Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2286Visninger
AA

10. Kapitel 10 - Forældresnak - Part 3

Mine forældre kom brasende ind af døren. Min far i underbukser, et syn jeg velsignet nok havde glemt hvornår jeg sidst havde set, og min mor i natkjole og med uglet hår, et syn man sjældent så.
De var begge helt blege. Sidste gang jeg havde vågnet skrigende op, var da jeg var 10. Jeg havde været overbevist om at en ond mand havde fortalt mig at uartige små piger, der så ting der ikke var der, kom i helvede. Hvor jeg havde fået den ide fra, vidste jeg ikke, men jeg fik ikke lov til at se tv i en hel uge bagefter.

 

”Hvad i himlens navn foregår der?” udbrød min mor, stadig med spor af søvn i stemmen.
”Er du okay?” spurgte min far, og lød så tæt på følelsesladet, som jeg nogensinde havde hørt ham. Jeg stirrede på min hånd, der langsomt blev mere og mere synlig. Da den helt var holdt op med at flimre, var den lige så virkelig, som resten af mig. Hvor meget af det så end var virkeligt, hviskede en stemme i mit hoved.

 

”Jeg er okay,” gispede jeg, og lød slet ikke okay, ”bare – gisp – et mareridt.”
Mine forældre sendte endnu engang hinanden bekymrede blikke. Det gjorde ondt at se dem så ulykkelige, og jeg gjorde mit bedste for at falde lidt ned inden en af dem fik et bommesislag. Over årerne havde mine forældre udviklet en strategi der involverede lige dele tankelæsning og erfaring. Den ene trak sig lidt tilbage, den anden satte sig på kanten af min seng.
”Er der noget der bekymrer dig for tiden? Du behøver ikke fortælle os ALT men … Vi vil så gerne hjælpe.” sagde min mor og sendte mig sit mest moderlige smil. Jeg sloges med mig selv. Skulle jeg snakke med dem om Danni? Om ham jeg troede forfulgte mig? Ville det ikke bare gøre dem endnu mere bekymrede, eller ville det hjælpe dem med at forstå?

 

Men de ville aldrig kunne forstå min drøm. De ville tro at det var endnu en ting som lægen skulle behandle, men jeg troede ikke på at han ville kunne hjælpe. Én ting stod klart for mig; noget blev jeg nødt til at fortælle dem. Så jeg fortalte dem mere om bruddet med Danni. Om hvordan det havde slået mig helt ud.

 

Jeg gav dem en vag forklaring om hvorfor vi ikke længere var sammen. Sætninger som ”det gik bare ikke” og ”Vi var bare ikke samme sted længere” blev slynget til højre og venstre, men som jeg fortalte det, forstod jeg at det faktisk passede meget godt. Danni var gået forud, og havde ikke tænkte sig at komme tilbage efter mig. Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke på afskyen i hans øjne, da han hørte om min epilepsi. Mine forældre så på mig med medlidenheden malet i deres blikke. Jo mere medlidenhed jeg fik, desto mere ynkelig følte jeg mig. Som taberen af kærlighedsspillet. Jeg fortalte dem at jeg var okay, eller nok skulle blive det, men efter at de var gået, følte jeg mig helt tom.

Jeg kiggede på min hånd. Jo længere jeg stirrede desto mere uvirkeligt forekom det mig, at den i det hele taget havde været væk.

 

Men drømmen føltes ikke længere bare som en drøm. Jeg var rædselsslagen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...