Hjemme igen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2018
  • Opdateret: 26 feb. 2018
  • Status: Igang
Grys bror betyder alt for hende, og det er ham, der på trods af dybtliggende barndomstraumer, bliver grunden til at hun beslutter sig for at vende tilbage til Danmark, for at møde hans forlovede.

Problemet er, at opholdet slet ikke bliver som hun havde troet.

6Likes
1Kommentarer
455Visninger
AA

7. Kapitel 6

Da jeg kom op, udmattet og kold efter løbeturen blev jeg pludselig mødt af et par varme, kongeblå øjne, indrammet af tykke vipper. De virrede uskyldigt. Pinligt bevidst om at jeg lignede et svedigt skalddyr sendte jeg hende et forsigtigt smil og gjorde mine til at bane mig udenom hende.

 ”Har du ikke lyst til at tage en svømmetur?”

Spørgsmålet blev stillet som det var det mest naturlige i hele verden og ikke som om klokken var ti om aftenen og jeg var klam og svedig og hendes forlovede lige var kommet hjem og sikkert lå og ventede på hende inde på deres værelse. Jeg stirrede bare på hende. Hun stirrede tilbage med det samme uskyldige, godmodige ansigtsudtryk.

 ”Øhm.” sig nej, sig nej, sig nej.

 ”Okay.”

Og sådan gik det til at vi tog vores tøj af og kravlede ned i den opvarmede pool kun iført vores undertøj. Jeg kiggede væk da Anna lod sine løse jeans glide ned fra hofterne. De var runde og bløde og huden glinsede ligesom silke.

 ”Jeg har taget en overraskelse med.” sagde hun og smilede hemmelighedsfuldt. Inden jeg kunne nå at spørge hvad hun mente havde hun hevet en termokande og to tunge tekopper frem. Hun rakte mig den ene og vi lod os glide gennem vandet og hen til den lille forhøjning, tættest på det store vindue der gav udsigt til skoven bag os. Den lå som en sovende kæmpe, udstrakt og behageligt til mode, og jeg kunne ikke lade være med at få en følelse af sikkerhed når vi som nu, var inde for dens rækkevidde.

 ”Drik.” kommanderede Anna og hældte op til mig. Den kulsorte kaffe kastede sig op af kanterne og slangede sig omkring bunden inden den lagde sig til ro og krusningerne ophørte. Jeg sippede forsigtigt til den brandvarme væske. Den stak på tungen. Rynkede forvirret panden indtil det gik op for mig hvad det var jeg drak.

 ”Der er whisky i.”

 ”Og Bailey” sagde hun hurtigt som om det gjorde det hele bedre.

 ”Du ved godt at det her overskrider grænsen for hvad der er socialt acceptabelt, ikke?”

Hun kiggede ikke på mig. Smilede bare for sig selv, mens hun nippede til sin kaffe. Det var hun udmærket godt klar over, men alligevel valgte hun at dele denne lille stund med mig. Hun vidste godt at jeg ikke ville være fordømmende.

 ”Første gang jeg drak mig så fuld at jeg blackoutede, var i whisky. Jeg tror ikke jeg har drukket det siden.” Jeg tænkte lidt efter. ”Nope, jeg har ikke rørt det i snart seks år.”

Anna gjorde store øjne.

 ”Var du tretten?”

Jeg nikkede og flyttede lidt utilpas vægten på ballerne.

 ”Jaeh altså… næsten fjorten.”

 ”Hvad skete der?”

 ”En klam stodder fra min gamle klasse drak mig stiv for at komme i bukserne på mig.” Jeg himlede med øjnene, men Annas blik var ikke bifaldende, det var pikeret. Bange for at hun pludselig ville gå, trak jeg lidt i land.

 ”Altså, der skete ikke noget. Ikke rigtigt.”

Jeg kunne se på hende at tusind spørgsmål brændte på hendes tunge, men på en eller anden måde fik hun tag på sig selv, og holdt igen. Jeg blev helt befippet over denne åbenlyse hensynstagen til mit privatliv og mærkede hvordan en dybtfølt respekt for denne spinkle, unge kvinde voksede sig frem i mig. Pludselig mærkede jeg hvordan en krampende trang til at indskrænke afstanden mellem os flammede op i mig, og jeg rødmede dybt. Anna lod til at bemærke det, for hendes blik flakkede til mine kinder. Eller var det til…

 ”Såeh øhm, jeg lagde mærke til at du går med ring.” konstateringen var så malplaceret at det ville have været morsomt, hvis ikke situationen var blevet så tilspidset. Anna blinkede en enkelt gang og kom så tilbage til virkeligheden, som en dykker, der var kommet op til overfladen efter et langt dyk.

 ”Ja det… ja.”

Hun løftede hånden hvor en simpel, guldring hvilede mageligt på en slank ringefinger. I midten mødtes to bittesmå væsener i en inderlig omfavnelse, og jeg forestillede mig hvordan de havde krydset et helt hav blot for at mødes som de gjorde lige nu. Det var tydeligt i den måde deres små kroppe strakte sig for at de kunne nå hinanden. Og nu ville de aldrig være adskilt.

 ”Det var min mors.”

 ”Er I tætte?”

Hun nikkede. Et ømt blik gled ind på hendes kønne ansigt. Bløde skygger og genskinnet fra vandet fik hende til at ligne et maleri og jeg fik pludselig lyst til at male hende, selvom jeg aldrig havde håndteret en pensel i mit liv.

 ”Hun har altid været den tætteste person i mit liv. Mit tidligste minde var hende, der lå og strøg mit hår mens jeg gled ind i søvnen. Og så sang hun for mig.” Anna løftede blikket og mødte mit. ”Hendes sange var som tæpper, du ved dem man væver i hånden, og i dem kunne jeg se storslåede verdener folde sig ud bag mine øjenlåg. Og jeg var tryg i trådende og jeg var hjemme i mønstrene. Jeg kendte dem ud og ind, og med hende vævede vi os væk i dem, sammen.” hun tøvede.

 ”Men så blev min far syg.” i et øjeblik var der stille, som om mindet var en fysisk tilstedeværelse der lagde sig på hendes stemmebånd. Hun tog en indånding inden hun fortsatte. ”Det værste var andre folks blikke. Måden de så på ham med … afsky. Jeg vidste at han ikke var noget dårligt menneske. Jeg så varmen og klarheden i hans blik. Selv når han kom stavrende hjem langt ud på de sene timer, så satte han sig altid tungt i sin stol i stuen og tog mig op på sit skød og så fortalte jeg om min dag, og jeg vidste at han lyttede. Selvom hans ånde lugtede af øl og røg og sved og selvom hans bukser var ved at falde af og håret var uredt, så lyttede han, og vi snakkede sammen om alt hvad der faldt mig ind. Jeg svingede med benene langs hans knæ, og fortalte ham om hestene på min natkjole og han spurgte ind til hvor de boede og hvad de hed og om jeg godt kunne tænke mig en hest. De ting så folk ikke. De så kun beruselsen og svigtene. Men jeg så så mange gode ting i ham, som jeg aldrig ville være foruden.”

 ”Hvad skete der?” spurgte jeg forsigtigt. Hun trak på skuldrene.

 ”Jeg tror han holdt op med at se det.”

 ”Hvor er din mor nu?”

 ”Hjemme i Kalby. Hun er den stærkeste kvinde jeg kender, og hun var også stærk da min far forsvandt, men det ændrede noget i hende. Og hun holdt op med at synge.”

Jeg kunne se på hende at det var på tide at holde op med at stille spørgsmål for en bølge af sorg lagde sig tungt om hendes skuldre, så i stedet tog jeg hendes hånd og førte hende med ud på midten af poolen. Lygterne under overfladen oplyste hendes ansigt nedefra og fik hende til at ligne en havfrue, med de blonde lokker der indrammede ansigtet og som, selv nu når de var våde, var misundelsesværdige for enhver skabning af hunkøn. Hun sendte mig et usikkert blik. Hænderne sitrede som om hun skulle til at trække dem til sig, men jeg beroligede hende ved at lægge en hånd på hendes læn og langsomt mærkede jeg hvordan hun slappede af i kroppen og den begyndte at følge min. Jeg nynnede en melodi mens vi vuggede sammen i det bløde vand. Whiskyen havde steget mig en smule til hovedet, men jeg nægtede at skamme mig over det, så i stedet lod jeg mig henføre af vandet mod mit maveskin og duften af hendes hud og varmen fra whiskyen. Minutterne og øjeblikkene flød sammen og jeg ved ikke hvor længe vi stod der, men jeg vidste at jeg ønskede at det aldrig skulle høre op. Vores fødder rodede kluntet rundt ovenpå hinanden, på armene var gåsehuden begyndt at titte frem og vores hår stod os i øjnene, men alle de ting til trods virkede det her som det mest perfekte øjeblik i mit liv. Venskabet med Anna var på utrolig kort tid blevet mit kæreste eje og jeg agtede at værne om det med mit liv, og jeg kunne se på Anna at hun havde det på samme måde.

 ”Hvad tænker du på?” spurgte Anna. Hendes stemme var så lav at jeg måtte anstrenge mig for at kunne høre hende.

 ”At vi nok burde gå op. Jeg fryser.” grinede jeg. For selvom jeg ønskede at vi kunne blive i poolen for evigt, så vidste jeg også at der ventede en lang dag i morgen, og desuden så ville jeg meget nødigt se mig selv nødsaget til at forklare hvorfor Anna og jeg stod klistret op af hinanden midt om natten, næsten uden tøj, og tydeligt beduggede i en pool, mens alle andre sov. Jeg ville ikke engang vide hvor jeg skulle begynde. Så jeg slap hende og trak mig selv op, tog min trøje på og sendte hende et kommer-du blik? Men hun lignede ikke en der havde i sinde at følge efter mig.

 ”Jeg vil ikke op allerede”

 ”Anna…” jeg bøjede mig ned og fiskede hendes mobil op af hendes bukselomme. Der var et billede af hende og Thomas på lås-skærmen og jeg følte et stik af dårlig samvittighed. ”Klokken er halv et.” Jeg tror hun så mit ansigtsudtryk for der gled et mærkeligt udtryk hen over hendes ansigt, men så lod hun til at ombestemme sig og rystede på hovedet som et lille barn.

 ”Jeg nægter.”

Paf rystede jeg på hovedet og stirrede på hende. Hvorfor opførte hun sig som om jeg var hendes mor og skulle slæbe hende op i den ene arm mens jeg huskede hende på at hun skulle gøre som jeg sagde og at jeg ikke ville have at hun lavede en scene i offentligheden. Ville hun også have at jeg skulle minde hende om at tage sko på og høre hende om hun havde husket sin fodboldtrøje.

 ”Anna, hvad fabler du om?”

 ”Vil du ikke nok blive lidt længere?” pludselig var der en sørgmodig tone hendes stemme og blikket blev bedende. Hun lod håndfladerne følge vandets overflade. Usikkert.

 ”Det var bare så rart bare at være os lidt. Jeg har ikke lyst til at … skulle op allerede. Kan vi ikke bare flyde rundt lidt længere og ikke tænke på noget?”

 ”Men…”

 ”Please. Bare lidt?”

Efter en kort tøven gav jeg sukkende efter og smygede mig ned ved siden af hende. Jeg beholdt min T-shirt på, men hendes taknemmelige smil og følelsen i maven da hun lagde sine arme om halsen på mig, gjorde det hele værd.

 ”Tak.” mumlede hun.

 ”Jeg vil gerne møde din mor en dag. Hvis det er okay med dig.”

Hun lyste op som et neonskilt og trak mig tættere på. Tænderne næsten flimrede, elfenbenshvide i det blålige lys. Hun nikkede.

 ”Jeg ved at hun ville elske dig.”

 ”Hvad synes hun om Thomas?”

 ”Han er enormt høflig. Det kan hun godt lide. Og så har hun altid drømt om at jeg ville finde en høj mand.” Så lo hun. Jeg lo med.

 ”Jeg sværger, jeg ved ikke engang hvornår han blev sådan et tårn. Hvad fik han at spise som jeg gik glip af?”

 ”Du er da også høj, af en pige at være.”

 ”Af en pige at være.” vrængede jeg spøgefuldt. Jeg trak mig ud af hendes arme og skænkede mig endnu en kop kaffe som jeg lod varme min krop. Sukkede nydefuldt og lagde nakken tilbage, og betragtede loftets lyse egetræ. Indrømmede modvilligt at Anna faktisk var en ret god drink-blander på trods af at majoriteten af jordens befolkning ville se aldeles skævt til det lige foretagende. Anna svarede spydigt igen med at halvdelen af de ting vi mennesker foretog os bare lukkede døre ville blive kigget skævt til, hvis vi åbnede op omkring det. Det måtte jeg give hende ret i.

 ”Hvor var de vi skulle hen i morgen?” spurgte jeg. Jeg havde halvt hørt at mor og Thomas havde drøftet noget med en tur i morgen, på hans opfordring, men jeg havde været for distræt til at opfange hvortil.

 ”Vi skal ud og kigge på den herregård hvor brylluppet skal stå. Jeg tænkte at det var en god idé at I alle sammen fik det at se så I kunne fortælle os hvis det var helt skidt.”

 ”Jeg er sikker på at der er dejligt.”

Jeg søgte i mit selv efter et stik af jalousi over deres kommende bryllup, propfyldt med ekstraordinære dekorationer, enestående kjoler, fine gæster og – var jeg overbevidst om – uforglemmelige minder. Jeg forestillede mig hvordan gården lå idyllisk placeret i frodige grønne omgivelser, og Thomas og Anna der tog imod gæsterne med brede, lykkelige smil mens sendte  hinanden små jeg-glæder-mig-til-vi-kan-være-alene blikke og jeg forestillede mig avanceret mad lavet af højrespekterede kokke og champagne der flød, og rørende taler med tilhørende tårer, latterbrøl og medstemmende klapsalver og jeg forestillede mig hvordan det var sådan et bryllup som folk talte om i mange år efter ind over morgenkaffen mens de mindedes festlighederne med et lille smil og en morsom anekdote og der var ikke en celle i min krop der var i tvivl om at det ville blive ikke mindre end fabelagtigt, men sandheden var at alle de ting slet ikke var noget for mig. Tanken om at være hele festens midtpunkt og at skulle slentre ned af gulvet iført en cupcake-kjole og at skulle love mig selv væk til en anden til evig tid og at skulle skejes helt op og kysse min ægtefælde når der blev trampet i gulvet og hamret på tallerknerne og puhh. Det virkede alt sammen umådeligt uoverskueligt.

 ”Glæder du dig?”

Anna kiggede uforstående på mig.

 ”Til brylluppet din skovl.”

 ”Nårh. Ja naturligvis.”

 ”Hvad glæder du dig til?”

 ”Hvad mener du?”

 ”Jeg mener, at du skal være specifik.”

Hun var stille et tænksomt øjeblik inden der blev mumlet et drævende svar.

 ”Til at vores familier bliver samlet og til… at vi bliver forbundet for altid.”

 ”Hvem?”

 ”Thomas og jeg” nu var det hendes tur til at kigge på mig som om jeg var tungnem. Jeg kunne ikke holde et smil tilbage. Jeg vidste naturligvis godt hvem hun talte om, jeg ville bare høre hende sige det. Jeg ville se ordene imens de forlod hendes læber. Og jeg ville mærke vægten bag dem. Anna skubbede sig lidt væk fra mig og brummede at hun følte sig afhørt med en betydelig mængde påtaget fornærmelses klistret ud over det mandelformede ansigt. Udenfor var en tiltagende regnbyge begyndt at prikke på ruden som små, benede fingre og lyden var næsten meditativ hvis man lukkede øjnene og lod sig opsluge af summende baggrundsstøj. Jeg forestillede mig at vi befandt os i en hytte, fuldkommen isoleret fra omverdenen og at det eneste der betød noget var det næste måltid og at der blev hentet brændte til brændeovnen så vi kunne holde varmen. Hvordan vi krøb sammen under tæpper og dyner med hver vores krus varm kakao og lyttede til regnen og faldt i søvn sammenfiltrede og trygge. Hvordan omverdenen flød forbi, separat fra os, og vi fandt vores egen livsrytme. Måske skulle jeg flytte ud i en hytte et sted.

 ”Skal vi gå i seng?”

Et kort øjeblik troede jeg at hun mente sammen og jeg blinkede forvirret, indtil det gik op for mig hvad hun mente. Hun mente gå til ro. Hver for sig. På forskellige værelser.

 ”Ja… jaja, lad os.”

Så snart mit hoved ramte puden sank min krop sammen om mig som om mine organer var blevet skiftet ud med sten. Tankerne væltede rundt omkring mig, men jeg havde ikke energi til at række ud efter nogen af dem. I stedet betragtede jeg dem fjernt, mens de, som skygger, slangede sig ind og ud mellem loftsbrædderne. Herregård. Det lød utrolig fint. Og en anelse prætentiøst. På den anden side, det kunne have været på et slot. Eller i en ældgammel Mayansk ruin hvor generationer af et urgammelt folkefærd var faldet og som nu blev udnyttet til at holde sin symbolske binde-sammen fest. Jeg smilede i halvmørket for mig selv over hvor bittert det lød. Smilet havde endnu ikke forladt mit ansigt da der lød et sagte bank på døren. Jeg rejste mig halvt op. Var det Anna? Ufrivilligt mærkede jeg en flagren i brystet og jeg kørte hurtigt en hånd igennem mit utæmmede hår.

 ”Må jeg komme ind?”

Den lille stemme var ikke til at tage fejl af og kort efter kom mors lille, runde hoved til syne i døråbningen. Jeg sørgede omhyggeligt for at holde skuffelsen ude af min stemme da jeg sagde ja. Hendes silhuet mindede mig om da jeg var lille og havde haft mareridt, for dengang havde hun altid styrtet ind til mig ved den mindste lyd, klar med en godnathistorie fyldt med blomster og enhjørninger og magiske slotte, der med det samme jagede mareridtene på flugt. Hun satte sig forsigtigt på kanten af sengen og rettede på mit sengetøj med den ene hånd. Håret han løst, hvilket det næsten aldrig gjorde, og på kroppen bar hun en løs natkjole med ugler på. Hun mindede mig om en lille pige. Bortset fra øjnene. De var vidende og moderlige - og så uhyre velkendte.

 ”Hej lille skat.” sagde hun og strøg mig over håret.

 ”Hej.”

 ”Jeg så at du smuttede herind. Hvorfor er du stadig oppe?”

Jeg ville have spurgt hende om det samme, men jeg kunne se på huden omkring hendes øjne at hun havde sovet og sikkert var stået op for at gå ned og få et glas vand. Hun blev frygtelig tør i munden om natten og jeg havde tit ligget og lyttet til hendes sagte fodtrin på trapperne når hun famlede rundt i mørket efter et glas.  

 ”Jeg kunne ikke sove.” svarede jeg undvigende. Mor lod ikke til at betænke mig i min forklaring. Hun havde sikkert, ligesom jeg selv, accepteret at der var nogle ting, der havde ændret sig og at det ikke var alle ting ved hinanden vi kunne nikke genkendende til længere.

 ”Hør Lille Danser, der er noget jeg lige skal vende med dig.”

Åh nej.

 ”Altså, det er ikke noget alvorligt. Tværtimod.” pludselig så hun helt oplivet ud, som om det hun skulle til at sige var at krigen i Syrien på magisk vis havde fundet sin afslutning, og af en eller anden grund frygtede jeg hendes næste sætning endnu mere end jeg gjorde før.

 ”Hvad så?”

 ”Jeg har arrangeret et uformelt møde”

 Det er bare løgn.

 ”Med hvem mor? Jeg går så sandelig ud fra at det er et individ af stor vigtighed eftersom det er nødvendigt at fortælle mig klokken to om natten.”

 ”Det er slet ikke på den måde lille skat, jeg kunne simpelthen bare ikke vente.”

Med de ord var jeg ikke længere i tvivl om hvad hun talte om, og jeg udklækkede i stilhed en plan om at finde den nærmeste bygning og på mest den dramatiske vis muligt, kaste mig ud fra.

 ”Er dette møde det man i officielle termer ville kalde et stævnemøde?”

Mors ansigt flækkede i et smil på samme måde som en gammel træsko og hele hendes krop dirrede af underkendt forventning. Hun knyttede begge sine små hænder foran sig og rystede den ligesom maracas. Rynkerne i ansigtet druknede hendes øjne hvilket var heldigt for ellers havde hun set det fortvivlede blik jeg sendte i hendes retning. Denne her trædemølle havde jeg været for år tilbage og udsigten til at skulle igennem den igen var næsten ikke til at bære.

 ”Hvad tid?”

 ”I morgen aften.”

 ”Hvad med rundturen med Thomas og Anna?”

 ”Den kan du sagtens nå, jeg kører dig derned.”

Ugh.

 ”Det lyder rigtig fint Mor.”

 ”Jeg tænkte nok at du ville synes om det. Jeg kan love dig for at han er en nydelig ung mand. Vi ses i morgen min Lille Dansepige.”

 Så rejste hun sig og inden hun lukkede døren sendte hun en thumbs up. Jeg lod mig falde tilbage på puden og drog et teatralsk suk. Det her skulle nok blive begivenhedsrigt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...