Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2295Visninger
AA

5. Kapitel 5 - Forældre

Mine forældres lejlighed var ret større end min egen. De havde trods alt boet her med baby og det hele. Alligevel føltes den meget lille, med mine forældre der konstant kastede, hvad de troede var diskrete, blikke mod mig. Her, i den varme, solgule, lejlighed med, for Danmark, de sjældne solstråler, strømmende ind af vinduerne, føltes min drøm knap så virkelig eller overvældende som i mørket på værelset. Alligevel stod den sidste del af drømmen stadig stærkt frem, i mine minder. Jeg havde ventet, at den ville blegne og forsvinde, som andre drømme gjorde. Men det eneste der var blegnet, var farverne på byen i horisonten, og fornemmelsen af at være en bunke tanker på vej væk i en strøm f lys.


”…- hører du efter Mynthe?” tonede min mor stemme langsomt frem. Det gik op for mig at hun havde talt til mig i et stykke tid.
”øhhh …” mumlede jeg og flygtede ned i min morgenmad. Min mor sukkede.
”Jeg sagde at du måske skulle overveje at finde dig et nyt job? Eller en uddannelse? Du har ikke råd til at bo alene med den løn du får lige nu.”

Jeg sank vemodigt min mad. Hun havde ret. Hvordan skulle jeg nogensinde komme væk fra mine forældres omklamrende omsorg, når jeg ikke engang havde råd til at bo i en papkasse? Jeg elskede mit job i cafeen. Chefen var en sød lille mand med hornbriller, med en skarp passion for kaffe. Han fik alle til at føle sig godt tilpas, selv dem der burde have været for ”cool” til ham.

Jeg sukkede. Tanken om at skulle drive rundt her i den treværelseslejlighed, hvor du enten kunne flygte ind på dit værelse eller være tvunget til at omgås dine forældre ude i stuen virkede ikke forfærdelig tiltrækkende på mig. Jeg var for guds skyld færdig med at være surmulende teenager, og havde ikke lyst til at vende tilbage til det punkt i mit liv.
Tanken gjorde mig så utilpas, at jeg besluttede at ændre samtale emne.
”Mor, kan man få epilepsi anfald i søvne?” spurgte jeg. Det var det første jeg kunne finde på, på grund af den underlige drøm jeg havde haft. Mit indre jordskælv. Men i samme øjeblik som jeg havde sagt det, fortrød jeg det. Mine forældre sendte hinanden et forskrækket blik, og min mor holdt op med at smøre det brød hun havde gang i. Maden smagte surt i min mund.
”Det … Jeg er sikker på at lægen kunne … Hvorfor spørger du skat?” spurgte hun nervøst. Jeg trak på skuldrene. Prøvede på at få det til at se ud som om det ikke var noget stort. Min far rykkede uroligt på sig. Pis altså. Jeg måtte finde på en hurtig løgn.

”Det er bare noget jeg tænkte på, du ved, sådan for sjov ...” begyndte jeg og vidste at det lød som ren og skær bullshit.
”For sjov?” brummede min far vantro. Min mor rystede på hovedet, nærmest for at slette det jeg lige havde sagt fra hendes hoved.
”Skat, sådan skal du ikke tænke … Epilepsi er alvorligt …” sagde hun. Hun sad med rank ryg og øjne der havde det glimt som hun fik når hun følte at hun skulle gøre noget, fixe noget.

 

Jeg skyndte at rejse mig op og sætte min tallerken i håndvasken, lettere panisk over den måde samtalen var drejet hen på et fejlspor på.
”Tak for morgenmad, jeg tror lige jeg smutter ind på værelset og tjekker om der er nogle bedre arbejdsmuligheder på nettet,” sagde jeg, højt for at overdøve eventuelle protester, og uden at se hverken mor eller far i øjnene. Jeg havde det faktisk ret dårligt over mig selv, da jeg forlod det kombinerede køkken- og stuerum.

Faktum var at selvom jeg ikke ville det, så blev jeg hurtigt forvandlet til den surmulende teenager fra fortiden, i samme øjeblik som jeg befandt mig hjemme hos mine forældre. Jeg ved ikke hvilken slags oldtidsmagi der herskede i mine forældres hjem, men det var som om tiden gik BAGLÆNS, når man befandt sig der. Hvis jeg ikke passede på, ville jeg snart være en lille pige, der ikke kunne klare noget selv men måtte have mor og far til at hjælpe sig. Alt min hårdtopsparede selvstændighed ville forsvinde!
 

Inde på mit værelse lod jeg mig falde ned på sofaen. Jeg følte mig ikke klar til at finde et nyt job, eller gøre noget ansvarligt. Alt jeg ville, var at lytte til dårlig musik, se dårlige romantiske film og spise mig fed og ulykkelig. Eller få Danni tilbage. Eller måske flygte ind i min mystiske drøm og aldrig vende tilbage. Hmm, tanken virkede mere og mere tillokkende.

Dengang virkede drømmen hverken skræmmende eller livsforandrende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...