New Year's Eve In Paris

Hovedperson er den 18-årige Olympia Feodora Johnson. Med veninden Vigdis holder hun jul og nytår langt hjemmefra, af to forskellige grunde. Julen holdes i Alpernes Italien og nytåret i kærlighedens by Paris, hvor hun møder den unge tjekkiske håndboldspiller Gabriel Horak. Et nytår der ænder Olympias opfattelse af livet. Og mest af alt kærligheden.

Deltager i Valentin konkurrencen, under emnerne Nytårs-kærlighed, om at kommer videre og om at komme ud af en familietragedie.

1Likes
0Kommentarer
484Visninger
AA

8. Kapitel 7 Nytårsaften del 1

Middagen var fløjet afsted, og natten var for længst faldet på. Folk var fulde og glade, og jeg havde ladet mig rive med. Jeg glemte alle mine bekymringer og alle mine løfter til mig selv. Jeg havde aldrig rigtig været typen der drak så meget, men det var som om, mit glas altid var fuld. 2 timer inden midnat fandt jeg, mig selv midt på dansegulvet med Philippe, og efter lidt for meget at drikke, var han faktisk meget pæn.

 

Efter en interessant dans med ham, gik det op for mig, at jeg ikke havde set Vigdis eller tvillingerne siden vi gik fra bordet. Jeg forlod dansegulvet og begyndte at lede efter Vigdis.

 

Et par triste øjne mødte mit blik i mængden af mennesker. Øjnene tilhørte en mand, med lyst vildt krøllet hår, som var samlet i nakken. Jeg havde set de øjne før. Min hjerne arbejde langsommere end normalt, sikkert på grund af mængden alkohol. Jeg kiggede væk, bare for ikke at stirre på ham, og der var Vigdis. Hun stod i et hjørne Zaki, og hyggede sig. Jeg smilte og rystede let på hovedet over hende.

 

“Hej.” Sagde en bløde herrestemme på engelsk med østeuropæisk accent. 
“Hej.” Svarede jeg automatisk. 

 

Jeg vente mig om stemmen, og til min overraskelse var det ham med de triste øjne.

 

“Jeg lagde mærke til dig.” Sagde ham.
“Jeg ledte efter min veninde og hendes kusiner.” Mumlede jeg ligegyldigt.
“Har du så fundet dem?” Spurgte han nysgerrigt.
“Jeg fandt min veninde henne i hjørnet ved døren. Jeg overvejede at gå over til hende, da du kom.”

 

Han kiggede hen over min skulder.

 

”Er du venner med Vigdis?” spurgte han, overrasket.
”Kender du Vigdis?” spurgte jeg endnu mere overrasket.
”Ja, jeg spiller håndbold med hendes fætter, Charles.”
”Du er håndboldspiller?” 

 

Jeg kiggede på ham med vantro i blikket. Jeg kunne ikke forestille mig, ham som håndboldspiller, og slet ikke i så stor en klub som Paris Handball. 

 

”Ja. Er der noget galt i det?”
”Nej overhovedet ikke. Du var bare ikke lige den, i denne forsamling, jeg forestillede mig spillede håndbold på høj plan.”
“Virkelig? Jeg troede heller ikke du var den fordomsfulde type.” Sagde han lettere spydigt
“Alle er lidt fordomsfulde.” Gav jeg skabt igen.
“Er du altid så klar i spyttet.”
“Nogle gange. Når der ligges op til det, kan jeg være, ret hånd at høre på, men normalt er jeg meget stille og rolig.”
“Den side vil jeg gerne se. Jeg hedder Gabriel.”
“Olympia.”
“Olympia?”

 

Hans ansigtsudtryk sagde det hele. Øjenbrynene sammentrækning, den let åbne mund. Et græsk navn, men ingen græsk accent. Jeg ventede lidt på, at han skulle sprøge, men det lod ikke til, at det ville ske. 

 

“Min far var græsk og min mor var dansk. Jeg voksede op i Danmark.”
“Du taler om dine forældre i datid.” Bemærkede han.
“De var begge døde inden jeg blev 12.” Svarede jeg ligegyldigt.
“Det gør mig ondt.”
“Det er okay. Jeg overlevede, og er så godt som muligt kommet videre med livet, og prøver på ikke at hænge mig i detaljer fra fortiden, som kan forhindre min udvikling til et bedre menneske.” 

 

Jeg kiggede bestemt på ham, og holdte hans blik fast, indtil han svarede nogle sekunder senere.

 

“Ved du godt, at du godt kan virke lidt skræmmende når du kigger sådan på folk?”
“Hvem er det nu, der er fordomfuld?”
“Hvis du keder dig, står jeg i baren, og er parat med en drik.”
“Det er pænt af dig…” navnet var smuttet.
“Gabriel.”
“Tak Gabriel. Det er pænt af dig. Måske senere.”

 

Han gav mig et lille kækt smil, og gik så op i den lille bar i den anden ende af hallen. Jeg vendte mig om igen, og til min overraskelse var Vigdis og Zaki forsvundet. 

 

‘Typisk."

 

Jeg gik lidt rundt og prøvede at finde Chloe, Claire eller Charles. Men de var opslugt af mængden af mennesker. Jeg var nu næsten ved at være oppe ved baren, og fyren fra før, fik øje på mig, og vinkede og smilede over hele ansigtet. Han vinkede mig op til sig. 

 

“Det tog ikke lang tid.”
“Vigdis forsvandt igen.”
“Hvad vil du gerne have at drikke?”
“Det er lige meget. Hvad drikker du?”
“Øl.” Svaret han smilende.
“Jeg er ikke lige øltypen.”
“Du slog mig heller ikke lige som en der drikker øl.”

 

Han mumlede til bartenderen, og et øjeblik senere stod jeg med et glas i den ene hånd, og mandens hånd på underarmen, som trak mig væk fra baren. Vi satte os så langt fra musikken vi kunne, og faldt en overfladisk snak, mens jeg ledte efter nogle ansigter jeg kendte. Men det var som om de alle var sunket i jorden.

 

 

“Olympia!!” Kaldte Vigdis et sted i nærheden.

 

Jeg mistede atter opmærksomheden på Gabriel, og kiggedede efter Vigdis. Ud af ingenting stod hun ved min side, og kiggede på med, et blik der fortalte, mere end det måske burde. Hende hår var lettere uldet og hendes tøj sad ikke helt på samme måde, som det havde gjort efter vi rejste os fra maden. 

 

“Jeg skal lige snakke med dig, Olympia. Det er vigtigt.”

 

Da jeg ikke lige fulgte med hende, med det samme, kastede hun et blik bag mig, og lagde først nu mærke til Gabriel. Han lod som ingenting, men jeg fornemmede, at han lyttede, og faktisk ikke ønskede at jeg skulle gå, og det havde jeg heller ikke rigtig lyst til.

 

“Vigdis, jeg…”
“Jeg bliver nød til at snakke med dig, NU.” 

 

Hun kiggede bedende og indtrængede på mig, indtil jeg overgav mig.

 

“Jeg kommer tilbage lige om lidt.” Halvråbte jeg mod Gabriel.
“Okay.” Sagde han, og rejste sig. 

 

Jeg rystede opgivende på hovedet, og fulgte efter Vigdis.

 

“Hvad er det vi skal?”
“Det skal jeg nok fortælle dig, men vi skal lige et andet sted hen først.”
“Hvad har du lavet?”
“Noget der måske vil komme bag på dig.”

 

Vi stod nu i en smal gang, et stykke væk fra festen. Hun smilede begejstret.

 

“Hvad så?”
“Jeg var sammen med ham.” Mumlede hun.
“Du har hvad?”
“Jeg  var sammen med Zaki.”

 

Jeg kiggede måbende på hende. Hun kiggede afventende på mig. Ventede på reaktionen.

 

“Øh, hvor godt?”

 

Jeg vidste ikke om mit ansigt viste, at jeg var ret ligeglad, eller om min kommentar ikke var god nok. Men hun virkede en smule skuffet.

 

“Hvad vil du have jeg skal sige, Vigdis. Hvor er jeg glad på dine vegne. Håber du nød det?”
“Ja noget i den stil.”

 

Hendes glæde var aftaget en smule.

 

“Jeg er virkelig glad på dine vegne Vigdis. Det er jeg.”
“Hvad var det du havde gang i?"
“Ingen ting. Vi snakkede bare.”
“Sådan starter det altid.”
“Helt ærligt, Vigdis. Der ligger ikke mere i det. Han er bare et nyt menneske jeg var ved at lære at kende, da du kom.”
“Det er jeg ked af søde.”
“Det er okay. Lad os gå tilbage til festen. Vi skal stadig nå at danse.”

 

Vi gik tillbage. Idet vi kom ned på dansegulvet, stoppede musikken. Alle kiggede spørgende rundt, og endte med at kigge op mod musik. Zaki trådte op på scenen, og tog en mikrofon, som blev stukket op til ham. 

 

“Så er det ved at være tid, hvis vi alle skal nå, at komme ned til Eiffeltåren, og se fyrværkeriet.”

 

En mumlen brød ud i salen, og pludselig var alle på vej mod garderoben for at få fat i jakker. Vigdis og jeg prøvede at holde fast i hinanden men i mængden af fulde mennesker i garderoben, blev Vigdis og jeg atter adskilt, og i alt forvirringen havde Gabriel fundet mig, og trukket mig med udenfor. Jeg fulgt bare med og håbede at finde Vigdis når vi nåede Eiffeltårnet. Snakken gik let. Jo mere tid jeg brugte med ham, jo mere tiltalenede blev han. Jeg tænkte ved mig selv, at det nok skyldes alkoholen, som fik min hjerne til at tænke på alt andet end den burde, og slet ikke på de gode argumenter for, hvorfor jeg ikke skulle have en kæreste, og hvorfor det slet ikke skulle være ham.

 

Frosten havde for længst indfundet sig i luften, og gaderne våde brosten var nu spejlplanke og glatte. Gabriel holdte let om mig, så jeg ikke skulle glide og falde på de hårde brosten. Den lette varme fra hans krop, føltes dejlig i den ellers kolde luft.

Himlen var skyfri, og i det fjerne skinnede stjernerne ned til os, selvom det var svært at se, med gadelygterne. 

 

Nattehimlen var som et sort opslugende lærred, som lod fyrværkeriet skinne et øjeblik, inden det forsvandt og efterlod stjernerne ligeså funklende som før. Vi var næsten henne ved Eiffeltårnet, hvor festen skulle fortsætte med fyrværkeri, da jeg fik en sms fra Vigdis. Jeg tog telefonen op, og kiggede ned på den. I det lille hjørne opfangede mit blik, at der kun var 1% tilbage.

 

“Hvor er du?? Jeg er på vej ned til Tårnet. Mød mig under…” I det øjeblik døde min telefon. 

 

“Pis også.” Bandede jeg.
“Hvad så?” Spurgte Gabriel og kiggede spørgende på mig.
“Min telefon døde. Vigdis ville have vi skulle mødes under et eller andet, men jeg nåede ikke at læse det, før den døde, så nu ved jeg ikke hvor det er.”
“Tror du ikke det er ved Tårnet?"
“Jo sikkert. Lad os håbe det.”

 

Da vi kom ned til tårne, var der flere 1000 mennesker. Jeg kiggede opgivende rundt. I mit stille sind tænkte jeg, at jeg aldrig fandt Vigdis i det her menneskehav. 

 

“Helt ærligt, så tror jeg ikke, at jeg finder hende her.” Sagde jeg lidt efter
“Jeg tror du har ret. Men måske hun er sammen med de andre.”
“Hvor er de?”
“Derovre.” 

 

Han pegede hen mod tårnets ene ben. Og ganske rigtigt, der stod en del fra festen. Gik møvede os derhen, og fandt Claire og Chloe, men de havde ikke set Vigdis forlade hallen. Lidt derfra stod Charles, men han var ikke for fuld, til at man kunne  få et fornuftigt ord ud af ham, så det opgav jeg hurtigt.

 

“Helt ærligt, så tror jeg ikke, du finder hende.”
“Jeg tror desværre du har ret. Claire!”

 

Jeg fangede Claries opmærksomhed, og maste mig frem til hende.

 

“Må jeg låne din telefon?”
“Den er desværre død, Olympia.”
“Hvad med din Chloe?”
“Desværre. Samme skæbne.”
“Kan i huske hendes nummer?” Spurgte Gabriel.
“Nej.” Svarede vi i kor.
“Okay. Så er det jo så nemt.”

 

I det samme lyste Eiffeltårnet op i et væld af farver. Det buldrede og bragede. I det fjerne kunne man svagt høre lyden af klokker der slog midnat. Pladsen omkring tårnet udbrød i et fransk godt nytår, og et øjeblik efter var de eneste lyde der kunne høres, bragene fra raketterne, og klokkerne i det fjerne. Der var helt stille. Tvillingerne gav hinanden kindkys, hvorefter de kyssede de nærmeste mænd de kunne finde. 

 

Jeg kiggede undrende op på Gabriel. I det øjeblik gik så jeg for første gang rigtigt på ham. I skæret fra fyrværkeriet. De blågrå øjne, som optog farverne omkring ham. Den  market kæbe, hvor man lige kunne ane skægstubbe. De markeret kindben, som fremhævede øjnene, og som gjorde ansigtet lidt tyndere. De smalle læber som var svagt lyserøde. 

 

Lige der foran tårnet, tog han fuldstændig pusten fra mig. Han kiggede på mig et øjeblik, inden han kyssede mig. Bare lige et øjeblik. Da han trak sig væk fra mig, var jeg splittet. Jeg var på den ene side chokket og overrasket over det, vred måske. På den anden side, havde var der noget i mig, som ikke ville have at han skulle stoppe. 

 

Mine ben føltes et øjeblik som gele. Gabriel rakte støttende en arm frem. Jeg lagde automatisk min arm langs hans. Mere muskuløs end jeg havde forventet. 

 

“Det skal du ikke gøre igen.” Lød en fremmed stemme.

 

Han kiggede uforstående på mig, og det gik op for mig, at det var min stemme. 

 

“Godt nytår, Olympia”
“I lige måde."

 

Jeg genvandt styrken i benene, og vendte ryggen til ham, og gik hen mod Charles.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...