Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2283Visninger
AA

21. Kapitel 21 - Ari

 

MYNTHE

Den lavstammede kvinde, der hed Ari, havde smukke grønne øjne, der burde have tilhørt en ung kvinde, frem for en ældre dame med smilerynker og dobbelthage. Ikke desto mindre, funklede de mod Callahan, da han fløj direkte ind i hendes favn.
”Halløj, lille Sfinks, hvordan går det?” kurrede hun og rodede op i Callahans hår.
”Fint” mumlede han mellem hendes kødfyldte arme, ”jah har en gæst mæ.” 
De grønne øjne rettedes straks mod mig, med et vurderende blik.
”Hun er da vist lidt for gammel til dig, søde. Hvad hedder du?” 


Jeg havde stået lidt væk fra hoveddøren, med hænderne mod lårene og med blikket rettet mod en lille rede ved tagrenden. Rødmende gik jeg hen mod kvinden, med hånden rakt frem.
”Mynthe. Jeg er faret vild.” svarede jeg, i en klodset forklaring på, hvorfor jeg var fulgt med en lille dreng hjem. Jeg lover at jeg ikke vild din dreng noget ondt, tænkte jeg, en smule spidst. Den ældre kone lagde hovedet på skrå. Hun tog ikke min hånd.
”Hvor kommer du fra?” spurgte hun kattevenligt. Jeg sænkede langsomt hånden igen. Hendes grønne øjne borede sig ind i mine. Jeg følte mig pludselig som en rotte der havde forsøgt at tvinge sig adgang til køleskabet.
”Æh, Roskilde?”
Jeg plirrede forvirret med øjnene. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på, hvad jeg skulle sige til de her mennesker der absolut intet vidste om mig? Ville jeg selv lukke en fremmed ind i mit hjem, der ikke kunne forklare hverken hvordan hun kom hertil eller hvad hun lavede der?

 

Callahan hev fat i Aris flagrende, kunstfærdige ærmer. Da hendes grønne blik forlod mig, kunne jeg mærke en enorm lettelse skylle ind over mig. Det var som om en tung byrde var lettet fra mine skuldre.
”Hun er god. Hun har brug for vores hjælp.” hviskede han. Aris ansigtsudtryk gik fra snedig mistænksomhed, til forsigtig accept. Hendes ansigt var stadig omhyggeligt udtryksløst, men noget af den skarpe vurdering var forsvundet fra hendes blik.
”Hvis Callahan siger det, så er det godt nok for mig,” sagde hun nøgternt og vinkede mig frem, ”kom ind, da.”
Jeg turde ikke gøre andet end at adlyde.

 

”Der er et lille stykke tid til at dine forældre kommer hjem, lille sfinks, men I kan sidde og se på, så længe.”
sagde Ari. Hun havde ikke set på mig, siden jeg var kommet ind af døren. Hun var som en kat, der lige skulle se mig an, før hun ville anerkende min tilstedeværelse. Callahan klappede begejstret i hænderne.
”Åh, jeg ELSKER når du gør rent!” jublede han. Jeg så undrende på ham. Hvad sjov kunne der være, for en dreng på hans alder, at se en gammel kone gøre rent? Ari smilede kærligt og klappede ham på kinden.
”Du er altid velkommen, min skat. Sæt jer over i lænestolene.”


Vi stod ved døren, i det åbne køkken, med et stort, rundt træbord, og seks matchende træstole. Bag bordet var selve køkkenbordene, et gammelt sort komfur, og en dør, til et lille rum, der sikkert var spisekammer.
Vi gik forbi spisekammerdøren, og ind af en åbning med en rund dørkarm lavet af træ. Stuen var lille, med en varm karmin, to store og sikkert bløde lænestole i grønt stof og en bogreol der gik helt op til loftet. I hjørnet stod en rokkestol, sikkert til Ari, og på en stor hylde, stod en gammel pladespiller. Et eller andet sted i en mørk krog, tikkede et ur af sted. Vi satte os begge i lænestolene. Jeg havde gættet rigtigt. De var så bløde at man bogstavelig talt sank ned i dem. Jeg stirrede på Callahans forventningsfulde ansigt.


”Nu sker det.” hviskede han. Jeg skulle lige til at spørge hvad han mente, da en lille strøm af vand begyndte at strømmede ud fra køkkenrummet. Strømmen blev gradvist større og større, indtil den var en lille bæk, der væltede ind i rummet. Snart var hele gulvet dækket af et tyndt lag vand, og mine gummistøvler blev hurtigt fuldstændig våde, før jeg fik den ide at trække dem op under mig. Vandet hvirvlede rundt omkring os, ud i krogene og rundt om tæpperne.
”Det virker som om at det er levende,” sagde jeg måbende. Callahan lo, en lys og munter latter.
”Det er ikke vandet der er levende, men Ari der styrer det.” svarede han. Jeg tvang blikket væk fra det konstant bevægelige vand.


”Er det Ari der har oversvømmet dit hus?” spurgte jeg, stadig ikke i stand til at forstå hvad der skete. Han lod en fod glide ned i vandet, som næsten så ud til at snog sig kælent omkring den, ligesom et kæledyr.
”Aris evne er vand. Hun bruger det tit når hun skal vaske gulv. Vandet strømmer ligesom fra hende, prøv at se ud i køkkenet.”
Jeg rejste mig halvt i stolen og strakte hals for at kunne se ud i det andet rum. Ari stod ved bordet, med den ene hånd afslappet lænet op af overfladen. Vandet gled ned fra toppen af hendes hoved, ud af hendes ærmer og ned af hendes kinder, og ud på gulvet i en konstant strøm. Hun så ikke ud som om, det generede hende. Et kort øjeblik, mødtes vores øjne. Hun åbnede munden og en søjle af vand sprang ud. Det så ud som om hun lo.

 

Efter vandet havde trukket sig tilbage, og jeg prøvende havde ladet mine våde sko træde ned på gulvet, kom Ari ind med en klud og gav sig til at støve karminen af.
”Mynthe blev helt vildt overrasket da du sendte dit vand ud for at gøre gulvet rent.” lo Callahan og sprang hen mod Ari, mens han pegede på mig.
”Gjorde hun det,” lød det afslappet fra Ari, men jeg kunne se at min reaktion havde moret hende. Gamle heks, tænkte jeg.
”Med de øjne er det vel også en sjældenhed at komme så tæt på en Evne.” fortsatte hun. Jeg måtte bide mig selv i tungen for ikke at bande hende ad helvedes til.
”Jamen hun HAR faktisk en evne, hun-”
”Så er vi hjemme!” lød en dyb basstemme fra hoveddøren.
”Far!” råbte Callahan og strøg ud for at møde sine forældre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...