Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2290Visninger
AA

15. Kapitel 15 - Forklaring - part 2

For dig og din slags, findes der kun én verden; jeres verden, med livløse planeter og et endeløst univers. Virkeligheden er så meget anderledes. Der findes andre dimensioner, andre verdener og der findes endda en parallel version af din verden.

En af disse andre verdener, er noget helt specielt. En slags skattekiste for magtbegærlige væsener, der søger at tage så meget som muligt, til dem selv. Den verden jeg snakker om, har gennem mange årtusinder, givet liv til de mest forunderlige evner og væsener. Vi ved ikke helt præcis hvad i miljøet der skaber kriterierne for at disse evner fremstår, men vi ved at vores fjender ønsker at tage dem fra os, hvis muligt, eller dræbe os alle i forsøget.

Ved hvert årtusinde skifte kommer de, og en stor krig bryder løs. Hver gang er det lykkedes os at slå dem tilbage, med vores specielle styrke af Mytemanere, kraftfulde sjæle, der blev tilkaldt fra alle de andre verdener, for at fremmane Væsenerne fra De Gamle Sange og Old Myterne.

 

Jeg sad på sengen, med armene omkring mine ben, og stirrede mistroisk på Asura.
”Okay,” sagde jeg, og prøvede ikke at lyde for nedladende, i frygt for at han ville gå amok igen. Asura så afventende på mig, og efter at have aflæst hans rolige attitude, besluttede jeg mig for at still min nysgerrighed.

 

”Hvis den her … anden verden virkelig findes, så fortæl mig om den. Hvilke slags evner har de der? Og hvilke slags væsener snakker vi om?”
Asura rettede sine ben ud og strakte sig. Han virkede slet ikke som om, han havde hørt mit spørgsmål.
”Der findes mange slags evner, på Deitas, men de er alle sammen delt op i tre kategorier, Sindet, Elementerne og Magien. Jeg vil ikke spilde tiden med at nævne alle evnerne, Mytemagernes evne hører under Sindet, og du kan vel nok regne ud, hvilke slags evner der hører under elementerne. Magien er lidt mere kompliceret fordi magi har sådan et bredt spektrum, men hekse og troldmænd er selvfølgelig i den kategori.”
Jeg lyttede opmærksomt, mere inddraget i historien end jeg oprindeligt havde villet det. Hans forklaring gjorde mig endnu mere nysgerrig.


”Hvad er en Mytemaner, egentlig?” 
Asura havde rejst sig op, og gik nu hen, tilsyneladende for at studerer indholdet af køleskabet, der indeholdt lige præcis ingenting. Irriteret rejste jeg mig også op. Det virkede ikke som om at han var særlig interesseret i at forklare mig tingene, nu hvor jeg rent faktisk var villig til at lytte.
”Asura!” hvæsede jeg og trampede hen mod ham. I det samme vendte han sig om mod mig, med et blændende smil, som stoppede min trampende færd på krigsstien.


”Du sagde mit navn! Nå men, en Mytemaner er hvad DU er. De har en helt speciel evne til at fremkalde magtfulde væsener, fra andre dimensioner. De kan kontrollere dem, og deler et ubrydeligt bånd med det de fremkalder. Deres drømme virker som syner, om hvad der kan ske, og i sjældne tilfælde, kan de styre deres drømme til at få små detaljer til at ændre sig. Det er dog sjældent, da kun en meget magtfuld Mytemaner kan gøre dette.” forklarede han, og trådte frem, hvilket fik mig til at træde tilbage.
Stadig lidt ude af den fra overraskelsesangrebet med smilet, måtte jeg bruge lidt tid på at komme mig, før jeg kunne fortsætte. Jeg gik over og satte mig ned igen.


”Hvordan kan man overhovedet fremkalde noget der kun eksisterer i myter?” sagde jeg, en smule gnavent, fordi jeg ikke kunne få mig selv til at se på ham igen. Mit hjerte bankede stadig ikke helt normalt, og jeg var bange for at mine oprørske kinder ville skifte farve hvis jeg gjorde. Bare fordi nogen så en smule godt ud, behøvede jeg vel ikke at flippe helt ud, for fanden da.


”De gamle sange og Oldmyterne er ikke bare opfundne historier. De er ældgamle dimensioner, der kun giver adgang til Væsenerne. Jeg ved ikke hvad det er for nogle væsener, så du skal ikke spørge. Sidste gang de blev tilkaldt var for over tusind år siden, og så gamle er jeg altså ikke.” sagde han, et eller andet sted fra venstre side. Han lød som om, han morede sig. Men jo mere han fortalte mig, jo mere begyndte en bekymrende tanke at spire. Jeg sagde ikke noget, lyttede kun til hans vejrtrækning, og lyden af hans jeans, når han bevægede benene.
”Hvorfor mig?” sagde jeg så, stille.

 

Jeg mærkede sengen give sig, da han satte sig ned ved siden af mig. Han duftede ligesom når man har solet sig i flere timer.
”Mytemanerne er blevet sjældne. Før i tiden kunne Deitas bare række ud efter de nærmeste verdener, for at finde nogle, men nu skal de helt ud i krogene. Kun en håndfuld er blevet fundet, og du er en af dem. Vi ved ikke hvorfor der ikke bliver født så mange som før. Måske er genet ved at blive vandet ud. Men vi har brug for dig. Uden os … Så ryger Deitas og hvem VED hvad der så kan ske?” forklarede han stille. Hans stemme var lav, og indtrængende, og jeg følte den snige sig op af min rygrad, og ind i mit hoved. Forsigtigt, lempede jeg mig selv lidt væk. Varmen fra hans hud, gjorde mig næsten svimmel.


Nå, men hvad skal jeg så gøre?” spurgte jeg bryskt. Jeg kunne mærke hvordan Asura nærmest sitrede energisk, som svar på mit spørgsmål.
”Du skal lade drømmen føre dig,” sagde han ivrigt, ”den vil vise dig vejen ind til Deitas. Ser du, der en nogle med evner skabe kontakt til andre verdener, og de kan hidkalde dig via en drøm. Det samme skete med mig, bortset fra at jeg ikke var en kylling og ignorerede den, ligesom dig. Når først, du er derinde, skal jeg nok finde dig, det lover jeg.”
Jeg nikkede og fandt endelig modet til at se op på ham igen. Han havde små smilehuller, opdagede jeg, og hans skuldre rørte næsten mine.


”Hvad er du egentlig?” spurgte jeg, og mærkede at der ikke ville være nogen vej tilbage for mig, efter samtalen var slut. Han smilede, næsten som om han kunne mærke min uvillighed til at miste kontrollen over min egen skæbne. Hans øjne lyste snedigt.
”Jeg er ligesom dig.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...