Hver onsdag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2018
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Færdig
En enkelt tekst, få sætninger og en masse digte om ham. Ham der sætter mig i brand ved en enkelt berøring, og som aldrig bliver min
//Deltager i valentineskonkurrencen mulighed 2//

Psst..Coveret af lavet af skønne p.t. Knudsen. Tak for det!


8Likes
14Kommentarer
516Visninger
AA

2. Hver onsdag

Hver onsdag

Vores albuer rør næsten ved hinandens. Han bemærker det ikke, da hans slanke fingre danser henover tastaturet. De koreanske tegn formes hurtigt på computerens skærm. Jeg fatter ingenting af, hvad der står, men det fascinere mig. Fascinere mig at han kan et sprog, der virker så udfordrende at lære. 

"Vil du se, hvordan man skriver Ida på koreansk?" Da han ser mod mig, kommer de dybe smilehuller til syne. Gid jeg havde smilehuller. Det er kun de smukkeste mennesker, der bliver velsignet med de små fordybninger i kinderne. Stumt nikker jeg til spørgsmålet bange for at sige noget dumt, hvis jeg faktisk åbner munden. I takt med at de små tegn kommer frem, gør mit smil det samme. 

"Vi bør nok fortsætte arbejdet" Forvirret rynker jeg brynene, inden det går op for mig, at vi er på arbejde. Vi har faktisk forpligtelser, der skal klares. Mens han begynder at forklare om vores fælles opgave, lægger jeg langsomt hovedet på skrå. Ordene flyder sammen, og alt jeg ender med at høre, er lyden af hans behagelige stemme. Han kunne ligeså godt have talt koreansk til mig, jeg opfanger ingenting. 

Alt jeg bemærker er, hvordan hans mørke krøller glider ned i hans pande. Hvordan hans tænder kommer til syne, når han åbner munden og hvordan nogle af dem, gemmer sig bag de andre. Da han løfter hånden op for at fjerne en lok hår fra øjet, skinner hans armbåndsur i lyset fra lampen. Min første indskydelse er at række frem og gribe ud efter hans hånd. Den kunne passe ligeså fint ind i min. 

"Skal vi starte?" Jeg bliver trukket tilbage til virkeligheden, og selvom jeg intet har hørt, så nikker jeg bare. Jeg kommer aldrig til at føle hans hånd i min. Det tætteste på ham jeg nogensinde kommer, er i de her øjeblikke. Lige her hvor vi arbejder ved samme computer, men jeg er godt klar over, at alle arbejdsdage kommer til en ende. Om nogle få timer vi vil gå hver til sit og først ses om en uge. Det er også derfor, at onsdag er min yndlings dag. Så får jeg et par timer alene med ham.

Jeg lader ham begynde at skrive noget, og først der går det op for mig, hvad vi laver. Derfor skubber jeg blidt hans hænder væk fra tastaturet. Den lette berøring får en sitrende fornemmelse til at gå igennem hele min krop. Mon han også kan mærke det? Eller er det bare noget, jeg har bildt mig selv ind? Mit hjerte slår en lille kolbøtte, da jeg mærker hans øjne på mine hænder. 

Mine fingre danner i et hurtigt tempo ord på den lysende skærmen. Opgaven er ikke ret svær, så vi kan heldigvis hurtigt blive færdige. Ihærdigt sørger jeg for ikke at se hen imod ham. Jeg ved, at han stadig er der, for jeg kan mærke hans albue mod min. Hans knæ der en gang imellem gnider sig op af mit, og det hele forstyrrer mine tanker. Han forstyrrer mig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. 

"Jeg skal til eksamen på tirsdag" Igen bryder han tavsheden, og det får mig til at stoppe op midt i et ord. Det er her, jeg husker at han går på universitetet. Min hjerne har gemt den lille detalje væk, at han er fem år ældre end mig. Er meget længere i livet og helt sikkert også, har langt mere styr på sig selv. Jeg er bare en lille snotforvirret teenager, han arbejder sammen med. Ikke nogen han ville tage med steder eller vise frem til sine venner. Slet ikke én han ville holde i hånden med. 

"Held og lykke. Jeg håber, at det går godt" Mit smil bliver tvunget frem, og når nok heller ikke mine øjne. Men det kender han ham mig ikke godt nok til at bemærke. 

"Tak, jeg får brug for det" Hans bløde latter får mit hjerte til at smelte som smør på en varm stegepande. Det smelter og løber ned på gulvet, hvor jeg ikke længere kan nå det. Jeg har mistet mit hjerte, og det er kun på grund af ham.

Vi ler sammen, og jeg får lyst til at hvile mit hoved mod hans ene smalle skulder. Som om det er det mest naturlige i hele verden. Men det er det ikke, det kan jeg umuligt gøre. 

Beskederne tikker ind på hans sorte iPhone, og jeg får lyst til at se på skærmen. Se hvem der skriver til ham, og hvorfor de forstyrrer ham i arbejdstiden. Normalt er jeg ikke den jaloux type, men alligevel regner jeg med, at det er en smuk pige. En pige på hans egen alder, som han sikkert har mødt på universitet. En der også kan koreansk, og som dufter sødt af roser. En pige der er lavere end ham, så de rent faktisk klæder hinanden. 

"Undskyld beskederne. Det er bare mine venner, der spørger hvornår vi er færdige. Vi skal ses efter arbejde" Da jeg får bekræftet mine tanker, kan jeg ikke undgå at bide mig let i indersiden af kinden. En nervøs trækning som han forhåbentligt ikke lægger mærke til. Jeg ved, at han er typen med mange venner. Når en person er så så venlig som ham, er det klart alle vil være sammen med ham.

Jeg kan ikke stoppe mine egne tanker, og jeg har lyst til at røre ved ham. Lade mine læber berører hans, så han ikke er i tvivl om mine tanker. Fortælle ham hvor skønt et menneske han er. Prøve at få ham til at forstå, at jeg altid gerne vil være der for ham, også selvom jeg er langt yngre end ham. Jeg vil vise, at jeg er moden. Vise jeg er god nok, selvom jeg inderst inde godt ved, at jeg aldrig bliver det. Jeg er godt klar over, at det aldrig bliver til mere end det her. 

"Ida, jeg havde faktisk tænkt over noget" Han skubber sig lidt ud fra skrivebordet og vender sig mere om mod mig, så vi kan se hinanden i øjnene. Hans mørkebrune møder mine blå, og ubevidst betragter jeg dem. Hvordan de buer en smule, og blot bliver endnu smallere, når han smiler. Det ser sødt ud. Men det gør alt ved ham. Alle de ting som andre sikkert vil se som fejl, ser jeg som det mest perfekte i hele verden. 

Jeg åbner munden for at svare, men præcis som han før stjal mit hjerte, har han stjålet mine ord. I stedet sender jeg ham et smil, for at få ham til at fortsætte med at tale. Nysgerrig efter at finde ud af, hvor samtalen fører hen.

"Vi elsker jo begge koreansk musik, og jeg kommer meget i en vennegruppe, hvor vi snakker om kpop. Jeg kunne godt tage dig med en dag? Så kunne du møde nogen af dem?" Forvirret glipper jeg med øjnene. Jeg kan ikke forstå den nye information, og derfor sidder jeg med et par store øjne, der stirrer forvirret på hans kønne ansigt. 

"Jeg kan altid bare skrive til dig, hvis vi laver et arrangement?" Det går for sent op for mig, at jeg slet ikke har svaret ham. Mine tanker farer rundt i mit hoved. Ledningerne er blevet klippet over, og mit hoved hænger slet ikke sammen med min mund. 

"Det vil jeg gerne, tak" Hurtigt begynder jeg at skrive på computeren igen. Ryster mit hår ned i mit ansigt, så det lægger sig som et gardin om mine varme kinder. Jeg vil ikke ligne en tomat foran ham. Dem har jeg aldrig brudt mig om

Det føles lidt som om, hele min krop er blevet sat i brand. Flammerne løber helt ud i fingerspidserne, og glæden sprudler i mig.  Jeg ved godt, at det ikke betyder noget særligt for ham. Han tager den lille pige med til et arrangement en enkelt gang. Han gør det kun for at være sød ved mig, fordi han ved, at jeg elsker den musikgenre. Men alligevel har jeg lyst til at skrige af glæde. For jeg får lov til at se ham på et andet tidspunkt end en onsdag. 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...