Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2305Visninger
AA

13. Kapitel 13 - Asura

Hans øjne var omkranset af lange, mørke øjenvipper. Det var øjne man ville have syntes var smukke, før man kiggede direkte ind i dem, og så at irisen havde samme farve som smeltet guld. Jo længere jeg så ind i dem, jo mere forekom de mig faktisk at glæde, som om den brændende energi, jeg kunne føle fra ham, lyste ham op indvendig, som et fyrtårn. I lyset skiftede nuancen faktisk fra gylden til kattegule. Når de stirrede direkte på en, som jeg oplevede lige nu, blev man næsten hypnotiseret. Det var første gang jeg havde set en person, med øjne der brændte som solen.


Da jeg var kommet mig over chokket, indså jeg at det sikkert var kontaktlinser. Nu til dags gik mange med både røde og helt sorte kontaktlinser. Men bærerne plejede at være yngre. En usikker latter undslap mine læber, før jeg kunne nå at stoppe den.
”Nå, du kan godt lide den slags … effekter?” sagde jeg, og blev mere og mere sikker på at det var en psykopat jeg stod overfor. Han gav mig et forvirret blik, men sagde ikke noget. I lang tid stod vi bare og så på hinanden. Så, med et opgivende suk, satte han solbrillerne på igen.
”Det er i det mindste bedre end solbrillerne,” kommenterede jeg, stadig ikke helt klar over om jeg var blevet vanvittig.


”Aria sagde, de klædte mig.” sagde han med en påtaget ligegyldighed, ”jeg anede ikke at de var til kvinder.”
Så stod vi der, overfor hinanden, i stilhed. Jeg overvejede om jeg drømte. Så stønnede fyren frustreret.  
”Jeg forstår det ikke …” mumlede han, ”du burde være kommet længere på nuværende tidspunkt.”
”Det bliver du ved med at sige, men jeg ved ikke engang hvad du taler om,” vrissede jeg irriteret. Som om jeg kunne vide hvad idioten tænkte på. Frustreret løb han sine fingre gennem håret, så det så om mulig endnu mere fashionabelt rodet ud.
”Du har da drømt, ikke? Om byen?” spurgte han, som om det han sagde, gav nogen mening overhovedet. Men han havde faktisk ret, havde han ikke? Kunne han overhovedet vide at jeg havde haft en underlig drøm de seneste måneder?


Det var jo ikke fordi jeg havde nævnt det til nogen …. Andet en Anita selvfølgelig.
”HA!” råbte jeg, ”det er jo det, ikke? Det hele er én stor joke! Har Anita fortalt dig det hele? Er det også derfor Danni er her? Prøver I alle sammen at gøre mig til grin?”
Min stemme steg i takt med at jeg blev mere og mere hysterisk. Jeg kunne godt høre at jeg lød forfærdelig. Anita havde kun begået en forbrydelse, og det var at flirte med min eks. Så forfærdeligt som det var, var hun ikke noget ondt mastermind. Brandmanden havde spærret sine øjne op i overraskelse. Han havde nok ikke lige ventet mit hidsige udbrud.


”Vent, har du ikke drømt noget?” spurgte han forvirret, og jeg min frustration steg. Hvordan kunne han koncentrere sig om den skide drøm NU, hvor jeg var lige ved at få et sammenbrud? Kunne han da ikke se at der var VIGTIGERE ting at forholde sig til, såsom at hele verden forekom mere og mere sløret, og at min hals gjorde ondt fordi jeg kæmpede for at undertrykke gråden? En lille stønnen undslap mine læber, og det gik endelig op for ham, at jeg ikke længere helt gik på de ligevægtiges side af vejen.
”Hør,” begyndte han stille, ”Mit navn er Asura, jeg skulle bare holde øje med dig, sørge for at alting gik som det skulle. Det var aldrig meningen at det skulle komme så langt ud.” sagde han, næsten undskyldende. Al hans arrogance var væk, og var erstattet med opmærksom hensyn. Nu begyndte de forbandede tårer at trille ned af mine kinder, selvom jeg blinkede og bed mig i tungen for at få det til at holde op.


”Hvorfor forfølger du mig? Jeg er træt af at se dig alle steder, såsom uden for mine forældres lejlighed, og på min arbejdsplads, OG DET ER ALTSÅ SKIDE FUCKING SKRÆMMENDE AT BLIVE FORFULGT FRA ARBEJDE MIDT OM NATTEN, OG SÅ PÅ EN SKIDE ONSDAG!” skreg jeg. Men til trods for at jeg lignede en der var på vej til mord, gik han fremad, med hånden fremad, som om han rakte ud efter mig.
”Jeg kan forklare,” sagde han beroligende, ”grunden til at jeg var uden for dine forældres bolig var- … Vent, sagde du onsdag? Jeg var ikke i nærheden af dig onsdag, jeg- … Åh pis!” udbrød han hidsigt, og jeg blev så overrasket, at jeg stoppede med at græde.


Asuras ansigt havde antaget en så bleg nuance som en solbrændt nu kunne antage. Musklerne i hans kæbe spændtes og jeg kunne se på vinklen af hans briller, at han ikke længere kiggede på mig. Så slog alt det han havde prøvet at fortælle mig, ind i mig som en bølge. Især én ting stod klart i min hukommelse.
”Hvad var det, du skulle sørge for, gik godt?” hviskede jeg. Det snurrede for mig, hele verden drejede i alle retninger på samme tid. Asuras ansigt blev sløret. Det bevægede sig også. Så var det som om at kanten af mit syn blev smallere og smallere, og verden blev mørkere og mørkere.
Det sidste jeg så, var Asuras arme der rakte ud efter mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...