Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2268Visninger
AA

18. Kapitel 18 - Iria

Hans stemme var ung. Ikke en dag over 12, nok ikke engang 10. Men han talte ikke som et barn. Han talte næsten som en voksen. Men hans beroligende ord, havde deres virkning. Den altoverskyggende følelse af at jeg aldrig nogensinde ville slippe ud af paralysen fortog sig. Vi ventede.

 

Det føltes som en evighed, men pludselig kunne jeg bevæge mine fødder, så mine ben og arme, og til sidst mit hoved. Jeg satte mig op, så hurtigt at det sortnede for mig. Jeg mærkede igen de små hænder, denne gang på min ryg.
”Tag det roligt. Du har ligget længe ned, og dit blod skal lige fordele sig. Jeg rettede mit svimlende blik mod drengen. Han bar noget der lignede en tynd sweater, og et langt, brunt tørklæde snoede sig fra hans hals, tværs over hans overkrop. Hans bukser var posede, men så ud som om de var lavet af et meget tykt materiale. Hele hans outfit var en blanding af brune, grønne og røde farver. Ikke just noget, der passede sig til der hvor jeg kom fra, men ikke desto mindre, så det behageligt ud at have på. Også drengen tog sin tid til at betragte mig, kigge mig efter i sømmene. Han brød sig vist heller ikke om mine udvaskede, skinny fit jeans, t-shirt med en kat der rakte fuck og lange vinterjakke. Apropos, så var det vist ikke vinter her. Puhha.

 

”Hvor kommer du fra?” spurgte han, og rynkede panden i forvirring.
”Jeg kan se en masse mennesker, klædt ligesom dig, men der er så … gråt.” fortsatte han med væmmelse i stemmen. Jeg så mig omkring. Hvert et blad, hver en blomst, var hundrede gange mere farverig end derhjemme. Jeg kunne sagtens se hvad han mente.  Men hvorfra kunne han vide de ting? Jeg havde ikke engang sagt noget endnu!
”Hvor,” begyndte jeg hæst og måtte rømme mig for at kunne fortsætte, ”Hvor kan du vide alt det fra?”
Drengen smilede og satte sig ned på jorden ved siden af mig, med den slags afslappethed, som kun et barn kan udvise.


”Jeg kan se ting, og vide ting, hvis jeg røre, bare en enkelt gang, ved en person.” sagde han, og lød stolt, ”mor siger at det jeg kan, er den stærkeste evne, en telepat kan have.”
”En telepat?” spurgte jeg, forvirret, og drengen så på mig, som om jeg var dum.
”Ja! En der kan se ind i folks tanker og sådan noget. En telepat har evner der har med sindet at gøre. Alt det si-…det sy… det SYKISKE at gøre.” forklarede han. Den måde han sagde ordet psykisk på, lød som om han havde hørt det fra nogen, uden at få det helt forklaret. Drengen rakte op og kradsede sig på kinden.
”Hvad er SØVN PRA… SØVN PARA…ra…lys….” hakkede og stammede han, med et koncentreret udtryk i øjnene.
”Søvnparalyse?” gættede jeg.
”Det er når nogen vågner mens ens krop stadig sov- … Åh.”

 

Jeg vidste ikke at jeg havde tænkt på det, men det gav faktisk god mening, at det var det jeg havde oplevet, før. Jeg havde aldrig selv oplevet det, så derfor var det ikke noget, jeg havde sat i forbindelse med min oplevelse. Ikke bevidst i al fald.
”Netop!” sagde han tilfredst, ”det! Men altså, det er rigtigt nok, tror jeg. Altså, jeg forstår det ikke helt, men du kom fra en slags portal, ikke? Og din krop var faldet i søvn på den anden side, så da den fulgte med herhen, så sov den stadig … Og det er derfor du ikke kunne bevæge dig!” sagde han, med en løftet finger, som en detektiv der havde fundet løsningen på gåden. Jeg havde lidt på fornemmelsen at denne her knægt, som følge af sine evner, kunne virke lidt bedrevidende en gang imellem. Men ikke desto mindre, følte jeg at han havde ret.

 

”Hvad hedder du?” spurgte jeg, klar over at mine manerer kunne have været bedre. Drengen smilede bredt, stadig fuldstændig overstadig over at have fundet ud af så meget om mig, den mystiske fremmede.
”Callahan, hvad er dit?”
Med en naturlig ynde, der kun tilhørte de helt unge, sprang han op og tog fat i min hånd. Jeg kunne ikke lade være med at smile over hans underlige blanding af ungdom og modenhed.
”Mynthe.”
”Kom Mynthe! Du kan bo hos mig, det tror jeg ikke mor og far vil have noget imod.” erklærede han, som var jeg et fortabt kæledyr, og hev i mig for at få mig til at gå med. Jeg rystede på hovedet og blev stående.
”Kan jeg ikke. Jeg venter på nogen.” forklarede jeg, og et billede af en smilende Asura, for forbi mit indre øje. Callahan, der stadig holdt min hånd, vrængede ansigt.
”Han kommer ikke i dag, og du kan under ingen omstændigheder blive her, når det bliver mørkt. Det er farligt, det siger far selv, og far ved det, for han er jæger.”


Hjertet sank i brystet på mig. Vidste Asura overhovedet hvor jeg var? Kunne han mon finde mig hvis jeg ikke blev her? Jeg tøvede, men drengens ryk i min hånd blev mere insisterende.
”Kom nu. Det er meningen at du skal komme med mig.” sagde han med en utålmodig rynke i panden.
”Meningen?” mumlede jeg, men lod mig under alle omstændigheder føre med.
”Hvor er vi overhovedet?” spurgte jeg, og så mig omkring. Gemt bag de høje træer, som jeg i første omgang havde set, var der en lang, lysende sti, omringet af nogle lysende planter, næsten som gadelamper. Længere væk, kunne jeg se hvordan træerne skiltes og skabte en åbning, måske skovgrænsen. Vi fulgte stien helt hen til åbningen, hvor to træer bøjede sig mod hinanden for at skabe en slags port. Træernes grene flettede sig sammen øverst oppe, så de dannede et skilt, hvor der stod ’Velkommen til Iria’.


Da vi gik igennem kunne jeg se at åbningen førte til en koloenorm lysning, omringet af en ring af de smukkeste, høje gyldne træer, der lyste, så jeg kunne forestille mig at hele lysningen altid ville have en vis mængde lys, som gadelamper og andre elektriske belysninger derhjemme gjorde det i gaderne om natten.
 

Og i midten lå byen. Den by jeg havde set i min drøm. Og den var endnu smukkere i virkeligheden.
”Velkommen til Iria, Skovfolkets by.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...