Hverdagsfrustrationer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2018
  • Opdateret: 7 feb. 2018
  • Status: Igang
Delvist ufiltrerede frustrationer der (måske) fylder alt for meget i min hverdag.

6Likes
16Kommentarer
372Visninger
AA

1. "DU LIGNER SLET IKKE EN, DER HAR ANGST"

 

"DU LIGNER SLET IKKE EN, DER HAR ANGST."

 

Jeg har vel hørt det fra cirka alle, jeg nogensinde har sagt det til. Folk virker lige overraskede hver gang. Og hver gang lukker min bevidst tættere og tættere sammen. Den åbenhed, der plejede at præge mig, er begyndt at fade ud. Jeg gider ikke, at folk ser anderledes på mig. Det eneste, jeg håber på, er forståelse. Måske et ”Det er squ i orden, at du deler det og taler om det.”, ”Det har jeg respekt for.” eller noget så simpelt som ”Hvis du nogensinde har brug for at snakke om noget eller bare en at snakke med, når det hele brænder på, så er jeg her.”

Er det virkelig så svært?

Accepter, at jeg ikke er fuldkommen ligesom dig. Jeg er jo ikke syg eller handicappet. Jeg kan stadig gøre alting – det mest. Det skal bare foregå på nogle præmisser, hvor jeg selv kan følge med. Det nytter ingenting at prøve, at tvinge mig selv ud i nogle situationer, hvor jeg mister fodfæstet fuldstændig, men jeg kommer fremad med mine egne små, omhyggelige skridt.

Jeg er mig, om jeg vil det eller ej, så jeg kan lige så godt omfavne mine karaktertræk og gøre dem til noget andet end bare anormaliteter.

Jeg har lært det på den hårde måde, men nu er jeg endelig klar til at sige det.

Fuck normen.

Jeg gider ikke være ligesom alle andre. Og det har jeg det helt fint med. Har andre et problem med det, så kan de jo passende pakke sydfrugterne og deres forskruede lorteholdninger og forsvinde langt væk. Hvis det ikke er noget, man kan tale om, så er håbet jo ude for menneskeheden.

Fuck tabuer.

Lad os tale om det her! Det skal ikke være en hemmelighed. Vi har alle vores bekymringer, vores egne specielle træk og helt unikke personligheder. Lad os dele det med hinanden. Der er helt sikkert en, der har det fuldkommen eller bare næsten ligesådan.

 

Og hvis jeg skal være ærlig, så er der vel ingen, der direkte ligner, at de har angst? Forventer folk, at vi klistrer et skilt i panden med kæmpestore, fede neonbogstaver eller går rundt med ludende skuldre af frygt for vores omverden. I stedet for at gå rundt med tårer i øjnene og sørgmodige miner, så maser vi angsten og frustrationerne langt ind i kernen af vores bevidsthed og sætter det glade, falske smil på læben.

Angst skal ikke romantiseres eller ses som en bagatel. Det kunne ikke være mere anderledes. Det er hårdt, frustrerende og helt igennem drænende. 3 år indtil videre og jeg er allerede træt af det.

Fuck angst.

Jeg hader, at det tager store, glubske bidder af mit liv. Fester, overnatninger med veninder, cafebesøg, aftener med min bedste ven og jeg kunne blive ved længe.

Jeg har ikke sat en fod i en biograf de sidste 2 år.

Jeg formår altid at snige mig udenom med en masse glimrende undskyldninger. Jeg skyder hagen frem og forsøger at få det bedste ud af det.

Udadtil ligner jeg jo bare en ganske normal 17-årig, der går i skole, arbejder og har det godt med venner.

Men alt er ikke, hvad det ser ud til, på overfalden.

Så til dig, der siger til mig, at jeg ikke ligner en, der har angst..

Nej, jeg ligner ikke en, der går rundt med et usynligt torturapparat spændt fast om min bevidsthed, men på trods af det, så har jeg det stadig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...