Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2275Visninger
AA

26. Kapitel 26 - Hjælp

Jeg havde lige akkurat tændt lyset, og tænkt på, hvor elektriciteten kom fra, her på stedet, da jeg hørte et svagt bank på døren. Mit hjerte sad straks oppe i halsen på mig. Var det Ari der kom for at tjekke om jeg stadig var der? Så hurtigt? Tanken om den strenge kvinde, med jern i de grønne øjne, gav mig lyst til at krybe ned i sengen og gemme mig.  Døren åbnede sig af sig selv. Så havde Ari i det mindste ikke låst.
Da jeg så det korte, røde hår, kunne jeg ånde lettet op.


”Du skræmte mig.” udåndede jeg, med hånden op til hjertet. Callahan gav mig et ligegyldigt blik.
”Jeg kom bare for at sige at da jeg rørte ved Aris arm her tidligere, fornemmede jeg at Ari ikke hader dig.” sagde han tonløst.
”Hvad?”
Han sendte mig endnu et blik, denne gang irriteret, men kiggede så væk. Som om han ikke havde lyst til at se mig i øjnene.
”Jeg ved at du tror at hun hader dig, og at hun er led, men Ari hader dig ikke. Hun hader den person du minder hende om.”
Der blev stille mellem os. Et kort øjeblik havde jeg glemt hvor meget drengen vidste, og hvad han kunne se. Det skræmte mig lidt, hvor voksen hans forståelse var.
Men så blev jeg igen mindet om, at han kun var et barn, da han trak på skuldrene og stak læben ud, på den måde et barn kun kan gøre det.
”Nå men, godnat så.” sagde han og vendte sig mod døren. Jeg vidste at jeg kun havde den her chance, for at blive gode venner med ham igen, samtidig med at få ham til at hjælpe mig.


”Vent! Hør … Jeg er ked af det med … før. Vil du ikke nok lade mig forklare?”
Jeg så bedende på ham, og greb fat i hans arm for at få ham til at se på mig. Modstræbende så han mig i øjnene.
”Okaaay,” sukkede han så. Jeg gav ham mit mest strålende smil.
”Tak. Hør, jeg ved godt at jeg løj og sådan. Men det er bare fordi at jeg mødte den her … mand, der hvor jeg kommer fra, og han fortalte mig at jeg havde en meget vigtig mission.”
”Du skal hjælpe os mod de andre.” afbrød han mig. Jeg nikkede bekræftende.
”Det var meningen at jeg skulle mødes med ham, så snart jeg kom hertil.” fortsatte jeg. Callahan så kun afventende på mig, med en lille rynke mellem brynene. Det føltes som at tale under forhør.
”Jeg ved ikke noget om den her verden. Jeg ved ikke hvem jeg kan stole på.”
Det var det forkerte at sige. Callahans øjne lynede. Jeg skyndte mig at rette mig selv.
”Jeg mener, jeg ved at dine forældre … og Ari … er gode mennesker, der hjalp mig, men er det måske ikke netop derfor at de ikke skal vide noget?”
”Jamen hvorfor?” spurgte Callahan, og brød endelig sin mukkende stilhed. Da vidste jeg at bølgen var ved at vende.


”De folk, som jeg skal k-..kæmpe imod,” jeg havde svært ved at sige det, ”de kan måske være i nærheden, og jeg tror måske at der kan ske dårlige ting, hvis de finder mig. Jo mindre din familie ved, desto bedre er det for dem.”
I takt med at jeg satte ord på noget jeg ikke havde tænkt på før, men egentlig hele tiden havde vidst, nikkede Callahan accepterende.
”Jeg kan godt se hvad du mener. Okay. Altså, det var stadig ikke fair af dig at få mig til at se ud som en idiot, men i det mindste forstår jeg godt hvorfor du gjorde det.” sagde han langsomt. Jeg mærkede lettelsen brede sig i mig som vinger.
”Gode venner igen?” spurgte jeg håbefuldt. Som svar sendte ham mig et bredt smil og en tommel op.

 

”Så, hvordan er det egentlig at være Mytemager?” spurgte Callahan nysgerrigt. Vi sad på min seng, og Callahan havde brugt de sidste ti minutter på at lave en hylende morsom parodi på Ari. Jeg trak på skuldrene.
”Aner det ikke. Så vidt jeg ved, har jeg aldrig gjort noget tilnærmelsesvist magisk.” sagde jeg og følte et stik af tvivl. Kunne Asura have taget fejl af mig? Men Callahan fejede mit skeptiske svar til side.
”Jeg VED du kommer til at være sej! Jeg kan ikke se fremtiden, men når jeg føler mig sikker på noget, så er det som regel rigtigt.” sagde han, skudsikkert. Jeg smilede skævt.
”Apropos det du ved, så tror jeg måske godt at du kan hjælpe mig lidt med min mission.” hviskede jeg og lænede mig lidt frem. Callahans øjne udvidede sig. Så rørte han min hånd.


”Du vil gerne have at jeg finder ham? Ham din ven?” sagde han, og selvom det var et spørgsmål, var det mere en konklusion for ham. 

”Jeg har brug for ham. Han kan det samme som mig, bortset fra at han VED hvordan han skal bruge sine evner.” forklarede jeg. Callahan rejste sig beslutsomt. Hans blik var fjernt.
”Jeg skal prøve. Mine evner rækker kun så langt som jeg kan røre. Hvis nogen har set ham, vil jeg vide det hvis jeg rør dem. Men hvis de ikke har …”
Han så beklagende på mig. Jeg klappede ham på hovedet.
”Så længe vi prøver, kan vi ikke gøre andet.”


Det smil han sendte mig, var så sødt og troskyldigt at jeg ikke kunne lade være med at føle mig som en lus. Var jeg mon ved at udnytte en uskyldig lille dreng? Alt han ville, var at hjælpe mig.
Men ville hans hjælp ikke sætte ham i fare? Jeg fremtvang et smil for at Callahan ikke skulle fatte mistanke, men inderst inde havde jeg lyst til at græde. Græde over denne dreng, som vidste og kunne se så meget, men som alligevel lod sig lokke så let, og over mig selv, fordi jeg var blevet til en person jeg ikke kunne genkende.
”Nå, men det er sent. Jeg forslår at vi går rundt i morgen og prøver at støde ind i folk. Det er mægtig sjovt! Jeg gør det tit bare for at få noget sjovt at se!” sagde Callahan med et drenget grin.
”En sidste ting,” sagde jeg uskyldigt, ” hvor får i elektricitet fra?”

”Fra generatoren i kælderen.” sagde han, allerede halvt ude af døren. Af en eller anden grund, fik det mig til at føle hjemve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...