En rustning med kød

//bidrag til Sindstequialekonkurrencen, skriv om at være ung

3Likes
4Kommentarer
156Visninger

1. -

Pigen vidste udmærket godt, at hun nok skulle få det bedre, når hun nåede hen til festen.  Pigen vidste udmærket godt, at man ikke kunne forvente at have det godt på tidspunkter som nu – når man gik hen af et mørkt fortov, klokken otte om aftenen, i støvregn, med høretelefoner i ørerne, hvor den ene øreprop ikke virkede, selvom den musik man hørte var i stereo. Hendes trøje kløede, hendes hår var uglet, fordi hun ikke havde orket at børste det, før hun tog af sted, hun frøs, fordi hun ikke havde kunnet finde sin vinterjakke. Men hun ville få det bedre, det var bare svært at tro på, og hun kunne ikke helt overbevise sig selv om det uden at lyde som en eller anden UU-vejleder, der fik penge for at få uddannelsessystemet til at skide så mange elever ud på en gang, til en fremtid de egentlig ikke havde lyst til at opleve, for de vidste ikke, om den ville være bedre. UU-vejlederen selv var sikkert også gået til lægen, fordi hun havde diarre lidt for ofte. Man behøvede selvfølgelig heller ikke tro på det for at få det bedre.

Det var vel hende, der bestemte, hende, der bare skulle nå frem til festen, hende der også kunne sætte sig ned på gaden, der, og bare blive siddende, indtil hun druknede i støvregn, blev kvalt i alt støvet, kvalt af det støv, som egentlig bare var tørre hudceller fra himlen og fra den himmel, der havde været der dengang, hun stadig havde været den slags pige, der fortsatte med at gå, trods hendes sweater kløede. Trods hun havde brug for at personificere himlen for at kunne klare det med, at himlen stadig var den samme og fortovet og alt det, hun var bare ikke den samme, ikke rigtig. Tiden gik og verden gik uden at Pigen kunne gøre andet ved det end bare at forsøge at følge med, og forsøge at lade som om, verdens trøje også kløede en gang i mellem, og at de ikke var så forskellige, som hun ellers gerne ville tro, når hun havde brug for nogen at være sur på, der ikke var hende selv.

Men på den anden side forandrede verden også sig lidt. Man skulle bare kigge lidt efter det. Den hvide klat på fortovet, der, havde ikke været der for nogle måneder siden. Den stammede fra et stykke tyggegummi, Pigen havde spyttet ud. Hun havde tygget det så meget, at hendes tandkød var begyndt at bløde og smagen af blod var for kraftig til, at hun kunne huske på også at tænke på, miljøet, for miljøet måtte tænke på sig selv den aften, Pigen blev nødt til at tænke på sig selv og sin alkoholånde som skulle skjules. Hun tyggede og tyggede, lavede nye tandmærker i sit tandkød, i sit kød, i den mund der tilhørte en 13-årig pige, allerede var blevet kysset af en 16-årig dreng, prøvede forgæves at bide sine egne bryster af, alt det som den 16-årige dreng havde rørt uden at spørge om lov, og Pigen endte med, den aften, at bruge pakken til tyggegummiet til at tørre tårerne væk fra sine kinder. Pakken havde hun smidt ind i en busk.

Man kunne jo se, at hun havde været her. Man kunne jo se, at hun havde ændret verden. Man kunne jo se tyggegummiet, der var endt på jorden, man kunne jo se tårerne, og selvom fortovet ikke kendte forskel på dem og regndråber, vidste fortovet måske stadig, at hun ikke burde græde dem, at den 16-årige dreng ikke burde have gjort, hvad han gjorde. Eller også var verden ligeglad, havde ikke tid til at være andet, når den havde så travlt med at have eksistentielle kriser over, hvor hurtigt den forandrede sig.

 Pigen vidste også godt, at hun burde komme videre, burde træde det stykke tyggegummi endnu dybere ned i fortovet, bore sin egen hæl ned i det, omskrive Askepot, fortovet passede på hendes hæl, og hun fik ikke glæden af at blive gift med en pris, bare glæden af at komme videre og det var også tusind gange vigtigere. Hun burde være glad.

Hun var på vej til julefest med sin klasse. Da hendes dansklærer havde hørt om det, havde hørt om at de havde formået at arrangere noget uden indblanding fra forældreråd, havde hun måbet. Hun havde åbenbart ikke hørt, om det før, hørt om et sammenhold, der strakte sig ud over at have en messengergruppe til at minde hinanden på deadlines til tysk, et sammenhold, som måske endda betød, at Pigen ikke lavede den tysk fremlæggelse som de havde for til efter ferien nu, fordi hun prioriterede dette sammenhold højere. En mærkelig kvalitet, at udvikle i skolen, havde hendes dansklærer sikkert tænkt, da hun hørte om det. Man skulle jo ikke til eksamen i det.

Og Pigen var jo også glad, så glad at det gjorde ondt, så glad, at hun ikke kunne lade vær med at tænke på sidste gang, det var lykkedes dem at arrangere noget som en klasse.

Det havde været i sommerferien, mellem ottende og niende. Den dag ferien begyndte havde de lovet hinanden, at de helt klart skulle finde ud af noget. Der var dog gået 6 uger af ferien, før de fandt en dag hvor de alle sammen kunne. Og selv da var der folk, der kom direkte fra lufthavnen, folk, der blev hentet og skulle på ferie bagefter. Men det gjorde nu ikke Pigen noget. De havde været der alle sammen, og det havde været perfekt

Perfekt, selvom solen ikke skinnede, og det faktisk var ret koldt. Perfekt, fordi Pigen så Dreng nr. 1, som hun havde været forelsket i, og som hun tidligere havde skrevet en novelle om i tredjeperson, hvor hun havde analyseret sin egen afhængighed og besluttet sig for, at det ikke var sundt og besluttet sig for at være ligeglad. Ligesom tredjepersonen, der gerne ville have flere belærende historier at være med i, så tredjepersonen tillod sig at glæde sig til den dag på stranden. Perfekt, selvom hun havde glemt at barbere ben, inden de tog af sted, så hun endte med at bade i strømpebukser. Bare for sjov, havde Pigen sagt. Bare fordi at så meget feminist, hun nu var, så var hendes behårede ben stadig verdens undergang, og hendes benhår kløede, men hun kunne ikke klø dem, for hun havde jo ikke nogen hår. Så meget feminist hun var, havde hun aldrig nogensinde ikke skåret sig på barberbladet og sine egne tanker til sig selv om at gøre det, selvom hun ikke havde lyst.

 

Heldigvis blev blodet jo skyllet ud i afløbet, og hårene sad lidt fast, men afløbet var en mand, var hun sikker, så afløbet nærmest samlede på hår, beklagede sig tit over ikke at have stor nok skægvækst. Ligesom det ikke havde noget i mod at blive trådt på igen og igen, for det var jo en mand, så det måtte gerne have hår, men ingen følelser og ingen tankerækker med personificeringer af sit afløb, fordi Pigen egentlig havde mere lyst til at tænke på det, end på deres tur på stranden. Det havde ikke været perfekt, og det havde Pigen vidst dengang, og det vidste hun også nu, der på fortovet.

 

Det var så fandens koldt, og Pigen badede i strømpebukser og i BH, og hun tog ikke sin trøje på bagefter - fordi der var kommet sand i hendes trøje, havde hun grinende fortalt, mens hun smed trøjen i sandet igen og igen, prøvede at begrave den i sandet. I virkeligheden var det dog, fordi hun flere gange havde fanget Dreng nr. 1 i at kigge på hendes bryster, og Pigen havde for længst begravet den version af hende i sandet, den version, der ikke troede på, at hendes bryster var en af hendes bedste kvaliteter, begravet så dybt, at hun ikke kunne få luft og at Pigen ikke kunne høre hendes desperate skrig på hende, om at Pigen ville få en forkølelse, om at Pigen skulle finde en dreng, hvis bedste kvalitet ikke var, at han var villig til at kigge på hendes bryster.

 

Villig til at give opmærksomhed. Pigen havde så mange gange forsøgt at tvinge sig selv til at glemme, hvor desperat hun egentlig havde været. Forgæves. Hun huskede stadig, hvordan Dreng nr. 1 den dag på stranden havde sagt, at hun lignede en død fisk, fordi hun frøs så meget, at hendes læber var blevet blå. Sagde at hendes hår lignede tang, når det var vådt. Hvordan Pigen tog det som en kompliment dengang - hun fik jo opmærksomhed og var det ikke nok? Hun kunne godt glemme, hvad han egentlig havde sagt, fordi Dreng nr. 1 til sidst lånte hende sin hættetrøje og hun tog den på, og den var blød mod hendes bare hud, men den var også så fandens tynd, og den hjalp ikke en skid. Men Pigen sagde det ikke til Dreng nr. 1 bare, fordi hun vidste, at det at fryse bare betød, at man afgav varme til resten af universet, prøvede at varme hele lortet op. Hun kunne godt lide at forestille sig, at fordi Dreng nr. 1’s hættetrøje var så tynd, afgav hun så meget varme til resten af verden, at der måske var andre piger, der ville stoppe med at ryste af kulde og indse, at hættetrøjer ikke automatisk holdt dem varme, fordi de kom fra teenagedrenge.  

 

Pigen kunne stadig godt lide den tanke. Men nu var Dreng nr. 1 på efterskole, og Pigen var startet i niende, uden ham. Og det kunne godt være, at hun stadig brugte frikvarterer engang i mellem på at sidde og stirre ud af vinduerne i deres klasseværelse, vinduer der var så fedtet, at hun knap kunne se i gennem dem. Kun kunne se sit eget spejlbillede og stirre og stirre og tænke på, hvordan hun havde navngivet sin kaktus efter Dreng nr. 1 og hvor ynkeligt det egentlig var. Tænke over, at hun den dag hun skulle gå ud af skolen ville tørre vinduet af, så den næste ulykkelige teenagepige, der stirrede på det også ville se igennem det og se, at verden strakte sig så meget længere end et klasseværelse og en eller anden dreng.  

 

Dreng nr. 1 skulle heller ikke med til deres julefest, han var på efterskole, så for fanden Pigen burde glæde sig. De havde et halvt år tilbage af niende klasse, og de blev ved med at forsikre hinanden om, at det nok skulle blive det bedste halve år af deres liv, UU-vejlederen sagde, at fremtiden lå for deres fødder, at de havde chancen for at stoppe global opvarmning, kurere kræft, slutte fattigdom, skabe en verden fri for diskrimination og alt det – hvis bare deres karakterer var høje nok – hele deres liv lå og ventede på dem, de skulle bare lige sige farvel til hinanden først. 

 

Efter at have kendt hinanden i ti år, tænkte Pigen, mens hun rakte en hånd om for at klø sin rygsøjle, kradse lidt af huden af. Måske kunne hun låne en anden trøje af Clara – det var hende, festen blev holdt hos, og Pigen var allerede nået til enden af Claras vej. Skulle bare op til nr. 22, skulle bare fordi de parcelhuse, der konkurrerede med deres indbyggere, om hvem der kunne være mest firkantede.  

 

Bare stoppe med at tænke på den dag på stranden. Den dag på stranden med hættetrøjen og kulden og Pigen og stranden og kulden, der hvor Dreng nr. 1 til sidst havde spurgt om at få sin hættetrøje igen, da han skulle til at gå. Pigen havde givet ham den uden at tøve, og Dreng nr. 1 havde smilet til hende og sagt, at hun ikke var, som de andre piger.

 

De andre piger, de afleverede aldrig hættetrøjer tilbage, når de blev spurgt, holdt altid fast i drengens trøjer, længere end de holdt fast i sig selv. Hun var ikke som de andre piger, havde han sagt. Og Pigen havde haft lyst til at spørge, om hvem de andre piger egentlig var, hvor han kendte dem fra, om han havde mødt dem i virkeligheden eller bare troede, at han havde. Lyst til at spørge, om han havde tænkt over, hvad der egentlig fik de såkaldte andre piger til at klynge sig til hans hættetrøje, hvad der egentlig fik ham til at grine af dem, rive sin hættetrøje fra dem og bagefter sætte dem alle sammen i spændetrøje, som en del af ’de andre piger’ og lige meget hvor meget de forsøgte at komme fri, vred deres arme, vred sig selv, som en karklud, vred sig selv, indtil de var tørrere end ørkenen,  indtil de ikke var mennesker, bare sandkorn, bare piger, så nyttede de ikke, hvis de stadig bare var ”de andre piger” til ham.

 

Men Pigen havde ikke spurgt om noget. I stedet havde hun bare sagt tak. Det måtte vel være som en kompliment. De andre piger var vel ikke nogen, msn skulle ønske at være som. Det var den samme fornemmelse, hun havde haft for nogle måneder før stranden, da Dreng nr. 1 havde sagt det den gang, der havde været en edderkop inde i deres klasseværelse, og alle de andre piger var løbet skrigende hen i et hjørne, mens Pigen selv var gået frem og fanget den ind i sin hånd, smidt den ud af vinduet. Du er ikke som de andre piger, havde han sagt, og Pigen havde gjort sit bedste for ikke at rødme, for det var jo noget, de andre piger gjorde.

Ikke som de andre piger, han havde sagt det mange gange efterhånden, når hun grinede af hans seksuelle jokes, selvom de ikke var sjove, ikke som de andre piger, når hun ikke brugte makeup, ikke som de andre piger, når hun lyttede til ’Beatles og David Bowie og ham, når han talte, ikke som de andre piger, det var noget. Pigen burde være stolt af. Så hun kunne ikke helt forstå, hvorfor hun havde grædt den dag på stranden, da hun var kommet hjem, ikke helt forstå det, det var jo de andre piger, der græd over noget så tåbeligt som en dreng, det var jo de andre piger, der græd til Titanic, det var jo de andre piger, der snøftede så højt, højt, i håbet, om at der var nogen, der ville hørte dem, ikke hende, nej, nej, nej.

Og hun havde stået der foran badeværelsespejlet og tørret tårerne væk med bagsiden af sin hånd, igen og igen og igen. Indtil hun var stoppet.

For der var også et eller andet smukt ved tårer, et eller andet som altid havde tiltrukket Pigen. Noget ved det at græde og fange sit eget blik i spejlet og have øjenkontakt med sine egne røde øjne og for et øjeblik, bare for et øjeblik, ikke rigtig føle sig som en rigtig person, men bare som en karakter i en film, for så stærke følelser, som hun havde i de øjeblikke – der var jo ikke plads til så mange følelser i virkeligheden, i hvert fald ikke på en gang, i hvert ikke, i en enkelt teenagepige skulle rumme dem i hvert fald når en hel generation af teenagepiger skulle rumme dem.

Men på den anden side – teenagepigerne fik jo hjælp, de havde jo fået rollemodeller at se op til. De havde jo piger som Katniss og Hermione at se op til, årh ja, hvis tårer var lavet af stål, og kun faldt fra deres kinder for at skære hænderne af de drenge, der var kommet for tæt på. Det var jo hjælp nok at få, selv for de piger, der ikke kunne skyde med bue og pil, aldrig ville gå op i mod et diktatur, fordi de ikke havde sat sig det mindste ind i politik, de piger, der ikke fik høje karakterer i skolen, de piger der ikke havde lyst til at rejse rundt i vildmarken i flere måneder at forsøge på at overvinde ondskab. De piger med Foundation som et ekstra hudlag og øjenvipper så dækket af mascara, i et forsøg på at få drenge til at klistre sig til dem, hænge fast i dem. Øjenvipper, som de ikke kunne se ud af, så de aldrig havde øjenkontakt med andet end indersiden af sig selv. De piger, der ikke havde andre våben end deres smartphones, end hashtagget #Metoo, ikke brugte dem til andet end at blive ved med at scrolle, hurtigere og hurtigere, indtil fik krampe i deres tommelfingre, krampe i deres øjne, men de kunne ikke stoppe, det vidste de, for i det øjeblik de slukkede telefonen ville de se deres eget spejlbillede i den sorte skærm.

De piger, der aldrig fik en Ron eller en Gale eller en Peeta, men bare brugte hele deres liv på at forsøge, med mindre og mindre taljer, de piger der var vokset op med at se Askepot, vokset op med at se, at det var prinsen der kom hen til prinsessen, hvis hun var flot nok, vokset op med at se drengen kysse Pigen, manden fri til kvinden, vokset op med at se Ariel miste sin stemme, den havde de jo ikke brug for at få en prins, det vidste de. De piger der slæbte rundt på en tandbørste i deres taske for at skjule alkoholånden, et kondom i en pung, fordi de gerne ville lade som om de allerede havde erfaring, fordi deres mødom egentlig bare var noget, det skulle væk, deres jomfruhinde var jo døren til et fængsel, tænkte de som de var spærret af, de var først en rigtig person, når de havde haft sex. De piger, som ikke engang vidste, at jomfruhinden i virkeligheden ikke var en hinde, der kunne gå i stykker, bare en krans, bare en krans, ikke noget man kunne miste.

De piger, som elskede heste og Justin Bieber, og hvis yndlingsfarve var lyserød, og som havde diskussioner med deres veninder, om hvem der var pænest -  Brad Pitt eller Leonardo DiCaprio, som havde plakater af Johny Depp på deres vægge og på deres nethinder, selvom han med alt sandsynlighed havde slået sin kone.

De piger, der ikke rigtig havde lyttet efter i biologi, de vidste jo allerede, at livet var en kædereaktion, de var kommet ud af en skede, og hvis der ikke kom nogen ud af deres skede, så ville de jo ikke være noget værd. De piger der var vokset op med at lege mor og far og børn, de piger, hvis forældre havde købt et legetøjskomfur til dem, dengang de stadig drak modermælk.

De piger der ikke kunne tage til McDonalds uden at lave 30 mavebøjninger bagefter, de piger, der skiftede deres profilbillede hver anden uge, de piger der kaldte sig selv feminist og købte lyserøde T-shirts fra H&M med feministiske slogans uden at tænkte over, at de var blevet produceret af en masse underbetalte og undertrykte kvinder, et sted langt væk fra deres privilegerede virkelighed. De piger, som kun havde pigevenner, som kun havde venner for at kunne blive fortalt hvor smukke de var, hver gang de skiftede deres profilbillede, de piger, der målte deres eget værdi hvor mange kommentarer de fik hver gang, for de havde da for længst lært, at de umuligt måtte måle det i, hvad de syntes om sig selv.

De piger, alle de piger, der var stærke på hver deres måde, som alle havde en rygrad, der nogen gange gav sig, de piger som græd sig selv i søvn nogle nætter og græd, når de så nyhederne, men syntes deres egne tårer var for pinlige, så de fangede dem med tungen, slugte dem, sammen med alle de ting, de ville ønske, de ting, de ville ønske, at de kunne sige til verden, hvis det var dem, der havde siddet inde i fjernsynet og fortalt nyheder om tørke, med øjne, der var endnu mere udsatte for det.   

De piger, der endte med at skifte til Titanic for de kunne jo ikke græde over et skib, der var sunket for over 100 år siden, samtidig med at de vidste, at Leo heldigvis stadig var i live i virkeligheden.

Og de piger, der havde haft kærester siden vuggestuen, skiftede dem hurtigere, end de fik skiftet ble, vidst at de skulle giftes siden børnehaven, men endnu ikke vidste, hvad de gerne ville være i folkeskolen. Dyrlæger plejede de piger, tit at sige, lidt svævende, dyr var jo søde, uden at tænke på, at det også indbefattede at operere på dyr, at se blod. De piger der så blod hver fjerede uge, så tit og alligevel skjulte bindet i deres ærme, når de gik ud på toilettet. De piger der havde et fast greb om deres nøgler, når de gik hjem alene om aftenen, et fast greb om deres kærestes hånd, når de gik med ham på gaden om dagen, for de vidste ikke længere, hvem de var, hvis de gav slip.

Alle de piger, alle de andre piger fortjente lige så meget som alle andre piger at få fortalt deres historie, fortjente også internationale bestsellere om dem. De fortjente, at der blev talt om dem og deres usikkerhed, ikke kun om de selvsikre piger i håbet om at de kunne lære om dem, fortjente at blive set som havde de lige så meget personlighed var præcis lige så meget værd.  

Og Pigen, havde aldrig helt forstået, hvorfor det var en god ting – ikke at kunne foredrage lyserød, at kunne se en edderkop, en splatterfilm eller ud på verden uden at løfte et øjenbryn, at høre bands der var årtier ældre end One Direction, ikke at gå med make-up, og, og, og – hvorfor det var en god ting ikke at opføre sig sådan, som Dreng nr. 1 tænkte at, de andre piger opførte sig. Ikke at opføre sig ”feminint”

 For Pigen kunne godt lide at græde, for så følte hun ikke længere, hun var en ud af mange piger, hun kunne nærmest se, hvordan hendes tårer kom til at ende i afløbet, hvordan de blandede sig med tårer fra alle de andre piger og alle de andre drenge og alle dem, der var ingen af delene eller midt i mellem eller begge dele, og hvordan det til sidst blev skyllet ud i havet, og hvordan hun en eller anden sommerdag i fremtiden ville tage på stranden sammen  med de piger, og hvordan hun smilende ville bade i alle deres tårer.

 Pigen kunne godt lide at græde, at være sårbar, at være en pige og så var det egentlig lidt lige meget om hun græd over en dreng, eller om hun græd for at lægge sine tårer i en kuvert og sende til Afrika, fordi hun havde hørt, at der var mangel på drikkevand, fordi hun havde hørt, at man selv ikke var andet end en mangel, hvis ikke man græd for børnene i Afrika mindst tre gange om dagen, og så var det jo så lige meget om man gjorde noget for at hjælpe dem.

Og Pigen kunne egentlig dybest set godt lide at være en pige, godt lide andre piger, godt lide, at være en del af den halvdel af verdens befolkning godt lide at sige, at køn ikke betød så meget, men så en gang i mellem lade det betyde noget, bare fordi man var lidt hyklerisk, bare fordi hun prøvede så desperat på at være en ordentlig feminist og ikke rigtig noget andet. Og Pigen tænkte tilbage på dengang, dengang på stranden dengang, netop som man burde tænke tilbage på dengang, netop som dengang egentlig gerne ville tænkes på. Som noget der kun kunne blive tænkt på, kun kunne blive savnet, noget som man skyldte sit liv til. Navlestrengen var spændt stramt mellem Pigen og Dengang, og Dengang sad med saksen, legede med den holdt den over, men uden at klippe, altid uden at klippe, bare for at vise at det kunne, bare for at vise at der ville komme en dag hvor man ikke længere ville kunne bruge Dengang som moderkage, men skulle presses ud af en skede og ud i nuet.

 

 Men Pigen græd ikke nu. Nu smilede hun, som hun kunne se Claras hus komme til at syne. Hendes forældre var til en julefrokost et eller andet sted, så de havde huset for dem selv. Claras forældre havde nok godt regnet ud, at de ville drikke, men Claras familie havde altid været en kernefamilie så kernet, at de lå og brækkede sig, for at få alle kernerne op, ned i IKEA-skraldespande, så de stolede heldigvis på hende.

 

Kun fem huse fra, to huse, et hus. Claras hus lignede sig selv på en prik, i hvert fald sig selv fra den gang hun først havde set det, da hun havde en legeaftale med Clara i børnehaveklassen. Og hun behøvede ikke gå der ind for at vide, at alle møblerne ligeledes var de samme, og hvis de endelig blev nedslidte, ville de nok vare købe de samme igen og stille dem på de samme steder. Claras familie   var den slags kernefamilie, der kaldte sig selv en kernefamilie, fordi deres spisebord var fra Ikea, deres fire stole var fra Ikea, og de mennesker der sad på stolene var klippet ud af et IKEA-katalog. De var den slags familie, der kaldte sig selv en kernefamilie selvom de aldrig talte rundt om deres IKEA-spisebord, selvom de havde klippet hinanden lidt skævt og blev ved med at bløde ud over deres spisebord, når de skar sig selv på hinanden.  

 

Pigen stod foran huset nu, vippede lidt frem og tilbage på fodballerne, frem og tilbage og kiggede ind af vinduerne og vinduerne kiggede ind i hende. Den var kun 7 minutter over otte, de var inviteret til klokken 8, men lyset var allerede tændt derinde, hun kunne allerede se silhuetterne bevæge sig rundt derinde, frem og tilbage, og hvis hun anstrengte sig nok, kunne hun høre deres latter, se skyggerne af flasker der stod på bordet, mærke noget små sure med vandmelonsmag brænde på vej ned gennem hendes hals.

Claras familie havde selvfølgelig også pyntet så meget op til jul, det næsten var for overvældende at kigge direkte på huset. Der hang lyskæder i træerne i deres forhave, juletræet stod indenfor, med så mange gaver, så meget materialitet, at træet blev holdt op af gaverne og ikke af sin egen fod, der var tapet julehjerter til vinduet, nisserne stod i vindueskarmen.

Det kunne nok godt være, at det ikke havde været den bedste ide at holde en julefest, det kunne Pigen godt se, for dem, der ikke fejrede jul. Når man nu gik på en folkeskole i Aarhus, var det halvdelen af Pigens klasse. Måske var det heller ikke det smarteste for skolen at arrangere tusindvis af juledage og juleklippedag, måske var det ikke smarteste af hendes dansklærer at grine af Hussain, da han kom til at flette sine fingre ind i sit julehjerte. Måske ikke det smarteste at grine af ham, når han fejlede, i stedet for bar at lære ham det.  Måske var det ikke smart at snakke så meget om at være i julestemning, som var det at være glad, var noget som folk der havde holdt jul havde opfundet. Heller ikke det smarteste, når de til DF’s julefest jokede med, at der var svinekød i småkagerne, så der ikke kunne komme flere hertil og nasse på Danmarks småkager.

Men på den anden side? Hvorfor i alverden skulle man forvente af en flok teenagere, at de kunne finde ud af at være fornuftige, nu hvor de levede i et land, hvor folketinget havde flertal for at stoppe med at modtage kvoteflygtninge.

De var jo vokset op med, at det var jul hvert år, det var det samme hvert år. Man klippede de samme julehjerter, fordi dem fra sidste år var blevet væk og scrollede ned af DF’s hjemmeside, fordi man lavede research til et samfundsfagsprojekt, fordi man endnu var et skolebarn og endnu ikke havde lov til at danne sig sine egne meninger, om hvilke hjemmesider, der var værd at scrolle nedover. Og man grinede af,  at de under integration havde et billede af nogle børn med anden etnisk baggrund, der hængte julehjerter op, og tænkte på, om de mon selv havde klippet dem, om børnene selv havde klippet hjerterne, og DF selv havde klippet børnene ud af en virkelighed med sønderbombede lande og andre børn der ikke var så heldige og druknede i et forsøg på at komme derover,  kvoteflygtningestop og en virkelighed hvor man egentlig burde have friheden til ikke at fejre noget, som man ikke tro der - så de kunne stå der  på deres hjemmeside og se glade og næsten danske ud med deres julehjerter, der var  næsten helt lige klippet.  

 

Pigen var vokset op med gerne at ville gøre noget, gerne at ville redde verden, bare et eller andet. Hun var blevet vegetar og havde fyldt sin fryser med falafler, sine blodårer med kikærter, der pumpede rundt i hendes blod, uden rigtig at blive optaget af noget, så hun endte med at skide dem ud og kalde det ’at gøre noget’.

Pigen havde rakt tunge efter valgplakater, da der var kommunalvalg, rakt tunge efter alle dem, der var blå og også nogle af de røde, alle dem hun var uenige i. Og de var lavet af pap, så dekunne ikke rigtig gøre noget, bare pap på en lygtepæl, politikere i rådhuse, ikke rigtige mennesker. De rakte ikke tunge tilbage og alligevel gjorde de, og deres tunge var lang og slimet og smagte af skattelettelser og kvoteflytningestop og burkaforbud, og Pigen kunne ikke gøre andet end at blive ved med at række tunge, for hun var kun 15, brugte ikke sin tunge til at sige noget. Endnu.

Og Pigen var feminist, ja, det sagde hun i hvert fald til sig selv, feminist, selvom hun ikke havde sagt fra, da det var Dreng nr. 2, der havde stukket sin tunge ind i hendes mund, og selvom den kun havde smagt af øl og røg, vidste hun stadig, at det var forkert. Feminist med al den tid hun havde brugt på Dreng nr. 1. Feminist, fordi hun nu var kommet videre, fordi hun kaldte sig selv stærk, det var vist sådan noget feminister sagde, feminist, fordi hun kun kunne finde ud af at lave ”pige”armbøjninger, feminist fordi hun ikke engang turde gå ind i et hus selv.

Ligegyldigt hvor meget feminist Pigen måtte være, var det nu stadig det samme. Hvert år. Bortset fra at næste år ville de ikke længere være en klasse, ikke længere holde juleklippedag sammen, og Pigen blev nødt til at lægge alt sin politisk korrekthed fra sig i det øjeblik, det faktum ramte hende. Hun stod lidt stille og kiggede på huset og kiggede, og nu var klokken otte minutter over otte, og hun kiggede og kiggede og så gik det op for hende.

Hun kunne ikke gå derind.  Pigen kunne umuligt få sig selv til det. Det var vist først gået op for hende nu. Hun kunne ikke. Ikke at hun helt vidste hvorfor, det var jo bare op af indkørslen, det var jo bare ind i huset, det var jo bare at sige hej til alle og komme med forslag til dårlige julesange.

Måske var det derfor at Pigen ikke havde lyst til at gå derind. Fordi hun vidste, at når hun først var der, ville hun blive nødt til at gå før eller siden igen. Fordi hun vidste, at selvom hun ville kunne sige hej, når hun kom og spørge, hvordan deres jul havde været eller måske bare hvordan deres 24. december havde været, så ville hun skulle gå igen og før eller siden skulle hun sige farvel. 

Og fordi hun vidste, at den her aften, en eller anden dag, ville blive til et minde, hun klamrede sig til, nu hvor hun ikke længere havde sin klasse at klamre sig til, fordi hun vidste, at hun ikke kunne gøre noget for at stoppe tiden, stoppe det her sidste halve år for at gå, så måske kunne hun prøve ikke at gøre noget i stedet for.

Og det var jo ikke, fordi Pigen ikke forberedte sig.  Hun kunne nogle gange finde på at bruge flere timer på at sidde og kigge på kostumer, tænke over, hvad der ville være sjovest, mest indforstået, mest i mod hendes principper. Hun havde skrevet en liste ned i sin dagbog over ting, hun skulle huske at have med på den efterskole, hun skulle på efter niende, de havde et fælles docs dokument i klassen, med titlen ’ideer til sidste skoledag’. Hun gjorde sit bedste for at forholde sig til, at den dag hun havde ventet på i 10 år rent faktisk ville komme til at ske. Men jo mere hun tænkte på den, jo længere væk virkede den, jo flere mennesker hun mødte, der allerede var gået ud af skolen, jo større virkede de, og jo mindre virkede hun selv – målestoksforholdet mellem dem var så stort, at hendes største mareridt var, at skulle regne det ud til afgangsprøven. Det der med at gå ud af niende og komme videre i livet det virkede kun som noget, der kunne ske på indersiden af kranier, og det lavede spindelsvævstynde revner i hendes kranie for hver gang hun tænkte på. Pigen vidste udmærket godt, at når dagen endelig kom ville revnerne havde spredt sig så meget, at hun ville krakelere helt og ingen anden end hende ville vide, hvad der var sket.

Pigen sendte et enkelt blik mere op mod huset, før hun lod sig synke ned mod fortovet. Her kunne hun vel godt sidde, indtil hun kunne få sig selv til at fungere ordentligt igen og gå ind i det fucking hus.  Det var koldt og det var vådt, og den jakke, hun havde på nu, dækkede ikke hendes røv, så den blev kold og våd.  De hørte Last Christmas inde i huset, gik det pludselig op for hende, hun kunne høre det, hvis bare hun anstrengte sine ører nok, sine baller nok for at mærke fortovet bevæge sig i takt til sangen. 

Så var det jo fordi, at som hun sad her, på fortovet, med Last Christmas dunkende i sine baller og bare en smule i sit hjerte, ville hun gerne tænke på øjeblik og tænke på øjeblikket, når hun gik derind og dansede med de andre og leve i den, ikke på den måde de gjorde i alle de ungdomsbøger hun havde slugt for nogen år siden, men bare på den måde man blev nødt til.

For hvad skulle Pigen ellers tænke på? Det øjeblik hun ville rejse sig fra fortovet, det øjeblik, Last Christmas ville stoppe med at spille? Det øjeblik om nogle måneder, hvor hun ikke længere ville kunne bære at høre Last Christmas, fordi det mindede hende for meget om det her, mindede hende for meget om hvor naiv hun havde været for at tro på det Wham! sang, tro på, at hun ikke var dum nok til at give sit hjerte til Dreng nr. 1.  Naiv nok til at sige til sig selv, at hun 0i stedet give det til Dreng nr. 3, også fra hendes klasse, for han fortjente det, han vidste, at hun i virkeligheden ikke kunne give ha sit hjerte, fordi det tilhørte hende, fordi hun endnu ikke var 18 år og dermed ikke gammel nok til at bestemme, om hun ville være organdonor.

Men Dreng nr. 3 ville nok ikke have hendes hjerte eller noget der mindede om det, og det kunne alt sammen være lige meget, der var kun nogle måneder til niende klasse sluttede, og det ville sikkert være det. Der ville ikke længere være dårlige julesange og forventning om at høre dårlige julesange til at Og måske ville hende og Dreng nr. 3 mødes om 20 år, i Ikea, fordi de var ude for at kigge efter fortove til deres nye hjem, den skulle holde til at børnene kunne falde oven på dem, kunne de blive enige om. Og måske ville de engang om 20 år sætte sig ned på fortovet for at se om det var blødt nok og kalde på hver deres ægtefælle for at se, om de var enige, købe det samme fortov og så komme videre i hver deres forskellige liv.

Fliserne føltes ikke længere virkelige under hendes hænder, når hun vidste at begge ting ville forsvinde, og hun næsten kunne se de samme hænder, hænder række ud af i luften og kaste karameller ud over sin skole, se hænderne kramme Dreng nr. 3 for sidste gang, se dem bores sig ind i hendes bryst, i et sidste forsøg på at hun kunne nå ind til sit hjerte, give det til Dreng nr. 3, så hun kunne håbe på, at han ville fatte hentydning, se sine hænder blive rynkede og fulde af leverpletter og se det hele  samtidig med, at de stadig lå lige der på en fortovsflise, en våd decemberaften. 

Så sluttede Last Christmas. Bare sådan. Alting lignede stadig sig selv, da en ny sang begyndte, på en prik. Bortset fra, at der pludselig kom meget mere bevægelse i det hele. I huset virkede det et øjeblik som om, der i skæret fra en lygtepæl, der stod tæt på, som om murstenene byttede plads. Men så gik det op for Pigen, at det bare var fordi, alle pigerne pludselig var begyndt at danse, på en måde som man ellers plejede at skulle en del flere timer hen, en del flere genstande hen, før folk gjorde det til en fest

Men så genkendte hun sangen, så forstod hun lige pludselig hvorfor alle piger var så ivrige efter at danse til den. ”You don’t know you’re beautiful. That’s what makes you beautiful…” Vinduerne klirrede nærmest, så højt havde Clara skruet op for sin dårlige Bluetoothhøjtaler.

Pigen smilede stille til højtaleren, opmuntrende, måske, så højtaleren ikke opdagede hvor falsk den sang, ikke opdagede hvor lang tid det var siden, at Pigen sidst havde hørt den sang.

Hun havde også på fornemmelsen, at de fleste af pigerne ikke for alvor dansede til sangen, men nærmere til mindet om dem, mindet om akavede klassefester, med limbo, som de voksne arrangerende og som knækkede rygraden på børnene, fordi de ikke engang havde lov til at bestemme over deres egne fester, med chips med sour cream og onion og cola, der for længst havde mistet brussen, og alt for meget ånde oven i hinanden og tøvende kys, hvor tænder stødte mod hinanden, så kraftigt, at braget overdøvede hvilken One Direction sang, der nu end måtte spille i det øjeblik.

Men Pigen havde stadig ikke lyst til at gå ind til huset, havde ikke det mindste lyst til at danse til netop den sang, selvom hendes baller var i fuld gang under hende. Men så igen hendes baller havde ikke ører til at høre hvad de egentlig sang, så det gjorde ikke så meget.

” You don’t know you’re beautiful. That’s what makes you beautiful.”

For hun vidste ikke, om hun var smuk.  Pigen videt det ikke, og hun var ikke sikker på, at det ikke var andre steder end One Directions hjørne af virkeligheden, hvor det var nok til at gøre hende smuk. Hvor skønhed blev målt i usikkerheden, hvor de selvsikre piger måtte gøre sit bedste for at overdøve teksten, når de hørte den sang eller deres bedste for at miste deres selvsikkerhed.

 Det var jo ikke fordi, Pigen ikke havde prøvet at finde ud af det. Havde en nat, da hun lavede en samfundsfagsopgave om skønhedsidealer, som var til den næste dag, siddet og googlet ”are you beautiful-test” og taget et billede af sig selv med sit webkamera, og testen havde sagt til hende, at hun var 43% smuk, hvilket var det samme som at være grim, og hun havde smilet til kameraet, man var jo pænere, når man smilede, og troet på den.

Og troet på sig selv, da hun senere den nat var gået ud til badeværelset til spejlet og havde stirret på sig selv uden at blinke,  i et forsøg på at finde de 43% begravet et sted i sin hud, under hendes øjenlåg, i forlængelse af hendes kindben, i hendes talje, der var alt for smal  eller som polstring til de bryster hun udmærket vidste var for små og den aften var  Pigen vågnet op med hovedet lænet mod spejlet, og undret sig over, hvad der ville gå i stykker først – spejlet eller hendes hoved - havde haft hovedpine og slugt en Panodil, og håbet på, at den ville fikse alting, fjerne hovedpinen, og måske  også fjerne den kultur, der gjorde, at en teenagepige kunne falde i søvn mod et spejl.

  Pigen var senere gået ind på sit værelse igen, hvor hendes computer stod, med det samme klistermærke som altid. This is what a feminist looks like, stod der på det This is what a feminist looks like, havde hun tænkt, mens hun børstede sine tænder - 43% smuk og fuldkommen ligeglad, og hvis hun børstede sin tænder og sin hjerne så hårdt, at hun ikke længere kunne føle noget, troede hun rent faktisk på sig selv. Og det var sådan en feminist så ud, da hun nogle uger senere havde siddet i Dreng nr. 2’s arme. Hun var til hans fødselsdag, og det var efterår og fødselsdagen var i Botanisk Have, og det var koldt, og Pigen var høflig, havde sagt ja, da han spurgte, om hun ville låne noget af hans varme, havde hun sagt ja til det, ikke til andet.

Og den dreng havde kaldt hende smuk, lige der på en kold bænk i Botanisk Have, bare smuk, ikke 43% smuk, men det havde ikke lydt som en kompliment, ikke føltes som en kompliment, da drengens læber senere havde været på hendes og drengens hænder på hendes bryster, og det føltes ikke som den bekræftelse, hun måske burde tørste efter, bare som forkert, bare som noget hun havde sagt nej til.

Pigen afbrød sin egen tankerække, for at strække sin nakke, dreje hovedet rundt og rundt, i et forsøg på at finde Dreng nr. 3 et sted derinde. Bare for at se hvordan han reagerede på sangen. Bare for at sikre sig, at han ikke tænkte, at så længe drenge kaldte piger for smukke, var det lige meget, om de kaldte sig selv for smukke.

Nej, man var ikke smuk, fordi man var usikker. Og man skulle ikke tro på sin egen skønhed, på samme måde som man havde troet på nisser, da man var mindre – mest bare for at kunne tro på et eller andet, selvom man udmærket vidste, at det var ens forældre, der spiste den risengrød man havde stillet frem selvom man udmærket vidste, at ens venner sikket ikke engang havde kigget ordentlig på billedet, før de kommenterede, og bagefter blive ved med at tro på nisser, fordi ens forældre sagde det, ligesom præsterne i kirken jo sagde, at Gud fandtes og gjorde gode ting i deres liv og sagde at det var Gud, i stedet for bare at indrømme, at de var gode mennesker, ikke tro på sin egen skønhed, fordi endnu en fuld dreng fortalte en, at man var smuk, fordi han ikke anede, hvad han ellers skulle sige.  Og ikke tro på ens skønhed, fordi et eller boyband sang om det, for at tjene flere penge.

Man skulle bare tro på det.

Problemet var bare, at Pigen ikke helt vidste, hvor skønhed så kom fra, som hun sad der på fortovet og kiggede sig omkring i forventning om at se skønheden komme væltende ud af en eller anden busk og snuble over sine egne ben, eller hang oppe i en af lygtepælene og prøvede at være musestille og håbede på, at folk ville være for optaget af at kigge på stjernerne til at lægge mærke til den.

Det virkede jo bare så kliche at sige indefra. Pigen var ret sikker på, at hendes indvolde ikke var særlig pæne. Men accept af hvordan man så ud – den kom uden tvivl indefra

Indefra og ikke fra at scrolle ned af instagram og ikke for at lære at tælle, ikke længere på fingrene men på de drenge man havde kysset. Det kom indefra og ikke fra ens mor, når hun sagde man var smuk, for man havde for det meste kun én mor, og hun var kedelig at tælle, og hendes mening talte af en eller anden grund ikke, selvom den måske burde. Den kom fra undersiden af ens øjenlåg, den kom fra små nervebundter, den kom fra én selv, der grinede af ens egen appelsinhud, mens man langsomt pillede en appelsin, og det sprøjtede med citronsaft over det hele og, man fik det på fingrene og kunne køre den over sin egen appelsinhud, uden at have lyst til at pille den af.

Accept af skønhed kom for hver gang en fremmed kvinde smilede til en anden, for hver gang ikke et barn kom ud til verden, indefra en kvinde, skrigene og dækket at blod og slim og dækket af muligheden for at elske sig selv, kom fra lyden af navlestrenge, der blev knækket og babyer der stoppede med at skrige, kom fra følelsen af ens mors bryst mod ens læber, følelsen af andre læber mod ens læber år senere, kom fra at blive kaldt smukt, men mest af alt fra at tro på det.

Alt det vidste Pigen udmærket godt. Alt det vidste hun godt, men alligevel var det hun havde allermest lyst til at rejse sig op lige der og gå ind og være med til at danse til netop den sang. Alt det vidste Pigen, men alligevel følte hun sig som en af de guitarister, der spillede på åben gade, som havde en åben guitarkasse til at ligge frem, en af de guitarister, som bare lige havde brug for at putte halvtreds kroner i selv, bare i småmønter bare lige, bare lige fordi Pigen tænkte, bare lige før hun begyndte at spille, at ingen havde lyst til at være den første til at syntes, at noget var godt.

Og Pigen samlede på drenge, som hun samlede på mønter, drenge der ville kalde hende smuk, før hun begynde at kalde sig selv smuk. De skulle kunne dække hele bunden af en guitarkasse, måske endnu mere, måske hele Jorden, måske dække alle de guitarister som rent faktisk spillede, fordi de havde behov for de mønter for at overleve og ikke bare bekræftelse. Og Pigen kaldte det forfalskninger, da hendes mor kaldte hendes smuk, når hendes venner kaldte hede smuk, da hende veninde Jasmins mor havde sagt, at hun var smuk. Det talte ikke, og hun var i virkeligheden ikke brug for de penge hvis hun kunne tillade sig at tænke det, hvis hun kunne tillade sig kun at tage i mod bekræftelse, når den kom fra teenagedrenge.

For fanden, Pigen samlede på dem. Dem og øjeblikke hvor hun kunne danse til sange som denne uden at tænke mere over teksten, nu hvor hun kunne mærke et par øjne hvile på hende fra den anden side af rummet, et øjeæble på hver af hendes skuldre, der lå der uden a tynge hende ned, tværtimod kunne hun godt finde på at tro på, at hun havde hængt sig selv op i de øjne, ville ramme jorden med et brag det øjeblik de ikke kunne bære hende mere.

Og for fanden, hendes største ønske, her nu på fortovet var, at det var Dreng nr. 3’s øjne ville se hende, og hun prøvede at grave sine negle ned i fortovet, i et forsøg på at lave nogle halvmåneformede mærker i stenen, i håbet om at Dreng nr. 3 måske ville se dem, når han endelig gik hjem, at hun ville se dem om 20 år, og huske på sin egen desperation. Og så borede hun neglene ind i sine egne kinder, prøvede at få et fast greb om sin egen hud, holdt fast i sig selv, for alt andet ville jo være væk, hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle holde fast i.

 

Pigen havde fået deres klassebillede med posten for nogle dage siden. Det sidste klassebillede, de nogensinde ville tage vel og mærket, sidste gang de alle sammen stod med unaturligt opspilede øjne, fordi de gjorde deres bedste for ikke at blinke. Sidste gang de blev stillet på rækker, tre helt præcis, al efter hvem der var den højeste.  Pigen var den eneste pige, der var høj nok til at stå på den øverst række, hende og de fleste af drengene, og Pigen havde endnu ikke helt fundet ud af, hvorfor i alverden det dog var noget at være stolt over, for ham den eneste dreng, der sad ned sammen med de fleste af pigerne, han var ikke stolt, over det, mens Pigen stod der, med Dreng nr. 3 på sin ene side. Hun stod væk fra ’de andre piger’, men hun gjorde sit bedste for ikke at tænke på den måde. Bare på at hun stod et andet sted.

Det var deres sidste klassebillede og Pigen kunne ikke lade vær med at forestille sig, hvordan hun en dag ville kunne vise det til sine børn og udpege de forskellige folk på billedet, og hvordan de engang kun ville være de mennesker på billedet, skarpe kanter og genbrugeligt pap, ikke noget specielt, og hvordan Pigen en dag bare ville se det som endnu et klassebillede og ikke længere som noget specielt. Og tanken var ikke helt til at bære.

Hun havde hængt det op på sin væg, med gaffatape, selvom hendes mor sagde, at gaffatape bare ville ødelægge tapetet, når det blev taget af, og hendes far sagde, at Solen kunne nå det fra hendes vindue og bare ville afblege det. Men fordi hun gerne ville lade som om,  at hun var sådan en person, der aldrig ville have brug for at tage det ned, at pakke sit værelse sammen, fordi hun gerne ville lade som om, hun var sådan en person, der ikke var bange for noget, selv ikke Solen, fordi hun stolede så meget på sig selv og sin egen hukommelse, at solen bare kunne skinne så meget den ville, måske kunne de skinne om kamp, indtil der var solen, der fik det lave selvværd, Solen der tog en test, der sagde at den var 43% smuk, nej mindre, den manglede ansigtsudtryk, eller måske mere, så. Intet ansigt, ingen menneskelighed, intet noget som helst, andet end at afblege billeder og give andre hudkræft, indtil solen blev så bange for si selv, at alle de små børn tegnede den med solbriller.

Men nu hang det der på hendes væg.  Klassebilledet. Og hver aften før hun gik i seng, stillede hun sig på knæ på sengen for at være i øjenhøjde med dem alle sammen lænede sig frem for at kysse Dreng nr. 3 godnat, trods hendes mund var større end hans hoved, trods hun sikkert kvalte ham, trods det sikkert burde tælle som seksuel krænkelse, for han kunne jo ikke flytte hovedet.

Og hver morgen, når hun vågnede, brugte hun solens første stråler for at se, om der var nogle spytmærker på ham, og hvis der var, tørrede hun det væk med en finger, igen og igen, indtil huden var gledet af hendes finger og den blødte og hun måtte stikke den i munden og sluge sit eget blod.

Det ville jo være en katastrofe, hvis nogen så spyttet, hvis nogen så hendes længsel, hvis solen så sit eget forvrængede spejlbillede i en teenagepiges spyt, så hvor meget bedre den var end hende til at holde sig på afstand, hvis solen kiggede ind af vinduet, mens  Pigen så Askepot med sin søster og så Askepot stå  på god afstand og vente på at prinsen kom til hende, når Solen læste med over hendes skulder, når hun læste sine ungdomsbøger, altid med drengen, der kyssede Pigens læber, først, altid med pigernes læber der smagte af jordbærlæbepomade og ikke af kys på pap og slugt blod. Ungdomsbøger, hvor piger aldrig kyssede på pap, aldrig længtes, bare var dem der blev længtes efter Og Solen havde været væk, da Pigen og Dreng nr. 2 havde siddet på den bænk, og hvis den bare havde været der for fanden, så havde Pigen måske ikke frosset så meget, at hun sagde ja til Dreng nr. 2, så ville det måske være den, der skolede Pigen læber væk, fortalte hende, at det ikke var det hele værd at have dem, fortalte, at den gerne ville hjælpe. Hvis ingen piger havde læber kunne Dreng nr. 2 jo ikke kysse dem.

Men selvom Solen ikke havde været der, håbede Pigen, stadig, at den måske havde været i stand til at høre de andre til festen snakke om, at det var normalt, sådan noget der skete til fester, håbede at den havde hørt hende tænke, ikke sige, at det burde det ikke være. Og hun håbede, på, at den havde været for travlt optaget af at kysse med månen bag en sky til at høre hendes forældre tale om krænkelseskultur, og de var selv ude om det, hvis de var så opsatte på at blive krænket, så de kunne få deres 140 tegns berømmelse.  

Hun håbede nu, at Solen vidste, at Pigen - Pigen havde været 13 år, for fanden, ikke engang færdig med puberteten. Pigen havde været 13 år, og han havde været16 år, og hun kunne ikke lade vær med at tænke på, om det var sådan, det startede. Og tænke på, om det ville slutte. Så var Metoo startet, en måned efter eller deromkring, og selvom Dreng, nr. 2 ikke var Harvey Weinstein eller noget der mindede om, så havde Pigen stadig følt, at måske, at måske, så var det, nu, nu der skulle ske noget, nu der skulle ske noget, inden det var for sent, nu, nu, så Pigen have selv oprettet en twitterprofil, og taget en dyb indånding så to, så tre så fire, så slugt sig selv og kastet sig selv op igen, splask,  sagde det, da hun ramte verden med hovedet først, og til sidst havde hun tweetet sin historie, i en serie af tre tweets. Da hun tjekkede igen nogle timer siden havde hendes første tweet fået et like – eller rettere nul, men så likede hun det selv, ellers så det bare lidt for sørgeligt ud.

Og det var det. Så var det det. Hun var gået ned, da hendes Mor råbte at, der var aftensmad. Kartoffelsuppe, ja, der var helt vegetarisk, bortset fra at hendes mor havde brugt hønsebouillon, men Pigen var ikke i humør til at sige noget, for hun kunne ikke helt se pointen, så længe der ikke var nogen, der lyttede. Til gengæld havde hun ikke rigtig lyttet til sine forældre og deres samtale, var bare begyndt at spise sin kartoffelsuppe, selvom den var alt for varm, selvom den brændte hendes hals, hendes stemmebånd på vej ned. Hun behøvede nu også kun sin tommelfingre for at sige noget og den hvilede i sikkerhed mod hendes ske, sikkerhed vær fra hendes telefon.

Så gik det op for Pigen, at de talte om Metoo, talte om de millioner opslag, spredt over sociale medier over alt på verden, smurt alt for tyndt over verden, ikke engang tandsmør, bare lige akkurat. Det var mærkeligt, at seksuelle overgreb var blevet til en trend, sagde hendes far og tyggede lidt på det, tyggede lidt på sin suppe, selvom det var suppe, og der ikke var noget at tygge på. Vi lever nok i en krænkelseskultur, begyndte hendes mor, hvor man bliver krænket over de mindste ting, og tyggede sine egne tænder i stykker. Pigen sagde ikke noget, bed bare sig selv lidt i den tunge, sled huden af, den hud, det spyt, de bakterier, de havde blandet sig med Dreng nr. 2’s.  Hun krydsede armene over sine bryster, dem kunne hun nok ikke bide af, de hænder kunne hun nok heller ikke være der, de ville altid være der.

Krænkelseskultur. Pigen var ved at kvæles i det ord. Hun lod, som om det var klumperne fra suppen, da hendes mor måtte banke hende på ryggen. Krænkelseskultur, deres 13-årig levede åbenbart også i den, det var åbenbart hendes skyld for at blive krænket, det var åbenbart hendes skyld for kun at turde fortælle om det på en tom twitter profil og ikke engang til sine egne forældre. Krænkelseskultur. Alt for mange stavelser, man have ikke lyst til at sige det, selvom det var dens skyld, så man lod helt bare vær med at snakke om det lod vær med at skyde skylden på de mennesker og de hænder, der havde krænket lod vær med at skyde skylden på de forældre, der ikke havde opdraget deres børn bedre, de skoler, der ikke havde lært, deres børn andet end at sex var pik i fisse, det var det, lært dem at de var pikke og fisser og det og at var det.

Og at de skulle huske beskyttelse.

 Og måske, bare måske, ville verden være et lidt bedre sted, hvis de stoppede med at gradbøje deres egne tunge, konkurrere om hvem der levede i den største krænkelseskultur, hvem der kunne få færrest klumper i deres supper og flest stavelser i deres ord. Et bedre sted hvis nu Dreng. Nr. 2, og alle de andre drenge og mænd, og også lidt damer hist og her, ikke bare åbnede Facebook, og så en overskrift om Harvey Weinstein og kunne lukke det igen, sige at de havde sat sig ind i ting, men i stedet tog sig tiden til at scrolle ned af twitter og læse de tweets, der blev begravet i sig selv, kvinder der blev hinandens undergang, fordi der nu var så mange historier man umuligt kunne nå at læse dem alle sammen. Eller endnu bedre hvis Dreng nr. 2 og alle de andre lagde deres telefon fra sig og gik ud i gaden og så kvinderne og pigerne i øjnene, mens de fortalte deres historie, måske endda mens de fortalte de historier, der handlede om dem.

Måske, endnu bedre, hvis hendes forældre i det øjeblik havde ladet kartoffelsuppe være kartoffelsuppe og krænkelseskultur være krænkelseskultur, og havde kigget på deres datter og ladet hende fortælle.

Men der var ikke nogen, der gjorde nogen af delene og det endte jo med, at de måtte tage af boret, sætte tallerkener i opvaskemaskinen og Pigen gik igen op på sit værelser, hvor hun tjekkede, om hendes tweet havde fået flere likes.

Det havde det ikke. 

Men det var nu også bare Dreng nr. 2. Han havde været en fejl. Ligesom Dreng nr. 1. Men Dreng. Nr. 3 – Pigen rettede sit blik op fra en revne i fortovet, op mod huset i håbet om at se så meget som et glimt af ham, men der var for mange, for mange julehjerter, for meget lys, og selvom hun så uendeligt gerne ville have, at nogen skulle se hende, nogen skulle komme at hente hende ind, var hun bange for, at de skulle se det, bange for at få øjenkontakt, bange for at virke for desperat. I stedet måtte hun nok bare sidde her og vente. Clara ville sikkert sende en besked, måske om en halv time og spørge, hvor hun blev af. Og måske, bare måske, ville Dreng nr. 3 kigge ud af vinduet.  

Bare måske. Men det var jo det med Dreng nr. 3 – sådan noget kunne han godt finde på. Dreng nr. 1, 2 og 3, og nu havde hun siddet herude, i en halv time, og det var tre måneder, siden at hun havde været til Dreng nr. 2’s fødselsdag og 6 måneder siden, at hun grædende havde sagt farvel til ham, og det var 4 måneder siden hun først havde tænkt ordet forelsket om Dreng nr. 3, følt sig endnu mere som et barn der prøvede alt for hårdt at være voksen, hun var jo alt for lille til at bruge det ord, alt for lille, og der var 5 måneder til, hun gik ud af Niende. Pigen kiggede op på stjernerne og kunne pludselig godt forstå, hvorfor folk talte dem, selvom det måske virkede så meningsløst. For at forhindre dem selv i.

Men Pigen kunne jo ikke lade vær med at tænke. Tænke på dengang de lige havde fået sommerferie, eller rettere lige før, den sidste dag af ottende. Hun tænkte på Dreng nr. 1, tænkte på hvor meget hun havde tænkt på ham, hvor meget hun havde gruet for at sige farvel, opfattet det som verdens undergang som om livet ikke ville forsætte uden ham, som om hun ikke ville fortsætte med at gå i skole og med at smile, nu hvor hun ikke længere kunne læse buzzfeedartikler, om at mænd var mere tiltrukket af kvinder, der smilede og smilede af sit eget spejlbillede i computerskærmen, når den slukkede, grinede af hvor langt ud hun bar kommet. Og næste dag, tog hun en rød trøje ud af skabet, fordi hun havde læst, at mænd var mere tiltrukket af kvinder i rød, og hun stod et øjeblik og famlede i et forsøg på at finde halsåbningen, famlede, for hun kunne i virkeligheden ikke lide rød.

Og Pigen huskede tilbage på, da de havde sidder derinde i festsalen på deres skole og set det traditionelle billedshow, et tilbageblik på året der var gået, som deres skoleleder sagde hver eneste år. Skolelederen så aldrig med dog, sad bare bøjet over sin telefon, for hvis man alligevel sagde det samme hvert år, var der vel i virkeligheden ikke så meget at se tilbage på? Og hun huskede hvordan hun have lovet sig selv ikke at græde, men i det øjeblik billedshowet sluttede var hun alligevel begyndt at græde.

 

Og hun huskede hvordan Dreng nr. 1 bare var løbet forbi hende, ud af festsalen, havde været ligeglad, mens han skreg op om efterskole, og hun huskede, hvordan hun havde stået der. Men mest af alt huskede hun nu, hvordan Dreng nr. 3 var kommet hen til hende, og havde lagt armene om hende.

 

“Velkommen til niende klasse.” havde han sagt.

 

“Jeg hader det allerede,” havde hun svaret, og havde grinet, selvom hun græd. Og lagt armene om Dreng nr. 3. Og sådan havde de stået lidt og ikke flyttet sig, og Dreng nr. 3 havde ikke flyttet sig selvom hun grinede, for han vidste godt, at det ikke var en joke.   Og måske vidste han også, at den reelle grund til, at hun græd var løbet jublende ud af festsalen, måske vidste han også at grunden til hun græd ikke var stoppet for at trøste hende.

 

Sådan havde de stået længe, indtil alle andre for længst var ude af festsalen, bare stået, og Pigen havde trukket vejret ind og ud og indsnuset Dreng nr. 3’s deodorant og på det tidspunkt havde hu ikke vidst, at han ville blive Dreng nr. 3, hun havde ikke vidst at hun også en dag ville finde sig selv i armene på Dreng nr. 2, og at hun ville føle sig 1000 gange mindre sikker i hans arme

 

Til sidst havde de selvfølgelig frigjort sig fra hinanden, var gået ind i klasen og selvfølgelig var Pigen begyndt at græde igen, da hun skulle kramme Dreng nr. 1 farvel, og deres kram havde varet 2 sekunder, det var det, og han havde grinet af hendes tårer, grinet af hendes desperation, grinet af hendes røde trøje, der var plettet af tårer, og det havde været det.

Pigens sweater i dag var blå, men det var desuden noget andet. Dreng nr. 3 var rød-grøn-farveblind, så hendes røde trøjer nyttede ikke, Dreng nr. 3 var et godt menneske, der ikke ville date nogen, ligegyldigt farven på deres trøje var.

For med ham var det anderledes. Med ham var det anderledes. Med ham brugte hun frikvarterer på at have politiske diskussioner med ham, selvom de egentlig allerede var enige, i stedet for at bruge frikvarterer på at grine af hans seksuelle jokes. Han svarede på hendes beskeder så snart han så dem, i stedet for at vente de der ekstra 20 minutter, der sled hende ned fra roden og op. Han trøstede hende, når hun græd, han talte aldrig om de andre piger, bare om hende. Han havde lyttet, da hun fortalte ham om Dreng nr. 2, sagt at ham var ked af det på hendes vegne.  Han vidste, at hun havde gjort sejere ting end at smide en edderkop ud af vinduet. 

Med ham var hun anderledes. Det var i hvert fald det, hun gerne ville fortælle sig selv. For med Dreng nr. 1 – hun havde været fanget i sig selv, en prinsesse der havde bygget tårnet om sig selv, mursten for mursten, selv havde bedt dragen om at stå at holde vagt, kyssede den godnat, bad den om at holde hende inde, for hun turde ikke se, hvad der var på den anden side.

Da Pigen første gang havde tænkt ordet forelsket om Dreng nr. 1, havde der været 3 måneder tilbage af ottende klasse. Hun havde spurgt sine veninder til råds, om hvad skulle hun gøre. De havde alle sammen kigget lidt tvivlende på hende, før de havde svaret, at hun burde kæmpe for ham. Hun var jo feminist, hun ville ikke bare være passiv, fordi hun var en pige, det var på tide at kæmpe med hævet sværd og være med til at hakke tjørnehækken ned sammen, side og side.

Pigen havde smilet og takket dem for råddet, uden at spørge dem, hvordan de egentlig forestillede sig, at man sådan skulle kæmpe for drenge. I stedet havde hun googlet det og klikket rundt på sider der blev mere og mere lyserøde og antifeministiske, indtil klokken var fire om natten, og hun sad med tusindvis af hit, for ’hvordan man får en dreng til at kunne lide dig’, ’dette finder drenge tiltrækkende ved piger’ og ’sådan får man en kæreste’

Og den næste dag var Pigen kommet i skole med sorte skygger malet under sine øjne, øjne malet oven på sine øjne, malet af alle de hjemmesider og deres pensel og deres måde at se verden på. Malet af Dreng nr. 1 der skulle styre, hvordan hun så sig selv, ifølge de sider. Så havde hun brugt de sidste tre måneder på at kæmpe, med røde trøjer og kavalergange der tippede frem, og med at begrave den version af hende der egentlig ikke kunne lide trøjer, der var røde eller nedringede, der egentlig ikke kunne lide piger, der omarrangerede deres klædeskab for en dreng. Og hun kæmpede og hendes sværd var skarpe, og hendes smil og hende, og hun skar sig på sig selv og forblødte ud over gulvet, men hendes blod var i det mindste også rødt, så det gjorde ikke så meget,

Pigen havde tænkt, at hun brugte de der tre måneder på at kæmpe. Kæmpe, ja, og måske ikke lige kæmpe for ligestilling, men kæmpe for at få sig selv til at sige ja, da Dreng nr. 1 tilbød hende n lakrids, selvom hun hadede lakrids, kæmpe for at sige at hun godt kunne lide den Tv-serie Dreng nr. 1 havde anbefalet til hende, selvom hun var faldet i søvn, mindst fem gange, da hun forsøgte at se det. Men man skulle vælge sine kampe med omhu, plejede hendes mor at sige, når hun lå på gulvet og kæmpede for, at få hendes Fars bukser ind i vaskemaskinen, men ikke kæmpede for at få hendes Far til at vaske sine egne bukser.

Hun havde kæmpet ja, Og ja, hun havde måske ikke følt sig som en hjælpeløs prinsesse fanget i aktantmodellen som et objekt ,  måske rent faktisk følt at hun gjorde noget for at nå sit mål, og hun havde måske kæmpet og kæmpet, men hun havde kæmpet så meget, hun havde glemt, hvad hun kæmpede for, så meget  hun ikke rigtig havde andet at gøre end at blive ved med at kæmpe, og hun var blevet ved selvom hun ikke havde nogen hær, selvom hun egentlig bare svingede sit sværd i den tomme luft, indtil hun egentlig ikke havde noget at kæmpe for, bare var en rustning uden noget i, bare var en pige uden sig selv inden i.

Og hun følte sig som en ridder, nej ikke det, som en soldat, der for længst havde glemt hvad hu kæmpede for, bare lå og rullede rundt i en voldgrav og ventede og ventede med hævet gevær og fingeren på aftrækkeren, vel vidende at hun aldrig ville kunne få sig selv til at trykke på det, ventede, selvom hun ikke kunne se noget, nede i voldgraven ventende og ventende, indtil hun havde ventet for længe, og det hallerede var for sent.

Og hun følte sig som en teenagepige der aldrig havde prøvet at være soldat, der stadig troede, at verdens undergang var at gå ud af niende, der stadig ikke vidste, at der var så uendelig mange andre ting at kæmpe for end drenge.  

Men nu – hun ville stadig kæmpe for en dreng. Men hun havde bare lovet sig selv, at det skulle være anderledes den her gang. Sidste gang havde hun ikke været andet end en tom rustning med en google searchistorie hun ikke var stolt, der havde ikke rigtig været andet til hende, end det faktum t hun blev ved med at kæmpe.

Pigen var så meget mere end det. Hun var den sweater, hun havde taget på i dag, der kradsede og var blå og højhalset og flot, så meget mere end den der rustning, en rustning med hende.

En rustning med kød, en rustning som man ikke kunne støde et sværd ind i, uden at den ville bløde, en rustning, der på en eller anden måde ikke længere prøvede at redde en prinsesse i et tårn, men i stedet prøvede at redde 7 milliarder mennesker på jorden fra hinanden. En rustning, der havde indset, at der ikke var noget i vejen at være en prinsesse, der gemte sig for edderkopper i et tårn – ud over, Pigen var i mod kongehuset. Og hun var en rustning der i det mindste ville bløde den dag, hun blev bekæmpet, forbløde den dag. Og i det mindste en eller anden dag finde blodpletter på sit eget gulv og kunne kigge på dem, køre fingrene over det, og huske tilbage på dengang, dengang og selvom det godt kunne være, at hun om mange år ville syntes, at hun havde været alt for dum og naiv, ville blodpletterne stadig være der, til at minde hende om, at hun ikke desto minde havde kæmpet for Dreng. Nr. 3 - dengang. 

En rustning med kød, en rustning med en blå højhalset sweater i stedet for en nedringet rød én, en rustning der bildte sigselv ind, at det var der, forskellen lå. 

En rustning med kød, kød på dåse, kød på dåse nr. 32.475, bare endnu en af dem der følte, at de kunne relatere til Last Christmas og for fanden hvor gjorde uddannelsessystemet det godt, klap på  skulderen til det, en mase elever skyllet ud af det, for fanden, ja, men det blev nu bare ved at med at løbe hele året, spildte en masse vand, og det havde ikke tid til at hyre en vvs-mad til at komme og fikse det, for det havde alt for travlt med at overbevise Mohammed om, at han skulle blive vvs-mand, selvom han meget hellere ville lære om molekylær biologi på HTX.

En rustning med kød.  

Hvis hun skulle blive kærester med Dreng nr. 3 skulle det være som sig selv. Selvfølgelig vidste Pigen vel egentlig ikke, om han også kunne lide hende. Hans ven Danny havde sagt til hende, at han kunne. Men der var vigtigere ting, det var jo det. Pigen var feminist, hun vidste, at der var vigtigere ting, hun vidste, at det var mindst lige så vigtig at være venner med Dreng nr. 3, som det var at være kærester med ham.  Pigen kunne sagtens klare sig uden ham, pigen kunne sagtens…

For det var jo det værste. Det værste med Dreng nr. 1, hvor desperat hun havde været for, at han kunne lide hende, for at kunne få ham til at kunne lide sig. For at bevise noget, over for hvem vidste hun ikke helt, måske bare sig selv, måske den hjemløse kat  hun tit havde mødt på vej hjem fra skole i sidste halvdel af i niende, som egentlig havde kigget lidt bebrejdende over hende, måske for at sådan at frygte at blive katte dame og tro, at det var det værste i verden , måske for sådan at frygte det som 13 årig, bare fordi en dreng måske ikke lige kunne lide hede, for at måle i sit værd i antallet ag drenge der kiggede på hende, i stedet for at måle det i antallet f katte, eller måske bare lade vær med at måle det og bare sætte sig ned og ae katten, ikke for at være et godt menneske, ikke fordi hun håbede, at Dreng nr. 1 ville se det, men bare fordi.

Det værste med Dreng nr., 2 – det havde været den del af hende , der havde sat pris på det, den del af hende,  der på en alle måde havde været glad for, at hun havde fået i sit første kys, fået det overstået som  13-årig, inden hun endte som en eller anden kattedame, der kyssede sine katte så meget på læberne, at hun allerede var  begyndt at harke hårboller op, den del af hende, der ikke havde tænkt på, at det var ikke var hende, men samfundet den var gal med, når en fucking 13-årig var bange for at blive kattedame, fordi hun ikke var blevet kysset  igen gange.  Det var den del af hende, der havde nydt spændingen, ideen om at der måske var noget der kunne lide hende. Men for fanden behovet for en kæreste burde aldrig nogensinde være så stort, at den kunne lede en i armene på drenge som Dreng nr. 2.

Pigen vidste dog ikke helt, hvor meget det føltes, som om hun kæmpede i det øjeblik. Hun sad udenfor, en våd decemberaften og kiggede ind og kiggede ind i stedet for bare at gå ind og være med til at sanse til de antifeministiske sange, være med til at klippe flere julehjerter sammen med Hussain, være med til at printe deres dansklærer ud, klippe hende over, bruge hende blod til at farve julehjerte, for rød var jo en dansk julefarce og sådan gjorde man det i Danmark. Så kunne de jo forære stykker af deres dansklærer rundt til alle, de fik alle lige meget, der var bare nogle der fik mere end andre.        

Men når hun først gik ind. Når hun først gik ind, hade hun vel rent faktisk et sted at kæmpe. Hun havde rent faktisk Dreng nr. 3 at tale med, at tale om sine følelser med, rent faktisk sin klasse at have det hyggeligt med, inden niende sluttede. Når hun først gik ind, for fanden, for fanden, skulle hun se dem alle sammen i øjnene, det var bare svært at se direkte på mennesker man elskede så meget uden helt at kunne forklare hvorfor. Når hun først gik ind, ville hun indså, at hun ikke passede ind i sin egen dårlige metafor, ikke rigtig passede ind i særlig meget, ikke rigtig-

Da var der, at Pigen hørte en stemme.  

”Hvad laver du herude? Vi var inviteret til for en halv time siden?” Hun behøvede ikke kigge op for at vide, hvem det var.

”Hvad laver du selv herude? Burde du ikke være derinde?”

”Jo, men jeg så der ud af vinduet,” sagde han stille og satte sig ned på fortovet ved siden af hende. Pigen nåede flygtigt at tænke på, at hun virkelig ikke håbede, at der ville komme nogen gående, virkede ikke håbede på, at de blev nødt til at flytte sig, før Dreng nr. 3 talte igen.

”Og desuden kommer jeg bare for at hente dig med ind.”

”Jeg har ikke brug for, at du redder mig væk herfra. Jeg kan godt selv gå.” Ordene var ude af Pigens mund, før hun havde tænkt sig om, en refleks, en forsvarsmekanisme, en politisk korrekthed, der rev i hende, nev lidt i hende.

”For nogen der snakker så meget om at redde verden, har du usædvanlig meget i mod konceptet at blive reddet. ” Dreng nr. 3 prøvede forgæves at fange hendes blik. Pigen havde fundet en klat tyggegummi på fortovet, som fik hendes fulde opmærksomhed. Gad vide, om det også var et forsøg på at tygge teenageren ud af sine egne gummer, eller om det mon bare var et stykke tyggegummi.

”Det er ikke det samme,” sagde Pigen.

”Det er det jo.”

”Men det er bare…” Det var bare… Pludselig var det svært at sige det uden at lyde dum. Uden at lyde ynkelig for alle de måneder med Dreng nr. 1, hvor hun ønskede, at hun bare havde været lidt modigere, bare var gået lidt oftere hen til ham. Og så fortælle ham om nu, hvor hun ikke engang nåede at være modig, før han kom hen til hende. Køn og kønsroller virkede som et koncept, der var langt, langt væk, som hun sad der på fortovet med Dreng nr. 3. Som at kigge på stjerner, noget der var langt væk, fascinerende hvor langt væk, fascinerende, hvordan man kunne gå i gennem et helt liv uden at kigge op på himlen, uden en eneste gang at ligge mærke til stjerner og kønsroller og måske alligevel finde sig selv siddende på fortov, sammen med drenge, man ikke havde fortjent.

Og det var jo sandt, nogle gange var de ikke en dreng og en pige på et fortov, en rustning med eller uden kød. Nogle gange var de bare to mennesker, der sad der lige nu, kiggede lidt op på stjernerne, indtil de stoppede for stjernerne var vel ligeglade, havde lært at elske sig selv. Kiggede lidt på lygtepælene, for de var så meget tættere på, lyste i virkeligheden nattehimlen langt mere op, og var kun få meter væk, i stedet for mange lysår Kiggede lidt på hinanden, kiggede lidt mere å hinanden, for hele himmelrummet der var i virkeligheden ikke s meget at se, mens ens anden persons ansigt.

Og de var en dreng og en pige, men det behøvede ikke betyde så meget. Det kunne godt være, at de ville vokse op og vokse væk fra hinanden, det kunne godt være, at der ville komme en dag, hvor Pigen igen blev forelsket, måske i en dreng mere, måske i en pige, Pigen var ikke helt sikker, men det behøvede hun heller ikke at være.  

Sådan sad de lidt bare der. Musikken var stadig i fuld gang derinde, fortalte hendes baller, hun havde stadig masser af tid, fortalte stjernerne hende, der ganske vist havde eksisteret i flere milliarder af år, men de havde også hørt flere af milliarder af gange, at de skulle sætte pris på øjeblikket, og der var ikke så meget andet at gøre.

Indtil Dreng nr. 3 rejste sig

”Vil du hjælpe mig op?” spurgte hun ham.  Det var ikke fordi, Pigen ikke var stærk. Det var ikke,  fordi hendes benmuskler ikke sagtens kunne have fået hende op at stå af sig selv, det var ikke fordi hun ikke kunne hægte sig i stjerner eller lygtepæle og hive sig op i dem, hvis hun ikke havde lyst. Hun havde ikke brug for ham for at komme op at stå. Han havde heller ikke brug for at hjælpe hende.  De vidste det begge. Alligevel gjorde de det begge

Dreng nr. 3 svarede ikke, rakte bare hånden frem mod hende. Hun tog den. Bruge den ikke gang. Satte af med sin anden hånd og kom op at stå.

Ingen af dem sagde noget. Ingen af dem gjorde noget, ingen af de lænede sig frem, selvom stjernerne sikket syntes, at det måske var deres formål – at overvære kys, der egentlig hørte til i klichenoveller skrevet af teenagepiger. 

Men samtidig var der ingen af dem, der gav slip på den andens hånd.

Sammen gik de op mod Claras hus.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...