Mandarin

Der var jo forskel //bidrag til Sindstequilakonkurrencen, skriv om at være ung.

2Likes
0Kommentarer
146Visninger

1. -

Pigens sweater var for tætsiddende. Det vidste hun bare, vidste det øjeblik, hun trådte ind af døren. Hun kunne ikke helt forklare, hvorfor hun vidste det, men hun kunne nu ikke længere forestille sig en virkelighed, hvor den ikke var for tætsiddende. Det var jo næsten som at være nøgen – nøgen her endda, til julefrokost, med så mange af hendes familiemedlemmer. Og hvis bare der blev skruet lidt mere ned fra radiatoren, hvis hendes tante nu skulle vise sig over for sine gæster, vise hun bekymrede sig mere om den globale temperatur, der steg, end temperaturen i hendes daglighedstue, eller hvis de voksne måske bare skulle sørge for, at rullepølsen kunne holde til at stå fremme lidt længere, så man ville jo kunne se Pigens brystvorter blive hårde under trøjen, som to fucking forlygter der lyste op på vej herned, to forlygter der blændede en så meget, at ens øjenvipper vendte sig ind af, ingen kunne holde til synet af brystvorter til en julefrokost, og  til sidst ville hun bare vende sig selv på vrangen.

Og så ville alle hendes indvolde jo vælte, ud over bordet, over rullepølsen og  karrysilden og fingrerene, der rakte ud efter begge dele på samme tid, de ville jo se det hele, indvolde og brystvorter og et vaskemærke, der sagde, at hun skulle vaskes på 60 grader, og hun ville jo ikke længere være et menneske, så. Nej, for mennesker de var jo gode, mennesker blødte ikke ud over andres menneskers gulvtæpper, nej, nej, hvis man var et godt menneske, havde man vel godheden til at gøre det i andre lande langt væk fra Danmark, så Martin Henriksens gulvtæppe var så rent at han ikke engang selv turde træde på det, og hvad nu hvis det blev snavset, de blødende mennesker i andre lande var ikke hans ansvar, de symbolsk-blødende piger til julefrokoster var  heller ikke hans  ansvar.

Pigen tog en dyb  indånding. Det skulle nok gå. Og hvis det ikke gik. Hendes sweater var tætsiddende ja, men i det mindste var den også rød. Og rød var en julefarve, den passede jo ind her. Det var mere, end man kunne sige om resten af hende. Så pigen flyttede sig væk fra dørtrinnet, hvor hun ellers havde stået og mærket sweateren klamre sig til hende og ind i sin tantes hus. Hun modstod trangen til at lægge armene over kors, som hun bevægede sig gennem menneskemængden, modstod trangen, for hun skulle jo give hånd til alt det kød, de var samlet i rummet, sylten og rullepølsen og silden og hendes tante og hendes onkel, og de resterende 25 mennesker der var her, smeltet sammen til en stor kødklump, der stadig var rå, stadig havde øjne til at dingle fra sig i lange strenge, øjne der lagde mærke til hendes sweater var for tætsiddende. Som kunne se det billede, hvis de bare vidste hvor de skulle kigge.

Pigen havde ikke øjenkontakt med nogen, mens hun gav hånd. Lidt ligesom når man tog et billede og kiggede på telefonsskærmen, men ikke på linsen. Det virkede, som om man have øjenkontakt, men det var bare ikke direkte, det var det aldrig. Det var den samme måde som pigen havde kigget på alle de billeder, lidt væk, bare lidt væk. Hun havde syntes, det var sexet den gang, af en eller anden grund hun ikke længere, kunne huske, som var hendes blik noget, man skulle fange, noget man skulle løbe efter og falde for og løbe og løbe, blive skudt ned, sætte et plaster på skudsåret og løbe videre.  

Det var kun 25 dage siden, det var den 1. december, at Mikkel havde spurgt om det billede med en hjerteemoji og alt det lort, og alligevel havde Pigen så svært ved at sætte sig ind i sin egen tankegang, dengang, dengang, sådan blev hun nødt til at tænke på det. Dengang og ikke længere nu, og hun var så bange for, at de kunne se ’dengang’ i hendes øjne.

Mest af alt kiggede pigen ingen i øjnene, fordi hun var bange for at se et spejlbillede af sig selv i deres pupiller, bange for at se, hvad hun egentlig var blevet til, bange for at se den der tomme refleksion, mens voksen efter voksen kommenterede på hvor stor hun dog var blevet, som om de var oprigtigt overraskede over, at børn blev større. Det var altid det, og de ventede aldrig på, at hun svarede

Da pigen havde været alle 27 mennesker, skulle de spise. Ingen var rigtig sultne, det var trods alt den 25, under 24 timer siden, de havde siddet bænket sammen og spist and, konkurrere om hvem der kunne få mest kød af knoglerne, indtil de var begyndt at spise knoglerne, indtil de bildte deres børn ind, at deres rygrad var lavet af andeknogler, var lavet af alle de gange de spiste hvad de voksne satte foran dem, indtil deres voksne blev så voksne, at de begyndte at få mad gennem en slange.

Pigens plads var ved et hjørne af bordet. De havde ikke bordkort eller noget, men det var bare endnu en af de ting, hun bare vidste. Sådan havde hun siddet hvert år og hvert år havde julefroksten været den 25. og hvert år fik bordet flere og flere hjørner og sylten flere og flere fedtlag, sådan virkede det i hvert fald.

Og ligesom alle de andre år begyndte de voksne at spise af sylten og flæskestegen og roast beef’en og leverpostejen og rullepølsen og karrysilden og anden, og ligesom årene før kunne Pigen høre deres bælter sukke opgivende, der var ikke engang gået 24 timer siden juleaften og  deres maver vidste ikke, hvor meget de kunne holde til, deres børn vidste ikke hvor meget mere de kunne holde til. Det var nu deres maver, de bekymrede sig om, når de kom hjem i aften og trådte op på vægten. Ikke deres børn.

Heller ikke hende, deres barn, der var vegetar og måtte indse, at der ikke fandtes noget vegetarisk  ved det her bord- hendes tante havde glemt at stille rugbrøden ind, men der lod ikke til at være nogen, der havde særlig meget i mod det. Ikke deres barn, der aftenen før havde åbnet klassechatten og set billedet af sig selv stirre, som Mikkel havde sendt, heller ikke deres barn, der var ved at blive kvalt i sin sweater, hendes bryster var ved at vokse indad, tilbage til at være en 9-årig pige, der af en eller anden grund glædede sig mere end noget andet til at få bryster.

Eller nej. Der var noget vegetarisk. En skål med mandariner. Ingen andre tog af den, men den stod der jo. 

”Må jeg få en mandarin?” prøvede pigen. Ingen hørte det. Så igen lidt højere. ”Må jeg få en mandarin?”

Hendes bedstemor drejede hovedet. ”Det er ikke mandariner, det er klementiner,” sagde hun. Og vendte tilbage til sin flæskesteg. Uden at give Pigen en mandarin – en klementin

”Ved du hvad forskellen er?” Bedstemoren svarede ikke, kunne sikkert ikke høe Pigen, det flæskesvær hun tyggede på så så sprødt ud, at Pigen ligefrem kunne se hendes kranie ryste fo hver gang hun tog en bid.

Men så barmhjertigede Pigens mor sig. Hun sad ved siden af Bedstemor ved siden af skålen. Og hun rakte ud efter én, den mest rynkede, den mindste, men det gjorde ikke så meget.

”Hvad skulle hun dog bruge den viden til? Det står jo på pakken,” sagde Mor, mens hun rakte den til Pigen.

Pigen svarede ikke, sagde bare tak, tog i mod den, selvom hun egentlig havde så meget, hun havde lyst til at sige til sin mor.

Hun havde engang lavet en lerkrukke i billedkunst, malet den i et grønt og hvidt mønster, taget den med hjem og stillet den i vindueskarmen, før nogen af hendes forældre kom hjem. Da hendes mor kom hjem, havde hun taget den med ud på badeværelset. Pigen havde spurgt hvorfor, og hendes mor havde svaret, at det var for, at de kunne bruge den som holder til deres kamme.

Pigen havde spurgt, hvorfor den egentlig skulle bruges til noget. Hendes mor havde ikke kigget op, mens hun var ved at farvegkordinnere sine kamme i sin krukke, havde bare svaret, at det ville jo være spild af den tid, Pigen havde brugt på at lave den, hvis den ikke blev brugt til noget.

En uge senere var hun kommet hjem med en prøve i andengradsligninger Hun havde fået alle rigtige, fået 12. Hun havde vist den til sin Mor, som var ved med at børste sit hår med en af kammene. Hun havde spurgt sin mor, hvad hun kunne bruge den til.

Det kunne jo være, at hun kom til at arbejde med det. Pigen havde grinet af det, for Pigen var 15 år, gammel nok til at selvom hun ikke havde så meget syr på sit liv, som UU-vejledere gerne ville have vidst hun i det mindste hun aldrig ville lave noget med anden gradsligner.

Hun kunne også bruge det til at regne ting ud , når hun købte ind, sagde hendes Mor, gav en lille lyd, da kammen stødte på en særlig stor ugle. Pigen havde en lommeregner. Så var det ikke spild af tid, havde pigen spurgt sin mor, at bruge den på at ære den der fucking formel uden ad, nu hvor hun efterhånden var blevet stor nok, var menneske nok til at bestemme sig for, at det ikke var noget , hun interesserede sig for.

De kunne vel altid hænge prøven på kæleskabet, endte hendes mor med at sige. Og så var det det. Det var altid det.

Pigen sagde heller ikke mere nu, drejede bare sin klementin i hænderne, igen og igen, tænkte på det billede, på telefonen, der lå i hendes lomme, på hende der havde ligget i hendes Mors mave, og hvordan man dog gik fra at ligge nøgen inde i en person, til at sidde her, langt væk fra dem og skamme sig så meget over sin egen nøgenhed, at man ikke sagde noget. 

For pigen plejede at elske at være nøgen. Ikke på en klam måde, plejede hun for det meste at sige til sig selv. Bare på den måde en baby elskede nøgenhed, for den havde ikke prøvet andet, samme måde en baby elskede sin mor, mens den voksede op, for den havde ikke mødt andre skeder, den var kommet ud af, havde lært lidt for mange gange at mennesker var bare mennesker og skeder var bare skeder, og man kunne ikke ændre på dem, så man måtte elske dem i stedet. Bare på den der dybt simple måde, der var over babyer, over det at være et foster og bare ligge i 9 måneder og findes uden at behøve at tænke over at findes og tænke over, hvorfor man holdt af nøgenhed.

Så mens de fleste af hendes veninder brokkede sig over, hvor akavet omklædningsrum i svømmehaller var, hvor akavet det var at få øjenkontakt med en anden kvinde for, hvad nu hvis hun troede, at man havde kigget, stirret, hvor akavet det var at finde en bruser, der var langt nok væk fra de andre damer, til at det ikke var upassende, men stadig tæt nok på til at det ikke var uhøfligt. Mens pigen nød egentlig følelsen af den der sjældne øjenkontakt, nød at smile til fremmede damer, nød det der med at være omgivet med rigtige kroppe, af kød og blod og sved og hængepatter og menneskelighed og fissehår, og ikke bare sådan nogle glanspapir-nogen, hun havde klippe ud af sin mors dameblade, da hun var mindre, ikke bare sådan nogen man scrollede så hurtigt forbi man ikke så dem, bare nåede at dobbeltrykke på dem, det forbrændte jo flere klarolier og det var jo dem, man skulle se ud som.

Nej, kroppe, med deller og uden deller og med så meget andet stukket ned mellem huden, med appelsinhud, de ikke havde lyst til at pille af, med lår der elskede hinanden så meget, de næsten ikke kunne lade vær med at røre ved hinanden. Pigen følte sig også som en rigtig krop der. Det var jo netop den følelse. Hun havde heller aldrig forstået de mennesker, der snakkede om, at lebber ikke burde komme i kvindeomklædningsrummet, så ville de jo kigge, for for fanden, det var det mindst seksuelle sted på jorden, det første sted hvor hun havde opdaget at en nøgen krop i virkeligheden ikke behøvede være seksuel.  

Det slog hende tit, i de omklædningsrum, hvor mange af de der kroppe, der aldrig fik deres historie fortalt. Så mange kvinder der aldrig tweetede under #Metookampagnen, eller måse gjorde de, der var bare ingen der læste det, de scrollede for hurtigt forbi. Så mange piger, så mange kvinder, hvis historier aldrig blev trykt på tykt cremefarvet papir og stillet i boghandlere rundt omkring, som aldrig kom i avisen, som måtte nøjes med at stå i marginer som skygger af alle de andre kvinder. I mellemrummet mellem de andres historier, prøvede de at presse sig ned håbede på, at deres talje var tynd nok. Håbede på, at der var andre historier der blev fortalt, andre der var villige til at lytte, håbede på, at historierne en eller anden gang ville blive færre, at folk ville lytte, både hvis det var Lars von Trier eller Mikkel fra 9. a i Aarhus.

Der var jo alle de kvinder, der altid stillede sig i udkanten af rummet, sugede maven ind, når de bukkede sig ned, hang fast til deres håndklæde, som gjaldt det deres liv, og hun havde lyst til at gøre et eller andet for dem, indtil hun kaldte sine halvhjertede forsøg på øjenkontakt for ’et eller andet’ og gik hjem derfra med vådt hår og blev forkølet, men det gjorde ikke noget, så længe Pigen troede på, at hun var en god person.

På samme måde plejede hun at elske omklædningsrummet på skolen. Det var svært at sige hvorfor, der lugtede, en blanding af sved og alt for kraftig parfume, brusevandet var koldt, der var så koldt, at man ikke kunne bevæge sig uden at blive stukket ned af mindst en brystvorte, heldigvis for det meste kun overfladiske sår, selvom Sofie engang havde fået en punkteret lunge, og de andre havde fået en formaning fra deres idrætslærer ,om at de burde gå med BH lidt oftere.

Måske var det på grund af det spejl, der hang derude, der var blevet så fedtet gennem årene, man ikke rigtig kunne se sig selv i det, bare en sammensmeltning af en masse piger, bare høre genklangen af piger, der beklagede sig over at have glemt at barbere deres armhulehår, piger der flettede deres armhulehår og spurgte, om der var nogen, der havde et elastik, piger der viklede sig selv ind i deres fissehår og spurgte, om der var nogen der havde en græsslåmaskine, for de måtte vel hellere snart lære at barbere kønsbehåring og slå græs på en parcelhusgræsplæne, hvis de nogensinde skulle blive gift, de andre piger der spurgte, om hvad nu hvis græsslåmaskinen fik mere end bare hår med, de første piger, der var ligeglade.

Pigen havde altid elsket det spejl. Hun følte sig smuk, når hun kiggede ind i det. Det gjorde hun virkelig. Og ikke kun fordi hun ikke kunne se alle hudormene og bumserne og alle de andre pletter, der af en eller anden grund var der. 

Hun elskede det også, fordi døren gik ind til den gymnastiksal, de var i. De var altid i gymnastik 2, det var a. klassen. B-klassen var i gymnastiksal 1, alle pigerne fra årgangen klædte om i omklædningsrummet i 2, drengene i 1. Det betød, at drengene altid var derinde, de var altid hurtigere end pigerne til at klæde om, måske fordi de ikke havde et spejl der gjorde dem smukke, måske fordi de ikke turde kigge, fordi smukke var jo ikke noget, drenge skulle have lyst til at være. De gik også altid efter pigerne. De blev lidt og spillede fodbold, sagde de til deres mandlige gymnastiklærer, selvom både dem og læreren vidste, at det kun var for at få højere karakterer, selvom både dem, og læreren vidste, at skolens eneste fodbold havde været flad i 3 år, og drengene bare satte sig lidt på gulvet og snusede til deres egen og hinandens sved og hang hinanden op fra basketballkurven i sirlige fletninger af pikhår, før de også gik ind til dem selv.

Så Pigen sørgede altid for at glemme at lukke døren helt, altid lade en lille sprække være tilbage, bare lige lidt, bare lige nok til, at hun vidste præcis, hvad for en plet gulv, hun skulle stå på, for at kunne blive set derfra, og fordi hun altid skyndte sig at hive sine svedige T-shirt af, altid tog evigheder om at tage sokker på og lave en ny hestehale, altid stod lidt med sine bare bryster og dybfrosne brystvorter og sine mælkeasser med næsten økologisk, mælk, stod og stod. Hun havde aldrig indrømmet det for nogen, men hun håbede på en måde, at drengene ville se hende. Bare et glimt, bare hendes bryster, bare, bare.

Pigen skammede sig over det. Ikke over sine egne nøgne bryster, men skammede sig over sit eget håb, skammede sig over hvor lang tid hun tog om at tage sokker, hvor lang tid hun ventede med at tage en ny trøje på, på skammede sig over sin egen seksualitet, skammede sig over, hendes flammende kinder ved tanken om de nysgerrige blikke.

Men måske var det i virkeligheden lige der forskellen lå. At der klokken halv fire hver onsdag eftermiddag havde hun lyst til at blive set. Det var hende selv, der havde ladet døren stå lidt på klem, hende selv, der ikke skiftede trøje med det samme. Men det billede – det var ikke hende selv, der ville have de andre til at se hende.  Ikke andre end Mikkel, i hvert fald og bare fordi ting var på nettet, ville Pigen ønske, at man kunne bygge vægge ligesom i omklædningsrum og fortælle folk, at man ikke kunne gå i gennem vægge, fortælle dem, at murere ville blive arbejdsløse i fremtiden, hvis ikke Pige fik lov til at have de samme rettigheder på nettet som i virkeligheden.

Der var en forskel, men kunne det ikke være lige meget?. Et nøgenbillede var et nøgenbillede, en mandarin var en mandarin og ikke en clementin der var ikke nogen, der orkede at lære forskellen,  det var bare sådan det var, det var bare sådan man måske googlede klokken 3 om natten, når mn kedede sig for meget til at sove, sådan noget man havde glemt, når man vågnede op igen.

Pigen borede en enkel negl ned i skallen, efterlod en halvmåne. Så borede hun en ny negl ned, begyndte at rive skrællen af den, rive dens hud af, lod saften løbe ned over sine fingre, ned på hendes tantes gulv, der plettede meget nemt, sagde hun tit, når hun stod med et glas rødvin, i hånden og talte med sine gæster, havde så travlt med at se sit eget spejlbillede i vinen, at det splattede ud over hele gulvet, langsomt farvede hendes gulv rødt, langsomt farvede hende rød, huset rødt, men rød var jo en julefarve. De andre gled i rødvinen, pigen brugte den som læbestift, slikkede sin egne læber, og fordi hendes forældre var der, lod hun som om det var første gang hun havde smagt alkohol.

Skrællen var snart af, hun pillede den af i et stykke, for hun havde lært, at det bragte lykke, når det ellers lykkedes. Det værste var, at Pigen selv vidste, hvad forskellen var.  Hun havde selv googlet det. En clementin var bare en sort, af en mandarin, bare avlet uden kerner. En clementin var en mandarin, og et nøgenbillede var et nøgenbillede, hendes nøgenbillede til Mikkel var et nøgenbillede til ham, med hendes samtykke, det han havde sendt videre, det var uden samtykke, uden hendes samtykke.

Pigen beundrede pludselig sin bedstemor for at have indset den forskel, hadede pludselig sig selv for at finde på en metafor, der var så dårlig, som en måde at komme over sin egen dumhed. Hadede sig selv for at være villig til at tale om mandariner så længe det skulle være, men ikke turde tale om det andet. Flere af hendes veninder havde skrevet til hende efter billedet kom på klassechatten, allerede, men hun var ikke gået ind på nogle af deres beskeder. Hun kunne ikke helt få sig selv til det.

De havde også en klub, sammen hende og hendes veninder fra klassen. Eller klub og klub – det lød så fjollet, når pigen tænkte på det på den måde. ’Don’t judge’ kaldte de sig selv. Konceptet var egentlig ret enkelt. Hver gang de var alene hjemme hos en af dem, nogle gange bare når de var hjemme hos nogen, der havde  fået en nøgle til døren til deres værelse, hvis det havde været for længe siden sidst. Så tog de trøjer og Bh’ er af og sad der i bare overkroppe, bare sad som normalt, bare med bare overkropper, bare med to fedtklumper, bare mens de talte om at det var mærkeligt, at man var så optaget af netop de to fedtklumper.

Det var heller ikke seksuelt, trods over halvdelen af dem var tiltrukket af piger, trods de havde al mulighed i verden for at kigge. De sad jo bare. Engang havde de tegnet på hinandens bryster.  Blomster og mønstre og den slags ting. Andre gange lå de på gulvet, så til mens brysterne sank sammen, som bjerge, der sank i jorden, gjorde arbejdet meget nemmere for bjergbestigerne tænke Pigen tit og forestillede sig små mancheter og reb og flag, der borede sig ind i hendes bryster.

Og så sad de bare der uden trøjer, lod vær med at tænke på, om de var små, for store for kegleformede, for hængende, og  om deres brystvorter var for store eller for små eller for røde eller for brune og, og, og.

Pigen havde også siddet ned på det billede, hun havde sendt til Mikkel.

 

Hun forstod det ikke. Virkelig ikke, som hun tog en båd op, begyndte at tygge den. Det gjorde det ikke bedre, da hendes tænder stødte på en af de sjældne kerner, der var i klementiner, og hun fik endnu sværere ved at finde rundt i sin egen metafor.  

Metaforen var jo heller ikke det vigtigste. I hvert fald ikke for hendes familie rundt om bordet, de talte ikke i metaforer, de talte i lixtal på over 40, de talte om hvem der var bedst til at rulle deres tunge, de talte om politik, rigtig meget om det. De talte bare aldrig hinanden. De gav bare aldrig Pigen lov til at sige sin metafor højt, ikke lov til at snakke om nøgenbilleder delt uden samtykke for selvom det var politik med højt lixtal, så havde hun jo ikke sat sig rigtig ind i det – ikke ligesom dem.

De voksne havde tit sagt til hende, at hun skulle sætte sig ind i tingene. Så hun installerede DR nyheder appen og læste de fem mest populære nyheder hver dag. Så begyndte hun også selv at sige det, selvom der var så mange ting, der ikke var de fem mest populære i sær ikke, når en af de fem mest populære var, at et eller andet engelsk radioprogram havde nævnt   Jussi Alder Olsen, og så var Danmark jo berømt og vigtigt. De voksne havde tit sagt at hun skulle sætte sig ind i tingene så i 7- var hun kravlet ind i sin egen fisse, det var lidt den eneste måde, den tegning der havde været i biologibogen havde ikke rigtig været nok, der havde stået der var 3 huller, og at en pik hørte til i et af dem, men der havde ikke rigtig stået noget om hvordan man fandt det, så nu sad pigen her, på indersiden af sig selv, langt væk fra biologibøger, der fortalte hende om pikke, der hørte til i fisser, før fisserne havde besluttet sig for, om de egentlig havde lyst eller ej.  Så sad Pigen inde i sig selv, mens det gik op for hende, hvor meget der egentlig var, som hun ikke forstod.

Hun forstod ikke, hvad de alle sammen lavede her, Hvad der fik den alle sammen til at møde op her den 25. selvom de sikkert længtes efter at kunne sove læne, længtes af at tage bad i gaverne og gavepapiret, måske bare i fem minutter, kalde det genbrug, før de smed det hele ud, ignorere træernes blikke, da de nedstirrede dem, da de lukkede låget på skraldespanden. Hvad der fik dem til ikke bare at finde på en undskyldning, hvilket som helst, for ikke at sidde og skrabe albuer mod albuer, når de forsøgte at skære deres flæskesteg. Hvad der år efter år fik dem til alle sammen at sidde og tale i munden på hinanden, putte hinanden i munden, sammen med flæskestegen og prøvede at tygge hårdest, tale højest.  Fortælle, om alle de gode ting der var sket i de sidste år, forfremmelser på arbejder, babyer der var blevet født, babyer der var blevet undfanget, bøger over 500 sider, der var blevet læst, haveprojekter der var blevet starter og var færdige, selvom  deres ægtefælle ganske vist havde insisteret på, at de bare skulle kalde en gartner. Hvordan de kunne kalde det kærlighed.

For det var ved det der holdt dem sammen, det der fik børn til at besøge deres forældre efter de var blevet 18 og ikke behøvede at se dem længere, det der fik børn til at besøge deres forældre på plejehjemmet, selvom de allerede havde skrevet deres testamente.  

Kærlighed, prøvede Pigen at tænke. Men blev overdøvet af bestik, der klirrede mod tallerkenen, stemmer der klirrede mod hinanden, tunger der slikkede maden af knive, knive der slikkede tunger af mennesker, mennesker der blev ved med at tale, uden tunger, uden noget at tale om, bare for at blive ved med at tale, bare for at sørge, for at teenagere aldrig  fik stilheden til at tænke på kærlighed, som var det dog noget de kendte til.

Det var jo heller ikke rigtig kærlighed. Eller måske var det. Pigen kiggede rundt om bordet. Det var bare så de  trist, hvis det var. Rigtig kærlighed. Man elskede jo kun sin familie, fordi man ville have dem til at elske sig tilbage. Man elskede mennesker, fordi de elskede en. Fordi man havde brug for nogen, der elskede en, elskede en nok til at lade en tage flæskesværen af flæskestegen uden at tage kødet nedenunder, elskede én nok til at lade én fortælle om den lønforhøjelse på 500, man havde fået på arbejdet og acceptere, at man ikke sagde en skid om det år, man havde brugt på at prøve at få en baby forgæves. Elskede én nok til at opmuntre én til at fortælle om den nye kæreste man havde fået, det var jo vigtigste i stedet for at fortælle om at man havde fået en forfremmelse, som man var 100 gange mere stolt af det.

Men bare ikke højt nok til, at pigen turde sige noget om de billeder, bare ikke højt nok til at hendes forældre eller resten af hendes famiemedlemmer ville kunne kigge på de billeder og se deres datter på dem, ikke bare se hendes bryster. Ikke højt nok til at pigen ikke var et sekund i tvivl om, at de ville bebrejde hende for at have taget de billeder, for at have sendt dem til Mikkel, i stedet for at bebrejde Mikkel for at have sendt dem ind i klassechatten,

Men Pigen vidste også godt, at hun ikke kunne skjule det for evigt, Hun havde hørt nok skrækhistorier til at vide det. Der ville ikke gå længe, før nogen i klassen delte den videre og derfra, ville den sprede sig, indtil hun til sidst måtte anmelde det, og politiet ville stå lidt der og se hendes bryster i øjnene og undre sig over, hvorfor det dog var Mikkel, de skulle anholde, når det var hende, der havde gjort noget forkert. Og hendes forældre ville se det nu, bebrejde dem selv for ikke at have opdraget deres datter godt nok, bebrejde alle de  popstjerner og Linse Kesller’re for hvor dyb deres udskæring havde været, hendes mor ville bebrejde sine egne brystvorter, som pigen engang havde suttet på, indtil Far havde sagt, at nu måtte det altså være nok, bebrejde dem for måske var det hendes mælk, der have forgiftet hendes årer, farvede dem helt hvide. Bebrejedede alle de onkler der ikke havde kigget nok efter hende, når hun havde tætsiddende sweatre, ikke nok til at hun havde fundet ud af at hendes bryster – eller måske hendes røv – var hendes bedste kvalitet. Og ens bedste kvalitet kunne man jo ikke bare sende et billede af, ikke afsløre lige med det samme, ikke hvis man ville have folk til at blibe hængende. Bebrejedede hendes biologilærer for ikke at have forklaret hende at grunden til at brystvorter blev hårde var fordi man kunne hænge drenge i dem, en fin lille halskæde, man kunne jo have den på til julefrokost.

Bebrejdede hende, mest af alt, for ikke at have et behov for at blive elsket af dem, der var stort nok til st hun aldrig ville gøre sådan noget.

Men hvis definitionen på kærlighed fandtes rundt om det her bord, så havde Pigen vel også elsket Mikkel. Stolet på ham. Det var svært at lade vær, så længe han stadig var den dreng, der havde startet i 0. som altid gerne ville være prinsessesen, når de legede sammen. Stadig den dreng i 2. klasse, der brændte sin tunge på kakao, fordi han ikke havde nogen tålmodighed i livet. Stadig den dreng i 5. der havde fortalt hende, at han ville kysse hende, hvis hun bare ikke havde bøjle på. Stadig den dreng i 7., der havde købt en hel notesbog til at tage noter i, men ikke havde skrevet et eneste årstal, en eneste formel, bare tegnet en masse mønstre, stadig den dreng i 8., der havde taget hendes hånd, når de så dokumentarer med klassen, de allermest kedelige.

Og den dreng i niende, der havde spurgt hende om et nøgenbillede, der behøvede bare at være af hendes bryster. Hun ville gerne have sagt nej, men hvorfor skulle hun dog det? Hun kunne egentlig godt lide sine egne bryster, der var ikke så meget ved dem ikke at kunne lide, bare to fedtklumper. Og hun kunne egentlig godt lide Mikkel, og hun var bange, for hvad han ville gøre, hvis hun sagde nej. Så hun havde hentet et barberblad det var jo vinter, så hun havde ladet sine armhulehår gro, ja, ja, i parcelhuse slog de kun græs og barberede sig om sommeren, det var det, vidste de, og hvis man ikke gjorde nogen af delene havde man ikke nogen mand, ikke råd til at bo i et parcelhus og så kunne det jo være lige meget. Hun havde skyndt sig at tage billedet bagefter, for hun i altid sådan nogle røde knopper, når hun barberede sig, de gjorde ondt og ville ikke se godt ud på billedet.

Og så havde Pigen trykket send. 24 dage senere var det i klassechatten, det billede der. Samtykke og ikke samtykke og kerner og ikke kerner. Der var jo forskel.

Pigen slugte den sidste båd i klementinen uden at tygge den. Der var jo forskel.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...