Tilkaldt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 14 jun. 2018
  • Status: Igang
VIGTIGT: Ordet Epilepsi forekommer i denne movella, men da jeg hverken er ekspert i området eller selv har oplevet dette, kan det godt forekommer at
fiktionen i dette værker ikke stemmer ens med virkeligheden. Jeg håber ikke at nogen bliver fornærmede over det, da jeg ikke ønsker at gøre grin med lidelsen eller være respektløs.

Mynthe har lige mistet sin kæreste, og som om det ikke skulle være nok, er hun begyndt at få anfald, som hendes læge har diagnosticeret som epilepsi. Hun føler sig magtesløs og vred. Så tager hendes anfald en ny drejning, og Mynte begynder at forstå at hendes problemer kun lige er begyndt.

(Cover er lavet af p.t. Knudsen)

25Likes
130Kommentarer
2348Visninger
AA

1. Kapitel 1 - Forbi

”Jeg er ked af det,” lød de tomme ord fra hans mund, jeg lagde mærke til at der var lidt spyt i hans mundvig,

”Jeg syntes du fortjener bedre,” fortsatte hans mund. Et kort blik op til hans øjne, fortalte mig om kulden og ligegyldigheden der befandt sig der, han havde nogle flotte blå øjne,

”Jeg er sikker på at det også er bedre for dig i længden,”

Jeg forstå ikke, ville jeg sige, men min mund var frosset, ligesom resten af mig. Tror du virkelig selv på det lort der kommer ud af munden på dig, eller siger du det for at få det bedre med dig selv?

Hvis spørgsmålet var kommet ud, ville han med garanti have flippet ud. Det fik mig næsten til at fnise, på en absurd, hysterisk måde.

”Mynthe, er du okay? Det skal nok gå.”

Hans hænder rørte flygtigt ved mine arme, sådan som en far der ikke lige ved hvad han skal stille op med sin grædende teenager datter ville gøre. Græd jeg lige nu? Jeg troede det ikke. Det ville da også bare være perfekt.

Jeg havde lyst til at fortælle ham hvor han kunne stikke sine ”trøstende ord” op henne. Jeg havde lyst til at bede ham fucke af, men mest af alt havde jeg lyst til at tigge ham om at blive.

”Hv-hvorfor n-nu?” kom det ud gennem mine klaprende tænder. Jeg ville lyde hård, måske endda ligeglad. Jeg lyd ynkelig, selv for mine ører. Han smilede trist. Et smil jeg vidste han havde brugt tit, overfor sine forældre når han ville virke oprigtig. Overfor mine, når han ville moden.

Overfor alle de piger, han med garanti havde slået op med, når han blev træt af dem.

Jeg burde have vidst det, skød en tanke, så klar som en lyn ned i hovedet på mig.

Han havde trods alt sagt, at vi var for unge til at være så seriøse. Men jeg havde troet at han var vild med mig. Lige så vild som jeg var med ham. Nok til at kunne overse alle de andre ting. ”Problemer”, kaldte han det. Når tingene blev seriøse, eller når det krævede for meget af ham, kaldte han det ”Problemer”.

Så begyndte det. Jeg kunne mærke det som en svag summen i ørerne først. Jeg vidste hvad det var, og det var det absolut sidste jeg havde brug for lige nu.

 

Det var startet for et par måneder siden. Anfald, kaldte min læge det, men jeg følte det mere som et angreb. En følelse der startede langsomt ud, udholdelig først, men blev så mere og mere insisterende, indtil jeg lige pludselig lå på gulvet, skrigende, og med blod i munden. Epilepsi, kaldte de det. Jeg havde selvfølgelig hørt om det før, men forstod ikke hvorfor det lige pludselig havde invaderet mit liv. Det var ikke noget jeg nogensinde havde tænkt på, i forhold til mig selv. Ikke før nu.

Ikke nu, tænkte jeg desperat. Også han kunne se det. Han trak sig tilbage, prøvede at undertrykke afskyen, men den var der, som den gradvist havde været mere og mere siden det begyndte for første gang i marts. Jeg åbnede munden. Prøvede at forklare, at bevise at der ikke var noget galt, men det eneste der skete var at jeg begyndte at ryste. Han sukkede.

”Mynthe … Det er forbi.”

Det var omtrent der, at alting blev sort.

8 måneder ind i vores forhold, slog Danni Vida op med mig, og jeg fik et epilepsianfald der næsten satte mig i koma. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...