New Year's Eve In Paris

Hovedperson er den 18-årige Olympia Feodora Johnson. Med veninden Vigdis holder hun jul og nytår langt hjemmefra, af to forskellige grunde. Julen holdes i Alpernes Italien og nytåret i kærlighedens by Paris, hvor hun møder den unge tjekkiske håndboldspiller Gabriel Horak. Et nytår der ænder Olympias opfattelse af livet. Og mest af alt kærligheden.

Deltager i Valentin konkurrencen, under emnerne Nytårs-kærlighed, om at kommer videre og om at komme ud af en familietragedie.

1Likes
0Kommentarer
466Visninger
AA

4. Kapitel 3 Afrejse fra Italien

Transporten med en af hotellets busser til lufthavnen, var dræbende lang. 2 timer i Alperne og de snoede veje, ned til den nærmeste lufthavn, var svære at få til at gå med noget fornuftigt, da der hele tiden var sving og hårde bremsninger. Vi kunne ikke engang få lidt søvn, selvom vi var stået op lidt i 5, for at være klar til morgenmad til kl. 6. Vi var for trætte til at snakke, men det var næsten det eneste vi kunne lave, ud over at glo ud i luften. 

 

“Jeg glæder mig til at se min og onkel igen.” Hviskede Vigdis.
“Det kan jeg godt forstå. Hvor længe er det siden du sidst har set dem?”

“De var med til mine brødres konfirmation, for et par år siden.”
“Det er savnet der er sværest alt leve med.”
“Ja. Lige på det punkt forstår jeg din smerte til fulde. Jeg er nu glad for, at de gav os lov til at bo hos dem, mens vi er i Frankrig.”
“Det er jeg også. Meget. Hilste jeg på dem, til dine brødres konfirmation?”
“Jeg tror måske de kort sagde hej til dig, men ellers holder de sig meget til familien, og hvis man spørger dem, er højtider som konfirmationen forbeholdt familien, og ikker venner.”
“Arh, det er dem, der var lidt stramme i det, ikke?”
“Jo de kan godt virke lidt reserveret første gang man møder dem, men lige så snart de har lært en at kende, er de meget søde.”
“Ja sikkert. Jeg glæder mig, til at komme ind på livet af dem.”

 

Hun skævede til mig et øjeblik, inden hun forstod min underlagte joke. Hun grinte lidt ad den, og rystede på hovedet. 

 

“Nogle gange overrasker du mig virkelig, Olympia, hvilket er imponerende.”
“I lige måde.”
“Hvis du helt selv skulle bestemme,, ville du så gerne have været hjemme på Amager for at holde nytår, eller er Paris okay?”
“Jeg synes Paris er godt alternativ til Amager, og jeg synes det er godt at prøve noget andet end det man plejer. Jeg ved ikke helt hvem jeg skulle holde nytår med i år hvis vi var hjemme, derfor er jeg glad for at vi er sammen i Paris.”

 

I det fjerne kunne vi nu begynde at skimte lyset fra byen. Lufthavnen lagde på den anden side. Menneskerne i bussen begyndte at blive urolige, og lettet over, at busturen snart var ovre. Vi begyndte at samle de småting vi havde til at ligge omkring os, hvilket ikke var ret meget, da pladsen i bussen var trang. 

 

Vi stod i kø ved indtjekningsskranken. Vi var de eneste fra bussen som ikke skulle med til fly mod Danmark, Norge og Sverige. Der var ikke særlig mange som skulle med det lille passagerfly til Paris. En håndfuld familier, et par forretningsfolk og nogle andre unge rejsende, som var kommet efter os. 


En mor foran os, stod og rodede panisk i sin håndtaske. Et pas manglede. Man kunne se i hendes ansigt, at hun frygtede konsekvensen af den uopmærksomhed, der kunne have ført til at det ene pas manglede. Der lagde 3 pas på skranken, men hun manglede det ene. Manden stod og kiggede dumt sin kone, som om han ikke forstod hvorfor hun var ved at få et hjerteslag over det manglende pas. Familien stod lidt sådan, inden manden kom i tanke om at han havde et pas i sin inderlomme, og endelig fandt de det manglede pas, og de kunne komme videre.

 

Jeg kiggede et øjeblik på Vigdis.

 

“Du har dit pas, ikke?”
“Jo selvfølgelig har jeg det. Det er lige her i min pung.”

 

Hun åbnede pungen og fiskede det rødbedefarvede pas op.

 

“Og hvad med dig. Hvor der dit?”
“Her.” Svarede jeg.

 

Passet lagde i min taskes inderlomme. Manden foran os, gik nu hen til skranken. Han løftede kufferten op på båndet, og viste pas og billet. Et øjeblik senere var han færdig og på vej hen mod sikkerhedsområdet, i lufthavnens midte. VI gik frem til skranken viste pas og billetter. Jeg tog min kuffert, og løftede den op på båndet. Øjebliket efter havde manden bag kranken sat mærkerne på den, og den forsvandt. Vigdis gjorde det sammen, og på ingen tid forsvandt den også. Vi fik vores pas og billetter tilbage, og vi forlod skranken. 

 

“Det gik jo smertefrit.” Bemærkede Vigdis.
“Ja. En enkel fransk kvinde var skyld i at det tog lidt længere tid, men vi skal nok nå det hele.”
“Skal du have noget i Taxefree`”
“Nej, jeg har ikke rigtig lyst til noget.”
“Heller ikke mig." 

 

Vi gik gennem området, og fandt en lille cafe, hvor vi ventede indtil gaten blev oplyst. Vi forlod cafeen og gik derhen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...