Min akutte dagbog

Ting som selvmordstanker, selvskade, angst, sorg, følelsen af ikke at være god nok og meget andet, er sådan set blevet en del af min hverdag. Min akutte dagbog - Når jeg virkelig har brug for at skrive mine følelser ned, så de ikke overtager mig.

1Likes
5Kommentarer
906Visninger
AA

3. Akut dagbog - Mine tanker vedr. angst & angstanfald

Angst… Jeg troede ikke at det var så slemt. Jeg kender to piger der på et tidspunkt i femte klasse havde angst og de gjorde skam ikke andet, end at sidde og hyperventilere. Jeg har aldrig rigtig fattet 100%, om det var fake eller ej, men rygterne sagde, at det hele var falsk. Jeg ved ikke helt hvad jeg selv skal tro på, men jeg gider ikke dømme andre ud fra rygter og nu hvor jeg selv døjer med det lort, ville jeg selv gå fra forstanden, hvis nogen sagde at min angst var falsk. Folk der aldrig har prøvet noget lignende, vil aldrig nogensinde være i stand til at kunne sætte sig ind i, hvordan det er. Det er skam ikke bare at være bange eller nervøs, det er fandme følelser som er så stærke, at det påvirker ens fysiske tilstand i det øjeblik det sker. Det er ikke bare at hyperventilere, nej, det er fandme at føle det der vejrtrækningsbesvær, som om et eller andet prøver at kvæle dig. Ens hjerte, jeg målte engang min puls i skjul i en dansktime og jeg tror den kom op på ca. 130 slag i minuttet? Nogle gange begynder jeg fandme også at ryste helt vildt. Jeg bliver helt vildt svedig og varm og kan ikke rigtig kontrollere hvornår det stopper. Nogle gange går det så langt, at jeg bliver pisse hamrende svimmel og føler mig på grænsen til at besvime. Men på den anden side - Selvom det er svært at forstå og sætte sig ind i, hvis man aldrig har prøvet det, er det virkelig fucking let at dæmpe. Det er bare ikke altid at folk har tid, orker, eller gider. Bare snak med mig. Det er vel simpelt, ikke? Det er pænt ligegyldigt hvad vi skal snakke om, men bare prøv at connect med mig, så jeg slipper for følelsen af at folk er ligeglade og at jeg selv skal håndtere det her pis helt alene. Men hvorfor får jeg det egentlig sådan her? Er det fordi jeg skjuler mine tårer så meget, at de dukker op ved angstanfald i stedet for? Mange af de gange jeg har haft lyst til at græde, har jeg bare kunne mærke det helt vildt meget inde i min egen krop og i stedet for at let go, så bliver smerten inde i mig og finder en anden måde at slippe ud på. Det er i hvert fald hvad jeg tror kan være årsagen. Sidst jeg fik et angstanfald, var til valgfag, da vi havde Avalon Khan på besøg til foredrag. Vi skulle en efter en, stille os op til hende, tage en dyb indånding og gå tilbage til vores plads. Jeg havde ikke lyst, men jeg var en af de første der skulle op og følte mig derfor tvunget til det, da ingen andre havde sagt fra før mig. Men da jeg så kom ned igen og det var overstået, indså jeg, at det var en grænse jeg ikke skulle have overskredet. Mens alle andre piger på mit hold gik derop, var der nogle stykker som begyndte at græde og ikke gad. Jeg er en pige som hurtigt føler empati over for andre, så det at de begynder at græde i frygt, gavner langt fra min situation. Jeg havde egentlig bare lyst til at forlade lokalet, men jeg turde ikke. Jeg kan ikke lide når folk kigger på mig i situationer jeg ikke føler mig 100% tryg ved. Men til sidst da vi fik en hurtig 2 minutters tissepause, skyndte jeg mig op til Ida (læreren) og sagde noget i denne dur: “Må jeg godt gå ud, fordi jeg har det ikke så godt og altså jeg skal bare væk herfra, jeg gider ikke at være her.” Hun stillede lige spørgsmålstegn og der sagde jeg noget med angst og hun gav mig selvfølgelig lov. Hun kom ud til mig noget tid efter og hun tog mine hænder for at se mine negle. Hun spurgte om jeg havde fået dem lavet og hun blev meget fascineret over at jeg selv havde lavet dem. Hun lægger så mærke til min rysten og jeg bliver oven i købet svimmel og begynder at læne mig op ad hende. Til sidst får hun nogenlunde sat mig ned og så sidder vi bare der og snakker sammen. Jeg får det så meget bedre og dagen fortsætter som den burde. Det var vel ikke så svært at forstå, at det virkelig bare er omsorg der skal til, vel? - 10.01.2018

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...