Sorry, not sorry

//Valentines dag konkurrencen//

Et Oneshot om ugengældt kærlighed blandt bedste venner.
- Liam og Liva har kendt hinanden i næsten 12 år, da Liam forelsker dig i Mia. En pige der tager alt det Liva nogensinde har ville have. Liam.

3Likes
2Kommentarer
161Visninger
AA

2. Ungengældt.

 

Hans T-shirt lugtede stadig af den parfume han altid gik med. Den var hverken billig eller dyr, for stærk eller for svag i duften. Jeg lagde den ned på sengen igen, og så hen mod døren. Et kort bad, havde han sagt. Der var i hvert fald gået tyve minutter nu, og jeg var ved at blive utålmodig. Med et drilsk grin om mine læber vadede jeg igennem labyrinten af vasketøj der lå på gulvet og hen til ny-moderne, hvide dør, der førte ud af det minimalistisk indrettede værelse. Jeg gik tværs over gangen, og bankede min knyttede næve mod en identisk hvid dør.

”LIAM!” råbte jeg højt, mens jeg tvang de upassende tanker tilbage ned i min underbevidsthed. Det var alligevel svært at koncentrere sig, når jeg vidste at han stod nøgen omme på den anden side af den dør.

”HVAD?” råbte han tilbage. Hans lattermilde stemme var fjern og blev næsten overdøvet af det brusende vand.

”Bliver du snart færdig?” råbte jeg, og mærkede hvordan mine kinder blev varme, da jeg kunne høre vandet holde op med at løbe. Jeg kunne se hans tydeligt markerede mavemuskler for mig, og forsøgte febrilsk at skubbe billedet ud af mit hoved. Låsen klikkede og der blev taget i dørhåndtaget. Jeg trådte et skridt tilbage, og forsøgte at få styr på mig selv. Liam trådte ud fra badeværelset i et par sorte, stramme jeans. Hans underbuksekant kunne ses lige over buksekanten. Jeg tvang mig selv til at holde mit blik på hans ansigt, for jeg vidste at jeg ville rødme hvis jeg lod mit blik vandre ned af hans krop.

”Jeg er færdig nu. Hvorfor har du så travlt?” grinede Liam, og skubbede legesygt til mig. Jeg himlede med øjne, men jeg kunne ikke lade være med at smile til ham.

”Du sagde et kort bad,” pointerede jeg og pegede på ham med en lang pegefinger. ”Og jeg har absolut ikke travlt, jeg er bare ufattelig utålmodig.” Liam begyndte at grine.

”Jeg har kendt dig i næsten 12 år. Jeg ved godt du er utålmodig. Du har aldrig ventet på noget i dit liv.” Den stadig grinede Liam gik ind på sit værelse og hen til sit skab for at finde en T-shirt.

”Hvad fanden skal det betyde?” spurgte jeg. Jeg lænede mig op af dørkarmen ind til hans værelse, og så på hans muskuløse ryg med løftede øjenbryn. Han vendte sig halvt om og rystede på hovedet, inden han igen vendte sin opmærksomhed mod skabet.

”Du plejer at få hvad du vil have. Og det er ikke fordi du får det foræret, du tager det.” Han trak på skuldrene, og det gav mig en underlig lyst til at gå hen og lægge mine arme om hans talje. Kramme ham bagfra. Mærke hans varme, solbrune hud mod mine blege fingre.

”Det tager jeg som et kompliment,” sagde jeg skødesløst, selvom jeg inderligt håbede på, at han ville fortælle mig at det også var sådan ment.

”Det er et kompliment,” sagde han, og jeg mærkede hvordan mine skuldre begyndte at slappe af.

”Selvfølgelig er det det,” smilede jeg kækt og selvsikkert. Liam hev en hvid T-shirt over hovedet, og vendte sig om mod mig, hovedrystende. ”Flabet,” sagde han bare, og gjorde et kast med hovedet mod døren. Sammen gik vi ud af hans værelse, hans råbte farvel til sin mor, og så forlod vi hans hus. Jeg stak hænderne i lommerne, og skubbede blidt til Liam med min skulder.

”Hvem er den uheldige, unge pige så?” spurgte jeg, og fremtvang et smil jeg håbede var troværdigt, for jeg var bestemt ikke glad. Liam grinede kækt til mig, og løftede sine øjenbryn op og ned flere gange. Jeg himlede med øjne og lod som om, jeg ikke havde lyst til at kaste op.

”LIAM,” udbrød jeg. Han grinede igen. ”Hun hedder Mia, og hun er vanvittig flot, og hun griner af mine jokes,” fortalte han mig, og jeg mærkede mit hjerte synke i brystet på mig. ”Vi har snakket sammen længe, og jeg troede egentlig ikke, at hun var min type, men jeg er blevet virkelig vild med hende.” Han lød pludselig meget alvorlig, og jeg lagde mærke til at blikket i hans øjne var det samme som når han talte om andre ting han holdt af.

”Hvorfor er det jeg skal møde hende?” spurgte jeg med hævede øjenbryn, ikke længere i stand til at smile overbevisende.

”Fordi, Liva, hun betyder meget for mig, og jeg vil gerne have at du lære hende at kende,” sagde han som om det var det mest indlysende i hele verden. Jeg ventede på at han ville sige mere, for jeg anede ikke hvad jeg selv skulle sige. ”Liva, du er min bedste ven, og det er vigtigt for mig, at du ligesom.” Han tøvede en smule. ”Godkender hende.”

”Godkender hende?” Spurgte jeg. Jeg var godt klar over hvad han mente, men jeg havde ikke lyst til at indrømme det.

”Liva, vær nu sød,” bad Liam, og trak sin jakke lidt tættere om sig. ”Hvorfor kan jeg ikke møde hende senere?” spurgte jeg, desperat for at undgå det kommende møde.

”Fordi du skal møde hende nu – jeg ved godt du ikke kan blive længe, men det betyder meget for mig, Liva,” sagde han og så på mig med sine klare blå, tryglende øjne. Jeg lod være med at diskutere mere med ham, selvom min mave var i knuder. Jeg lagde mit ansigt i legesyge folder, og puffede til ham igen.

”Hun må være noget af en pige,” grinede jeg, og lod som om jeg ikke drømte om at slå hende i ansigtet. Men jeg havde ingen ret til at have det sådan. Liam var ikke min, og jeg ville gerne gøre ham glad, selv hvis det betød, at jeg skulle sluge mine følelser og opføre mig pænt overfor pigen.

”Det er hun,” sukkede Liam, og jeg blev nødt til at vende hovedet væk fra ham et øjeblik, for ikke at lade ham se udtrykket i mine øjne.

         Efter at have gået et par minutter i stilhed, begyndte Liam at vinke til en der stod længere nede af gaden. En høj, flot, blondine vinkede også til ham.

”Hej skat,” sagde Liam, og småløb hen til pigen. Hun løb ind i hans åbne arme, og lod ham kysse hende på sine lyserøde læber. Jeg stoppede op et lille stykke bag dem og betragtede dem, mens jeg mærkede mit hjerte splintre langsomt. Liam havde aldrig set på mig som han så på hende. Hans øjne glødede, og hun så på ham som om han lagde stjerner på himlen. Fuldstændig væk i hinanden, føltes det som om de havde glemt jeg var der. At jeg stod og så dem sammen. Ønskede at jeg var hende. At det var mig han så sådan på, mig han kyssede og holdte om.

”Liva.” Jeg havde flyttet mit blik til fortovet under mig, ude af stand til at se på dem et sekund længere. Men ved lyden af Liams stemme, så jeg op igen. ”Det her er Mia – Mia det her er min bedste ven, Liva.” Jeg fremtvang et smil, og rakte min hånd frem. Hun trykkede den. Hendes hånd var smal og lang, hendes håndflade var blød. Hun så venlig ud, og jeg indså, at jeg måske ikke ville være i stand til at hade hende.

”Hyggeligt at møde dig,” sagde jeg, så venligt jeg kunne mønstre. Hun smilede, og jeg kunne se at hun tilmed havde smilehuller. Jeg forstod godt hvorfor Liam var faldet for hende.

”Liva skal til danseundervisning.” Liam himlede med øjnene, men grinte bredt til mig. Jeg rystede grinende på hovedet af ham, så overbevisende jeg kunne. Jeg havde på én og samme tid lyst til at blive sammen med dem, og lyst til at løbe i den modsatte retning.

”Danser du?” spurgte Mia. Jeg lod mit blik falde på den pæne pige igen, og nikkede. ”Er du god?” Jeg havde nær tabt kæben, men skjulte min overraskelse med et skævt smil.

”Selvfølgelig,” svarede jeg og vendte mig mod Liam. ”Vi ses taber,” sagde jeg og gav ham et hurtigt kram. Jeg sagde ikke farvel til Mia inden jeg vendte om på hælen og gik tilbage af den vej jeg var kommet. Med synkede hjerte, kunne jeg høre deres latter give genlyd i mit hoved.

         I dansestudiet satte jeg musik på, og skruede højere op end jeg plejede, i håbet om at overdøve mine egne tanker. Drukne mine følelser i musik og bevægelse. Men det er umuligt at slå hjernen fra. Jeg kunne ikke fjerne billederne af Liam og Mia sammen. De kørte i mit hoved som et sarkastisk diasshow på loop, mens kniven i mit bryst blev vredet rundt igen og igen. Irriteret og frustreret. Ensom og ked af det, sparkede jeg til en vandflaske der stod på gulvet. Den ramte spejlene på væggen, og eksploderede. Vandet sprøjtede ud, og løb ned af spejlene. Jeg stod og så på det ude af stand til at gå hen og tørre op. Jeg så på et ur der hang på væggen bag mig. Jeg havde været her i et par timer allerede. Jeg blev nødt til at tørre op inden Liam kom. Jeg blev nødt til at få styr på mig. Jeg blev nødt til at få styr på mine følelser. Men jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg var følelsesløs, og handlingslammet. Så jeg blev stående og stirrede på sekundviseren der langsomt bevægede sig rundt.

         Da døren til dansestudiet åbnede drejede jeg endelig hovedet. Min nakke føltes stiv, og jeg var tør i munden. Liam stod i døråbningen. Liam med sit blonde hår, og skæve smil. Hans tydelige blodåre på sine brede, stærke hænder. Jeg så på ham, og jeg var ikke længere i stand til at holde tårerne tilbage. Liams skæve smil forsvandt, og han var ved at snuble over sig selv for at komme hen til mig. Uden et ord, lagde han sine varme arme omkring mig og trak mig helt ind til sig. Jeg vidste godt, at jeg ikke burde lade ham holde mig som han gjorde, men jeg kunne ikke få mig selv til at træde væk fra ham. Hans arme omkring var som at have vægge der skærmede mig for omverden. Liam var en god fyr, og gode fyre er der for sine venner. Jeg er hans ven, uanset hvor end jeg gerne ville være mere end det.

”Er du okay?” spurgte han hæst og så ned på mig. Jeg nikkede, for jeg kunne ikke fortælle ham hvad der var galt, specielt ikke efter at have set dem sammen. Jeg tvang mig selv til at bakke væk fra hans omfavnelse. Jeg vidste at hvis jeg blev stående ville jeg ikke være i stand til at glemme hvor rigtigt det føltes. Hvordan han føltes som hjem og sikkerhed. Men han gik frem mod mig, og lod igen sine arme sno sig om mig.

”Du ser ikke okay ud,” pressede han, og flyttede en lille tot hår om bag mit øre. Jeg lagde min pande mod hans bryst. Jeg kunne mærke hans hjerte banke, stille og roligt. Bank, bank. Bank, bank. Bank, bank.

”Liva, dejligste Liva,” sagde han. Jeg flyttede ikke mit hoved. ”Vil du ikke nok fortælle mig hvad der er galt?”

”Nej,” hviskede jeg. ”Liva,” udbrød han, tog fat i mine skuldre og tvang mig til at se på ham.

”Siden hvornår er der noget du ikke kan fortælle mig?” spurgte han. Hans blik var usikkert, men han lod det hvile på mig.

”Jeg kan ikke fortælle dig hvad der er galt, for jeg ved allerede hvad du vil sige, men jeg kan ikke bære at høre dig sige det højt.” Han så på mig, og jeg kunne se i hans øjne, at han havde regnet ud hvad det handlede om.

”Du kender mig bedre end nogen andre Liam. Du behøver ikke høre mig sige det højt, vi har begge to ignoreret det i flere måneder.”

”Men Liva,” begyndte han. Men jeg rystede bare på hovedet. ”Ikke noget ’men’, Liam.”

”Jeg ville ønske jeg, at jeg.” Han tog en dyb indånding. ”Undskyld.”

”Liam,” sagde jeg, og aede hans kind. ”Du må aldrig undskylde for dine følelser. Det er ikke din skyld. Det har aldrig været din skyld.”

”Jeg ville bare ønske, jeg kunne give dig det du vil have,” sukkede han. ”Det er okay,” sagde jeg grådkvalt. ”Det er helt okay.” Jeg gik forbi ham og hen mod døren. Der var ikke mere at sige, og der var ikke mere at gøre. Vi havde begge to brug for tid.

”Liva,” kaldte han da jeg stod med en hånd på dørhåndtaget. Jeg så tilbage på ham. ”Du ved godt, at jeg elsker dig, gør du ikke?” spurgte han. Jeg smilede, helt oprigtigt.

”Og jeg elsker dig.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...