Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2275Visninger
AA

11. Kapitel 11 - Danni

Jeg følte mig forfulgt og vanvittig hele den første uge. Jeg tænkte ikke på Danni.
Jeg følte mig i fare og bange for at bryde sammen hele den næste uge. Jeg tænkte ikke på Danni.
Den tredje uge var jeg sikker på at jeg skulle dø. Jeg tænkte ikke på Danni.
Den fjerde uge var jeg i stand til at erkende at jeg havde været paranoid, og at jeg var okay. SÅ tænkte jeg på Danni.

 

Der gik yderligere 2 måneder, hvor livet langsomt faldt på plads. Jeg prøvede at vænne mig til, at bo hos mine forældre og føle mig som en teenager igen, og mit hjerte blev langsomt tapet sammen igen. Tankerne om Danni blev vagere og vagere, og smerten blev mindre insisterende. Men drømmen var der stadig. Der gik kun en uge, før jeg drømte den igen. Denne gang var jeg dog klogere. Jeg sørgede for at holde mig så langt væk fra fatamorgana billedet som muligt, men det var hårdt. Det var som om det trak i mig, prøvede at lokke mig til at røre ved det igen. Det var hårdt, og der gik flere uger, hvor jeg næsten ikke fik noget søvn. Drømmen kom oftere og oftere til mig, indtil en da, jeg satte mig ned foran min mors stationære computer, og googlede efter en løsning. Jeg kom ind på en side ved navn ’Tankens kraft’, der omhandlede meditation og viljens kraft. De påstod at et mantra ville styrke din koncentration og hjælpe dig med at fokuserer på dit mål, så jeg dannede mig et mantra; Det er kun en drøm, det er kun en drøm, det er kun en drøm.


Når jeg befandt mig i drømmen, gentog jeg mantraet igen og igen, indtil drømmen langsomt falmede og til sidst forsvandt ud i mørket. Der gik et stykke tid, før jeg havde styr på det, men til sidst kunne jeg tune drømmen ud, så let som ingenting. Endelig var jeg ikke længere bange for at falde i søvn og forsvinde i min seng.
 

En rutine blev sat på plads i mit liv, og jeg var faktisk lige ved at se mig om efter et nyt job, da mit liv endnu engang ramlede sammen.

 

 

Jeg var på arbejde da det skete. Anita og jeg havde ikke haft flere samtaler om hvordan jeg havde det, men vi havde faktisk haft andre, sjovere samtaler. Da jeg var sammen med Danni, havde jeg ikke haft øje for andet end ham, men nu hvor jeg var alene kunne jeg pludselig se alt det sjove jeg var gået glip af. Hele dagen havde vi haft nogle jokes kørende, og havde grint og haft det sjovt sammen. Så fik jeg lov til at gå til pause. Anita sagde at hun sagtens kunne tage pause bagefter. Jeg havde ikke tænkt så meget over det og ville nok aldrig have bidt mærke i det, hvis ikke jeg efter pausen var kommet ud og havde taget hende i, at stå og flirte helt vildt og uhæmmet med en kunde. Hun stod og legede med en tot hår, samtidig med at hun var lænet hen over disken, en bevidst handling der havde til formål at få kundens øjne til at kiggere længere ned end hendes ansigt. Jeg kunne høre hende fnise, og fyren foran hende skubbede hendes hår væk fra ansigtet med en fortrolig og sensuel bevægelse. Hun daskede legesygt til hans arm.

 

”Nå, du ville bare have alle de lækre fyre for dig selv?” nåede jeg at spørge med et smil, inden jeg kom hen ved siden af hendes stivnede krop og så hvem det var hun havde flirtet med.


”Danni!” spyttede jeg overrasket, med sammenknebne øjne. En instinktiv trang til at kaste den nærmeste flødekage i hovedet på ham væltede op i mig som en indigneret kæmpe. Anita sendte mig et skyldbevidst blik, og trådte et skridt tilbage. Hendes kinder havde antaget en svagt rosa farve. Jeg tog mig selv i at tænke, om hun monstro havde vidst hvad hun gjorde, hele tiden. En spirende mistanke om at det måske ikke var første gang, satte sit frø i mit hjerte. Hun var trods alt også hans ven. Men lige nu var hun ligegyldig. Det var Danni jeg ikke kunne tage øjnene fra.

 

Ved syntes af mit rasende ansigt, trådte han hurtigt et skridt tilbage med hænderne op.
”Rolig nu, jeg kom faktisk for at tale med dig,” sagde han med glat stemme. En stemme jeg før aldrig ville have kunnet modstå.
”Ja det kan jeg se,” svarede jeg og rullede med øjnene, ”man kommer også nemmest i kontakt med sin eks ved at flirte med hendes kollegaer.”
Efter det den pludseligt opståede trang til at kaste diverse ting i hovedet på Danni, følte jeg nu ikke andet end en længsel efter at flygte. Så langt væk som muligt. Måske til Alaska, eller til Miami hvor jeg kunne genopfinde mig selv som en lækker udlænding der ledte efter en distrahering fra hverdagens trummerum.

 

Danni sendte mig sit bedste drengede smil. Hans hår var som sædvanligt sat nænsomt i den rodede jeg-er-lige-stået-op-frisure, han var så god til. Mit forræderiske hjerte satte farten op.
”Kom nu, lille My, jeg vil bare gerne snakke, okay?”
Hans bløde stemme smøg sig om min krop, som en kælen anakonda. Jeg vaklede. Måske skulle jeg bare få det overstået. Da jeg kiggede i hans øjne, smeltede jeg. Måske ville han have mig tilbage. Jeg nikkede en enkelt gang og gav tegn til ham om at følge med udenfor.

 

Endnu engang stod vi her, forskellen var bare at hans holdning var åben, bydende og min var lukket og kold. Håbede jeg. Danni havde i det mindste fornuft nok til at se en smule fåret ud. En sky gled ind over solen, som straks forsvandt, som om den kunne mærke at der var noget ubehageligt på vej. Overalt omkring os blev de varme, gule og hvide farver erstattet med et blå, dunkle farver. Skyggerne blev mere fremtrædende, og kulden bed i kinderne.
”Hør, jeg ved godt at vi slog op for … gud ved hvor lang tid siden,”
Tre måneder, tænkte jeg bittert, og du har sikkert haft en fornøjelig tid i de måneder. Jeg stirrede på et punkt ved siden af ham, en lille butik med lyserød facade og et feminint skilt, hvor der står åbent på. I vinduet stod en mannequin med en blondekjole. Hendes ansigtsløse hoved så ud til at stirrer hovent på mig. Du er ikke god nok, syntes den at sige. Med hånden på hoften, så hun altid for nedsættende ud.
”Men sagen er bare den,” fortsatte han, og sendte mig et strålende smil imens, ”at jeg-”
”Er irrelevant og skal gå nu,” afbrød en stemme tørt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...