Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2265Visninger
AA

3. Kapitel 3 - Ruiner

”Mynthe! Åh min lille skat! Hvordan har du det?” stønnede min mor af bekymring. Det var alle klichéerne. Selvfølgelige vidste hun godt hvordan jeg havde det, for det havde lægen jo sagt til hende, men hvad skal man sige til en person der næsten gik i koma? Godt du ikke skadede din hjerne nok til at falde i søvn og måske aldrig vågne igen? Fedt at du kun blødte en lille smule? Nej jeg forstod skam godt klichéerne. De var et fast holdepunkt når ens verden brød sammen, eller en andens gjorde det.


”Undskyld jeg gjorde jer bekymrede.” sagde jeg og klappede min mors hånd, som nu klamrede sig til mit sengetæppe. Hun virkede lige så oprørt som jeg burde være. Som en kvinde der var ved at drukne i panik.
”Lægen sagde at du havde slået hovedet … slemt … Men heldigvis vågnede du jo op!” plaprede hun med et nervøst smil og et vift med hånden. Det gik op for mig at hun var tæt på et nervøst sammenbrud. Søde mor, tænkte jeg, du skal ikke være så bekymret. Jeg er jo ikke død. Men mine forældre var altid bekymrede for mig.
”Hvem var det der bragte mig ind?” spurgte jeg, mest for at distrahere hende og afbryde hendes nervøse snak, men også fordi jeg var lidt interesseret. Det virkede. Min mors øjne strålede.
”Åh, sådan en sød ung mand! Men han lignede ikke sig selv, gjorde han, Michael?” sagde hun, og selvom hendes tonefald ikke var lige så skingert som før, kunne man stadig høre antydningen af sammenbrud i hendes stemme. Min far brummede enigt og satte sig i stolen ved min seng.
”Hvem?” gentog jeg tålmodigt, et lille håb flakkede usikkert i mit indre. Min mor slog klik med tungen.
”Danni, altså! Din kæreste.”
Selvom jeg vidste at jeg burde være vred, og det var jeg også, var jeg samtidig mest glad. Han havde altså hjulpet mig, trods alt.
”Men,” fortsatte min mor, uden at se på de gennemgående følelser i mit ansigt, ”jeg syntes altså at de solbriller han gik med var grimme.”
Flammen i mit indre døde lige så stille ud.

 

Nu var det min fars tur til at snakke. Hans brune øjne så alvorligt på mig.
”Hvordan har du det?” spurgte han. Se det var et spørgsmål der straks sendte små sporer af ubehag op i mig. Det var et Spørgsmål med stort S. Det var et spørgsmål der viste at min far ikke var dum. Han havde altid været den mest observante af mine forældre, men samtidig havde han aldrig været god til at – som min mor sagde så tit at det var blevet et motto derhjemme – ”Snakke Om Tingene”.  Det var derfor at hans ord var sjældne guldkorn derhjemme. Mit ansigt føltes stift. Jeg bed mig i tungen  - en smerte i bytte for den anden slags smerte.

Sagen var, at jeg var lige ved at gå i stykker. Derfor så jeg direkte ind i hans øjne, gav ham et lille blink, og sagde: ”Jeg kunne godt bruge en burger lige nu.”

 

***
 

Som 23årig er der ingen der forventer store succeser af en, eller at man har fuldkommen styr på sig selv. Det er kun dig selv, der føler at det burde være sådan. Mange af mine venner blev altid stressede over, hvor lidt de havde styr på, hvor kørt fast i deres liv, de følte de var. Jeg havde arbejdet det samme sted siden jeg var 18, havde ikke taget nogen videre uddannelse udover gymnasiet, og jeg havde nu officielt heller ikke nogen fast kæreste. Tingene så ikke lyse ud, men i det mindste havde jeg min egen lejlighed at tage hjem til, når alt det her var færdigt. Et sted jeg kunne puste ud, et sted jeg kunne gemme mig væk og binge watche min favorit serie, How I Met Your Mother med en pose popcorn, viklet ind i en dyne.
Jeg spekulerede svagt på om Danni ville være der, men tanken var så svag, at konsekvenserne af den, ikke helt gik op for mig endnu.

 

Danni og jeg havde delt lejligheden, i 3 måneder. Jeg tænkte ikke så meget på, hvem der havde købt hvad. Jeg var ikke engang nået til erkendelsen at Danni ikke ville have mig mere, da jeg langt om længe, efter en nat med dårlig søvn grundet en overdrevet mængde af bippen og hosten og lyden af sterile gummisko ude på gangen, kunne slæbe mig op af trappen, hen til døren til min lejlighed. Men det blev jeg hurtigt tvunget til, da jeg satte nøglen i låsen og indså at den ikke passede. Rystende af vrede, trykkede jeg på dørklokken en – to – tre gange. Der var ingen der svarede.
”Pis.” hviskede jeg mellem sammenbidte tænder.

 

Lejlighedskomplekset var en temmelig høj bygning, med mange trapper og kun én elevator. Der var billigt at bo, fordi det lå i nærheden af stærk trafik, og fordi det der skulle have forestillet at være ”naturarealet” var så fyldt med skrald at ingen gad og gå dernede længere. Huset var blevet malet op til flere gange i et forsøg på at gøre det mere appellerende til unge, men havde nu en underlig grumset grøn farve. Men der var varmt og gangene og trapperne blev holdt rene så det var altid et plus. Desuden var der massere af vinduerne i gangen, så der var lys nok at holde sig til. Den var faktisk kun meget lidt skummel om aftenen. Og lejligheden havde en flot udsigt om aftenen når alle lysene var tændt. Da vi første gang havde set på bygningen, på trapperne der bare fortsatte opad og opad i en uendelig, på den lille anonyme dør der førte ind til lejligheden og på det ridsede gulv inde i selve lejligheden, var vi ikke sikre på at ville bo der, men udsigten gjorde udslaget.

Nu, som jeg stod der, med nøglerne i hånden og min taske mellem knæene, på en brun dørmåtte fra de forrige ejere af lejligheden, følte jeg mig totalt ydmyget. Det var for alvor blevet klart, at Danni ikke alene ikke ville have mig mere, han ville ikke engang have mig i vores lejlighed.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...