

 

Jeg prøvede igen at få liv i min telefon, men der skete intet. Sort og helt død. Byen stoppede med at flyve forbi, og lidt efter stoppede taxaen, foran en gammel slidt boligblok. Gabriel steg ud, og stak hånden ind til mig. Jeg gav ham jakken, tog hans hånd og steg ud af taxaen. Ganske rigtigt, mine fødder gjorde endnu mere ondt, end da jeg satte mig ind i taxaen. Jeg mærkede at trætheden også havde indfundet sig. Det havde ham også lagt mærke til, og støttede mig hen over vejen og ind i bygningen på den anden side. Vi gik hen til en gammel elevator, som knirkede lidt da den begyndte at køre opad. Den stoppede og vi kom ud på en lang smal gang. Dørene lignede hinanden, med undtagelse af numrene, som var hamrede fast derpå. 

 

Han åbnede den andensidste dør på venstre side af gange, og lagde nøglerne i en lille lerfad. 

 

“Du kan bare sætte skoene der.”
“Hvis jeg først kommer af dem, kommer jeg i dem igen i aften.”
“Okay. Opladeren er herinde.”

 

Jeg fulgte efter ham ind i et soveværelset. Opladeren var ved en kommode. Jeg satte stikket i telefon, og ventede indtil der skete noget. Det tog lidt tid, men så skete der noget. Den lyste, og æblet kom frem. 

 

Gabriel havde hurtigt forladt soveværelset, og kom først tilbage, 10 minutter senere. 

 

“Har du fået fat i hende?“
“Nej. Hun tager ikke telefonen. Men hun har lagt et hav af beskeder på svareren, og sendt ligeså mange sms’er, hvor hun beder mig om at ringe til hende. Jeg forstår ikke hvorfor hun ikke svare.”
“Hun er måske taget hjem, og er faldet i søvn.”
“Tror du det?”
“Nej. Hvis jeg var hende, ville jeg sikre mig, at jeg hele tiden havde masser af strøm på min telefon, indtil jeg havde fundet dig. Og jeg ville ikke stoppe før jeg var sikker på at du havde det godt.”

 

Han var helt sikkert ude på et eller andet, tænkte jeg ved mig selv. Men det var alligevel meget rart, at vide, at han bekymrede sig for mig, selvom vi kun havde kendt hinanden nogen timer. Jeg lagde telefonen fra mig, og gik hen til ham. Han fornemmede, at jeg havde sænket paraderne, og han gjorde det sammen. Trætheden havde overmandet mig, og jeg kunne ikke længere kæmpe imod trangen til at give ham et knus. Bare fordi at han havde været så sød at være ved min side, selvom han bare kunne have været ligeglad og taget hjem. Han lagde sine muskuløse arme om mig, og hans favn føltes rar. 

 

“Jeg har redt op i gæsteværelset. Hvis du har lyst til at blive, altså.” Hviskede han.
“Jeg tror ikke rigtigt at jeg har så mange andre muligheder.” Svarede jeg, og smilede svagt.

 

Han gav slip på mig, og tog blidt om min hånd, og viste mig ind i værelset ved siden af. Det var næsten magen til hans soveværelse, bare en smule mindre.

 

“Badeværelset er lige ved siden af, og hvis du bliver trøstig, er køkkenet ved siden af stuen. Jeg ligger et lille håndklæde frem til dig, hvis du har lyst til at få make-uppen af inden du går i seng. Og jeg finder lige en trøje eller noget du kan sove i.”

 

Han vendte rygge mod mig. 

 

“Tak, Gabriel.”
“Det er det mindste jeg kan gøre.”
“Nej. Du kunne bare have ladet mig være, efter vi havde været nede ved Eiffeltårnet, men du blev ved med at dukke op. Og selvom jeg har været sur og spydig og ikke særlig venlig mod dig, har du alligevel hjulpet mig.”
“Helt ærligt Olympia, så fortjenter du mere end det jeg har gjort for dig.”
“Hvad mener du?”
“Det er lige meget, men jeg er glad for, at jeg kan hjælpe dig. Paris er en bask by at være væk i, især nytårs aften, med alle de fulde mennesker.”
“Men tak alligvel.”
“Jeg henter lige den trøje.”

 

Han forsvandt i mørket. Jeg fulgte efter et øjeblik senere, og ledte efter badeværelset. Ganske rigtigt lagde det ved siden af mit værelse, og der lagde et lille sort håndklæde ved vasken. Jeg fik vasket min facade væk. Gad vide om han havde en ansigtscreme? Jeg kiggede lidt rundt men fandt ingenting, der kunne ligne det. Der blev banket ledt på døren. Jeg åbnede den, og der stod han med en veltrænet overkrop og et par løse shorts. 

 

“Jeg glemte at finde en tandbrøste til dig.”

 

Jeg trådte til side, og lod ham finde en ubrugt tandbørste. En velkendt ringetone fik mig til at forlade badeværelset. Jeg fulgte lyden ind til hans soveværelse, hvor jeg tog telefonen.

 

“Vigdis, er det dig?” Spurgte jeg, uden at kigge efter først.
“Olympia, hvor er jeg glad for at høre din stemme. Hvor er du?” Spurgte hun lettet, over at høre min stemme.
“Det er en lidt lang historie Vigdis, men jeg har det godt, selvom mine fødder er virkelig ømme.”
“Hvem er du sammen med?” Fortsatte hun.
“Gabriel et eller andet. Charles spiller vist håndbold med ham i Paris Handball.”
“Charles. Hvem er Gabriel?” Råbte hun i den anden ende.

 

Jeg hørte ikke hans svar, da Gabriel kom ind til mig. Han mimede Vigdis, og jeg nikkede. Han satte sig ventende på sengen. Jeg mærkede hvordan mine kinder blev lidt varme ved hans tilstedeværelse.

 

“Hallo, Olympia, er du der?”
“Ja jeg er her.”
“Okay, du er 1 times kørsel herfra. Skal vi komme og hente dig?”

 

Jeg kiggede på Gabriel et langt øjeblik. Han smilede idet han fangede mit blik. Nu forstod jeg, at jeg var fanget i det spil, jeg aldrig havde ønsket at blive en del af. Jeg var ved at forelske mig i en tjekke. Og noget sagde mig, at måske havde det på samme måde. 

 

“Olympia, hallo?”
“Hvad? Nej det skal I ikke tænke på.”
“Hvordan kommer du så tilbage?” Spurgte hun.
“Altså jeg kommer nok først tilbage efter vi har sovet.”
“Hvad mener du? Overnatter du hos ham, eller?”
“Ja, jeg håber ikke det gør noget.”
“Det går nok. Jeg skal nok snakke med Daniella og Quentin. Jeg tror de, bliver glade for, at de ikke skal ud, at køre efter dig. Men på den anden side, vil de nok gerne vide hvor du er.”
“Jeg er glad for at du fortæller dem det, Vigdis.”
“Nu ved jeg du har det godt, og er i gode hænder. Sov godt Olympia.”
“I lige måde, og hils de andre.”
“Det skal jeg nok.”

 

Jeg lagde på, og lagde telefonen tilbage på kommode, og kiggede et øjeblik på ham, hvorefter jeg sænkede blikket til mine fødder. 

 

“Jeg skulle hilse.” Sagde jeg.
“Tak. Jeg lagde tandbørsten ved vasken.”
“Tak.”

 

Jeg gik ud på badeværelset, og børstede tænder. Jeg gik ind på gæsteværelset, hvor jeg forsøgte at lyne min kjole ned, men jeg kunne ikke nå lynlåsen. Efter et øjebliks lettere panisk anfald, gik jeg ud i gangen, og hen til døren indtil Gabriels værelse. Tog en dyb indånding og bankede på. Noget i mig håbede at han allerede sov. Jeg kunne hørte han bevægede sig, og kom ud af sengen. Han åbnede døren. Han var nu kun iført et par sorte bokseshorts. Han kiggede træt, og måske en smule irriteret på mig.

 

“Jeg tænkte på om du måske ville hjælpe mig med lynlåsen? Jeg kan ikke nå.”

 

Jeg vendte ryggen til ham, og viste med mine arme at jeg ikke kunne lyne den ned selv. Jeg dreje hovedet og kiggede på ham. Irritationen forsvandt med det samme, og han smilte forlegent. 

 

“Selvfølgelig.” Mumlede han.

 

Han trådte næsten helt hen til mig, og tog let ved lynlåsen. Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst, og jeg sank en begyndende klump. Jeg mærkede let hvordan kjoleryggen åbnede sig, jo længere lynlåsen kom ned. Han stoppede, og gik væk fra mig igen.

 

“Tak.”
“Ingen årsag.”

 

Jeg kiggede op, og mødte hans blågrå øjne. Et lille smil bredte sig over hans læber. Lige nu, ville jeg gerne vide hvad han tænkte på. Jeg nikkede en enkel gang, og gik tilbage til gæsteværelset, hvor jeg kom ud af kjolen, og i den trøje han havde givet mig. Den duftede let af mand, hans duft. Jeg lagde mig i den store seng. Det hvide sengetøj var blødt, let og virkelig dejligt mod min nu virkelig trætte krop. Men jeg kunne ikke falde i søvn. Noget i mig, kunne bare ikke falde til ro.

 

Efter at have ligget i sengen i 20 minutter uden, at være i nærheden af at falde i søvn, forlod jeg atter soveværelset og gik ud i stuen. Noget lys fangede min opmærksomhed, og jeg gik hen mod det. Jeg stoppede op, og kiggede ind i rummet; køkkenet. Henne ved vasken skod Gabriel lænet ind over vasken. Han kiggede hen mod mig, og jeg mødte hans blik. 

 

“Jeg kunne ikke sove.” Sagde jeg lavt.
“Heller ikke her. Vil du have noget at drikke?” Svarede han.
“Ja tak.”

 

Jeg gik ind til ham, og lænede mig op ad det lille bord. Han tog en blå flaske ud af køleskabet, og hældte det op i et glas, som han rakte hen mod mig. Jeg tog det, og drak lidt. 

 

“Du ser altså ret træt ud, Olympia.” Kommeterede han.
“Jeg er også ret træt.”
“Kom.”

 

Jeg tog hans hånd, og han tog mig med ind i hans soveværelse. Vi kom i seng. Han satte sig op ad endegavlen, og jeg lagde mig op ad ham. Han fortalte korte historier om sit liv i Tjekkiet. Til disse historie faldt jeg i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...