det går.

En kort beretning om det gode, det onde og alt det midt i mellem, når det drejer sig om livet, og om en helt særlig solstråle, der gør, at jeg står her i dag.

1Likes
2Kommentarer
68Visninger

1. det går.

Livet.

Det er fandeme en besynderlig ting. Det går ned. Det skrænter, og så må du kæmpe dig op ad bakke igen, så du til sidst kvæles på sit eget åndedrag af anstrengelse. Det er uendeligt, og det slutter så hurtigt. I et enormt tomrum af mørke og øredøvende stilhed, hvor tiden snegler sig afsted, og alting virker meningsløst, kan et enkelt vindpust drive dig ud over kanten og ned i den bundløse afgrund, hvor du falder og falder, til du endelig glemmer din egen eksistens. Det er til tider vådt og salt og svidende, og til tider er det bare ingenting. Jeg ved ikke, hvad der er værst.

  Det går op. Du flyver ned ad bakken og glæder sig til den tilfredsstillende fornemmelse helt nede i tæerne af, at du er nået op ad bakke igen. En solstråle bryder gennem den betonplade af grå skyer, der har hængt over dig så længe, og den tager imod dig og omfavner dig; du havde helt glemt, hvordan varme føltes. Et smil. En forbindelse. Engagement. Lysten til at eksistere i samme verden som den. Du bliver høj på lykken, for denne solstråle forstår dig helt uden at prøve. Du kan støtte dig til tanken om, at denne solstråle vil vogte over dig, og du kommer endelig ud i verden. Du oplever de bedste sider af dig selv, også de værste, men på en eller anden måde er det en god ting. Du har aldrig været så sikker på, at du er sikker på så meget. Hun kan ikke beskrives med ord, lige meget hvor lang tid jeg forsøger.

   Men solstrålen lyser ikke kun for dig, og på et tidspunkt må den forsvinde, mens du kan stå og kigge på, at den nu vogter over en helt anden, en der ikke fortjener det. Du bliver sur, du bliver frustreret og såret, dit åndedrag sætter farten i vejret, hjertet knuger, øjnene svider, rummet snurrer. Men du gør intet. Hvem gav dig retten? Ingen. Du har ingen ret. Du er intet. Du kan ikke forlange, at alle solens stråler vil skinne på dig. Du er så selvisk. Det gør så ondt. Ingen vil forstå dig denne gang, ikke engang solstrålen. Tilværelsen er mørk, så mørk at du ikke engang kan se en hånd for dig, for solens stråler lyser så skarpt et andet sted, at alt omkring den bliver indhyllet i intethed. Og hvad laver du overhovedet? Du kommer i tanke om alle de værste sider af dig selv, du tidligere havde oplevet. Og når du tænker dig om, kan du finde flere. Og flere, og flere, og flere. Er der et mål i sigte for dig et sted derude i den verden, der er så utydelig, udvisket og sort? Du tvivler. Tvivlen planter sine giftige rødder lige midt i dit sjæl, i din kerne. De gode øjeblikke her var søde, men når man lige har smagt det søde, er det sure så meget kraftigere, og jeg kan ikke klare det mere.

   Fuldstændigt uforventet stikker noget i din ryg, som du ligger dér og lader gå til som et ynkeligt lille sandkorn i den ørken af ængstelighed, du har skabt dig selv. Nærmere en prikken. En kildren. Græsset der er vokset i lyset fra den førhenværende sol. En sød duft på trods af smagen af sand i din mund. En distraktion. Én du sætter pris på. En blomst. Du sidder op igen, badet i et svagt lys. Men inderst inde er den stadige tvivl. Du tør ikke længere at tillade dig selv glæden. Du stoler ikke på nogen. Du tror, du skåner dig selv. Du prøver bare at gøre alle glade, så ihærdigt at du glemmer dig selv på vejen, fordi det hele skal gå så hurtigt. Men farten gør, at du ikke har tid til at tænke. Du svømmer gennem livet i en kronisk tilstand af sund travlhed. Det er i hvert fald det, du fortæller dig selv. Og så bliver du skuffet igen, når du spejler dig i vandet og opdager, hvordan det egentlig står til. Du er ynkelig og lille og uelskværdig. Du hader dig selv, det gør du virkelig. Men det er kun, indtil solstrålen vender tilbage. Den hjælper dig med at acceptere alt dette. Du vil aldrig komme til at elske disse dele af dig selv på samme måde, som kun solstrålen er i stand til, men du kan langt om længe se det i øjnene, for du ved, at selv når der er overskyet, venter solen bagved på at komme tilbage til dig. Jeg tror, hun er det eneste, der er stabilt midt i alt dette rod, og derfor er det hele ligegyldigt. Jeg må bare lære mig selv at tro på det, hun bliver ved med at hviske i mit øre, når jeg ligger på gulvet igen af de samme dumme grunde, i de samme søer af salte tårer.

Det går.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...