New Year's Eve In Paris

Hovedperson er den 18-årige Olympia Feodora Johnson. Med veninden Vigdis holder hun jul og nytår langt hjemmefra, af to forskellige grunde. Julen holdes i Alpernes Italien og nytåret i kærlighedens by Paris, hvor hun møder den unge tjekkiske håndboldspiller Gabriel Horak. Et nytår der ænder Olympias opfattelse af livet. Og mest af alt kærligheden.

Deltager i Valentin konkurrencen, under emnerne Nytårs-kærlighed, om at kommer videre og om at komme ud af en familietragedie.

1Likes
0Kommentarer
463Visninger
AA

5. Kapitel 4 Ankomsten til Paris

Efter en flyvetur på 1 1/2 time, ankom vi til Paris først på eftermiddagen. Ankomsthallen var næsten mennesketom, så det var nemt, at finde Vigdis’ familie. Familie bestod af Vigdis’ faster Daniella og onkel Quentin. De havde sammen tvillingepigerne, Chloe og Claire på 18 og sønnen Charles på 21. 

 

“Vigdis, herovre.” Kaldte kvinden.
“Faster!”

 

Vigdis kastede sig i armene på sin faster. Hele familien samlede sig om hende et øjeblik, hvorefter de vender opmærksomheden mod mig.

 

“Hej.” Mumlede jeg

 

Jeg kiggede ned i marmorgulvet.

 

“Alle sammen, det her Olympia.”
“Hvor er det hyggeligt at møde dig Olympia. Vi er glade for, at du ville holde nytår hos os.” Sagde Daniella
“Jeg er glad for at jeg må være hos jer.”
“Selvfølgelig må du det.” Sagde Quentin med accent.

 

Der var stille et øjeblik. Jeg kiggede op på familien, som stod foran mig. Daniella var en meget skandinavist udseende kvinde, med blå øjne og leverpostejfarvet hår. Hun var slank og lidt højere end mig. 

Quentin var helt anderledes at se på i forhold til hans kone. Han var bred over skulderne og muskuløs at se på, håret var kulsort, øjnene var hasselnødsbrune og store, og huden var gylden.

Sønnen Charles, ligende meget Quentin bare yngre. Han passede meget godt med den beskrivelse Vigdis havde givet af ham. Han var virkelig flot. Han passede ret godt som håndboldspiller. 

Tvillingerne Claire og Chloe, var enægget. De havde Quentins gyldne hudfarve, og Daniellas  blå øjne, og havde en mellemting mellem Danielleas brune hår og Quentins sorte hår. Virkelig smukke.

 

“Nå, skal vi ikke finde bilen?” Spurgte Daniella.

 

Hun drejede rundt på hælene uden at få svar. Vigdis og jeg hankede op i vores kufferter, og fulgte efter dem ud i den kolde franske luft. Der lagde stadig lidt sne nogle steder, men ellers var det meget kedeligt gråt og lufthavnsagtig. Bilen var en 7-personers Audi i en mat sort. 

 

Familien snakkede indbyrdes fransk, men børnene kunne tale, fransk, engelsk og dansk flydende. Og de kunne springe rundt uden at tænke over det. Jeg var lidt imponeret. 

 

Jeg viste, at familien boede i centrum af Paris, i et lejlighedskompleks, hvor der kun boede rige mennekser. Hele 3. Sal var vist deres. Nok plads til 7 personer mente de. Med øvet overblik fik Quentin os sikkert ind i byen, og bilen parket i en parkeringskælder under bygningen. Selvfølgelig var der elevator, som kørte fra kælderen til 5. Sal. Den stoppede på 2. 

 

Vi kom ind i entreen, et stort marmorbelagt rum, med spejle indbygget i væggene og små egetræskommoder. Jeg fik skoene af, og sat på den en måtte under knagerækken, og hængt jakken på en tom knage. Jeg stod lidt og kiggede måbende på det enkle rum, som alligevel var imponerende. 

 

“Nu skal jeg vise jer ned på jeres værelser. Vi håber ikke det gør noget, at det gør noget at I får hver jeres.”
“Nej slet ikke Quentin.” Svarede Vigdis.
“Det tænkte vi nok. Vi tænkte, at I nok trængte til lidt privatliv efter så langt tid på farten, hvor I har boet sammen. Så er det jo godt en gang i mellem, at få lidt adspredelse, og sit eget værelse hvor man kan være sig selv, ikke."
“Jo helt klart.” Svarede jeg.

 

Vi fulgte efter ham med kufferterne ned i den fjerneste ende til venstre for elevatoren.

 

“Vi tænkte, at I kunne dele denne her ende med Chloe og Claire. De har virkelig glædede sig til at I kom.”
“Det har vi også Quentin.” Mumlede Vigdis
“Det er helt fint at vi deler med Chloe og Claire. Det bliver så hyggeligt.” Svarede jeg.

 

Det var oplagt for os, at tale fransk med dem, da vi kunne sproget, og Quentin havde svært ved dansk. Vigdis havde også lovet Daniella, at vi så vidt muligt ville tale fransk mens vi var her, hvilket ikke gjorde mig noget, da jeg elskede sproget. Det gjorde det så meget nemmere for os alle. 

 

Quentin viste os vores værelser, som lagde lige ved siden af hinanden. Døren for enden ad gangen var ind til badeværelset, som vi delte med pigerne, og dørene overfor vores, var ind til dem. 

 

“Drikker du kaffe Olympia?” Spurgt Daniella, da vi kom op i køkkenet
“Nej, det har jeg desværre ikke lært.”
“Hvad med te.”
“Ja, det drikker jeg.”
“Dejligt. Jeg håber du kan lide urtete.”
“Det lyder lækkert.”
“Vigdis, du drikker kaffe ikke.”
“Jo, Daniella. Med lidt mælk.”
“Det får du. Bare sæt jer i sofaen sammen med de andre.”

 

Vi satte os i de store sofaer, som vente mod vinduerne. Vi kunne lige ane Eiffeltårnet mellem bygningerne på den anden side ad gaden. Jeg viste, at jeg var kommet ind i familie med meget kærlighed, og det gjorde en smule ondt i mit hjerte, at jeg endnu engang blev mindet om, at jeg ikke havde mine forældre eller bedsteforældre. 

 

Jeg sad ved armelænet og nippede til min urtete, mens Vigdis talte med familien. Det var en samtale, jeg ikke rigtig deltog i. Ikke fordi ikke gerne ville, men fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige. Det var meget familieagtig og emner jeg ikke viste så meget om længere. 

 

Efter lange taler om hvordan familien havde det i Danmark. Hvad der var sket de sidste par år hvor familien har været adskilt og emne som dette, vendte de opmærksomheden på hvad vi havde oplevet de sidste 5 måneder. 

 

“Hvordan har du haft det, med ikke at være hjemme nu her i julen, Olympia?”

“Fint, syntes jeg. Jeg har jo ikke nogen at holde jul med de sidste mange år, så det var dejligt, at jeg havde Vigdis i år.”
“Jeg ville gerne vise Olympia, at selvom hun ikke har så mange at fejre højtiderne med, så vil jeg gerne være der for hende, og at jeg vil gerne vise hende, at jeg forstår hende.”
“Det er så sødt af dig Vigdis.” Sagde Quentin.

 

Tvillingerne nikkede anderkendende, mens Charles, sad og kiggede utålmodig på sit ur. Daniella mumlede noget med at han bare skulle nyde, at han endelig havde fået besøg af Vigdis.

 

Jeg lod som om jeg ikke hørte hvad hun sagde, og prøvede at komme på et emne, for ikke at lade den akavede stemning påvirkede den første dag. Men jeg var helt blak for emner. 

 

“Hvad skal du?” Spurgte Vigdis.
“Jeg skal i gang med de sidste forberedelser til nytårsfesten. Det er rigtig fedt I er kommet Vigdis. Måske vi kunne få lidt tid sammen senere, men jeg bliver desværre nødt til at gå nu.”
“Det er i orden Charles.”

 

Han rejste sig, og gav Vigdis et kram og et hurtigt kindkys.

 

“Det var en fornøjelse at møde at møde dig Olympia.” Sagde han og gav mig hånden.
“I lige måde, Charles. Jeg er glad for, at jeg må være med til festen.”
“Selvfølgelig.”

 

Han gav smilede kækt, inden han klappede Daniella på skulderen, og gik hen mod elevatoren.

 

“Vendt ikke på mig, når i skal spise. Jeg snupper en pizza med drengene.”
“Charles!” Sagde Daniella anklagende.

 

Men elevatordørene havde allerede lukket sig, og han var væk. Hun sukkede, og kiggede undskyldende på os.

 

“Det er jeg ked af piger. Jeg havde håbet, at vi alle kunne have spist sammen i aften. Især når I kun har 14 dage her i Paris.”
“I øjeblikket har han har kun håndbold, og den fest i hovedet.” Mumlede Chloe.
“Så Chloe. Du skal ikke være så hård ved ham, han gør sit bedste.”
“Uanset hvad han gør, vil han altid være lidt bedre end os, og du forsvarer ham uanset hvad han laver.”
“Lad det nu ligge Claire.” 

 

Quentin kiggede intenst på tvillingerne, men pigerne virkede slet ikke påvirket af det blikket sagde. 

 

“Er der noget du gerne vil se, mens du er i Paris, Olympia?” Spurgte Daniella.
“Åh, der er jo Louvre og Eiffeltårnet, men den kan, vi jo se herfra.”
“Ja, det er en ret god udsigt vi har her.” Svarede Claire.
“Ved I hvad der skal ske nytårs aften?” Spurgte Chloe
“Nej, ikke rigtig. Vi er bare inviteret.” Grinte Vigdis.
“Det kan I snakke om senere.” Sagde Daniella, og rejste sig.

 

Det virkede som om, hun ikke rigtig ville have, at vi skulle snakke om den fest. Stemningen var blevet lidt flad, og jeg kunne mærke, at jeg var ved at være træt efter rejsen, selvom klokken ikke var ret meget mere end 1. 

 

Efter en let frokost, fik vi lige noget tid til at hvile os, inden vi skulle ud i byen og se os lidt omkring. Vigdis og jeg skulle ud at købe vores outfits.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...