Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2271Visninger
AA

25. Kapitel 25 - Logi

Måske kunne Briel godt mærke min utilpashed, men efter et stykke tid, brød han stilheden ved at foreslå Salir at vise mig op til gæsteværelset. Jeg sendte ham et taknemmeligt smil.
Salir gjorde tegn til at følge med, og gik op af trappen, mens hun fortalte små anekdoter såsom at et af trinnene på trappen var skævt fordi der engang var en fuld, og tung herre, der var trådt lige igennem det, og var faldet resten af vejen. Jeg lo på de rigtige steder, mens jeg noterede mig vejen til mit værelse. I smug havde jeg allerede lagt en plan om at besøge Callahan, når Ari var gået.

 

For enden af trappen, var der en lang gang med tre forskellige døre, og forenden var åbnede gangen ud i et stort rum som Salir kaldte for ”Underholdningsstuen”. Jeg kunne se et kæmpe vindue, der nok havde en god udsigt til byen, og skoven, men i nattens mørke, kunne jeg ikke skimte andet end lysene fra de andre huses vinduer.
Vi gik forbi den første dør, som Salir forklarede var hendes og hendes mands værelse. Den næste var et badeværelse, og det sidste var Callahans værelse. Jeg undrede mig over hvor gæsteværelset lå, da Salir første mig ind i underholdningsstuen, der havde en lang sofa, en chaiselong stol, en masse bøger lå hulter til bulter og et klaver stod ved siden af det store vindue. Og ved væggen til venstre for os, var der endnu en dør.
”Beklager at du skal sove så langt væk. Gæsteværelset plejede faktisk at være hoved soveværelset, men både Briel og jeg kunne bedre lide det andet værelse.” sagde hun, undskyldende. Jeg sendte hende et ubekymret smil.
”Det gør ikke noget. Jeg er bare glad for at jeg har et sted at sove i nat.”

 

Mit værelse bar helt klart præg af noget fornemt og grandiost. Værelset så ikke ud til at være blevet ændret, siden den tidligere ejer havde beboet huset, og det virkede nærmest som en lille tidslomme. Sengen var en himmelseng med tykke gardiner i en beige farve. Der var to, flotte tæpper på gulvet, der passede til det mørke trægulv. Alle gardinerne ved vinduerne var trukket for, så kun lamperne på væggen og det svage lys fra underholdningsrummet, oplyste rummet. Lyset fra månen eller stjernerne kunne kun sparsomt trænge ind, gennem det fornemme stof. Men her var smukt. Ved siden af sengen, ved den højre væg, stod et kæmpe skrivebord, og oven på det, en skrivemaskine. Mine fingre kløede efter at få lov til at prøve skrivemaskinen, men Salir stod stadig og så afventende på mig.
”Wow,” sagde jeg, tøvende, ”det er … smukt.”
Salir sendte mig et lettet smil. Hun stod uroligt ved døren, havde ikke trådt over dørkarmen endnu.
”Det var godt. Nå men, godnat så.” sagde hun, og lød næsten usikker.
”Godnat,” svarede jeg, og så lukkede hun døren.

Nysgerrigt vendte jeg mig mod skrivebordet igen. Det stod op mod et kæmpe, rundt vindue, med flotte fletmønstre skåret ind i selve karmen. Da jeg trak gardinerne fra, kunne jeg se at udsigten var vendt mod den del af skoven jeg aldrig havde været i. Træerne lyste endnu mere om natten, som om stjernerne gav dem kraft. De svajede blidt i vinden, næsten som en elveragtig dans.

 

Min utålmodighed tillod mig ikke at vente ret længe med at forlade mit ly for natten. Bange for at Callahan allerede sov, listede jeg ned af gangen, mod hans værelse, og lagde øret mod døren. Jeg kunne høre en sær lyd, der gik op og ned i tone, og det gik op for mig, at det var lyden af en meget dæmpet stemme. Jeg pressede øret hårdere mod døren, i et forsøg på at høre bedre.
I stedet hørte jeg dørhåndtaget blive taget i, og sekundet senere, faldt jeg med et brag ned på gulvet, lige foran fødderne af Ari.


”Lytter du ved dørene? Sig mig, hvad ville du syntes om permanente vand-ørepropper?” lød det et eller andet sted over mit dukkede hoved. Jeg så langsomt op, og det gav et sug i maven, da jeg så Aris vrede ansigt. Jeg åbnede munden for at forsvare mig, lyve, sige et eller andet, men min mund klappede i, så hårdt at det gjorde ondt i tænderne, da Aris spinkle, men overraskende stærke, hænder, tog fat i mit tøj og hev mig op.
”Nu viser jeg dig tilbage til det værelse, du har forvildet dig væk fra, og jeg vil ikke se dig ude af det værelse før i morgen tidlig, er du med? Om nødvendigt låser jeg dig inde!” Hvæsede hun advarende, og jeg vidste at hun ville nyde at følge op på truslen.

 

Jeg nåede lige at se Callahans ansigt. Han var for overrasket til at skule vredt til mig.

 

Der var ingen tvivl om at jeg ligefrem blev skubbet ind af døren, med en ublid bevægelse. Af ren og skær frustration, vendte jeg mig om, så hurtigt og med sådan et raseri, at Ari, til min tilfredshed, forskrækket trådte et skridt tilbage.
”Hvorfor er du så led?” hvæsede jeg ubehersket. Min tilfredshed forsvandt, da Ari så, næsten triumferende på mig.
”Jeg gør hvad der er nødvendigt for at beskytte dem jeg holder af. Du har måske ikke nogen evner, men det er oftest dem, der er farligst.” sagde hun. Og som luft, der hurtigt piblede ud af en ballon, punkterede min vrede, og jeg følte pludselig intet andet end afmagt.  Hvad end Ari var for en person, var hun i hvert fald stærk. Med et sidste stikkende blik, lukkede Ari døren, uden et ord og efterlod mig i et værelse, der var lige så mørkt, som mit humør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...