Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2289Visninger
AA

22. Kapitel 22 - Familiemiddag

Callahans mor, var en smuk, slank kvinde. Hendes hår var lige så rødt og glansfuldt, som hendes søns, men hendes øjne var glimtende grønne, som Aris. Hendes blik var dog venligt, og nysgerrigt, frem for den fjendtlighed man kunne spore i Aris øjne. Callahans far var en høj, bredskuldret mand, med brunt hår, der havde den samme pjuskethed som sin søns. Hans øjne var også grønne. I min verden, stod genetik bag den øjenfarve, du blev født med. Forældre med blå øjne, kunne sagtens føde et barn med brune, hvis det lå i deres gener. Men det slog mig alligevel som mærkeligt, at det kun var Callahan der havde evner inden for en anden kategori. Hvad var chancen lige for det?


”Hvem har vi så her,” spurgte den smukke kvinde, der lignede Callahan så meget. Hun sendte mig et oprigtigt venligt smil, hvilket næsten fik mig til at føle mig endnu mere utilpas, end Aris fjendtlighed.
”M-Mynthe. Jeg er, ehmmm, faret vild.” forklarede jeg tamt. Det var som om jeg var 10 år igen, og stod overfor en ny vens mor. Jeg havde altid været meget ivrig efter at give et godt førstehåndsindtryk. Automatisk gik jeg frem for at give dem hånden, og huskede for sent på bommerten med Ari. Der var et splitsekund hvor jeg forventede, de begge ville stirre på min hånd eller ignorere den. Heldigvis tog de begge min hånd med det samme. I Callahans fars store næve, virkede min hånd som et lille barns.


”God eftermiddag, Mynthe, mit navn er Salir, og dette er min mand, Briel. Jeg kan næsten forestille mig at du blev samlet op af vores søn, Callahan. Han har en tendens til at samle fortabte ting op.” sagde hun, og blinkede til mig, for derefter at sende sin søn et kærligt, men lidt irettesættende smil.
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige til det.  Selvom de var meget venlige, følte jeg ikke at jeg kunne være helt åben over for dem. Hvem vidste hvordan de ville reagere? Jeg var overhovedet ikke forberedt på at begå mig i en verden, der virkede så fremmed og farlig på mig.


”Hun kommer fra en anden verden mor!” brød Callahan ivrigt ind. Jeg stivnede.
”Jeg skulle mødes med en ven, men jeg tror vi er gået forbi hinanden. Jeg er vist nok lidt forvirret og Callahan … hjalp mig.” sagde jeg, og prøvede at få det til at lyde som om at jeg måske bare kom fra et sted som Callahan ikke vidste så meget om.  Jeg vidste ikke om mine evner som løgner var overbevisende nok, og hverken Salir eller Briel vidste nogen tegn på at de forstod hvad Callahan havde fortalt dem.
”Vi kan tale om det senere. Jeg har altid ment at man tænker bedst, efter et godt måltid.” sagde Callahans far upåvirket, og gned sig forventningsfuldt i hænderne. I et forsøg på at regne ud, hvad han tænkte, stirrede jeg undersøgende, og ret åbenlyst, på hans ansigt. Briels ansigt var bredt og bar præg af vind og vejr, med smilerynker og varme indprentet i hans træk.
Da jeg bed mærke i hans ærmeløse skjorte, gik et lys op for mig. Nu forstod jeg Callahans reaktion, da han fortalte mig og jægerne, tidligere på dagen.

 

Salir og Briel var begge meget venlige mod mig. Hele aftenen, affejede de Aris forsøg på at få dem til at smide mig ud.
”Den stakkel, hvor skulle hun gå hen? Med hendes øjne ….” argumenterede Salir bekymret. Jeg forstod ikke kommentaren om mine øjne, eller hvilken betydning det havde for mig. Men jeg sagde ikke noget, af frygt for at drage for meget opmærksomhed på mig.
Selvom Ari og Callahans familie teknisk set boede hver for sig i huset, fortalte Briel at de som regel spiste sammen om aftenen, fordi det var nemmere og hyggeligere.
”Både Salir og jeg arbejder til sent om aftenen. Med mit arbejde er det svært at sige, hvornår jeg kommer hjem, og Salirs arbejde som lærer kan til tider tage hele dagen.” forklarede Briel med et lille smil. Den åbenhed og glæde jeg fandt i hans ansigt, var svær at forbinde med det Callahan havde fortalt mig om jægere.



Jeg prøvede at sige så lidt som muligt, uden at det blev for underligt, i et forsøg på at blende så godt ind, som jeg kunne. Det havde indtil videre fungeret meget godt, men udsigten til at kunne tale om noget der lød genkendeligt i mine ører, blev for fristende.
”Du er lærer?” spurgte jeg og sendte et interesseret smil til Salir, ”hvilket fag er du lærer indenfor?”
Det første advarselstegn var at Salir rynkede forvirret på panden ved mit spørgsmål. Jeg kunne umiddelbart godt se at hun ikke forstod hvad jeg mente, men havde endnu ikke indset min fejltagelse.
”Altså, for eksempel er du matematiklærer?” fortsatte jeg ufortrydeligt, med et eksempel af et af de mest almindelige fag jeg kunne komme i tanke om.


Det var først her, efter at jeg havde jokket godt og grundigt i spinaten, at jeg lagde mærke til stilheden, og de blanke blikke, der mødte mig. Hjertet sank i brystet på mig, og jeg havde lyst til at bide mig selv i tungen.
Stilheden blev øredøvende. Det eneste jeg kunne høre, var min egen vilde puls. Mine kinder begyndte at brænde og det prikkede i huden på mig.  
”Øh, jeg-…” sagde jeg, men vidste ikke hvordan jeg skulle fortsætte. Jeg var gået helt i sort. Jeg så ned i tallerkenen, tårerne brændte i øjnene. Resten af den lækre kronhjort, Briel var kommet hjem med, og den lækre tynde sauce med friske kartofler, stirrede mig anklagende i møde. Smagen af det lækre kød blev pludselig forvandlet til aske i munden på mig.

 
”Hvad er matematik?” spurgte Ari undrende. Jeg kunne ikke få et ord frem. Hvordan skulle man bortforklare noget der lød som ren volapyk i deres ører? Heldigvis kom Callahan mig til undsætning.
”Matø-..Matmatek? Det er noget som børn lærer i skolen der hvor hun kommer fra. Lidt ligesom når vi skal finde ud af, hvor mange heste vi har i stalden og hvor meget mad de skal have.” sagde han med uskyldig alvor. De andre sænkede skuldrene og fjernede blikkene fra mig. Det var tydeligt at se, hvor meget de stolede på Callahans evner.


”Det kan de da lære af deres forældre.” kommenterede Briel og tak på skuldrene. Jeg begyndte at trække vejret igen. Men kunne stadig mærke mit hjerte dunke helt vildt. Mine tæer, der havde krummet sig sammen i stilheden, rettede sig langsomt ud igen. For at skjule at jeg pludselig havde mistet tale evnen, stak jeg et stykke kød i munden, der pludselig smagte af ingenting. Salir var den eneste der stadig så på mig. Hun virkede eftertænksom.
”Jeg lærer børnene, hvordan de skal bruge deres evner og hvad de skal gøre i forskellige krisesituationer.” forklarede hun, næsten undskyldende. Stadig med gaflen knuget i hånden, så jeg genert op på hende. Jeg ville fjerne ekkoet af den forfærdelige bummert, og stillede det første spørgsmål, der faldt mig ind.
”Men jeg troede at man bare var født med evnerne, sådan, bam, jeg kan få ting til at eksploderer, eller sådan noget?”
Callahan fnisede.

 

Alting var stadig så nyt for mig. Jeg havde aldrig tænkt på at evner ikke nødvendigvis var noget man automatisk vidste hvordan man brugte. Men nu hvor jeg tænkte på det, indså jeg jo at det var sådan det var med mig. Indtil for nyligt havde jeg ikke engang vidst at jeg havde nogen.
Jeg havde forventet at Salir ville smile overbærende, ryste på hovedet og måske endda le. I stedet så hun alvorligt på mig, som om det var et helt fornuftigt spørgsmål. Jeg kunne med det samme se at hun var en rigtig god lærer.

”Næsten alle børn er født med evner, men ligesom det at gå eller at tale, skal de øve sig og lære dem at kende, før de for alvor kan finde ud af at bruge dem.”
Det gav jo meget god mening, men der var stadig én ting jeg ikke forstod.
”Jamen for at lærer børnene om deres evner, kræver det så ikke at du rent faktisk kan bruge ALLE evnerne?”
Salir nikkede anerkendende, som var jeg et barn der havde sagt noget meget klogt.
”Det skulle man umiddelbart tro, men med min evne kan jeg, via lyset, skabe illusioner, der kan vise dem det. Jeg har set og studeret de forskellige evner, og jeg kan derfor skabe dem i mit hoved, selvom jeg ikke rent fysisk selv kan bruge dem. Jeg kan vise dem billeder, der bliver instruktioner for dem. Se her.”

 

Med et var den lille lune spisestue blevet erstattet med uendelige marker af højt, svajende græs og flotte lysende træer i horisonten. Jeg sad på en hest der galloperede af sted, lyden af dens prusten og den de tordnende hove på jorden stod skarpt i mine ører.


Efter et par minutter standsede hesten og jeg kunne se to skikkelser foran mig. De havde begge glødende hud og lange fletninger, med bar overkrop. To mænd. De stod nogle meter væk fra hinanden, ansigt til ansigt, med anspændte udtryk, spredte ben og armene oppe. Den ene begyndte at gøre nogle komplicerede bevægelser med fingrene. De dansede og flettede sig ind i hinanden. Så begyndte hans hænder at gløde lilla. Lyset pulserede, stærkere og stærkere, og steg op over hans hoved indtil det lignede en lille tågesky. Så skubbede han tågen over mod den anden, som selv var i gang med nogle bevægelser med fingrene. Han nåede dog ikke at gøre noget, før tågen var over ham, og han blev løftet op i luften og slynget væk, over mod en plet med ekstra langt græs.

 

Jeg gispede og spejdede efter ham for at se om han var okay. Men han befandt sig ikke længere i græsset. Han stod bag den mand der havde skabt tågen, og med et lille udråb, der næsten lød som torden, gjorde han en fejende bevægelse med hænderne, og den anden faldt på knæ, med et skrig af smerte. Jeg råbte at de skulle holde op, og sprang ned af hesten. Men i stedet for at lande i græsset, lå jeg nu på gulvet i spisestuen igen. Min bagdel gjorde ondt, og mine hænder sved. Foran mig lå min stol, væltet. Ekkoet af mit skrig hang i luften. Ari sendte mig et skadefro blik.

 

Og så gik det op for mig, at selvom hele oplevelsen havde været præget af lyde, men ingen andre sanser, havde jeg stadig levet mig så meget ind i det, at jeg havde troet at det hele var ægte. For anden gang, rødmede jeg helt op til hårrødderne. Salir havde forladt sin egen plads og knælede nu ved siden af mig med hænderne beroligende på min skulder.
”Rolig nu, Mynthe. Der er ikke noget at være bange for. Jeg troede du havde oplevet magi træning før.” sagde hun undskyldende. Jeg fjernede mine røde hænder fra gulvet og prøvede at virke nonchalant.
”Jeg havde nok bare ikke regnet med at det ville føle så … virkeligt.”
”Men mor, Mynthe ved slet ikke hvad magikere er. Hun kommer fra en anden verden jo. Hun er Mytemager!” forklarede han irriteret.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...