Stockholmsmarionetten

Denne movella, var egentlig en stil jeg tilfældigt fandt på min computer. jeg skrev den for nogle år siden (tror jeg gik i 7.), så bær over med det, hvis du finder noget der er formuleret lidt mærkeligt, eller andet. Har kun rettet nogle få kommaer, ellers er den "original". Jeg vil muligvis senere hen omskrive den, da jeg jo som sagt skrev for nogle år siden, og jeg tror jeg ville kunne gøre den endnu bedre nu.
Mht. titlen, så ja, den er nok lidt underlig, måske forstår du den, måske ikke :p
Hvis du beslutter dig for at læse den, modtages feedback meget gerne!

2Likes
0Kommentarer
573Visninger

3. III

Gad vide hvad der er blevet af hende. Kailie. Hun var jo så uskyldig. Jeg savner hende. Men jeg viser det ikke. Men inderst inde, er hun nok den, jeg savner mest. Hun betød meget for mig. Jeg havde fået en god veninde. Men nu er hun væk. Hvor skete det egentlig henne? Hvor var det nu det var? Det er som om mit hoved, ikke vil huske det. Egentlig vil jeg heller ikke huske det. Men jeg føler sådan en trang til at komme derover. På gerningsstedet, som man kalder det. Bare at se det. Se stedet. Så føler jeg lidt, at hun er der. Blevet fundet. Eller bare at vi mødes igen.

Der dufter af skov. Skov. Skoven. Selvfølgelig! Skoven! Det var lige her. Eller heromkring. Brune blade. Efterår. Nej, forår. De brune blade var fra sidste år. Se, de nye er på træerne. Jeg begyndte at gå længere ind i skoven. Jeg gik bare. Hvem er det? Den dame. Jeg føler jeg kender hende. Men så alligevel ikke. Hvem er hun? Og hvad laver hun her? Det er som om hun vil have jeg skal komme over til hende. Tør jeg? Ja selvfølgelig. Hvorfor skulle jeg ikke turde? Underlig tanke. ”Undskyld! Hvem er du? ” damen havde brunt hår. Det passede til de brune blade fra sidste år. Hun så trist ud, men pludselig lyste hendes ansigt op. Som om hun fik en god idé. Eller som et lille barn der må få en is. Eller som en hund, der skal have sin daglige gå tur. Glad. ”Kan du ikke kende mig? ” Nej det kunne jeg virkelig ikke. ”Nej, men hvad er dit navn? ” Ret rundforvirret, men måske kunne jeg genkende hende på navnet. ”Kom med ind i mit hus, jeg bor lige herhenne, så kan vi snakke! ” Hvorfor ville hun snakke med mig? ”Hvad har vi at snakke om? ” spurgte jeg. ”Åh, en helt masse kan du tro! ” sagde hun og klappede hænderne sammen.

Jeg gik med hende hjem. Jeg følte en tilknytning til huset. Som om jeg kendte det. Hun låste døren, efter vi var kommet ind. Hun trak en stol ud, og gjorde tegn på, at jeg skulle sidde der. ”Kakao? Eller er du mere til the? ”spurgte hun. ”Kakao, tak.” Hun øste en rygende varm kakao op i en blomstret kop. Den duftede sødt. På et maleri, hun havde hængende, stod ”I Hjertet Gemt, Aldrig Glemt. Det mindede mig om noget. Jeg spurgte hvad det var, vi skulle snakke om. ”Ser du, jeg er mor til Kailie. ” begyndte hun. Nu huskede jeg hende. Kailies mor. Men hvorfor først nu? ”Som du ved er Kailie væk. Jeg savner hende mere end noget andet. Jeg prøver at finde ud af, hvad der kan være sket, men ender altid ud på et sidespor. Nogle helt syge tanker. Jeg stopper altid mig selv, når det går for vidt. Men tidligere fik jeg en tanke. En ret skræmmende tanke. Jeg kunne ikke slippe den. Og det var egentlig en ret god idé. Tanken var ond, og vil såre andre. Men når mit savn, mit tab, er så stort, så kan de vel tilgive mig. Alle de andre. Ved du hvad min idé er? ” Det skræmte mig at hun brugte ordet ”er”. Det venlige i hendes blik var pludselig forsvundet, og noget væmmeligt var pludselig begyndt at dukke frem. ”En god idé” som hun selv havde svaret. Men jeg vidste ikke hvad den var. ”Nej jeg ved det ikke. ” svarede jeg.  En pirrende nevøs fornemmelse, begyndte at spire let frem. ”Jeg ville have noget, der kunne fylde mit tab ud. En ny datter. En på samme alder, samme mål, ja – sådan en som dig. ” Okay det var skræmmende. Hun havde vel ikke tænkt sig at tage mig? ” Jeg tænkte, at du var det perfekte offer. Den, jeg kunne bruge. Så nu skal du være min datter! Åh lille Kailie! ” havde hun virkelig tænkt sig at bruge mig som Kailie?

Jeg var bange. Jeg løb ud til døren. Den var låst. Der løb panik igennem mig. Jeg farede gennem huset. Hun løb ikke efter mig. Jeg havde løbet i lang tid i håb om at komme ud. Jeg faldt. Lå stille. Faldt i søvn. Jeg vågnede med hende ved min side. Hun smilede og sad med nybagte småkager, og snakkede blidt til mig. Jeg var bange. Men hun var jo egentlig sød nok. Jeg havde Kailies tøj på. Hun sad, og mumlede alt mulig med ”Åh min søde lille Kailie. ” Okay hun bilder sig ind at jeg er Kailie. Hun vil behandle mig pænt, for nu er hendes lille datter kommet hjem igen. Jeg får det godt, men jeg må undvære min egen familie. Forfærdeligt. Men det kunne have været værre. Meget værre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...