Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2278Visninger
AA

19. Kapitel 19 - Øjne

Stien fortsatte hele vejen ind i byen. Mens vi gik, bemærkede jeg at den var lavet af små, glitrende sten, der var sat sammen så tæt at det nærmest virkede som at gå på en blød måtte. De gyldne træer begyndte at lyse mere og mere op, i takt med at solnedgangen gjorde sin entre. Skoven var endnu smukkere, badet i det rosagyldne lys, som betegnede den gyldne time. Her var ret stille, bortset fra en enkelt fugl eller to, der sang romantiske sange til hinanden. Det høje græs svajede i vinden, og kildede mine ankler.
Og duften. Her duftede af frisk luft og sunde planter. En duft jeg sjældent opfangede i storbyen, derhjemme. Efterhånden som vi nærmede os byen, begyndte jeg at kunne høre andre lyde. Lyden af en vindmølle, der knagede og heste der vrinskede et sted inde i byen. Da vi nåede de første huse, hørte vi kvinder der sang, og små børn der lo. Stedet kom mere og mere til live, jo længere ind vi kom.

 

Til sidst, så vi dem. Mænd og kvinder i alle aldre, med tøj der lignede Callahans. Kvinderne gik i lange nederdele og kortærmede bluser, med tørklæder der snoede sig om deres hofter, og for nogle, om deres arme. Det lignede næsten sarier, hvis det ikke var fordi at tøjet var mere poset og mere simpelt, og sad tæt til kroppen. De bar alle forskellige farver, men fælles for dem, var de røde tørklæder. Mændene gik i posede bukser, og havde enten sweatre eller langærmede bluser på. Nogle enkelte havde ærmeløse bluser på, og posede shorts. Callahan fortalte mig, at dem der bar ærmeløse bluser, var jægere, og de var som regel adskilt for alle andre. De måtte bære en blanding af hån og respekt fra alle de andre. Respekt, fordi de havde det vigtigste arbejde, men hån fordi det var et ensomt arbejde, der fik dem til at fremstå underlige for alle andre.
”Deres evner gør folk utilpasse, og der er endda love omkring dem, for at gøre folk tryggere.” sagde han dystert.
”Hvad er deres evner da? Er de så forfærdelige?” spurgte jeg, men Callahan sendte mig blot et dystert blik, og trak på skuldrene. Det stod klart at der ikke var mere at sige om den sag.

 

Det mest fascinerende var dog deres øjne. Alles øjne var lysende og farvestrålende. Gule, grønne og blå. Men selvom de gule var de mindst naturlige, var de grønne og blå så farvestrålende og så klare, at man kunne have fået den ide, at det var kontaktlinser, hvis det var på jorden. Jeg prøvede at huske, hvad Asura havde fortalt mig om hans verden, men han havde aldrig forklaret, hvorfor hans øjne var gule.
Nu kunne jeg se, det nok var meget normalt for ham, men for mig, var det noget der skulle forklares. Jeg lænede mig ned mod Callahan, stadig med øjnene rettet, mod de særøjede mennesker.
”Hvad sker der for at alle har nogle vilde øjenfarver? Og hvorfor er der ingen brune?” hviskede jeg. Først så Callahan bare forvirret på mig, men så, i takt med at hans hånd absorberede noget ukendt information, rettede rynken i hans pande sig ud, og han sendte mig et nysgerrigt blik.
”Som du ved er vi på Deitas delt op i tre kategorier, Sindet, Elementerne og Magien. Den måde vi kan se, hvilken evne et barn bliver født med, er øjnene. Der er tre øjenfarver, der hver især hører til sin kategori.
Hvis du bliver født med blå øjne, så har du en evne inden for Magi, hvis du bliver født med grønne øjne, så kan du noget med elementerne og hvis du bliver født med brune øjne-..”

”Vent-… BRUNE øjne?” afbrød jeg, og mit eget par brune øjne, spejdede ud i mængden for at finde den velkendte farve. Jeg fik et puf i siden, af en lille albue, og så ned på Callahans utilfredse ansigt.
”Du afbrød mig. Nå, men altså børn bliver ikke født med lysende, strålende øjne, som det de fleste har nu. De guløjede – dem jeg prøvede at forklare dig om – bliver født med brune øjne. I takt med at de bruger deres evner, bliver deres øjne mere og mere gyldne, så jo mere lysende og farverig, desto mere har en person brugt og mestret deres evner. Det samme gælder for de andre øjenfarver. ”sagde han, og pegede på sine egne øjne.
”Min evne er ikke noget man kan tænde eller slukke for. Jeg bruger den altid, så mine øjne er selvfølgelig fuldstændig gule, men de fleste børn på min alder er faktisk kun lige begyndt at bruge deres evner, se!” sagde han og pegede på et yngre barn, der legede i en gyde, med nogle andre børn, under noget ophængt vasketøj. Barnet, en lille pige med korngult hår, havde helt brune øjne. Bag dem, i gyden, lå der flere små, skæve huse, nogle med små haver og æbletræer, og nogle der så ud som om de var klemt inde mellem deres større søskende. Tagene var lige så skæve, med skorstene, der kom røg op fra. På et af tagene sad der fem fugle og rensede deres fjer. Længere nede begyndte gyden at bugte sig, indtil den drejede til højre, så jeg ikke kunne se længere. På hjørnet stod en ranglet fyr med gnistrende blå øjne og nedadvendte mundvige. Han så op, fangede mig i at stirre, og skulede så til mig. Jeg så rødmende væk. Et kor øjeblik, havde han mindet mig om Danni, fra da jeg første gang mødte ham.


Vi gik videre, indtil de små gader og pladser, udvidede sig ud i et torv. Midt i torvet stod, hvad jeg syntes lignede det største fuglebad jeg i mit liv havde set. Foden og søjlen af fuglebadet var yndefuldt skåret ud i forskellige mønstre og forskellige symboler, der sikkert fortalte en historie om sig selv. Øverst, og jeg måtte stå på tæer for at kunne se det hele, mundede det hele ud i selve karret. Der var bredt og så dybt at man kunne bade i det.
”Inde i karret er der skåret hele vores byhistorie,” kommenterede Callahan, da han så at jeg strakte mig for se på det flotte stenkar.
”Er det en lang historie?” spurgte jeg, spøgende.
”Ja.” svarede han blot.

 

Vi forlod torvet, efter at Callahan havde fået smigret sig til et par brødstykker med noget vidunderligt lækkert indeni.
”Mor siger at hvis jeg spiser for mange af dem her, så falder mine tænder ud.” sagde Callahan med munden fyldt med det dejlige brød. Jeg nikkede bare, travlt optaget med at spise. Jeg havde ikke indset hvor sulten jeg var, før lugten af bagværk ramte mine næsebor.


Vi passerede endnu et gadehjørne. Her var der en lille oval have, hvor græsset ikke så meget som gik en centimeter over kantstenen. Den var omringet af blomster, og et lille træ, med bøjet stamme. Lænet op af muren til det hus, haven tilhørte, stod en gammel gyngestol, med en ældre kvinde, halvsovende i den. Hun så simpelthen så fredelig ud, som om hun havde opnået alt hun ville. Ved siden af, i selve murværket, var der et lille åbent vindue, hvis gardiner blafrede i brisen. Jeg havde håbet at vi skulle derind, men Callahan passerede stedet uden tøven.

 

Til sidst endte vi uden for et hus med tre etager, og en have med et dæk som gynge. Døren stod åben, og en lille buttet kvinde for frem og tilbage derinde, med en støveklud og en munter melodi på læben.
”Det er Ari, hun bor nederst.” sagde Callahan og løb op til døren. Jeg fulgte tøvende med. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...