Hverdagsfrustrationer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2018
  • Opdateret: 7 feb. 2018
  • Status: Igang
Delvist ufiltrerede frustrationer der (måske) fylder alt for meget i min hverdag.

6Likes
16Kommentarer
370Visninger
AA

3. "ER DU SLET IKKE SULTEN?"

 

"ER DU SLET IKKE SULTEN?"

 

Jeg hader faktisk at være unormal og underlig. Det er ikke med vilje, at jeg sidder og stikker til maden, når jeg er ude. Jeg er altså sulten. Faktisk er jeg tit sultenDE.

Men mad og jeg er ikke særlig gode venner.

 

Jeg vil nok aldrig glemme en aften, hvor jeg var sammen med en flok venner.

Jeg var stresset, min krop var stresset og jeg kunne ikke slappe af – uanset hvor meget jeg ellers prøvede.

Vi skulle spise sammen, og jeg var panisk angst for den appetit, som, jeg vidste, ikke ville være der. Ganske rigtigt fik jeg det dårligt bare ved synet af en skål agurkeskiver, og jeg vred mine iskolde fingre i skødet.

”Har du anoreksi, siden du ikke spiser noget?”

Jeg kan godt forstå, at folk undrer sig over, at jeg ikke spiser noget, men lige lidt hjælper det på den kniv, man får i maven, hver gang man bliver spurgt om sådan noget. Vil i ikke nok bare lade mig være? Jeg kæmper i forvejen med at blive siddende ved bordet, fortrænge kvalmen og deltage i samtalen. At jeg så skal til at forklare mig, det hjælper slet ikke.

”Jeg er bare ikke rigtig sulten.”

Jeg har sagt det tusindvis af gange, og det er en lige så stor løgn hver gang. For det meste er jeg godt klar over at samtidig med, at min krop panikker fuldstændig og nægter al form for mad, så skriger den også efter føde.

”Du sagde da lige før, at du var virkelig sulten?”

Og så er jeg bustet. Men det passer jo. Jeg sagde, at jeg var sulten. For det var jeg. Kun ved tanken om mad i maven var jeg sulten. Men da jeg så maden på bordet foran mig, så var jeg helt og aldeles ikke sulten.

”Jeg har angst, som gør, at jeg tit har svært ved at spise.”

Jeg hader at skulle sige det, for det dræber altid stemning uanset i hvilken sammenhæng, jeg siger det. Altid er det den samme forbløffede og lettere akavede stilhed, der møder mig. Der er stille i et godt stykke tid, og jeg må selv bryde tavsheden og skifte emne, som om jeg bare har sagt en lidt grovkornet joke, som vi bare lige skal glemme.

Det ændrer dog bare ikke på det faktum, at jeg ikke får spist noget.

Misforstå mig ikke. Jeg har hverken anoreksi eller bulimi.

Men et eller andet går jo i hvert fald galt, når det kommer til at skulle spise uden for de vante rammer. Skal vi vove at kalde det en slags spiseforstyrrelse, uden at det bliver blæst op i de helt store proportioner?

Når jeg er alene, kan jeg som oftest sagtens spise. Det samme gælder med familien. Men så snart jeg sætter foden i en andens hjem, så siger min krop stop. Men hvad skal det nytte at tage andre steder hen, når jeg svækker mig selv så meget, at jeg nærmest ikke kan stå op til sidst? Jeg er klar over problematikken.

Min krop skriger efter mad.

Jeg ER sulten.

SULTEN.

Sulten efter mere end dette liv, hvor jeg ikke kan tage på cafe med min venner og spise nachos, fordi min hals snører sig sammen, og jeg har det som om, jeg skal kaste op. Jeg elsker nachos..

Sulten efter at kunne tage til fest med mad i maven, så jeg ikke er både udsultet, fuld og fuldkommen drænet inden 23. Fester burde være sjove..

Sulten efter en normal appetit, der ikke skifter lige så brat som vejret. Mad skal jo bare ned i maven..

Sulten efter ikke at skulle smide løgn efter løgn om, at jeg ikke er sulten eller har spist hjemmefra. Jeg hader løgne..

Egentlig er jeg mest af alt bare sulten efter at være sulten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...