Hjemme igen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2018
  • Opdateret: 26 feb. 2018
  • Status: Igang
Grys bror betyder alt for hende, og det er ham, der på trods af dybtliggende barndomstraumer, bliver grunden til at hun beslutter sig for at vende tilbage til Danmark, for at møde hans forlovede.

Problemet er, at opholdet slet ikke bliver som hun havde troet.

6Likes
1Kommentarer
472Visninger
AA

4. Kapitel 3

Der sad fire mennesker inde i det mørke rum. To af dem, et par ældre mænd med grånede skæg og hængene blikke, talte sagte sammen i korte afstumpede sætninger med lange pauser imellem. En kvinde sad alene i hjørnet med blikket rettet tungt på ingenting og en finger kørende i cirklende bevægelser på bordet foran sig. Rundt og rundt. Hendes blik var ligeså gråt som mændenes skæg da det løftede sig mod den fjerde.

Han var iført et velsiddende jakkesæt. Stålgråt. Håret var tykt og havde samme farve som dampende kaffe, fingrende var lange og stærke, smilet dragende. Anna gik op til baren hvor hun sad, uden at værdige ham et blik og bestilte to øl. Bartenderen nikkede og forsvandt ud i baglokalet. 

Selv blev jeg stående i baggrunden og kiggede på de to skikkelser der begge stod lænende op af den slidte bardisk. Anna mild og lyshåret, iført en blå nederdel og en blomstret top, manden kantet og mørk iført sit grå jakkesæt. Han kiggede længe på hende. Studerede hendes træk, præcis som jeg havde gjort det, men der var et eller andet ved måden han gjorde det på, som jeg ikke brød mig om.

Jeg krydsede rummet og stillede mig demonstrativt så jeg dækkede for hans udsyn. Han løftede et overasket øjenbryn som om det først nu var gået op for ham at jeg var i rummet. Blikket var intelligent.

Glassende klirrede da de blev sat foran os. Jeg ignorerede dem og tog i stedet en tiltrængt slurk af flasken. Den kolde øl føltes lindrende imod mine tanker som jeg lod skylle væk sammen med væsken.

 “Du må være Gry Hallenbæk.”

Det faktum at det kom bag på mig at han kendte mit navn, måtte have været tydelig for han smilede tilfreds.

 “Mørkt hår og fængslende blå øjne. Det kunne ikke være andre.”

Det svarede jeg ikke på, og udenpå viste jeg ingen tegn på hvor dybt det irriterede mig at han kendte mig. Endnu en ulempe ved en lille by og et lille land. Hvem havde gået rundt og slynget beskrivelser af mig ud? Jeg tog endnu en tår.

 “Du er endnu smukkere end jeg havde forestillet mig.” sagde han helt roligt, som om vi havde kendt hinanden i årevis. Jeg spekulerede på hvad en type som ham, lavede et sted som her. Svar fik han dog stadig ikke.

Hånden med de lange fingre legede med whiskyglassets kant. Rundt og rundt. Øjnene veg ikke fra min profil, og jeg kunne næsten mærke hvordan de vandrede ned af mig. Ned til min hals og skuldre, videre til brysterne hvor de blev i et par langstrakte sekunder, forbi hofterne og knæene, hele vejen ned til fødderne. Han smilede. Kiggede så op igen. Slikkede sig drømmende og beundrende om læberne, som et rovdyr der så sit bytte an.

Selv holdt jeg blikket fast på væggen foran mig. På uret og dets tynde visere der tikkede afsted i en underligt hypnotiserende bevægelse. Rundt og rundt.

 

Jeg blev ved med at snurre. Langsomt og rytmisk. Hans pegefinger fulgte mine bevægelser. Eller fulgt jeg hans? Selvom mit udsyn var sløret kunne jeg sagtens se hans smil. Det var lige så fyldt med besidderisk tilfredsstillelse som hans pegefinger.

 “Bliv ved. Du må ikke stoppe.”

Smilet blev hængende mens jeg blev ved med at dreje rundt. Stuen flød sammen med hans skikkelse, og jeg kunne ikke længere skelne mellem ham, og resten af møblerne. Kvalmen begyndte så småt, at stige op i halsen. Jeg ved ikke hvor længe jeg blev ved. Eller om hans pegefinger stadig dikterede. Kun at jeg blev ved med at dreje. Og at tæppet under mine fødder føltes som sandpapir. Og at benene kollapsede under mig.

At alle funktionelle tanker snurrende og spindende rundt i hovedet uden en chance for at blive kontrolleret. At jeg lukkede øjnene. At rummet vendte sig på hovedet.

Jeg klamrede mig til gulvet. Tænderne bed hul på læben. Frygten gennemstrømmede min krop og rev hårdhændet åndedrættet med sig, indtil jeg ikke kunne få vejret. Blodet strømmede ned af ansigtet og forsvandt ud i intetheden. Mine kræfter slap langsomt op. Om få sekunder ville jeg ikke være i stand til at holde fast længere. Tankerne snurrede. Rummet snurrede. Jeg snurrede.

Så tog et par stærke hænder fat om min nakke og hev mig op og stå. De støttede mig og forhindrede mig i at falde. Jeg turde ikke åbne mine øjne, så jeg var nødt til at stole på mine sløvede sanser, der kun lige var i stand til at fortælle mig at min onkels ansigt kun var få centimeter fra mit.

 ”Jeg sagde at du ikke måtte stoppe.” Sagde han, og så slap han, og lod gulvet tage imod mig inden en enlig hånd langsomt fulgte formen på min kjole og op langs mit ben.

 

“Hallo? Er du der?”

Jeg blinkede billederne på mine nethinder væk. Sveden brød frem på min pande og jeg havde pludselig fornemmelsen af at mit eget åndedræt var ved at kvæle mig. Han lagde en hånd på min, men jeg trak den hurtigt til mig. Den var brændende varm.

 “Hvorfor så afvisende lige pludselig? Lad nu være med at være sådan en lyseslukker.”

Hans parfume fyldte mine næsebor da han langsomt rykkede tættere på og varmen fra hans hud fik min egen til at føltes som om den var ved at smelte. Jeg hev efter vejret. En hånd begyndte legende at fundere op af mit lår uden den mindste form for høflig tøven. Jeg sad som forstenet, ude af stand til at flytte mig. Jeg kunne ikke andet end at lukke øjnene.

 “Så tror jeg vi stopper, fister” et par bløde hænder hev mig op at stå og da de lagde sig om mig følte jeg en overvældende fornemmelse af sikkerhed. Jeg lod mig trække væk, men manden gav sig ikke.

 “Du kan sgu da ikke bare tage hende med. Hun har jo ikke sagt nej.”

 “Kig på hende! Hun ligner en der er ved at kaste op.”

 “Du kan ikke bestemme over hende. Ryk så til side, møgkælling”

De kølige hænder føltes lindrende på min gloende varme hud, men billederne lurede stadig i kanten af mit synsfelt hvilket gjorde det umuligt at koncentrere sig. Jeg følte mig svag. Anna førte mig blidt udenfor. Hun hviskede beroligende ord i mit øre. Forklarede mig hvordan jeg skulle kontrollere min vejrtrækning, og mumlede at jeg bare skulle sætte en fod foran den anden, imens hun langsomt aede min overarm.

 “Du må ikke stoppe” hviskede jeg og følte med det samme kvalmen stige op igen. “Du må ikke stoppe” Uden varsel bukkede jeg sammen og brækkede mig ud over fortovet. Det var ildrødt. Eller var det bare min hjerne der spillede mig et pus? Billederne sneg sig hårdhændet ind igen og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle stoppe dem. Jeg hev efter vejret.

En lindrende støvregn faldt fra himlen som bittesmå kærtegn mod min pande, men ikke engang dem, kunne jeg nyde. Det her var patetisk. Jeg skulle ikke tages af, bare fordi jeg ikke kunne håndtere minderne. Jeg var simpelthen nødt til at tage mig sammen.

 “Du… du skal ikke. jeg kan godt selv” kvækkede jeg hæst, med en foruroligende bævende stemme. Anna rystede på hovedet, tror jeg, jeg kunne ikke rigtig se det.

Så tog et blødt sæde imod mig. Der lugtede af cigaretter.

 “Jeg ringede efter en Taxa.” sagde hun og aede min kind. Hun spurgte ikke om jeg var okay. Gudskelov.

Det gav et blødt ryk da bilen trillende begyndte at køre ud på vejen, der stadig kun var en sort stribe forude. Jeg tog en dyb vejrtrækning.

 “Tak.”

Hun nikkede bare og smilede halvt. Vi kørte videre i stilhed, imens jeg forsøgte at få mine tanker under kontrol.

Alt i denne her by mindede mig om min onkel, og de ting han havde gjort. Hver en sten og bugtning. Hver en mand, hvert et blik. Hvert et smil. Jeg kunne ikke holde til det meget længere, og jeg var lige kommet.

 Jeg stønnede.

Så meget for at være stærk. Med skammen boblende i årerne, lod jeg panden hvile mod ruden og nød den kølige fornemmelse og bilens lindrende summen.

Pludselig blev Annas tilstedeværelse meget udtalt. Hun sagde ikke noget, men jeg kunne mærke hende lige så tydeligt som hvis hun havde siddet lænet op af mig, med hovedet hvilende mod min skulder, og hvisket i mit øre. Pludselig fik jeg en overvældende lyst til at dele min barndom med hende. At få luft for alle minderne. At sætte ord på dem for første gang.

 “Jeg ved godt, at jeg virker totalt fucked up” sagde jeg stille. Hun svarede ikke.

 “Og Thomas også. Altså, du har jo nok regnet ud at der foregik noget her for mange år tilbage. Noget frygteligt.”

Stadig intet svar. Ikke engang et åndedræt, bemærkede jeg. Hun holdt vejret.

Jeg kunne ikke se hende, men jeg forestillede mig hendes store blå øjne der lyste i halvmørket. Luften sitrede elektrisk.

 “Det var vores onkel” fortsatte jeg. “Han skulle passe os imens mor og far var et år i Frankrig. Jeg var syv år dengang. Thomas var elleve.”

Jeg fnyste ind i ruden og lukkede øjnene. Mærkede mindet brænde i brystet. Min stemme dryppede af sarkasme.

 “Hvem forlader to små børn i to hele år, tænker du sikkert. Og så med sådan en…”

Jeg tav, ude af stand til at fuldføre sætningen. Rystede stilfærdigt på hovedet.

 “Han var syg i hovedet.” Man kunne se det på ham lige med det samme. Jeg kunne i hvert fald. Hans øjne stak i selvet som små prikkende advarselslamper der blinkede og hylede, men jeg var den eneste der kunne høre dem. Når han smilede, kunne jeg mærke mit hjerte slå et slag over. Hver en bevægelse han gjorde overbeviste mig yderligere om, at det ville ende i tragedie hvis vi blev ladt alene med ham.

 “Jeg tiggede mine forældre om at blive, men det var totalt nyttesløst. De afværgede bare min bekymring med en håndbevægelse og forsikrede os om at vores onkel blot ville os det bedste.  Og så startede to års helvede”

Jeg tav og tog en dyb indånding. Jeg ville ikke komme det nærmere. Annas sagte vejrtækning fyldte stilheden ud som et levende væsen der krøb op til mig og forsøgte at trøste mig. Hendes tilstedeværelse trøstede mig. Ude af stand til at mønstre nok overskud til, at fokusere på mine omgivelser lukkede jeg øjnene og gled hen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...