Min akutte dagbog

Ting som selvmordstanker, selvskade, angst, sorg, følelsen af ikke at være god nok og meget andet, er sådan set blevet en del af min hverdag. Min akutte dagbog - Når jeg virkelig har brug for at skrive mine følelser ned, så de ikke overtager mig.

1Likes
5Kommentarer
913Visninger
AA

5. Akut dagbog - Flammen går stille og roligt ud… Medmindre tårer kan være med til at holde den i live..?

Jeg gik fra forstanden. Jeg begyndte at lave alle mulige uforudsigelige bevægelser. Jeg krummede mig også sammen til en klump, nærmest som et foster. Jeg satte mig under dynen og der slap jeg. Jeg græd ad helvede til. Med lyd og det hele. Jeg følte at jeg var oppe at stå on top of the world. Jeg styrede fandme, jeg havde alting på plads og manglede ellers bare at færdiggøre det. Men så går det op for mig, at nej, det her er ikke gjort som det skulle have været gjort og jeg træder ikke op ad bakke ved at fortsætte, nej, jeg tager fandme trappen direkte til helvede. Jeg prøvede virkelig at få alting på plads igen. Nye veje, omveje, genveje, flyruter, busruter, cykelstier, ALLE VEJE. Men alligevel kunne jeg ikke få det bygget på plads. Jeg følte virkelig, at jeg havde det i mig. Jeg græder pisse hamrende meget af at skrive denne sætning, men jeg følte mig faktisk recovered. Jeg følte glæde, stolthed, styrke. Indtil verden faldt fra hinanden… Nu sidder jeg med mascara og eyeliner over det hele og føler mig som en fiasko. Det vil aldrig nogensinde komme til at se så perfekt ud, som det gjorde før. Det var 100% på plads og jeg var klar til at take on the world. Men nej nej, selvfølgelig skal glæden altid smadres, sådan er det fucking altid. Hver gang der sker noget helt vildt godt og positivt, kommer der altid et eller andet problematisk pis og smadrer det permanent. Jeg giver stadig ikke op, men jeg kan på alt love for, at jeg står i vindueskarmen. Det er bare spørgsmålet om jeg skal springe eller ej. Spørgsmålet om jeg skal hoppe ind foran det tog der kommer lige her og nu, eller om jeg måske skal vente 5 minutter mere på det næste tog og genoverveje mit valg. Det var godt at jeg begyndte at skrive akutte dagbøger, for alt hvad jeg har skrevet nu, har reddet mig fra det der skete på de første 2-3 linjer. Jeg græder heller ikke mere og sidder basically bare i stilhed. Jeg føler ikke noget. Eller jeg vil ikke føle noget lige nu. Jeg skrev jo at jeg havde prøvet alle veje, men noget siger mig, at der stadig måske er én vej tilbage. Hvem ved, måske mangler jeg mælkevejen, eller bare fortovet som jeg undervurderede fra starten af. Men i hvert fald - Alt hvad jeg har skrevet nu, har givet mig et håb til. Bare mine tårer ikke slukker flammen for evigt. - 20.01.2018

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...