Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2275Visninger
AA

23. Kapitel 23 - Svigt

Da Callahan afslørede min hemmelighed, følte jeg en pludselig og uforklarlig vrede mod ham.  Det var ikke hans ansvar at fortælle sin familie noget som helst. De fortjente ikke den potentielle rædsel eller bekymring, som min ankomst jo egentlig betød. Jeg lukkede øjnene. Havde ikke lyst til at se den gryende forståelse i deres ansigter, eller den ændring af deres opfattelse af mig, som det ville medføre.

Men i stedet for de forskrækkede udbrød jeg havde ventet, lød der kun en klar og overbærende latter.
”Callahan, har du nu gået og fundet på historier igen?” lød det muntert fra hans far. Selv den ellers alvorlige Salir grinede bredt.
”Det er vores Callahan. Han ved så meget, at han kan opdigte hele historier med lethed. Det er en af hans yndlingshobbier når han keder sig.” sagde hun kærligt og gik hen for at nusse ham i håret. Callahan selv så indigneret fra ansigt til ansigt.
”Jamen det passer” udbrød han fornærmet, ”ikk’ os’, Mynthe?”


Den barnlige fortrolighed i hans ellers så voksne udtryk, fik det jeg derefter gjorde, til at virke så meget værre.
”Det var jo vores lille hemmelighed,” lo jeg, og blinkede til ham, som om det hele var en joke. Callahans øjne blev store af vantro. Jeg fik en klump i halsen, da jeg så det sårede udtryk, der lå omkring hans mund og i hans blik. Hans ansigt blev helt rødt og krøllede sig sammen, og hans øjne blev blanke. Så rejste han sig fra stolen med sådan en hidsighed at stolen væltede bagover, og løb op af trappen til den del af huset der var hans families.
Jeg følte mig som verdens værste menneske. Callahans forældre, forsikrede mig om at det var okay og at han bare skulle have lidt tid, men inderst inde vidste jeg at jeg havde forrådt ham og at der skulle meget mere til, hvis han skulle tilgive mig.
Og jeg havde brug for hans tilgivelse, hvis jeg nogensinde skulle finde Asura igen.

 

 

Selvom jeg mest af alt havde lyst til at gå op til Callahan og ligge på mine grædende knæ, om nødvendigt, for at gøre ham glad igen, blev jeg nødt til at blive sammen med familien for ikke at virke for påfaldende. Uden Callahan virkede det lidt som om at linket mellem os var forsvundet. Vi var flyttet hen til karminen, og sad nu i akavet stilhed. Callahans forældre sad i lænestolene, og Ari sad i gyngestolen, hvor hun kunne spejde ud over hele rummet. Jeg rømmede mig.


”Så, hvordan kan det egentlig være at I alle sammen har grønne øjne?”
Mit spørgsmål var først og fremmest beregnet på at få startet en samtale, men det var samtidig også noget, jeg havde gået og grublet over, siden jeg mødte dem alle om eftermiddagen. Aris gyngestol holdt op med at knirke. Briel kløede sig i håret.
”Tja, det er blevet lov for nogle år tilbage, at man kun skulle bo sammen med mennesker, der havde evner inden for den samme kategori. De øverste blev enige om at det var bedst for alle, hvis det blev sådan, men der er stadig mange der protesterer mod det. Kalder det for en indirekte måde at opdele befolkningen på, at skabe grupper, ikke helhed.”


Briels stemme lød dyb og behagelig, han var tydeligvis en god fortæller. Men bag den tilsyneladende lette stemning, kunne jeg mærke anspændtheden. Noget sagde mig at Briel måske var mere enig med protesterne, end han ville give udtryk for. Ordet apartheid, dukkede op i mit hoved. Det kunne da ikke være rigtigt at folk skulle deles op, udelukkende på grund af deres evner?


”Jamen hvorfor?” kunne jeg ikke lade være med at udbryde. Ari rejste sig op fra sin gyngestol, med den slags ynde som kun arrogance kan give en.
”Jeg tror jeg går op og ser til min lille Sfinks.” sagde hun køligt, og svansede forbi mig, tæt nok på at hendes ærmer daskede mig i hovedet.
”Hvem har tisset på hendes sukkermad?” vrissede jeg lavt, da hun var gået op af de knirkende trapper.
”Vi er summen af vores erfaringer,” sukkede Salir, mens hun så bedrøvet efter den gamle kone.

 

Med Ari ude af billedet, lettede den anspændte stemning en smule. Jeg følte mig pludselig tilpas nok til at kunne læne mig tilbage på den stol, der var blevet rykket ind i stuen for min skyld. De små blikke, Briel og Salir havde sendt hinanden holdt op, og de kunne nu tillade sig at give mig deres udelte opmærksomhed. Salir, med hendes alvorlige øjne men bløde smil, tog ordet.
”Ari har ikke altid haft det let,” begyndte hun. Så fortalte hun mig Aris historie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...